Kina: Masseprotesterne i Hong Kong fortsætter***

I de sidste par måneder har Hong Kong været ramt af massedemonstrationer i protest imod et lovforslag som kunne betyde udlevering af fanger til fastlands-Kina. Selv om lovforslaget hurtigt blev taget af bordet igen, fortsatte protesterne. Nu rettedes vreden mere generelt mod Beijing-regimets voksende kontrol med Hong Kong og udhuling af de politiske rettigheder, men også mod forringelse af leveforholdene.


Af Johnna Mortensen, Internationalt Forums Sydøstasiengruppe

Udleveringsaftalen var bare den gnist der udløste ’branden’. Meget forskellige politiske kræfter er involveret, både pro-vestlige kræfter og antikapitalistiske kræfter som f.eks. dele af fagbevægelsen. Det er derfor ikke korrekt når nogle på venstrefløjen påstår af massebevægelsen er topstyret af USA. Situationen er langt mere kompliceret. Det ser dog ud til at de progressive antikapitalistiske kræfter er ved at vinde frem. 

Hong Kongs regering forsøgte i juni måned at haste en lovændring igennem, som ville indskrænke de civile frihedsrettigheder og betød at ”mistænkte” bosat i Hong Kong fremover skulle kunne udleveres til retsforfølgelse i fastlands-Kina. Det har udløst nogle af de mest omfattende protestdemonstrationer i landets nyere historie.

Den 9. juni blev Hong Kong for første gang siden 2014 ramt af en million-stor protestmarch. Selv om den Beijing-styrede Hong Kong regering, ledet af Carrie Lam, insisterede på at politiske dissidenter og aktivister ikke ville blive påvirket af lovændringen, udløste forslaget en storm af protester og folkelig vrede – ikke mindst fordi regeringen havde meget travlt med at få presset forslaget igennem det lovgivende råd. 

Siden da er fulgt adskillige kæmpestore demonstrationer med deltagelse af helt op til 2 millioner mennesker – af en befolkning på lidt mere end 7 millioner. Demonstrationerne har bl.a. medført voldsomme sammenstød med politiet, angreb på Beijings repræsentationskontor og at en gruppe demonstranter blev overfaldet og fik tæsk af en flok ’anonyme civilister’, da de var på vej hjem fra en demonstration.

Hvorfor har dette lovændringsforslag udløst så omfattende protester? Hvad er bevægelsens politiske mål på længere sigt og hvad er perspektiverne for fremtidige demokratibevægelser i Hong Kong og Kina?

Et land, to systemer

Efter at have været underlagt England som britisk kronkoloni i 155 år, blev Hong Kong overdraget til Kina i 1997. Overdragelsesaftalen, som har fået navnet ”et land, to systemer” indebærer at Hong Kong har status som en særlig kinesisk region med begrænset autonomi i 50 år, dvs. indtil 2047. Med aftalen fik Hong Kong økonomisk og retslig selvstændighed, men kun begrænset politisk selvstændighed. Lige siden har Beijing regeringen dog forsøgt at ’æde sig ind på’ Hong Kongs autonomi. Et eksempel på det er at Hong Kongs regeringschef og parlament siden 2004 har skullet endeligt godkendes af Beijing, hvilket ikke er en del af den oprindelige aftale. Dertil kommer at Kina reelt har fået vetoret i forhold til vedtagelse af politiske reformer. 

Med lovforslaget har Carrie Lam og Beijing regeringen åbenbart fejlbedømt den folkelige opbakning i Hong Kong og derfor blev det ret hurtigt suspenderet. Men det er ikke tilstrækkeligt for de protesterende, de kræver lovændringen helt fjernet og at Carrie Lam går af som regeringsleder. 

Protesterne handler dog ikke kun om udleveringsaftalen med Kina, men lige så meget om en generel folkelig utilfredshed med tingenes tilstand i Hong Kong. Protestbevægelsen samler meget bredt – fra venstreorienterede studenter og fagforeninger til folk fra middelklassen, der frygter hvad Hong Kongs fremtid som en fuldt integreret del af Kina vil komme til at betyde for dem. 

Siden 1997 har den kinesiske regering styret Hong Kong ved at indgå en alliance med landets største kapitalister og middelklassen. Det giver god mening fordi Beijing, som den part, der tjener mest på den økonomiske udvikling i Hong Kong, har interesse i at fastholde økonomisk status quo. Netop den økonomiske politik er imidlertid også en faktor i protestbevægelsen. For Hong Kong regeringens politik har over årene medført en stærkt voksende utilfredshed især i den yngre middelklasse og i arbejderklassen, bl.a. på grund af de skyhøje boligpriser. Samlet set er Hong Kong nok det dyreste sted i verden at leve. Boligpriserne er tredoblede i løbet af de sidste 10 år og er nu langt højere end både London og New York. Prisen for en bolig er 20 gange højere end en gennemsnitlig families årsløn. Samtidig er boligerne ekstremt små, de kaldes i folkemunde ”bure”. Til gengæld er minimumslønnen meget lav, så for at kunne betale for at bo i disse ”bure” har arbejderne den længste arbejdstid i verden.

Triade-gangstere.

Søndag d. 21. juli blev demonstranter, på vej hjem fra dagens demonstration, overfaldet af omkring 50 maskerede bøller. De brød ind i et metro tog og angreb i flæng passagererne med jernstænger. Selv om de var anonyme og overfaldet tilsyneladende var tilfældigt, er det en offentlig hemmelighed at der er tale om gangstere fra den kinesiske Triade-mafia og beskeden var klar: Prøv ikke på at udfordre Hong Kongs regering og dens chefer i Beijing!

Mest af alt ligner overfaldet i metroen et desperat træk fra regeringens side eftersom de sædvanlige undertrykkelsesmetoder åbenbart ikke har kunnet stoppe protestbevægelsen. Samtidig er det en velkendt taktik brugt mange gange af regimet i Kina kaldet ”massernes kamp mod masserne”, dvs. at statslig repression udliciteres til triade-bander med det formål at sprede frygt og forvirring. Samme taktik blev også brugt flere gange i Hong Kong imod den såkaldte Paraplybevægelse (demokratibevægelse) i 2014. Forskellen er at denne gang er demonstranterne mere vrede og protesterne langt bredere og det folkelige svar på angrebene viser at de ikke længere er bange for autoriteterne. 

Overfaldet har tværtimod sat yderligere gang i demonstrationerne. I protest mødtes omkring 300.000 protesterende ugen efter i Yuen Long distriktet i udkanten af Hong Kong, hvor overfaldet havde fundet sted.  Denne protest, som var den ottende ugentlige demonstration, var på forhånd blevet forbudt af regeringen. Samtidigt samledes titusinder demonstranter flere andre steder i byen Hong Kong for at aktionere. 

Bevægelsen ved en korsvej

Efter 9 ugers protestaktioner står bevægelsen i Hong Kong dog over for flere problemer og det er stadig et åbent spørgsmål, hvor den bevæger sig hen politisk. Mens masserne i Hong Kong går på gaden i en reel kamp mod faldende levestandard, det autoritære regime og alle følgesygdommene i det kapitalistiske Hong Kong, har en del af demonstranterne et helt andet udgangspunkt. De er liberalister med en pro-vestlig dagsorden og de har absolut ingen intentioner om reelt at udfordre det kapitalistiske regime.

Der er klart dybe interessemodsætninger mellem arbejderklassen og liberalisterne og det vil blive afgørende for bevægelsens fremtid, hvem der vinder kampen om at gå forrest. Meget tyder dog på at de pro-kapitalistiske kræfter har mistet indflydelse. De mange britiske flag er forsvundet og der har i senere tid heller ikke været demonstrationer foran USA’s ambassade, som tigger Donald Trump om hjælp. 

Manglende lederskab

Indtil nu har protestbevægelsen været uden egentligt politisk lederskab og de mange store demonstrationer været indkaldt og organiseret via internettet af enkeltpersoner eller mindre grupper. Det har haft den umiddelbare fordel at det har været lettere at mobilisere hurtigt, bredt og spontant. Men faktisk er det manglende lederskab kilde til stigende frustration hos mange aktivister – især efter besættelsen af det lovgivende råd for et par uger siden, hvor der blev øvet en del hærværk. Det diskuteres heftigt på internettet hvilke metoder bevægelsen bør tage i brug fremover for at styrke kampen. 

Bl.a. har forsøgene på i langt højere grad at inddrage fagbevægelsen fået voksende tilslutning. Målet er generalstrejke. Nogle fagforeninger har da også sluttet sig til protesterne og d. 27. juni blev Hong Kongs internationale lufthavn lukket ned, da lufthavnsarbejderne nedlagde arbejdet i solidaritet med ofrene for ’triade-overfaldet’ i metroen. Der har desuden verseret stærke rygter om at metroarbejdere fra MTR (Mass Transit Railway), som transporterer 5 millioner mennesker om dagen, havde planer om at gå i strejke d. 30. juni.  Men den strejke er dog indtil videre blevet forhindret af fagforeningens pro-Beijings ledelse.

Forleden blev Hong Kongs lufthavn igen ramt af strejker og blokader. Også motorveje og metroen blev blokeret i et forsøg på at lamme Hong Kong totalt. Det fik regeringsleder Carrie Lam til at udtale sig offentligt for første gang i længere tid med en advarsel til demonstranterne om at den politiske udvikling i Hong Kong nærmer sig hvad hun kaldte en farlig situation.

Mens Carrie Lams regering i øvrigt virker mere eller mindre handlingslammet, vokser frustrationen hos Beijing regeringen, som bl.a. frygter at oprøret skal brede sig til andre dele af  Kina. Magthaverne i Beijing har derfor indledt en omfattende tilsviningskampagne mod protestbevægelsen og truslen om kinesisk militær indgriben intensiveres dag for dag. 

 

Der er ikke flere tekster