KulturJoe & The Shitboys laver shitpunk designet til at provokere homofober og ”go behind enemy lines”. De kommer fra Færøerne og kæmper imod toksisk maskulinitet i deres hjemstavns rockscene. Konfront har mødt dem til et interview om deres baggrund og deres politik.
Af Jonas Wedel-Brandt
”We are Joe & The Shitboys, and we are queer feminists!” råber Fríði “Joe” Djurhuus fra orange scene før han kaster sig ud i en rutine af gakket punkdans blandet med seksuelt antydende moves, som kunne være taget fra OnlyFans eller i hvert fald en ret spicy Instagram-konto. Joe & The Shitboys spiller pissehurtig punk med sange der typisk varer under ét minut. Deres stage presence er lige så hurtig og samtidig koordineret. Den groteske punkkabaret vælter derudaf, men alligevel virker det som om de ikke bare står og ter sig. De har sgu styr på det.
”Nu har I set noget fra Rigsfællesskabet, så har I også været woke i dag.” griner Joe sardonisk. Mellem numrene er han en ægte entertainer. Et andet tidspunkt slutter han en sang af med udråbet ”Eat ass, you cowards!”. På et tidspunkt siger han ”Do you know someone who is just a really shitty person?” Herefter peger han på en specifik person i publikum og fortsætter ”Like you. Yes, you with the T-shirt. You really suck!”. Publikum brøler af latter og Shitboys kaster sig ud i endnu en 44-sekunder lang shitpunksang. Mellem det ironiske og det fjollede er der dog også tid til seriøsitet. Inden nummeret ”Closeted HomoFObe” nævner Djurhuus tragedien i Oslo den 26. juni. Det er tydeligt, at under al punkbravadoen og ironien er der et band, som står for noget.
Jeg møder Fríði Djurhuus, guitarist Sigmund Zachariassen og bandets fotograf, Gwenaël Akira Helmsdal Carré dagen efter deres koncert. Vi har aftalt at mødes for at snakke lidt om punkmusik og politik. De hilser med en krammer og er alle glade om end lidt smadrede. Natten før har de festet til klokken 5 om morgenen og ligesom alle andre på Roskilde Festival er de blevet vækket 3-4 timer senere af den hårde morgensol.
”Roskilde Festival skriver at I kommer ud af en ret konservativ rockscene på Færøerne. Kan I fortælle lidt om det?” spørger jeg dem efter de har fået kaffe og sat sig ned. Joe svarer at den lille rock/metal-scene der er der, er sådan et sted hvor ”vi alle drikker øl og kalder hinanden for bøsserøve, men vi er ok med bøsserøve men altså, det er ikke godt at være en bøsserøv”. Han tilføjer derefter at man ifølge folkene i den scene er en bøsserøv hvis man ikke drikker øl. Selv sidder han med en Somersby Red Rhubarb i hånden. ”Alt handler om dicks og der er ingen kvinder i scenen. Når der kommer kvinder i scenen, siger folk at ’de er her bare for at kneppe’”
Sigmund nikker bekræftende og tilføjer at der er meget toxic masculinity i den scene. Herefter begynder han at snakke om konservatisme på Færøerne generelt. ”Vi er fra et ret konservativt sted. I USA har de lige fjernet den frie abort. Vi har aldrig haft den. Du kan stadig ikke giftes i kirken, hvis du er homoseksuel. Joes mor var også hans søndagsskolelærer.”
Joe griner og følger op på det med søndagsskolen: ”Jeg kommer fra bibelbæltet på Færøerne. Det var ret wierd at vokse op der. Folk på Færøerne er ikke særligt confrontational. De snakker ligesom bagom ryggen på hinanden og fordi det er så småt, må du passe på hele tiden at folk ikke sladrer. Der er meget skam på Færøerne. Biseksualitet er i hvert fald meget skamfuldt der. Alle stereotyperne om at biseksuelle er nymfomaner findes også der. For mange er det ikke OK at være sammen med nogen fra sit eget køn. Medmindre man er kvinde, for så er det jo ’hot’.”
Herefter vil jeg gerne vide noget om deres musik som udtryk for holdninger. ”I benytter jer en del af ironi og parodi i jeres musik. Er I ikke bange for at folk tager jer bogstaveligt?” spørger jeg.
Joe svarer at det da helt sikkert er sket. Han kendte en fyr for nogle år siden, som han havde været venner med i mange år. Vennen syntes at det var vildt sjovt at folk tog Joe & The Shitboys seriøst. ”Man altså ja, det gør vi jo også.” siger Joe. De mener noget og det er ikke for sjov.
Apple Music er blandt dem, som har læst Joe & The Shitboys meget bogstaveligt. I en periode var deres sang ”Pull the Trigger” taget ned fra platformen. Det er en sang som gør grin med folk, som ser sig selv som internetkrigere imod ”snowflakes”. Samtidig beskriver sangen også hvordan sådanne internetkrigere kan graduere til fysisk vold. Sangens omkvæd går ”Everybody’s getting triggered / But not me / I pull the trigger”. ”de troede at vi ville ’incite violence towards same-sex’ et eller andet.” siger Joe og ruller med øjnene. Sigmund tilføjer: ”Hvis du læser den sangtekst bogstaveligt, er den ikke så fantastisk. For os var det altid rimelig tydeligt, især da videoen også kom, hvad positionen i den sang er.”
For bandet er der også en pointe i at lade folk misforstå dem og tro at sange som ”Macho Man Randy Savage” virkelig handler om at være en rigtig mande-mand. ”Det er også ret sjovt at få sådan nogle ’bro-dudes’ med til en koncert, de ellers ikke ville være til. Så kan man måske indoktrinere dem eller overbevise dem en smule. Bandet er lidt designet til at ’go behind enemy lines’ for der var alligevel ikke et andet sted vi kunne være.” fortæller Sigmund.
Joe tilføjer i den sammenhæng: ”Hvis alle i rummet er enige med dig, hvem taler du så til? Er det kun for repræsentation? Det er jo også vigtigt, men altså come on. Er det det hele? Jeg har lidt større ambitioner end det. Jeg vil gerne flytte mennesker.”
Den 27. juli skal Joe & The Shitboys spille på Faroe Pride for fjerde år i træk. I bedste Shitboys-stil vil jeg slutte denne artikel af med et ”Fuck dig”.