Teateranmeldelse Mussolinis ‘De 100 dage’***

Den 24. Marts havde teater stykket ‘ De 100 dage’ premiere på Får302’s scene. Titlen referer til et lignende værk skrevet af den fascistiske diktator Benito Mussolini. Stykket er i den grad kontroversielt, humoristisk og fremfor alt brand aktuelt.


Af Asbjørn Nielsen, Isteddu Cuccu og Tobias Carstensen

“Der findes ikke skæbne, der findes kun politik!” tordner Mussolini, også kendt som “Il Duce” mens han peger på forfatteren Forzano, der står kuet men tryllebundet i diktatorens kontor. På skrivebordet ligger en bunke små plastik soldater og tæt ved står en kvinde iklædt en rævepels og fortæller en flok tilskuere hvad der sker med en tålmodig og indlevende voice over.

Øjebliksbilledet er for mange et sammensurium af indtryk og man kan dårligt bebrejde at nogen nok vil afskrive det som en gang avantgarde kultur, kun en flok kunstskole elever vil hævde at forstå.

Det forholder sig dog anderledes med Teater får302s seneste forestilling. Stykkets titel ’De 100’ dage henviser til et skuespil oprindeligt skrevet af den italienske diktator Benito Mussolini mens han stadig var på højden af sin magt og endnu ikke havde sendt Italien mod afgrunden og de utallige krige som landet blev involveret i op gennem 1930’erne. Italien under Mussolini stod som inspiration for radikale højrekræfter overalt i Europa og særligt Hitler så op til Il Duce der som den første i 1922 kastede demokratiet på møddingen og tvang Italien under fascismens diktatoriske jernhæl.

Billeder: Søren Meisner

Et andet citat af Mussolini der optræder i stykket giver en indgangsvinkel til hvorfor den enevældige italiener forgrenede sig til at skrive skuespil. “Den eneste måde at vinde folket er gennem krig eller kunst”. Særligt kunsten og den kultur der opstod under totalitaristiske regimer som Mussolinis Italien, Hitlers Tyskland og Stalins Sovjet, er ofte overset i kraft af den bølge af ødelæggelse som anden verdenskrig bragte med sig. Men samtlige regimer kom til magten og forblev der blandet andet i kraft af kontrol gennem statsstyret kultur såvel den måde kulturen legitimerede og hyldede krig.

Fascismens forbrydelser står i dag som altoverskyggende for historien og de færreste vil spekulere i hvordan fascistisk kultur og kunst udviklede sig. Men til trods for dette så går et brunt spøgelse endnu engang igennem Europa og andre dele af verden. Fascismen og ideen om den stærke mand er forførende, løftet om et nyt og radikalt anderledes samfund hvor handlekraft og klart definerede værdier hamres igennem af staten, er for mange et løfte om en simplere og mere ordnet verden. Ligesom under Mussolini, så er kunst og kultur et vigtigt aspekt som fascismen bruger  til at vinde fortalere for sin sag.

Netop denne forførelse gennem kultur er den røde tråd i stykket. Vi følger opera og manuskriptforfatteren Forzano og hans kone der rejser til Rom hvor Forzano bliver bedt af Mussolini om at skrive et stykke om Napoleon, fra hans flugt fra Elba og til abdikationen efter nederlaget ved Waterloo i 1815.

Forzano er i starten skeptisk men indvilger og bliver gradvist forført af Mussolinis karisma og bombastiske retorik. Iblandet dialogen mellem de to er tidsspring til stykkets fremtidige premiere på det kongelige teater i Stockholm, såvel som møder mellem Hitler og Mussolini. Efterhånden dykker historien ned i det begyndende teaterstykke og følger Napoleons kortvarige periode som kejser for anden gang.

Billeder: Søren Meisner

I spillet om spillet glider de to diktatorer efterhånden sammen og lighederne bliver tydelige. Alt foregår med et glimt af humor fra skuespillerne der ikke er blege for at byde publikum en mynte pastel ligesom der altid er en fortællerstemme der forklarer og sætter konteksten for scene skiftende og de tanker der går gennem hovedet på karaktererne.
Den meget intime atmosfære i det lille teater, som engang var en toværelses lejlighed og nu rummer små 50 tætsiddende personer, tillader en følelse af ærlighed men også at de uhyggelige scener kommer meget tæt på.

Alt fra Mussolinis sexliv og hans mavesår som han havde tilfælles med Napoleon bliver endevendt sideløbende med at Forzano undskylder sin tjeneste for diktatoren med at han jo ikke er fascist eller går i krig. Vi følger Forzano op gennem Italiens invasion og bombardement af Abessinien (nuværende Etiopien) med giftgas, assistance til Franco under den spanske borgerkrig og frem til indgåelsen af Jern Pagten der forpligtede Italien til at følge Tyskland i krig. Stykket “De 100 dage” blev en succes rundt om i Europa og tjente til at fremme det fascistiske Italiens interesser og bestyrkede borgerskabet i dets fascination af fascismen som et værn mod kommunister og som skjold for deres klasses interesser.

Men som det stod lysende klart for det Italienske og med tiden det tyske borgerskab var fascismen et monster der ikke accepterede andet en total og uindskrænket magt.

I Italien lykkedes det den brede befolkning at afsætte Mussolini efter de allieredes invasion af Sicilien og Italien for senere hen at klynge diktatoren op til henrettelse. I Tyskland kostede borgerskabets støtte til Hitler landet alt og først med overgivelsen i ruinerne af Berlin i maj 1945 sejrede skæbnen og fascismen politik blev besejret. Hvad “De 100 dage” søger at fortælle er at fascismen og dens besnærende løfter stadig kan friste og at kunst ligeså meget som vold og had er dets redskaber. Forzano fremstår mærkeligt uskyldig i sin sidste fremtræden hvor han trækker på skulderen ved nyheden om Mussolinis henrettelse af Italienske partisaner. Hans ligegyldighed og negligeren af hans egen rolle i Mussolinis diktatur er et sidste stik til beskueren om faren ved nyttige idioter.

Der er ikke flere tekster