Dans: No Sex – en verden af køn***

Endnu engang leverer Black Box en fabelagtig forestilling, som undersøger, udstiller og udspiller et aktuelt og vedkommende emne. Køn og seksualitet udpensles både diskret og storladent i en sammenhængende fortælling med tre klare kapitler.

 


Af Dina Amlund

Stykkets fire dansere udlever for øjnene af publikum tre faser i udforskningen af køn. I den første fase, eller det første kapitel af fortællingen, er alle fire dansere iført sorte bukser og sorte gennemsigtige bluser. Deres hænder, arme og kropslige udfoldelse undersøger deres egne og hinandens kroppe. Desperation, forvirring og smerte lyser ud af kroppe og ansigter. Andet kapitel er leg med køn. Det uniforme tøj tages af og erstattes af flere forskellige kønnede udtryk i et modeshow med stiliseret catwalk og poseringer. Kønnet er performativt, det er bogstavelig talt noget, danserne tager på og af, spiller og overspiller. Det er sjovt, let og legende. I den sidste fortælling tages de sjove, legende performative køn af. Tøjet lægges i linje foran publikum, den fjerde væg, og bliver en mur, som ikke kan gennemtrænges, samtidig med at de næsten nøgne dansere finder frihed i en afklædning af køn som performance. Både den legende lethed fra anden fase og den forvirrede smerte fra første fase går igen i den afklædte tredje fase, men med en ny frihed. Det er smukt og stærkt.

Ingen tvivl om, at No Sex – en verden af køn er et fantastisk godt stykke og at Black Box Dance Company er en vigtig institution i dansk kulturliv. Publikum og anmelderne har rost det – især for at være slankt, kropskapabelt og ungt. ”Latex og lårmuskler – og gode grin”, ”En befriende fordomsfri fremstilling af unge, potente kroppe med mange mulige slags seksualitet” og ”Danserne er i rasende god form. Deres unge kroppe er veltrænede og smidige.”

Foto: Jonas Søgaard

Kønsrepræsentation? Ja tak!

Black Box tænker på mange måder ud af box’en. Der tages fat om relevante og presserende emner, som angst i alverdens afskygninger i forestillingen FEAR året før og nu køn i No Sex. Og der er uden tvivl et ønske om diversitet på mange områder, men kropstypen tænkes ikke ud af de normative kasser. Der blev leget med højden i castingen på denne udstilling med en høj og en lav danser, hvis højdeforskel gav et udtryk, som spiller ud mod den traditionelle casting i dansekunsten, hvor der stort set altid var to køn i et større eller mindre cast, som hver gerne skulle have præcis samme højde, det ene køn lidt højere end det andet.

Men hvorfor er det kun unge, tynde mennesker uden handikap, som får lov at repræsentere på dansescenen? ”Fordi det er dans, det er pr. definition ung slank kropskapabelhed, som skal udfolde sig – for ellers er det ikke dans.” Det vil være de flestes svar på dette spørgsmål. Men det er ikke rigtigt!

Sidste år på Oops Festival havde jeg den fornøjelse at overvære danseforestillingen Splastic af Daily Fiction, med de to de dansere Cath Mathilde Borch Jensen og Tora Balslev Jespersen. De er begge slanke og unge, den ene har cerebral parese og den har ikke. Sammen dansede de den smukkeste poetiske dans, som blev skabt efter Cath havde kontaktet Tora med beskeden ”du danser min dans” efter en forestilling, hvor Tora havde koreograferet bevægelser som kunne læses som spasticitet.

Tykke dansere kan man se i hobetal i den australske dokumentar Nothing to Lose fra 2015. Den viser opbygningen af en dansetrup med tykke dansere, som udover at træne koreografien også træner deres identitetspolitik som tykke personer, som jo har været udelukket fra stort set al scenerepræsentation. Deres forestilling bliver et kæmpehit og dokumentaren går stadig sin sejrsgang verden over. F.eks. blev den vist ved dette års Queer Film Festival i Malmö.

 

Foto: Jonas Søgaard

 

Tykhed og handikap? Nej tak…

Selvfølgelig kan kropstyper, som i sig selv er normbrydende, være en del af en dansen. Og burde det ikke være en del af dansens udvikling at tænke udover de konventionelle kropstyper? Det, som vi i dag kalder dans og scenekunst, har udviklet sig i det uendelige med talrige twists and turns i koregrafisk bevægelse og æstetisk tankegang – altså bortset fra det stort set kun er den samme kropstype vi ser.

Det er en konstruktion, at kroppe skal være på én måde, for at give ”det rigtige udtryk”. Det er positivt, at der dukker forestillinger op rundt omkring, som tager fat i alder, handikap og tykhed – men det er ikke nok, at disse kropslige temaer, som er så vigtige, kun får deres egne afkroge at udforskes i. Det må være tid til at ældre kroppe, tykke kroppe, kroppe med hadikap og funktionsvariationer indgår i den rendyrkede kropslige scenekunst; dansen.

Især med stykker som dette, No Sex – en verden af køn, som udfordrer cis-heteronormativitetens kønsbinaritet på så fremragende virkningsful vis.

Danseforestilling No Sex – en verden af køn, 28. maj, en del af festivallen CPH STAGE 2019

Der er ikke flere tekster