Det er sommer og Konfronts kulturredaktion tager på Roskilde festival og vil løbende komme med koncertanmeldelser og kulturelle kommentarer.


Roskilde Festival har en lang og venlig men en anelse lunken historie med den politiske musik fra venstrefløjen. Den har altid budt bands med eksplicit venstreorienterede agendaer velkomne, profileret sig på at ville være bæredygtige og non-profit (overskuddet doneres altid til forskellige foreninger og NGO’er). Samtidig er fokus sjældent på det meget politiske eller for den sags skyld kritikken af højrefløjens kunstnere. Musikerne er ofte bare det; musikere. På samme måde er det ikke overraskende at festivalen har valgt temaet “solidaritet” til årets festival, og samtidig booket den ofte heilende Phil Anselmo. Herfra sendes en strakt langefinger til ham, men også et skuffet blik til Roskilde Festival. Alt dette har selvfølgelig fanget vores interesse hos Konfront, som derfor sender en rapporter til festivalen.

Hvad “solidaritet” betyder for festivalen virker det bedst at tænke over efter den er afholdt – så man jo kan se det udfolde sig, dernæst mene noget. Men jeg er sikkert ikke den eneste der skal afsted som har en vis politisk interesse, og derfor har jeg gjort lidt forarbejde og fundet en håndfuld politiske bands og kunstnere som på en måde kan passe ind under Konfronts ideologiske paraply. Så til dig, min antikapitalistiske, feministiske, antiracistiske og antifascistiske festivalgænger byder jeg en lille intro til musikken. Det er ikke en komplet liste, og hvis jeg har misset noget vil jeg meget gerne høre om det.

Hatari

“Afhverju seldi ég mig – / ekki fyrir meira?”

Harati er erklærede antikapitalister. Deres musik beskrives ofte som BDSM-synth-punk og hvis man ikke ved hvad man skal gøre med sådan en sammensætning er det helt fair. De er ellers meget dansable. De synger på islandsk og optrådte tidligere i år i Eurovision i Tel Aviv, hvor de skabte overskrifter ved at posere med palæstinensiske flag. For nylig har de også indspillet en sang sammen med den Palæstinensiske popmusiker Bashar Murad. Så selvom du ikke forstår Islandsk, så er der gode chancer for at deres optræden på Roskilde kommer til at inkorporere en form for politisk propaganda. Enjoy!

Silvana Imam

“Det är mycket mer än rap-musik – det här är kvinnlig hämnd”

At hævde Silvana Imam laver politisk hiphop er som at sige at Valerie Solanas mente noget om køn; Det begynder slet ikke at beskrive det. Silvana Imam har længe lavet hiphop som er blevet del af den fælles referenceramme for det antifascistiske, antipatriarkalske, antiracistiske og LGBTQIA+ miljø i Sverige. Hun er ivrig for at tale om sine holdninger, og enormt dygtig til at sætte tingene på spidsen. Så når hun åbner Orange kan du være helt rolig ved at det nok skal blive radikalt.

Lydmor

“He kisses my cat fondly / into a panther with a diamond leash / Dances around / pointing this way and that / Until my room resembles a / Parisian luxury suite / My breasts / are 3 sizes bigger / And my cereal has turned into / Cocaine / Finally he stands with wild / ecstatic eyes / In the center of his creation / ‘Behold Woman, I am Money!’”

Et mindre eksplicit politisk act, Lydmor er alligevel ikke til at ignorere. Hendes tekster slører linjen mellem kvinde og produkt, krop og mekanik i hvad der må være den vildeste tolkning af Donna Haraway, jeg indtil videre har set. Det kropslige og kønnede blandes uden nogen synlig overgang med det elektroniske og sterile, på en måde som henleder tankerne på hvad der egentlig er forskellen, og om der var en. Det er subtil og sød magtkritik som får dig til at danse rundt mens du langsomt glider ind i en cyborg-feministisk dis.

Girlcrush

“And I think you’re sexy / when you show me your outfits / and when someone’s sexist / you put up a fight”

Girlcrush er et ret nyt queer-feministisk pop-punk band. Sådan beskriver de sig selv. De har to singler ude på nettet; Take My Clothes Off, en sang om et queer/lesbisk one-night-stand, og Girlcrush, som citatet ovenfor er fra. Musikken er simpel og minder lidt om en nyforelsket udgave af 70’ernes punk. Det er kærlighed og anti-heteronormativitet i luften, klar til at elske, men også til at kritisere og kæmpe.

Petrol Girls

“It’s my body! / My fucking choice!”

Vi bliver i punken, men efterlader det sukkersøde. Her er rendyrket hardcorepunk med strakte langefingre til patriarkatet og meget mere. Bandet har politik i sin oprindelse og blev formet for at spille til en fest på kvindernes internationale kampdag. Petrol Girls er opkaldt efter pariserkommunens Pétroleuses.

700Bliss

“Look ma! / We made it! / Only lost a hundred thousand / coming over on them slave ships / And that’s just one ship.”

700 Bliss består af DJ Haram og Moor Mother. Med manisk energi og attitude byder gruppen på et mix af afrofuturisme, house og elektronisk noise akkopagneret af Moor Mothers rap/poesi der driver af vrede og sorg over afro-amerikansk historie undertrykkelse. I en tid hvor det er blevet en giftig stereotyp at sorte kvinder er vrede og aggressive er det forfriskende at kunne dvæle i nemlig indignationen og vreden. Der kommer smæk på musikken og jeg bliver desværre nok nødt til at forlade ellers suveræne Death Grips på Arena for at se denne duo.

Fatoumata Diawara

“We are not your slaves”

Sådan lyder den engelske oversættelse af Fatoumata Diawaras Djonya, en sang om racisme og en reaktion på at der i 2017 blev opdaget et slavemarked i Libyen. Hendes musik kan beskrives som en smuk blanding af traditionel malisk musik og blues. Hun synger på bambara og når hendes sange er politiske, handler de om kvindefrigørelse, søsterskab og antiracisme.

Der er ikke flere tekster