Pressemeddelelse: Naturvenner tænder lys i mørket for Amager Fælled***

De seneste uger har bygherre Fælledby P/S fældet al beplantning på et stort naturområde på Amager Fælled. Området har indtil nu været levested for den fredede stor vandsalamander, der er beskyttet af EU’s habitatsdirektiv, samt en lang række forskellige fugle og andre arter.

– Man bliver så vred over det, som sker lige nu. Men vi giver ikke op. Vi fortsætter kampen mod planerne om at bygge en hel ny bydel midt i naturen på Amager Fælled. Endnu er det ikke endeligt afgjort, at der skal bygges, siger Knud Erik Hansen fra Amager Fælleds Venner.

Græsrodsbevægelsen, der støttes af mere end 33.000 mennesker, har gang i en række forskellige initiativer i kampen for at forhindre det store byggeprojekt.

På søndag den 6. februar vil Amager Fælleds Venner helt konkret tænde et lys i mørket for naturen på Amager Fælled.

Der er indkaldt til demonstration klokken 16 ved Bjerget på Amager Fælled med et efterfølgende fakkeltog, der vil sno sig op over Bjerget og ned igen og derefter bevæge sig langs det nu indhegnede område, hvor Fælledby vil bygge.

Undervejs vil der være premiere på en ny støttesang til Amager Fælled “De sorte salamandere” af Anders Bjerre.

Der vil være taler af blandt andet forfatter Kristina Stoltz og Johan Løje, der er advokat for Amager Fælleds Venner.

Han vil orientere om indholdet af den stævning mod Miljø- og Fødevareklagenævnet, som Amager Fælleds Venner har indgivet til Københavns Byret i denne uge, og som giver bevægelsen håb for fremtiden.

Advokat Johan Løje mener, at nævnet har handlet i strid med EU’s regler for borgerinddragelse i miljøsager.

Nævnet siger selv, at den VVM-tilladelse (vurdering af virkning på miljøet), der var en del af grundlaget for kommunens beslutning om at bygge, er utilstrækkelig i forhold til at vurdere konsekvenserne for naturen. Den duer kort sagt ikke.

Det var derfor, at klagenævnene i sommers slog fast, at byggeriet skulle stoppe, til klagerne var endeligt behandlet. Efterfølgende har Fælledby sendt store mængder supplerende rapporter til klagenævnene. På baggrund af det materiale besluttede klagenævnene i december, at der nu er sikret tilstrækkeligt hensyn til miljøet.

– Det er i strid med principperne for VVM-processen. Man kan ikke godkende en VVM-tilladelse på bagkant. Hele beslutningsprocessen bør gå om med udarbejdelse af en ny VVM-tilladelse og en ny høringsproces, siger Knud Erik Hansen.

Amager Fælleds Venner planlægger også en retssag mod Planklagenævnet.

Udover den juridiske kamp har bevægelsen i disse uger tæt kontakt til mange københavnske politikere.

– Ved kommunalvalget i København fik de partier, der erklærer sig som grønne, et flertal. Det er NU, de skal træde i karakter og stoppe ødelæggelse af naturen på Amager Fælled, siger Knud Erik Hansen.

– Lige nu oplever vi, at kommunen og Miljøstyrelsen i et samspil forvrider VVM-tilladelsen til ukendelighed for at presse byggeprojektet igennem. Det er ikke acceptabelt, tilføjer han.

Medierne er meget velkomne til søndagens demonstration, hvor der vil være mulighed for at lave interview med Johan Løje og Knud Erik Hansen.

Læs mere om demonstrationen her.

Yderligere oplysninger:

Advokat Johan Løje, tlf. 26 17 94 70, mail jl@loje-ip.dk

Knud Erik Hansen, tlf. 40 40 43 44, mail: mail@knuderik.dk

Der er ikke flere tekster