For et år siden d. 18. April 2018 udbrød store demonstrationer mod den sandinistiske regering i Nicaragua. En voldsom politisk konflikt udvikledes og førte til mindst 200 dræbte og endnu flere fængslede. Konflikten skriver sig ind i en lang række af blodige begivenheder, der har kendetegnet Nicaraguas historie. Og som sædvanligt har den politiske konflikt ikke alene udspring inden for landets grænser, da der også geopolitiske interesser på spil.


Af Troels Hummelgren og Julie Wetterslev

Troels Hummelgren har en bachelorgrad i Kultur- og Sprogmødestudier og har boet tre år i Nicaragua. Julie Wetterslev arbejdede 2011-2012 på Danmarks ambassade i Managua og er nu ansat på det Europæiske Universitet i Firenze, hvor hun skriver en PhD om oprindelige folks rettigheder til land på Nicaragua’s østkyst.

Fra europæerne begyndte deres eventyr i den nye verden og et par århundreder frem, var det vestlige Nicaragua under spansk kontrol, mens østkysten hørte under den engelske krone. I 1800-tallet, da landet opnåede sin uafhængighed fra de gamle imperier, stod det hurtig klart, at det var fra en anden kant, der nu blev lagt tungt pres på republikkens liv. Amerikas Forenede Stater var begyndt at investere i Nicaragua, særligt i frugtplantager, tømmer og minedrift på østkysten, men også i andre sektorer.  Investeringerne skulle fremmes og beskyttes, mens man sikrede, at arbejdernes lønninger blev holdt på et lavt niveau. Et åg som de latinamerikanske lande alle har måttet trækkes med, fordi de i USA’s øjne udgør landets baggård, det man i realiteten kan skalte og valte med, som man behager. Således er sociale fremskridt i Nicaragua gentagne gange i historien blevet bremset af den nordamerikanske imperialisme.

I USA’s baggård

Omkring år 1900 var der fremskredne planer om at bygge en kanal tværs gennem Mellemamerika, som ville kunne binde Atlanterhavet og Stillehavet sammen. USA var stærkt involveret i kanal-projektet, men de amerikanske kongresmedlemmer diskuterede længe, om kanalen skulle skære gennem Panama eller Nicaragua. Da valget efter mange års forhandlinger faldt på Panama, var det en stor skuffelse for den daværende liberale, nicaraguanske præsident José Santos Zelaya. Skuffelsen fik ham til at handle mere egenrådigt. Eksempelvis forhandlede han med både Japan og Tyskland i håb om at holde kanalprojektet i live. Det var en torn i øjet på Washington. En sådan opførsel tolereredes ikke, så i 1909 blev Zelaya afsat ved en militær aktion efter at USA gennem en periode havde givet økonomisk støtte til hans konservative og liberale modstandere, som gjorde oprør. I de følgende tyve år havde USA nærmest permanente tropper i Nicaragua, der slog hårdt ned på forstyrrende elementer. Den mest berømte af disse ballademagere hed Augusto Cesar Sandino, han kæmpede for et frit og uafhængigt Nicaragua og for bøndernes rettigheder.

I 1933 indsatte USA-kræfter en venligtsindet præsident. Han skulle blive den første i det såkaldte Somoza-dynasti, der var kendetegnet ved tætte bånd til USA og ved en brutal nationalgarde, som undertrykkede enhver politisk modstand. Med Somoza-familien ved magten var de nordamerikanske interesser sikret, en af styrets første bedrifter var at lokke Sandino i baghold og myrde ham.

Sandinistisk befrielsesfront, social revolution og kontra-krig

Sandinos idéer om et Nicaragua, der ikke var underlagt udenlandsk kontrol, levede dog videre, og op gennem 1950’erne og 60’erne dannedes en bevægelse, der tog udgangspunkt i netop disse idéer – Frente Sandinista de la Liberación Nacional, FSLN. Sandinisterne formåede dygtigt at forene Somoza-styrets modstandere i en fælles kamp, så i 1979 sejrede revolutionen.

Efter revolutionen blev der dannet en samlingsregering. Sandinisterne arbejdede her sammen med de liberale, men sad dog på de tungeste poster. I 1984 blev de første frie valg afholdt, og i 1987 blev en ny demokratisk forfatning indført. Det stod hurtigt klart efter sandinisternes magtovertagelse, at man fra nordamerikansk side ikke ville acceptere forandringerne i landet. Selv om valget i 1984 blev erklæret fuldt gyldigt af det internationale samfund, blev det ikke  accepteret af den daværende amerikanske præsident Ronald Reagan. Sandinisterne vandt nemlig valget overbevisende. Washington iværksatte omfattende sanktioner. Flere af Nicaraguas havne blev mineret, og man brugte afsindigt store summer på at bevæbne en hær, der bekæmpede sandinisterne fra bjergene i den nordlige del af landet – de såkaldte ’Contras’. Alt det tvang år for år landet i knæ, og ved valget i 1990 valgtes den liberale Violeta Chamorro – en kandidat man accepterede i Washington. Sanktionerne blev lempet, og finansieringen af kontra-hæren ebbede ud.

Man bør være varsom med at idyllisere, men det er svært at benægte, at sandinisterne på trods af krigen i 80erne skabte utroligt mange gode resultater for en forarmet befolkning. Sociale programmer medførte et kraftigt fald i analfabetismen, en større jordreform blev gennemført, og en række demokratiske institutioner blev skabt. Det påkaldte stor international anerkendelse, og folk – hovedsagligt fra venstrefløjen – kom fra hele verden til Nicaragua for at deltage i det revolutionære projekt. Ligesom det medførte udbredt international fordømmelse, at USA var så forhippet på at smadre social udvikling i det lille fattige land og gennemtvinge et regeringsskifte.

Som i 1990 var der ved de følgende nicaraguanske valg stærk indblanding fra nordamerikansk side. Således blev de liberale i 2001 bakket op af helsidesannoncer i landets aviser, hvor præsident George W. Bush beskyldte sandinisterne for at være i ledtog med Osama bin Laden. Et internt brud i det liberale parti banede dog vejen for, at sandinisterne i 2007 igen kunne sætte sig på præsidentposten i landet. En position de stadig indtager.

Ortegas tilbagevenden

FSLN-regeringen fra 2007 ledes af Daniel Ortega og har haft et afmålt strategisk forhold til USA, som de blandt andet har arbejdet sammen med i nogle militærpolitiske og økonomiske anliggender. Derfor har USA’s kritik af det sandinistiske styre indtil nu heller ikke været så gennemgribende som i 1980erne. Ikke desto mindre har sandinisterne fortsat anvendt den revolutionære retorik, ligesom de har arbejdet tæt sammen med regeringerne i Venezuela og Cuba – hvad man har misbilliget i de republikanske kredse i Florida, hvor et gammelt had til Daniel Ortega og det sandinistiske projekt stadig trives.

Man bør være varsom med at dæmonisere, men ud over aftalerne med USA om bl.a. narkotikabekæmpelse og migration er der flere andre oplagte kritikpunkter af den nuværende sandinist-ledelse. Eksempelvis anklages FSLN-regeringen for at være korrupt og mere autoritær og mindre demokratisk end i 80erne. Valgråd og andre demokratiske institutioner er i stigende grad blevet underlagt partiet, og Ortega har ændret forfatningen og fået en række dommere i Højesteret udskiftet med det formål at godkende hans egen genopstilling til præsidentembedet. Ligeledes har partitro militser – hovedsaglig i form af unge mænd på motorcykler – chikaneret demonstrationer mod regeringen, med accept fra et stadig mere politiseret politi.

Magtdeling, velfærdspolitik og abortforbud

Venstrefløjen i Europa har stærkt kritiseret, at Daniel Ortega i 1999 indgik en pagt med den konservative og korruptionsdømte tidligere præsident Arnoldo Alemán, for at kunne generobre regeringsmagten efter ni år i opposition. Pagten delte reelt både magten i højesteret og parlamentet mellem de to lederes partier – og sikrede dem begge immunitet.

Også i forhold til den katolske kirke og de store erhvervsdrivende i landet har Ortega’s nuværende regering for ’national forsoning og enhed’ holdt en særdeles pragmatisk og samarbejdsorienteret linje.

Til glæde for den katolske kirke og de konservative sektorer gennemførte sandinisterne et totalt abortforbud i 2006, som betyder, at abort er forbudt, selv hvis graviditeten er resultat af en voldtægt, eller hvis en graviditet sætter kvindens liv i fare. Allerede inden da havde feministiske bevægelser verden over fået et anstrengt forhold til Daniel Ortega, efter at hans steddatter Zoilamérica Narvaez i 1998 anklagede ham for at have misbrugt hende seksuelt. Ortega og hans vicepræsident og kone Rosario Murillo (Zoilaméricas mor) afviser anklagerne som politisk motiverede, og Ortega har anvendt først sin parlamentariske immunitet og siden sin kontrol med domstolene til at undgå en retssag for sexmisbrug.

FSLN-regeringen har også indtil foråret 2018, hvor samarbejdet begyndte at slå revner, søgt et konstruktivt samarbejde med arbejdsgiverforeningen COSEP, blandt andet ved at afholde årlige trepartsforhandlinger om lønniveauet mellem regering, fagforeninger og arbejdsgiverne i det private erhvervsliv. Det har ført til en gradvis stigning i mindstelønnen i de fleste sektorer, selv om Nicaragua fortsat har nogle af de laveste lønninger i Latinamerika. I foråret 2018 ville COSEP dog ikke være med til at hæve lønningerne endnu en gang, og arbejdsgiverne var også utilfredse med at skulle betale et øget bidrag til den pensionsordning i socialsikringssystemet INSS, som regeringen forsøgte at udvide til flere af de mange arbejdere, som i dag arbejder i den uformelle sektor. Regeringen ønskede at reformere pensionssystemet uden at hæve pensionsalderen – som den Internationale Valutafond anbefalede.  Men det medførte, at arbejdsgiverne skulle bidrage mere, ligesom de arbejdere – der i forvejen var forsikrede – også skulle indbetale mere.

Det står i det hele taget klart, at FSLN-regeringen forfølger en udviklingsmodel, der kan skabe økonomisk vækst og forbedre forretningsmulighederne i Nicaragua, samtidig med at man arbejder for at udbygge og styrke landets infrastruktur og den sociale velfærd. I de senere år har der således været en støt vækst i BNP per indbygger og en markant reduktion af fattigdommen. Det er også lykkedes sandinisterne at skabe et system med en meget høj grad af fødevaresikkerhed, da nicaraguanerne selv producerer op imod 90 % af deres fødevarer, hvilket er helt unikt i regionen. Regeringen har ligeledes foretaget en storstilet omstilling til bæredygtig energi.

Men udviklingsmodellen er alligevel ikke helt bæredygtig, for i samme periode er afskovningen i landet tiltaget voldsomt, og kontrakter med multinationale mineselskaber er blevet udbygget. Samtidigt klager de oprindelige folk på østkysten over, at skovhuggere og kvægavlere invaderer de territorier, de har fået skøde på under den sandinistiske regering – uden at myndighederne reagerer på deres anmeldelser af denne indtrængen.

Den evige kanal

I 2013 indgik den sandinistiske regering sin nok værste aftale, set med rødgrønne briller. En aftale med den kinesiske rigmand Wang Jing gav ham tilladelse til at gennemføre et enormt byggeprojekt. Det drejede sig endnu engang om at bygge den interoceaniske kanal for at skabe konkurrence til Panamakanalen, som stadig er stærkt kontrolleret af USA, skønt de panamanske myndigheder i 1999 overtog den direkte kontrol.

Det planlagte kanalbyggeri i Nicaragua står for mange nicaraguanere som landets bedst mulige vej ud af fattigdom og tilbageståenhed, på grund af de forretningsmuligheder og investeringer man forestiller sig kanalen vil medføre. Men kanalen vil formentlig også medføre ødelæggelse af store skovområder, uoprettelig ødelæggelse af Nicaragua-søen – som er Mellemamerikas største ferskvandssø – og forflyttelse af flere grupper af fattige bønder og oprindelige folk. Endvidere har regeringen solgt kanalrettighederne og rettigheder til de omkringliggende territorier til en desperat lav pris, hvilket sammen med de sociale og miljømæssige grunde gør det planlagte kanalbyggeri til en stærkt kritisabel beslutning, som der har været organiseret protester imod i Nicaragua i de senere år.

Kanal-projektet er afgjort heller ikke blevet vel modtaget i Det Hvide Hus i USA. Her har fokus dog ikke været på kanalens menneskelige og miljømæssige omkostninger, men på en bekymring over Kinas indtog i den latinamerikanske baggård. En kinesisk storinvestering i et strategisk infrastruktur-projekt i Mellemamerika – og kinesisk kontrol med rettighederne til kanalen og de omkringliggende territorier – forstyrrer den dagsorden, som Donald Trump og hans administration har i regionen.

Oprøret i 2018

Da en række grupper i den nicaraguanske befolkning i foråret 2018 rejste store demonstrationer mod landets regering, var USA’s regering ikke sen til at give demonstranterne fuld opbakning. Og faktisk har USA gennem flere år styrket og næret oppositionen i Nicaragua. Blandt andet ved at finansiere de organisationer i civilsamfundet, som højlydt kritiserer regeringen og kræver en demokratisering gennem valgreformer – og som ynder at kalde Ortega for en diktator.

Det nuværende oprør mod sandinisterne i Nicaragua er sammensat af en lang række meget forskellige grupper, der spænder lige fra den katolske kirke, de konservative partier, arbejdsgiverforeningen COSEP og bankerne, til menneskerettigheds- og miljø-organisationer og revolutionære og anarkistiske studentergrupper. Man kan ikke uden problemer hævde – som den sandinistiske regering gør – at alle disse grupper er på USA’s lønningsliste, og at de alle er farlige terrorister, som kun er interesserede i at destabilisere landet og gennemføre et politisk kup over for en legitim, folkevalgt, socialistisk regering. Men nogle af civilsamfunds-organisationerne har gennem en længere årrække modtaget dollars fra USA enten gennem USAID eller NED, National Endowment for Democracy – agenturer under den amerikanske udenrigstjeneste som ynder at uddanne unge politiske ledere med liberale tendenser og finansiere kampagner, der underviser i den politiske brug af sociale medier.

Skovbrand og studenterdrab

Netop de sociale medier og konventionelle trykte og digitale medier har været meget afgørende i udviklingen af den nuværende politiske konflikt i Nicaragua. Da en voldsom skovbrand brød ud i naturreservatet Indio Maíz i april 2018, startede flere demonstrationer blandt studerende på universitetet UCA i Managua. De studerende delte opslag på Facebook med teksten #SOSIndioMaíz og hævdede, at regeringen gjorde alt for lidt for at slukke brandene i et regnskovsområde med høj biodiversitet og mange truede arter. Regeringen hævdede, at situationen var under kontrol og fik indsat hjælp af brandsluknings-helikoptere fra Mexico. Kort efter bebudede regeringen ændringer i asocialsikringssystemet INSS, hvilket blev endnu et startskud til protestbevægelsen, da de studerende gik ind i protesterne og udbredte kendskabet til dem gennem hashtagget #SOSINSS på sociale medier. Kampagnerne smeltede hurtigt sammen til en større kampagne under hashtagget #SOSNicaragua – og herefter udviklede det hele sig voldsomt, da flere demonstranter blev skudt under en demonstration 18. april.

Efterfølgende krævede nye og større demonstrationer Ortegas afgang som præsident. Demonstranterne blev mødt af de partitro militser, og det førte til kampe og flere dødsfald. Dernæst rejste oprørerne barrikader, og i månedsvis blokeredes al transport på landets hovedveje. Demonstranterne flagede med Nicaragua’s blå-hvide flag som banner og anvendte kampråb om frihed og demokrati. Med barrikaderne skabte de en slags undtagelsestilstand i store dele af landet, hvilket blandt andet førte til, at butikker og supermarkeder blev røvet, sandinistiske radiostationer og kommunekontorer blev sat i brand, og kampe mellem militser og oprørere førte dagligt til nye dødsfald. Samtidig udkæmpedes konflikten mellem de forskellige parter på de sociale medier, og rundt omkring i små landsbyer blussede hadet op mellem naboer ud fra den politiske uenighed. Således har konflikten medført en kraftig polarisering i landet. Der bliver sjældent levnet plads til nuancer i fremstillingen af den på mange måder komplekse situation. Men det er måske ikke så mærkeligt. Når mennesker bliver dræbt, har nuancerne det med at forsvinde.

To fortællinger

I alt blev 2-300 mennesker dræbt under sammenstød mellem demonstranter, moddemonstranter og politi mange forskellige steder i Nicaragua i foråret og sommeren 2018 – der er megen uenighed om dødstallene og dødsårsagerne blandt kilderne. Oppositionen i Nicaragua har holdt regeringen eneansvarlig for de mange drab, og anklager myndighederne for at stå bag overlagte skuddrab på demonstranter. Flere af de større menneskerettigheds-organisationer som Amnesty International, den Interamerikanske Menneskerettighedskommission og Human Rights Watch støtter overvejende den udlægning af begivenhederne. Den Inter-Amerikanske menneskerettighedskommission taler fx om 322 dræbte som følge af ’regeringens undertrykkelse af sociale protester’.

Regeringen hævder omvendt, at det var demonstranterne, som stod bag volden, at de mange steder var bevæbnede, og at mange af de dræbte var tilhængere af regeringen. I følge regeringen var der 197 dræbte i foråret og sommeren 2018 som direkte følge af ’et terroristisk forsøg på magtovertagelse’. I nogle tilfælde kan det bekræftes, at enten medlemmer af oprørsgrupperne eller støtter af regeringen er blevet dræbt under urolighederne, ligesom nogle af de dræbte var politifolk. Men i mange tilfælde har det ikke været så ligetil at afgøre, hvilken gruppe de afdøde egentlig tilhørte – ligesom det ikke er enkelt at afgøre, hvem der faktisk har stået bag de dramatiske skuddrab under demonstrationerne.

De forskellige udlægninger af konflikten bliver fremlagt ukritisk i en svulstig retorik i de to respektive siders medier, hvilket bidrager til, at polariseringen dagligt skærpes. De regeringstro medier beskriver oprøret udelukkende som et højreorienteret kupforsøg og hylder Daniel Ortega med sange og lovprisende ord som ’en stor leder’ og ’landsfader’. Den omvendte historie bliver fortalt i de oppositionelle medier, domineret af historier om den brutale diktators ubarmhjertige undertrykkelse af fredelige studerende. Det har i visse tilfælde haft store konsekvenser. Eksempelvis er journalisten Carlos Chamorro – der tidligere har ledet et sandinistisk medie, men sidenhen var blevet meget kritisk over for regeringen – flygtet til Costa Rica grundet frygt for sin sikkerhed efter en række politiransagninger af hans TV-station, og efter hans NGO samt flere andre NGO’er fik frataget retten til at modtage midler fra udlandet. Polariseringen afspejles ligeledes i retsforfølgelsen af forbrydelserne begået under urolighederne. Folk på oprørernes side er blevet idømt lange fængselsstraffe, efter at nye, overdrevne terrorlove trådte i kraft – mens endnu ingen politibetjente eller personer med tilknytning til de regeringstro militser er blevet dømt og straffet.

Giftige rygter

At skabe overblik over de mange menneskerettighedskrænkelser og ansvaret for dem er heller ikke blevet enklere af, at der gik inflation i antallet af døde på visse opgørelser og lister over dødstallene. Blandt andet opremsede de studerende ved det første offentlige møde med regeringen i juni 2018 en række navne på døde studenter, hvor nogle navne blev gentaget, og hvor ikke alle øvrige navne siden kunne verificeres. Den nicaraguanske menneskerettigheds-organisation ANPDH – som blev dannet i Miami under Contra-krigen – var på et tidspunkt helt oppe at tale om 545 døde. – Men havde så også talt trafikofre og folk, der var døde på hospitalet af en blodprop, med i deres opgørelse, ligesom mange af navnene på deres dødsliste ikke kunne bekræftes af andre.

Også de digitale og sociale medier pustede ofte konfliktens omfang op gennem overdrivelser og manipulationer af billedmateriale fra begge sider. For eksempel hævdede opslag tilsyneladende fra protestbevægelsen på et tidspunkt, at regeringen angreb byen Masaya med giftgas – mens regeringen forklarede, at et fly nær landsbyen sprøjtede med insekticider for at undgå en dengue-epidemi. Ligeledes spredtes billeder fra massakrer begået året før i landsbyer i Colombia og Paraguay med lynets hast og med billedtekster, der angav, at billederne var fra Nicaragua, og at de nicaraguanske myndigheder var ansvarlige for mordene. Det var ofte umuligt at vide, hvem der var bagmænd til de former for opslag og rygter.

Det vakte også opsigt, da nogle af de unge fra studenterbevægelsen i juni 2018 besøgte de republikanske senatorer Ileana Ross-Lehtinen, Ted Cruz og Marco Rubio under en rundtur i USA. De unge var i Washington for at give vidnesbyrd om den angivne undertrykkelse af demonstrationerne ved den interamerikanske menneskerettigheds-kommission, men deres møde og hjertelige håndtryk med de mest neo-konservative og reaktionære kræfter fra Florida vakte skepsis hos mange observatører på venstrefløjen. Ross-Lehtinen, Cruz og Rubio er velkendte navne for alle, der beskæftiger sig med Latinamerika, fordi de altid forsøger at presse en hvilken som helst siddende regering i USA til at føre en hårdere og mere uforsonlig linje mod lande med socialistisk inspirerede regeringer i Latinamerika. Blandt andet er de altid de første til at kræve hårdere sanktioner, mere blokade og sågar væbnet intervention over for Cuba og Venezuela.

Tyranniets troika

Efter det sidste års politiske uro har Donald Trump’s sikkerhedspolitiske rådgiver John Bolton i øvrigt inkluderet Nicaragua i dét, han kalder ’Tyranniets Troika’ – en samlebetegnelse for Cuba, Venezuela og Nicaragua. Bolton, præsident Trump og vicepræsident Pence har alle udtalt sig i malende udtryk om, hvordan USA vil bidrage med alle midler til at omstyrte de ’kommunistiske regimer’ i de tre lande og bringe frihed til befolkningerne. I december 2018 vedtog USA’s kongres enstemmigt at indføre en række økonomiske sanktioner mod Nicaragua i form af ’the Nicaragua Human Rights and Anti-Corruption Act’ – også kendt som ’NICA Act’. Med den lovgivning har USA’s præsident fået beføjelser til at indføre målrettede sanktioner mod alle medlemmer af Nicaraguas regering, ligesom loven sigter mod at forhindre, at internationale institutioner giver nogen form for lån eller teknisk assistance til Nicaragua. Samtidig giver loven hjemmel til øget nordamerikansk bistand til civilsamfundet i Nicaragua, f.eks. til ’uafhængige medier, menneskerettighedsorganisationer og antikorruptions-tiltag.’ Begrundelsen lyder, at man bør yde modstand mod diktaturet, og at sanktionerne kan presse Ortega til at gå af og udskrive nyvalg.

Fredsforhandlinger

I dette forår har opposition og regering sat sig rundt om forhandlingsbordet i Nicaragua. Sandinist-regeringen er forståeligt nok bekymret over de nyligt indførte sanktioner fra USA og over de økonomiske skader, som krisen indtil videre har forvoldt. Regeringen er derfor gået med til at gennemføre reformer af valgsystemet og har overført en del af dem oppositionen kalder politiske fanger, fra fængsel til husarrest. Men oppositionen kræver fortsat Ortegas afgang, et fremrykket valg, samt øjeblikkelig løsladelse og frikendelse af samtlige de arresterede fra sidste års uroligheder. Konflikten kan derfor let trække i langdrag frem til og ud over de planlagte valg i 2021. Det kan godt ligne den type langvarig politisk krise, som vi nu ser i Venezuela. I en sådan langstrakt konflikt hvor den økonomiske situation forværres, og hvor landet risikerer at blive isoleret, er der ingen tvivl om, at det nicaraguanske folk vil blive den helt store taber.

Desværre er det også en konflikt, hvor begge sider ofte ofrer reel politisk diskussion og reelle politiske forslag til fordel for højtråbende, forsimplede og dæmoniserende udtryk, som blot vil avle mere vold i de to siders indbyrdes kamp om magt og indflydelse – frem for at sikre reel tackling af de mange problemer i sandinisternes Nicaragua og tilbagevenden til et socialistisk projekt.

Det er også fortsat uklart, hvad Ortegas afgang ville indebære rent politisk. Lige nu er oppositionen enig om at ville have ham væk, men oppositionen spænder over et bredt politisk felt.

Så hvad vil opositionen gøre med mindstelønningerne og med de sociale sikringer, når nu arbejdsgiverne er med i koalitionen? Hvad vil de gøre ved abortforbuddet, når den katolske kirke også er en del af oppositionen?

Hvad vil de gøre ved kanalbyggeriet, og hvordan vil de bremse afskovningen og koloniseringen af de oprindelige folks jorde? Hvordan vil oppositionen få bugt med den høje arbejdsløshed blandt unge og sikre en retfærdig fordeling af goderne i Nicaragua?

Man kan frygte, at mange af de progressive  kræfter i koalitionen vil blive trumfet af den konservative højrefløj i flere af de spørgsmål. Særligt hvis Trump-administrationen får indflydelse på den kommende regering.

Og historien taget i betragtning, har USA’s fornyede fokus på Nicaragua nok i virkeligheden ikke så meget at gøre med en udemokratisk udvikling i landet eller med en reel bekymring for nicaraguanernes menneskerettigheder. Snarere handler det nok om chancen for at kunne få en mere medgørlig regering til at lede landet, så USA kan styrke kontrollen over regionen og undgå, at lande som Kina og Rusland skal få for megen indflydelse. Endelig handler det fra USA’s side – som det altid har gjort – også om at undgå, at folkelige bevægelser og oprør skal føre til politiske og sociale modeller, der reelt udfordrer den kapitalistiske logik.

Der er ikke flere tekster