Konfront
Covid-19-pandemien har fungeret som en trykkoger for de ulmende modsigelser i verden, som nu bryder frem for fuld tryk. Det gælder først og fremmest modsigelsen mellem den globale neoliberalisme og forskellige former for nationalistiske reaktioner i det globale nord og syd.
Af Torkil Lauesen
Neoliberalismen gav kapitalismen tredive gyldne år; men under overfladen voksede modstanden. Neoliberalismens politiske krise har delt både befolkninger og kapitalen mellem dem, der ønsker at vende tilbage til mere nationsbaseret kapitalisme, og dem, der ønsker at fortsætte med den neoliberale globalisering. Nogle af verdens største virksomheder – såsom Apple, Google, Amazon, Microsoft og elektronik- og bilindustrien – ønsker, at den neoliberale globalisering skal fortsætte. De har etableret transnationale produktionskæder, logistiknetværk og internationale organisationer, som ikke let kan rulles tilbage.
Nationalistiske kræfter ønsker på den anden side en stærkere stat, som et bolværk mod konsekvenserne af den global neoliberalisme. Selvom fagforeninger og arbejderbevægelsen generelt er blevet svækket af årtiers neoliberalisme, havde befolkningen i Nord et våben tilbage: det parlamentariske demokrati. Under Neoliberalismen blev der skabt mange overnationale men nationalstatens parlamenter forblev den grundlæggende politiske enhed og ramme for politisk beslutningstagning.
Presset på lønniveauet, udhulingen af velfærdsstaten, immigration og “integrationsproblemer” skabte et ønske om en tilbagevenden til den stærke nationalstat i det globale Nord. Nationalister i forskellige politiske afskygninger har vundet frem overalt. De søger at nedbryde de overnationale institutioner og genetablere den stærke nationalstat som en beskyttende ramme. Vi er i en situation, hvor den økonomiske magt, i form af de førende transnationale selskaber med deres globale produktionsnetværk ønsker fortsat neoliberalisme, mens den politiske magt i stigende grad forstærker en mere national baseret kapitalisme. Dette er et stort problem for den fremtidige udvikling af den kapitalistiske produktionsmåde.
Modsigelsen mellem neoliberalisme og de forskellige former for nationalisme er kommet til udtryk i USA ved valget af Donald Trump og videreført af Biden, i EU af Boris Johnson og Brexit, i Frankrig af politiske kræfter repræsenteret af Marine Le Pen, i Italien af Matteo Salvini, i Ungarn af Viktor Orbán, i Australien af Scott Morrison og i Tyskland af Alternative für Duchland. I Danmark har nationalismens også godt fat i det politiske landskab. Hele vejen rundt bliver der talt om danskernes interesser og vejret med Dannebrog. Klassegrundlaget for en mere nationalistisk kapitalisme findes i den “gamle” industriarbejder og lavere middelklasse, folk hvis job er blevet outsourcet, og hvis velfærdsydelser er blevet forringet.
Tredive års neoliberalisme har også ændrede magtbalancen i verdenssystemet. Det amerikanske herredømme som blev forstærket af Sovjetunionens sammenbrud og åbningen af Kina for investeringer og handel, er nu udfordret. Industrialiseringen af det globale syd, primært Kina, flyttede industriproduktionens tyngdepunkt fra det globale Nord til Syd. Kina er blevet et vigtigt led i de globale produktionskæder. Verdens største producent af industriprodukter.
USA havde håbet, at global neoliberalisme ville have samme effekt på Kina, som på det tidligere Sovjetunionen, opløsningen af det kommunistiske parti og etableringen af et pro-vestligt kapitalistisk regime, men det kinesiske møde med neoliberalismen udviklede sig meget anderledes end resten af verdenen. Kina var i stand til at fastholde sit nationale projekt på trods af dets åbning mod det kapitalistiske verdensmarked.
Mens neoliberal chokterapi i det tidligere Sovjetunionen, førte til et fald i produktion og folkesundhed, udnyttede den kinesiske regering den globale neoliberalismes indtog til at udvikle Kina egne produktivkræfter. I bedste “Kung-fu-stil” brugte Kina den globale kapitals kræfter mod sig selv. Ved at beholde den statslige politiske magt over infrastruktur, basale industri, finans og bankvæsen, ejendomsretten til Jord og så videre, lykkedes det Kina at bryde med den historiske tendens i kapitalismen, at de rige lande blev rigere og de fattige lande fattigere.
Fra Anden Verdenskrig og frem til Finanskrisen i 2007, dominerede USA verden ikke kun militært, men også økonomisk. USA kunne udkonkurrere alle. Sådan er det ikke længere. Kinas fremgang som en økonomisk og politisk magt har ændret spillet fra økonomisk konkurrence til territorial rivalisering.
Fra økonomisk konkurrence til territorial rivalisering
Vi befinder os i en periode med voksende spændinger i modsigelsen mellem neoliberale globalisering og nationalisme. De traditionelle politiske partier i Europa forsøger desperat at overvinde splittelsen mellem den neoliberale kapitals krav om fortsat globalisering og kravet fra en stor del af vælgerne om en stærkere nationalstat – en meget vanskelig opgave. Venstrepopulistiske partier i Europa har haft en vis succes ved at indtage gamle socialdemokratiske holdninger. Det er dog lige så svært for dem, som det var for socialdemokraterne at gennemføre kontrol og regulering af den nationale økonomi, i en verden, hvor årtiers neoliberalisme har sløvet nationalstatens traditionelle økonomiske-politik-redskaber. De højre-nationalistiske strømninger søger at etablere en ny social kontrakt mellem arbejdere og kapital baseret på en alliance med nationalkonservative dele af kapitalen og dermed på en mere autoritær stat. Denne autoritære stat er også legitimeret af den stigende militære rivalisering i verdenssystemet. Mens det under neoliberalismens glansperiode 1980 – 2007 var markedskræfterne, som var det det vigtigste instrument til at opnå dominans, har territorial kontrol og militær magt fået en fornyet betydning for imperialismen. Selv økonomien bliver til et våben i form af økonomiske sanktioner, blokader og handelskrige. Store dele af verden, Kina, Rusland, Iran, Cuba Venezuela, og er til en vis grad udelukket fra verdensmarkedet. Vi går ind i en ny periode med kolde og varme proxy-krige og truslen om atomkrig er voksende.
Der er en enorm stigning i militærbudgetterne på verdensplan. USA militær budget er større end de syv næste på listen samlet. USA har mere end 800 militære baser spredt ud over kloden. ”No Beach is out of Reach” er sloganet. NATO er blevet udbygget med 25 nye medlemmer i Østeuropa og Balkan de sidste årtierne og nu bliver Sverige og Finland også medlemmer. Europa er igen kommet under amerikansk kommando. Europa glemmer at ”det internationale samfund” er et andet end NATO-landene, Australien og Japan. I Asien har USA dannet en ny militær alliance ANKUS, rettet mod Kina, den egentlige hovedmodstander for USA.
Økonomiske kriser
Ud over disse politiske problemer er der en global økonomisk krise under udvikling. Pandemien er ikke årsagen; det har blot forværret problemerne fra finanskrakket 2007-8. Den “medicin” der blev givet på det tidspunkt var ikke en kur, men blot et livsforlængende smertestillende middel. De mange Corona-hjælpepakkerne der blev givet for at få kapitalismen sikker gennem nedlukningerne har betydet, at verdens samlede gæld er på astronomiske $300 billioner svarende til cirka 370% af det globale bruttonationalprodukt. En gæld, der ikke modsvares af en vækst i produktionen af varer og tjenesteydelser, som tværtimod er skrumpet under pandemien. Pengestrømmen er skabt ved at lade seddelpressen køre og udstede statsobligationer. Den enorme gældsboble risikerer at briste i en eksplosion, der vil lamme verdensøkonomien. Ukraine krigen og Europas problemer med energiforsyninger i forlængelse af sanktioner mod Rusland har forværret problemerne. Inflation og stagnation breder sig i Nord og sult i Syd.
De økonomiske kriser under udvikling og den intensiverede nationalistiske rivalisering forstærker hinanden i en ond spiral af politisk og militær konfrontation. En situation som igen er ødelæggende for ethvert forsøg på blot at dæmme op for klimaproblemerne. De globale investeringer i militært isenkram er allerede 10 gange så store som investeringer i klimaforbedringer. De økonomiske, politiske og økologiske kriser ser ud til at smelte sammen til et dramatisk slutspil for den kapitalistiske produktionsmåde i dette århundrede.
Enhedslistens og NATO
I denne situation har Enhedslisten vedtaget at NATO-medlemskab er det bedste for Danmark. Problemet med Enhedslistens nye NATO-position er, at den identificere sig helt med den danske stats interesser. Danmark bliver i analysen som ”et uskyldigt hvidt lam”, klemt mellem russisk og amerikanske imperialisme – og i den situation er ”mavefornemmelsen” hos store dele af befolkning og flertallet i Enhedslisten, at ”vores” – læs den danske kapitalistiske velfærdsstat – ”vores” livsstil og demokrati – bedst er beskyttet af NATO. De tænker som statsborgere i ”vores fælles stat” og ikke i et globalt klasseperspektiv.
Danmark er ikke ”et lille hvidt lam”, Danmark er en del af problemet – en del af imperialismen. Den danske kapitalistiske velfærdsstats opstående og udvikling kan kun forstås i et historisk og globalt perspektiv. Danmark var en kolonimagt allerede fra sekstenhundredetallet, med kolonier i Vestindien, Vest Afrika, Caribien og Grønland. Danmark var en førende transportør af slaver og producent af sukker med slaver som arbejdskraft. Danmarks industrialisering og udviklingen af vores landbrug hænger sammen med vores eksport af landbrugsvarer til det Engelske marked i anden halvdel af nittenhundredetallet.
Kolonialismen har stadig betydning. Vi kan ikke sige: at det ikke er vores ansvar, hvad tidligere generationer har gjort. Kolonialismen skabte de strukturer og institutioner, der stadig danner grundlaget for verdens opdeling i fattige og rige lande – for imperialismens udbytning af lavtlønnet arbejdskraft i Asien, Afrika og Latinamerika. Kolonialismen skabte den racisme og europæiske overlegenhedsfølelse verden stadig trækkes med. Så længe vi ikke har gjort op med vores livsstil baseret på imperialisme og racisme, så længe vil kolonialismen og imperialismen være vores ansvar. Enhedslistens nuværende forståelse af Imperialismen savner et økonomisk og en historisk indhold. Danmark har siden medlemskabet af NATO i 1949 allieret af USA. USA har en vigtig militærbase ved Thule i Grønland, og regeringen ønske også amerikanske baser i Danmark. Danmark har været en allieret for USA i krigene på Balkan, Irak. Libyen og Syrien. Sammen med NATO er Danmark i gang med at militarisere Grønland yderligere. Danske tropper er i Polen og Baltikum i NATO sammenhæng. Historisk og aktuelt – økonomisk og politisk er Danmark en del af imperialismen.
Med accepten af at være i NATO under ledelse af USA, køber vi hele pakken. Vi bliver en del af USA globale politik, der søger at opretholde et hegemoni med sin militære dominans på trods af USA dalende økonomiske betydning. Et projekt der truer med at kaste verden flere krige og måske en atomkrig.
Det ligner situationen op til Første Verdenskrig, hvor Europas socialister opgav ”Internationalismen” og klassestandpunktet og i stedet valgte at støtte hver især deres kapitalistiske nationalstats i en imperialistiske rivalisering. Kampen for fred, når politikerne opfordrer til mere militær, udbygning af alliancer og krig, er af afgørende betydning og kan have et revolutionært perspektiv
Vi skal ikke være bange for krisen, og det er ikke vores opgave at løse kapitalismens problemer – det er ikke muligt. Kapitalismens krise er den objektive betingelse for radikal forandring. Vores opgave – som de subjektive kræfter – er at undgå kapitalismens sammenbrud bliver til et brutalt kaos. Det gør man ikke ved at styrke NATO, klodens uden sammenligning stærkeste militærmagt og garant for en verdensorden præget af ulighed og undertrykkelse af millioner i det det Globale Syd.
Torkil Lauesen
18.5. 2022.