Youtube: Konfront’s Definitive Guide til Breadtube***

I serien ‘Fra Bolsjevik til Breadtube’ har vi skrevet om 3 af de største og dygtigste venstreradikale personligheder på Youtube. Men Breadtube er en blomstrende bevægelse, der række længere end bare dens superstjerner. Derfor bringer vi her den definitive liste over de bedste venstrefløjs-kanaler.


De tidligere artikler i serien kan findes her, her og her.

Youtube, som platform, har længe været et ynglested for højreradikalisering. På den ene side er der de reaktionære bevægelser, der har fundet deres hjem og levevej dér; det er den antifeministiske gaming-kultur, de Oplysnings-besatte rationalister, Men’s Rights-aktivister, ‘race-realister’ og ytringsfriheds-soldater. Dem, der har slugt den røde pille.

På den anden side har Youtube’s egen algoritme også sin del af skylden. På grund af den måde, video-forslags-systemet fungerer, leder platformen automatisk sine brugere mod mere og mere radikalt, mere og mere niche, og mere og mere vanvittigt indhold. Man kan starte med en interesse for 1800-tallets ateistiske aristokrat-bevægelser, og ende med Holocaust og blodsugende rum-reptiler, blot ved den måde man bliver ledt fra video til video, og den måde, hvorpå skabere kæder deres indhold sammen igennem features, shout-outs og så videre.

Med andre ord er Youtube blevet en sump af dragende og giftigt indhold, og hvis man ikke ved bedre kan man meget hurtigt ende med at synke ned i de højreradikale ideologiers sorte dynd.

Men ud af det dynd er også steget en række personligheder, der gør deres for at ændre på platformens fejl og mangler, og de er værd at følge. Nogle fortjener deres egne artikler, fordi deres indhold er så unikt og velproduceret, men de andre har også hver deres charme og specialiteter, og er altid værd at tjekke ud, om man er efter video-essays om venstreradikal teori, nyheder om antifascistisk praksis, eller personlige historier fra barrikaderne. Derfor præsenterer vi her Konfront’s guide til Breadtube.

1. Contrapoints

Den ultra-æstetiske, transkønnede dronning af Breadtube. Hendes primære fokus-områder er kønspolitik og trans-teori, men hendes videoer favner langt bredere end det. Find vores artikel om hende her. Anbefalede videoer: Incels, Jordan Peterson

2. Philosophy Tube

Filosofiske og politiske video-essays leveret i kombination med kompleks dramaturgi og fokus på intellektuel og emotionel ærlighed. Find vores artikel om ham her. Anbefalede videoer: Steve Bannon, The Philosophy of Antifa

3. Hbomberguy

Den yngste og mest eklektiske af Breadtubes kolosser. Laver videoer om alt fra klima-politik, til arkade-videospil og VHS-båndets historie, men hans primære fokus er videospil og gamer-kultur, med et venstreradikalt perspektiv. Find vores artikel om ham her. Anbefalede videoer: CTRL:ALT:DLT: SLA:3, WOKE BRANDS

4. Thought Slime

Anarkistiske video-essays leveret af nonbinær canadier. Det politiske fokus er generel oplysning om anarkistisk teori og kapitalisme-kritik. Thought Slime har en finpudset produktion, og leverer ekstremt detaljerede og teoretisk grundige angreb mod kapitalismens grundpiller, så vel som dens specifikke afskygninger, og sympatiske forklaringer på den anarkistiske tankegang og grundlaget for revolutionær aktion. Anbefalede videoer: GarfieldEats, a normal website in normal capitalism, My First Job: the Lazybones Manifesto

5. Noncompete

Anarko-kommunistiske video-essays og dukkespil. Noncompete er et forfriskende pust til de ellers pessimistiske og kyniske tilgange til revolutionær aktivitet, man ofte finder på venstrefløjen. Dét, han gør bedst er at forklare, med forståeligt og tilgængeligt sprog, hvordan en anarkistisk revolution i praksis ville fungere, og hvordan samfundet bagefter ville indrettes, med en optimisme og pragmatisk tilgang, der er smittende. Specielt anbefalet til fans af Kropotkin. Anbefalede videoer: How Anarchism Works 1-6

6. Some More News

Cody Johnston, Katy Stoll og David C. Bell star bag det dybdegående, satiriske nyhedsprogram Some More News. Showet begyndte på Cracked.com, hvor de alle tre var velkendte redaktører, men efter bladet fyrede næsten samtlige medarbejdere har de fortsat projektet i lidt anderledes format. Det er blevet mere radikalt, mere grundigt, og Cody Johnston er som vært blevet mere og mere rablende og desillusioneret for hver episode. Fokus er amerikansk politik, og ekstremt udpenslede kritikker af det cirkus, der er den amerikanske højrefløj. Anbefalede episoder: Trump isn’t Hitler, Why Good Guys With Guns Can’t be Black

7. The Serfs

The Serfs er iblandt de mindste af Breadtubes videoskabere, men også nogle af dem, der er mest værd at holde øje med. Deres indhold er bredt favnende, med alt fra de to skaberes perspektiv på højreradikale mediepersonligheders karriere til film- og serie-anmeldelser, men altid med et socialistisk fundament. Deres primære materiale er ugentlige opdateringer om den forgange uges nyheder i politik og medier. Anbefalede videoer: Joe Rogan 2: The Alex Jones Parabellum, Ben Shapiro Gets Cuckstroyed by Ben Burgis

8. Lindsay Ellis

Lindsay Ellis er nok den Youtuber på vores liste, der laver mindst eksplicit politisk indhold. Til gengæld er hun iblandt de absolut dygtigste film-essayister på Youtube, og hendes analyser beror sig ofte på queer-teori, feministisk teori og post-kolonialistisk teori. Hun har også adskillige gange samarbejdet med Natalie Wynn fra Contrapoints, og må derfor regnes iblandt Breadtubes frænder. Anbefalede videoer: The Death of the Hollywood Movie Musical, The Revisionist World of Disney

9. Big Joel

Big Joel producerer ca. 50 procent film-analyser, og 50 procent venstreradikale video-essays. Når han snakker politik er fokus generelt internet-kultur og andre Youtubere, imens hans film-analyser slår ned på film, der enten er glemt af historien eller lagt for offentligt had. Med hans nære og ærligt nysgerrige tilgang til analysen af ellers glemte film og oversete bevægelser er det svært ikke at blive revet med, og pludselig være dybt investeret i kapitalismekritikken og det eksistentialistiske fundament bag Bee Movie. Anbefalede videoer: Small Youtube Culture, Bee Movie: The End of Trash

10. Anarcho Agony Aunts

Listens wildcard. AAA har I skrivende stund kun 1,1 tusinde abonnenter, men at dømme efter stigningen i produktionskvalitet er det nok bare begyndelsen. To kvinder leverer anarko-feministisk dating-vejledning med spørgsmål indsendt fra seerne. Formatet er timelange live-streams, der så klippes op i mindre segmenter og lægges ud på kanalen. Indtil videre er tidsrummet mellem videoer stadig lidt usikkert, og formen er mere podcast end Youtube-video, men emnet, der behandles er ét, der diskuteres for lidt. Anbefalede videoer: Beauty (and Hygiene), Embracing Your Inner Anarcho-Babe

Der er ikke flere tekster