Homonationalisme: Oscar Bar pinkwasher Rasmus Paludan***

Når Rasmus Paludan sidder på Oscar Bar iført Stram Kurs kasket, så er det ikke kun utryghedsskabende for de tilstedeværende, men dybt problematisk at stedets ansatte og ejeren ikke vil reagere. Når racister og fascister bruger homonationalisme som en del af deres angreb på andre minoriserede grupper, må LGBTQIA+ miljøet aktivt kæmpe imod.


Fredag d.7 juni, to dage efter valget, sidder en mindre gruppe på Oscar Bar, på regnbuepladsen og får en øl. Gruppen kommer der tit, fordi det er en bar for LGBTQIA+ personer, og at de plejer at føle sig sikre på ikke at opleve diskrimination.

Samme aften sidder den racismedømte højreekstremist og leder af det fascistiske parti Stram Kurs, Rasmus Paludan, også på Oscars. Gruppen bliver opmærksomme på at han sidder i hjørnet ved højbordet til venstre for indgangen rimelig uforstyrret. Paludan er iført partikasket og omgivet af tre-fire mænd.

Gruppen beslutter efter flere overvejelser, at henvende sig til personalet.

Den efterfølgende samtale med bartenderen beskriver gruppen således:

“Det er virkelig ubehageligt, utryghedsskabende og det ødelægger jeres safe space, at partilederen for Stram Kurs Rasmus Paludan sidder på jeres bar.” Bartenderen svarer i nedladende tone ”Rasmus Paludan er kunde, betalende kunde, ligesom jer.” Vi forsøger at argumentere for vores synspunkt, men vi får intet andet fra bartenderen end det svar. ”Rasmus Paludan er kunde.” ”CUSTOMER!” Prøver bartenderen endvidere, da de åbenbart ikke føler at de trænger igennem til os.

Gruppen forlader Oscar Bar og går ned på My Fair Ladies. Her spørger gruppen bartenderen, om Rasmus Paludan ville være velkommen her, svaret er prompte ”Fuck nej”. Efterfølgende bliver bartenderen i tvivl og sender en sms og spørger chefen, der svarer ”Han er velkommen så længe han ikke laver ballade.”

Rasmus Paludan iført Stram Kurs kasket og omgivet af klakører, er ikke en tilfældig “kunde” på en homobar i København. Han er frontperson for et fascistisk parti, der på baren ikke optræder som neutral privatperson. Det kræver ikke dyb refleksion at nå frem til at en mand, der hetzer minoriteter og advokerer etnisk udrensning ikke hører til i et såkaldt “safe space”. 

Der er tale om en politiker, der aktivt bruger LGBTQA+-personers sag til at pinkwashe racistiske holdninger. Det sker når Paludan benytter, muslimers påståede intolerance over for seksuelle minoriteter, som et argument for at udrense og deportere dem.

Læs mere om pinkwashing og homonationalisme hos Killjoy.dk

Når LGBTQIA+ personer tages som gidsler i hetzen mod andre minoriserede grupper, har miljøet et ansvar. Et ansvar for at sige fra. Et ansvar for at sige “ikke i vores navn”. Vi og vores steder skal ikke legitimere racister og fascisters politik. Hvis de steder hvor vi kommer ikke kan forstå det, så er det ikke steder vi kommer!

Hjælp Oscar Bar og My Fair Ladies med at forstå det. 

Konfront har flere gange forgæves forsøgt at kontakte Oscar Bar, for at få en udtalelse i forbindelse med artiklen.

/Ponti og Rebus / Foto: Fotocollage med del fra Redox.dk

Der er ikke flere tekster