CEPOS og det borgerlige hegemoni: Om den borgerlige magt i samfundet, og om hvordan vi som venstrefløj kan tage kampen op imod den***

Hvordan kan det være, at en liberal tænketank som Center for Politiske Studier (CEPOS) bliver hevet ind i TV 2 News’ studie, når der skal diskuteres socialpolitiske og økonomiske spørgsmål? Svaret er, at CEPOS har politisk magt. De kan uhæmmet præsentere Danmarks overklasses idéer om et frit marked og om den private ejendomsrets ukrænkelighed. Denne artikel analyserer den hegemoniske borgerlige magt i det danske samfunds som afsæt for, hvordan vi som venstrefløj kan tage kampen op imod den.

De politiske tænketanke er et nyt fænomen i Danmark. Tænketankene har gennem en kæde af direkte og indirekte manøvrer fået indflydelse på den politiske dagsorden. CEPOS har fået en særlig meningsdannerrolle, som har en vis legitimitet som noget almengyldigt eller særligt fornuftig frem for andre, men hvor kommer idéerne fra?

Det er farligt for vores samfund, hvis vi ikke er opmærksomme på og gør skarp modstand mod snigende idéer, der påvirker os uden at blive fuldt belyst. Hvis vi ikke styrker vores kritiske bevidsthed, vil vi falde for fordomme. Konsekvensen af dette kunne være, at vi kunne komme til at tænke, at de over 600.000 danskere på overførselsindkomst bare er det, fordi de er snyltere, at det er naturligt, at der findes et løngab mellem kønnene, eller at den liberalistiske socialdarwinistiske grundtese “mennesker er grådige og vi vil hinanden det værste” er sand.

Hvad er en tænketank?

Tænketankene er blevet hverdag i mediebilledet. Der bliver dog sjældent uddybet, hvad de laver. Jesper Dahl Kelstrup, lektor og ekspert i tænketanke på RUC, beskriver tænketanke som “permanente organisationer, der hævder en grad af uafhængighed ved at mobilisere ekspertviden” (Kelstrup 2016). Vi har en lang række tænketanke herhjemme, hvoraf de tre største er Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), CEVEA og CEPOS.

CEPOS har formået at opnå en position i samfundet, hvor de betragtes som havende den ekspertviden, som Kelstrup omtaler. Hvis du slår op på hvilken som helst nyhedsside, som kommenterer på vigtige klassespørgsmål, har CEPOS en kommentar i artiklen. Ifølge Kelstrups studie Tænketankes brug af dagblade for politiske idéer er CEPOS én af de mest citerede tænketanke i perioden 2005-16. Det er ikke en tilfældighed, det er nemlig fordi, den liberale tænketank har venner fra høje steder, som har sikret dem denne politiske magt, på trods af tænketankenes skingre og falske råb om politisk uafhængighed.

De liberale tænketankes kamp

Undersøgelsen om CEPOS’ politiske magt starter faktisk ikke hos CEPOS. Det er nødvendigt at give et kort oprids af de materielle omstændigheder, som lagde grunden for vækstbetingelserne for den liberale tænketank. For uden at kigge på de bagvedliggende omstændigheder vil historien kun se rodet og tilfældig ud.

Selvom den herskende klasses idéer er de herskende idéer, betyder det ikke nødvendigvis, at den selvsamme magtelite ikke har interessekonflikter imellem dem. I bogen Magteliten, som er en sociologisk undersøgelse af de mest magtfulde mennesker i Danmark, argumenterer forfatterne Anton Grau Larsen, Chrisopher Ellersgaard og Markus Bernsen, at flertallet i magteliten ønsker at være systembevarende. Afvigere som meningsdanneren Asger Aamund og Saxo Banks direktør Lars Seier Christensen bliver set som højrøstede, men uden indflydelse. Ifølge forfatterne vil eliten “ikke afvikle staten eller fagforeningerne, men samarbejde og udvikle dem […]”(Larsen, Ellersgaard og Bernsen 2015: 65).

Forfatterne beskriver ikke hvor lang tid, denne borgfred mellem fagforeningerne og eliten har eksisteret. Man kan kigge tilbage på hovedaftalen mellem fagforeningerne og arbejdsgiverne efter storlockouten i 1899, hvor arbejdsgiverne anerkender fagforeningerne, som til gengæld skal anerkende arbejdsgivernes ledelsesret.

At den danske fagbevægelses ledere blev inviteret ind i varmen samt den stigende vælgertilslutning til det midtersøgende Socialdemokrati før og efter Anden Verdenskrig skabte en stabilitet, som lagde låg på kritiske røster. Den yderste højrefløj og den yderste venstrefløj blev skubbet væk, og yderfløjene fik dermed sværere ved at opnåmedlemstilslutning.

Efterkrigstidens Danmark karakteriserer en statsstøttet kapitalisme hvor det private produktionsapparat fik store økonomiske bidrag og det var også en periode med udvidelsen af velfærdssamfundet. Der skulle dog ikke gå særlig lang tid før en langsom afvikling af velfærdsstaten blev igangsat.

Neoliberale økonomer og andre intellektuelle frygtede for den socialdemokratiske udvidelse af velfærdsstaten, som udfordrede privatkapitalismens elites kontrol over økonomien. En af neoliberalismens åndelige ledere, Friedrich Hayek, opfordrede derfor en lang række europæiske liberalister til at gøre modstand mod de europæiske socialdemokratiers politiske magt.  Det nye slagord skulle være “Privatisering, deregulering og frihandel”.

Den første liberale tænketank som kom til Danmark efter Anden Verdenskrig var Erhvervenes Oplysningsråd. Den fik støtte fra mere end 30 organisationer og sendte intensivt analyser og kommentarer ud til landets aviser. Oplysningsrådet havde et stort internationalt netværk til andre neoliberale tænketanke, men den formåede dog ikke at  bryde med statskapitalismen. Tænketanken måtte dreje nøglen om i 1974 på grund af manglende opbakning.

I 1980’erne voksede endnu en liberal tænketank ved navn Libertas frem, som, modsat Erhvervsoplysningsrådet, havde tidsånden med sig. Den neoliberale epoke som prægede 1980’erne og 1990’erne blev ført an af Margaret Thatcher og Ronald Reagan samt den liberale tænker Milton Friedman. I Danmark så vi med 1980’ernes Schluter-regerings kartoffelkur og finanskrise, alle disse tendenser åbnede op for potentialet for privatiseringer, deregulering og frihandel.  Neoliberalismen var kommet til Danmark.

Giro 0612 10035058

CEPOS kom til verden d. 11. marts 2004. CEPOS bestod af en velforberedt skare, som havde lært af borgerskabets tidligere fejl. De var velfinansierede og de havde et internationalt netværk og tidsånden med sig.

“En ny liberal tænketank, CEPOS, har en kreds på 50 personer bag sig. Kredsen tæller erhvervsfolk, samfundsdebattører, forlagsfolk, tidligere ministre, professorer og en enkelt fodboldtræner” (Kronsted 12.03.2004).

Sådan indledes en artikel som Jyllandsposten bragte d. 12. marts 2004. CEPOS skulle være en betydningsfuld tænketank, men som den daværende bestyrelsesformand og forhenværende forsvarsminister Bernt Johan Collet bemærker i artiklen: “Ingen har tænkt den overordnede problemstilling igennem. Hvilke dele af samfundslivet er betydende for Danmarks konkurrenceevne?”.  CEPOS’ formål var enkelt; de ville udfordre den politiske og økonomiske elites borgfred med fagforeningslederne.

Opgaven at pege på hvem af de politiske aktører som har den vigtigste opgave, er for Collet “ikke politisk”. Collet forsøger her at gøre et argument til en normaliseret verdensopfattelse eller at ophøje det til sund fornuft. Det er nemlig i borgerskabets interesse, at deres position ikke bliver stillet spørgsmålstegn ved. Denne manøvre vil der blive vendt tilbage til senere.

Lanceringen af den nye tænketank vakte interesse hos forskellige dele af borgerskabet. CEPOS var i gang med at søge finansielle midler til drift og forskning. I de borgerliges avisspalter kunne man før stiftelsen af tænketanken blandt andet læse en bemærkelsesværdig leder i Berlingske om CEPOS, som var skrevet af den daværende chefredaktør for dagbladet, Niels Lunde. Lederens navn var Giro 0612 10035058, hvilket var girokort-nummeret til tænketanken.

Ja, man skulle næsten ikke kunne tro det. Det var en explicit promovering for tænketanken i en af Danmarks mest læste aviser. Årsagen blev beskrevet i indledningen “Danske virksomheder må forstå, at de bliver nødt til at tænke politisk. De har hårdt brug for den nye tænketank CEPOS”.  (Lunde 07.03.2014).

De danske erhvervsledere blev beskrevet som “blufærdige”, en opmærksomhedssky sektion af borgerskabet. De passer deres egen butik og blander sig ikke i politik. Konsekvensen for dette bliver, at “Dansk erhvervsliv har en ringe synlighed i det politiske liv”. På den måde mister folk en forståelse at “vi kan takke virksomhederne for vores høje velfærd”.  Niels Lunde vil have, at virksomhederne lærer at tænke “idépolitisk”, altså at de får en idé omkring, hvordan man spiller ind i det politiske rum. De skal smide penge efter CEPOS, som kan “sætte synspunkter, kontroversielle synspunkter, på dagsordenen. For eksempel at få en bred accept af kapitalismen, at den ikke kun er økonomisk effektiv, men at den er demokratiets forudsætning” (ibid.).

Hvis man skulle opsummere CEPOS’ projekt i én kort sætning, ville den lyde: At rydde kapitalismekritik af vejen og at styrke og naturliggøre idéer som frihandel, konkurrence og privatisering.

Vi ved ikke hvor mange af Danmarks blufærdige og skyggeskikkelser af erhvervsledere, som har læst Niels Lundes leder. Men d. 3. oktober 2004 bragte Jyllandsposten en reportage fra CEPOS’ årsmøde, hvor CEPOS annoncerede, at det lykkedes dem at samle de første 15 mio. kroner, som ville skabe fundamentet for tænketankens aktiviteter. CEPOS har gjort det muligt frit og anonymt at donere penge, ligesom i de store politiske partiers erhvervsklubber. Det gør det svært for den brede offentlighed at gennemskue, hvem der har doneret pengene og hvem der har haft interesse i, som Niels Lunde skrev i sin leder, at “få en bred accept af kapitalismen”.

CEPOS har siden da vokset sig til en stor virksomhed. De har fået tilknyttet sig et internationalt netværk af lignende tænketanke. De driver et akademi for unge, hvor de tilbyder undervisning, og de udgiver jævnligt rapporter. Man kan antage, at midlerne som CEPOS får fra private donorer, er fra en stor ansigtsløs del af borgerskabet. De prøver at lede en offensiv over for de sociale bevægelser og den offentlige sektor.

De gør det ikke med våben, men de laver et intellektuelt angreb på de reformramte, på fagbevægelsen og på de studerende. Det er på tide at finde ud af, hvordan de gør det.

Den hegemoniske magtkamp

Der er en interessant modsætning i CEPOS’ eksistens. Tænketankens ledere har gennem tiden hævdet, at dens virksomhed ikke er at lave politik. På samme tid undersøger de politiske spørgsmål og kommer med politiske anbefalinger. Man hævder ekspertviden indenfor sociale og økonomiske spørgsmål, men samtidig har man ingen interesse i at være en gennemsigtig organisation, som viser hvem donorerne for organisationen er. De mange penge, som der bliver brugt på CEPOS, bliver omdannet til indflydelseskapital. Det vil sige kapital, hvor én social klasse får en gennemgående definitionsret på et givent politisk spørgsmål, som påvirker alle områder af vores samfund. Vi kan også konstatere, at denne indflydelse sker skjult.

Der er flere, som har arbejdet med at undersøge tænketankes magt. Jesper Kelstrup skriver, at tænketankene kan være en del af en enten direkte eller indirekte manøvre i at introducere en bestemt politisk dagsorden. Ifølge Kelstrup har tænketanke “den fordel at [de] via analyser i medierne kan imødekomme behovet for nye idéer i situationer, hvor regeringer skal gennemføre upopulære reformer” (Kelstrup 2016). Kelstrup er også af den overbevisning, at tænketankene består af en markedsplads af idéer. Tænketankenes virksomhedsmodel er at forsøge at tilpasse sig og blive den markedsværdi, som partierne efterspørger.

Hvis man behandler CEPOS med de briller, betyder det, at hvis man antager medierne som bevidste forbrugere, som vælger ekspertkilder og påtager sig rationelle beslutninger, så tager man fejl. Medierne skulle angiveligt lytte til flere forskellige perspektiver og opveje dem mod hinanden, men som påvist tidligere er CEPOS ikke hvem som helst. Det er en konstruktion med penge, masser af penge. De kan få deres data til at lyde ’rigtigt’, og er altså ikke uafhængige perspektiver eller ekspertkilder, som medierne værdifrit kan holde op mod andre perspektiver.

Derfor bliver man nødt til at søge mod en forklaring på, hvordan CEPOS opnår deres indflydelseskapital andetsteds. Vi kan f.eks. forstå det igennem hegemoni-begrebet. Hegemoni kommer af det græske ord hegemonia, som betyder anførsel eller ledelse. En forståelse af verden har opnået hegemoni, når den dominerer andre opfattelser af verden og betragtes som mere ‘sand’ end de andre.

Den italienske filosof Antonio Gramsci beskriver kulturel og social hegemoni som noget: “the dominant group exercises through society and other hand to that of ”direct domination” or command exercised through the state and ”juridical” government” (Gramsci 2007: 12).

Hegemoni har indflydelse på de to kategorier, som Gramsci

I de to arenaer bliver der skabt nogle opfattelser, som antages for at være ’sund fornuft’ eller rene ’sandheder’. Det er nogle påstande, som er blevet så dybt indgroet i os, at de bliver antaget for ‘naturlige’.

Vi har for eksempel set, hvordan der den seneste tid er dukket forskellige antagelser op om bestemte grupper i vores samfund. Vi har fortællingen om ‘Dovne Robert’ eller ‘de cafélatte-drikkende studerende’, som nyder tilværelsen på overførselsindkomst. De er blevet en del af en fortælling om, at der er visse grupper i vores samfund, som ikke har lyst til at arbejde. Løsningen på problemet er, at vi bør skære i deres overførselsindkomster – det skal kunne betale sig at arbejde!

En hegemonisk forståelse i  det kapitalistiske samfund er, at fattigdommen og arbejdsløsheden er selvforskyldt. Det er interessant at undersøge de 600.000 danskere som lever i fattigdom, for vi oplever det som objektiv viden, at de bare bruger deres penge på smøger eller hovedløst forgælder sig, som vi ser i tv-programmet Luksusfælden. Vi frygter at blive arbejdsløse, for vi ved hvilken tabuisering, der følger med. Hvad ville vores succesfulde familiemedlemmer ikke tænke om os? Har man prøvet hårdt nok at finde sig et arbejde?

Det er nu blevet nogle banale tanker, som fylder beskæftigelsespolitiske spørgsmål. På samme måde som Dansk Folkeparti har fået skubbet godt til den hegemoniske forståelse af hvad ’danske værdier’ er samt til  integrationspolitikken i landet, fungerer CEPOS samt de borgerlige partier som borgerskabets forlængede arm. Disse tanker er dog ikke naturlige eller tilfældige. Ifølge Gramsci er det i stedet sådan, at disse tanker er skabt af intellektuelle organer, som har bestemte klassetilhørsforhold, hvilket jo også gør sig gældende for CEPOS Det er en borgerlig tænketank af og for den herskende klasse i Danmark.

Fremtiden og hvordan vi kæmper

De sociale og økonomiske spørgsmål er en kampplads, hvor venstrefløjen står svagt. Højrefløjen har i den grad skabt de hegemoniske fortællinger på områderne. Det er en farlig udvikling for venstrefløjens fremtid, hvis vi ikke er bevidste omkring de manøvrer eller de måder, hvorpå borgerskabet indtager social og kulturel magt.

Venstrefløjen har længe haft en tendens til at gå i defensiven i forhold til disse økonomiske og socialpolitiske spørgsmål. Når CEPOS har angrebet velfærdsstaten, har venstrefløjen (også den revolutionære sektion) stået for at forsvare den. Problemet med den strategi er, at venstrefløjen ikke består af den samme muld som det borgerlige samfund.

I stedet ’giver’ vi højrefløjen delvise indrømmelser for deres historie. Forsvaret bliver at ’her er ikke tale om alle om de dovne arbejdsløse, kun et par enkelte af dem’. Hvilket rent faktisk blot bekræfter deres fortælling. Den indstilling og en lang række andre ting er skyld i Socialdemokratiets vendekåbe-opførsel.

Vi skal ikke give nogle indrømmelser, for vi ved, at vi er oppe imod farlige hegemoniske fortællinger. Man kan ikke kæmpe mod et eksisterende hegemoni. Det handler om at bygge et alternativt hegemoni op, som er baseret på nogle værdier af lighed, demokrati og socialisme. Vi skal som revolutionære gøre opmærksomme på og oplyse om at de herskende idéer i vores samfund netop kun er dét: Herskende idéer, som er bygget på et penge og voldsmonopol.

For at kunne opbygge en bedre og mere solidarisk hegemonisk samfundsforståelse kræver det et massivt løft i organisering. Vi skal bygge organer, som kan oplyse om tilstandene og vi skal snakke med vores venner, kollegaer og familier om de herskende idéer i vores samfund.

Et godt sted at starte er at opbygge medier, som kan facilitere opbygningen af dette nye hegemoni. Vi har allerede byggesten liggende i podcast-kollektiver som Radioaktiv, vores eget medie Konfront og det kommende netmedie Solidaritet. Vi har de informative organer, som kan løfte denne kollektive opgave. Vi mangler bare nogle stabile ben, som det hegemoni kan stå på. Det er dog en opgave som venstrefløjen selv skal kunne finde ud af. Hvordan samler vi en fælles styrke i venstrefløjen til at skabe en ny lige, demokratisk og socialistisk hegemonisk magt?

Denne artikel er dedikeret til min familie og kammerater (og alle de andre som undertegnede har glemt) MM, Cec, K, og MH, RP, PS og S og I: Tak for de mange (eller korte) års sparring, korrekturlæsning og venskab!

Kilder

Gramsci, Antonio (2007): Selections from the Prison Notebooks. Lawrence and Withardt

Kelstrup, Jesper Dahl (2016): “Tænketankenes brug af dagbladene som et marked for politiske idéer i Danmark” i Politik. 19. årgang nr. 1

Kronsted, Peter (12.03.2004): “Samfundsdebat: Liberal tænketank tager form” i Jyllandsposten

Larsen, Anton Grau, Ellersgaard, Christoph og Bernsen, Markus (2015): Magteliten: Hvordan 423 danskere styrer landet. Politikens Forlag

Lunde, Niels (07.03.2004): “Giro 0612 10035058” i Berlingske Tidende

Olsen, Niklas (21.12 2018) ‘:Anden gang er lykkens gang” i Weekendavisen