KonfrontI slutningen af sidste år udgav Mikkel Bolt Rasmussen årets must-read teoretiske værk. En velskrevet og grundig introduktion til den nye fascisme og den senkapitalistiske krise. Det eneste jeg savner, er 100 sider mere.
Af Jonas Wedel-Brandt
Jeg er lige blevet færdig med Mikkel Bolts nye bog, Late Capitalist Fascism – senkapitalistisk fascisme –, som han for et par måneder siden udgav på det præstigefulde internationale forlag Polity Press. Den er pissefed. Analysen er skarp og formidlingen af det svære indhold er i top. Det er den slags bog, jeg ikke ville have noget imod at stikke et familiemedlem eller en ung kammerat i hånden. Det er ellers en sjældenhed. Ofte sker det med marxistiske og antifascistiske analyser af denne type (særligt når det er skrevet af en professor i politisk æstetik) at indholdet simpelthen bliver for svært og for akademisk til at ikke-akademikere kan følge med. Det er heldigvis ikke tilfældet her, og selvom Bolt udlægger svært stof og refererer i øst og vest til Theodor Adorno, Gilles Deleuze og Guy Debord, er hans prosa stringent og forståelig.
I løbet af bogens 132 sider udlægger Bolt to stærke pointer i sin analyse. For det første er fascismen ikke kun et ord, som beskriver fortidens skråremsbeklædte ultranationalister. Den er heller ikke en dyster fremtid som kan spås ved at kigge på lande som Brasilien, USA eller Rusland. Fascismen er her allerede, og har faktisk været her længe. Som Bolt udlægger det, er fascismen ikke defineret af diktatoriske styreformer eller militariseringen af samfundet. Fascismen er et tankegods som kan beskrives kort som den ultranationalistiske forestilling om at det nationale eller etniske fællesskab er under pres eller er blevet underkuet, og derfor skal genrejses. Hos Mussolini var det Romerriget som skulle genfødes i hans fascistiske Italien. Hos Hitler og de originale nazister var det den ariske race som skulle genrejses til storhed i Tusindårsriget. Som Bolt udlægger det er den nye fascisme både meget mindre ambitiøs og meget mere tilpasset de vestlige liberale demokratier. Her er det 50’ernes modernitet og familieidyl som er den forgangne tid. Før borgerrettighedsbevægelsen, bøsserne, indvandrerne, feministerne og alle de andre kom og ødelagde den hvide middelklasses eventyrland, hvor det sneede hver jul og folk sagde hej til hinanden på gaden. Make America great again. Den fascistiske zone har i flere årtier været trængt ind i demokratiets gyldne haller og har uden problemer assimileret sig til disse politiske vilkår. Bolt nævner i flæng Le Pen, Trump, Bolsonaro og Orban, men også navne som Kjærsgaard, Reagan, Clinton og Putin. Deres projekter om at genrejse deres etnonationale fællesskab bliver ikke tvunget igennem med militær magt, men med populisme og parlamentariske kompromiser. Hvorfor storme folketinget med stålhjelme og sorte støvler på, når man kan tage jakkesæt på og få sin politik ført igennem til gengæld for at stemme for nogle skattelettelser og nogle redningspakker til bankerne?
Og netop skattelettelser, redningspakker og nedskæringer bringer os til Bolts anden pointe. Bolt forklarer det således, at neoliberalismen de sidste 30-40 år har været the only game in town. Stort set alle politiske partier i vesten har været med til at skære i velfærdsstaterne og undergrave det keynesianske kompromis mellem kapitalejerne og arbejderklassen. Selv den ydre venstrefløj har set sig tvunget til at være med til at skære. Bolt bruger Syriza som eksempel. Et år efter de havde fået regeringsmagten gennem løfter om et venstreorienteret opgør med EU’s neoliberale spareprojekt, var Syriza tvunget til at spille med på resten af Europas plan. Lignende historier kan findes overalt i vesten. Sanders parti ville nærmest hellere tabe end de ville lade ham blive kandidat i stedet for Clinton. Corbyn blev jaget ud af sit eget parti. I Danmark står Enhedslisten nærmest fuldkommen udenfor indflydelse, fordi centrum-venstre hellere vil føre højreorienteret politik. Når befolkningen så mærker stramningerne, har ingen fra den ekstreme midte, som Bolt kalder den, en bedre forklaring end ”tag en tudekiks” eller ”efter det næste bailout skal økonomien nok blive bedre”. Fascisterne står til gengæld klar med en forklaring. Ifølge dem er det indvandrernes, de kulturradikales, jødernes og LGBT’ernes skyld. De serverer en historie til den hvide middelklasse, om at alle de ting de havde før, kan de få igen, hvis bare de smider de fremmede ud. De kristne værdier skal hævdes og det skal gøres ved at stramme integrationsloven og minde folk om at der kun er to køn. Fascisterne foregiver at have en løsning på den trænge nationaløkonomi, men serverer samtidig mere af den samme neoliberalisme, nu pakket ind i ultranationalisme. På den måde har fascisterne videreført betingelserne for deres egen fremgang. Neoliberalismen har spillet fallit og fascisterne er de eneste med et løsningsforslag, som belejligt nok er mere neoliberalisme i forklædning. Venstrefløjen har ikke indtil nu formået at stille op med en modfortælling. Vi har ikke kunne lave et samlende projekt, og vores gamle samlingspunkt, arbejderklassen, er blevet atomiseret til forskellige grader af øvre-, middel- og lavere middelklasse som følge af det keynesianske kompromis og et indtil for 14 år siden boomende bolig(låns)marked. Vi har ikke nogen samlende identitet at kæmpe under, intet der kan konkurrere med højrefløjens identitære projekt.
Når jeg nu er nået til at skrive om højrefløjens identitære projekt, er jeg også nået til min primære anke ved bogen. Den mangler rent ud sagt en analyse som inddrager venstrefløjens identitetspolitiske projekt. I forbindelse med dette mangler Bolt også en analyse af forskellen mellem højreorienteret identitær politik og venstreorienteret identitetspolitik. Kampen mod racisme, homofobi, transfobi og islamofobi er kort sagt venstrefløjens nuværende kamp imod fascismen. Denne kamp er netop spredt ud over disse mange forskellige identitetspolitiske sektioner. Så hvorfor skriver Mikkel ikke noget om den? Mit bud er at det er fordi hans analyse ikke ser denne kamp som andet end at hælde vand ud af en hullet båd. Så længe venstrefløjen ikke kan samles om et projekt som er et ægte alternativ til neoliberalismen – og det er helt og aldeles min egen læsning af Bolts pointer – vil fascismen blive ved med at vinde frem. Det er en spændende kritik af venstrefløjens identitetspolitiske projekt som kan læses ud af bogen. Så længe fascismen er det eneste alternativ til neoliberalisme er svaret ikke at vinde friheder indenfor det neoliberale system, men at finde alternativer til det som kan forhindre selvsamme fascisme i at vinde frem. Det er dog ikke noget Bolt aktivt skriver frem, og jeg må i sidste ende se det som en mangel at det ikke bliver behandlet mere.
Slutteligt må jeg også tilføje at jeg synes Late Capitalist Fascism er en anelse for fokuseret på vesten. Bolsonaro, en hvid brasilianer, er den eneste ikke-vestlige fascist i bogen. Kan vi få noget repræsentation til de ikkehvide fascister? Hvor er Narendra Modis hindunationalisme i denne analyse? Kan den forstås gennem de samme mekanismer? Hvad med Kinas statskapitalisme? Lider den under de samme problemer som vestens senkapitalistiske økonomi? Ville arbejderklassen som identitetskategori i vesten overhovedet være så splittet ad, hvis ikke så meget industri var outsourcet til netop disse lande? Alle disse spørgsmål adresserer Bolt ikke. Jeg står således tilbage med en læseoplevelse som både er rigtig god – Bolt leverer en yderst solid analyse – men også med en oplevelse af at ville have mere. For de ovenstående spørgsmål kan da ikke være helt irrelevante, vel? Det vidner under alle omstændigheder om en god bog, at jeg har lyst til at læse 100 sider mere af den. Jeg må nøjes med at glæde mig til at Bolt skriver den næste bog. Måske jeg er heldig at få svar på mine spørgsmål i dén.