Valget resulterede i mere end en halvering af Dansk Folkeparti, fra 21% til 8,7%, men det betyder ikke, at opbakningen til deres politik er faldet, tværtimod. Deres indvandre- og integrationspolitik er blot blevet helt mainstream hos de to store gamle partier.


Af Torkil Lauesen

Torkil Lauesen (født 1952) er uddannet cand.scient.pol. (1997) og forfatter til en lang række tidsskriftsartikler og flere fagbøger. Han har senest skrevet bogen The Global Perspective (2018). Siden 1970 har han arbejdet med antiimperialisme og var i 20 år aktiv i Kommunistisk Arbejdskreds og Kommunistisk Arbejdsgruppe, bedre kendt som Blekingegadegruppen.

Venstre, med Inger Støjberg, gik frem og Socialdemokraterne har i stort omfang indoptaget Dansk Folkepartis politik, for at trække vælgere tilbage. Samtidig kom ultra-liberale og islamofobiske “Nye Borgerlige” (en slags Fremskridtsparti) ind med 2,4% , og det meget nationalistiske og racistiske “Stram Kurs” fik 1,8 % svarende til godt 63.000 stemmer. Så ved vi hvor mange støtter Paludan har. Der er som Mette Frederiksen siger: En bred opbakning i den danske befolkning til en stram indvandre- og flygtningepolitik. Kun De radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet står for en anden linje i dette spørgsmål og de udgør tilsammen 26,4%.

Jeg tror ikke, at vi får de mange stramninger, ghettopakker, ”paradigmeskifte” og statsracisme rullet tilbage, måske kommer der nogle mindre symbolske ændringer, men ikke et kursskifte. Der er med andre ord stadig brug for en voksende og stærk antiracistisk og antifascistisk bevægelse på gadeplan.

Hvad så med klimapolitikken, et af hovedtemaerne i valgkampen?

Det var opløftende, med de mange manifestationer i forhold til klimapolitikken i valgkampen. Klimabevægelserne stiller bestandigt krav til parlamentarikerne om at tage klimaproblemerne alvorligt. Problemet er blot at kravene til en løsning af klimaproblemet, ikke kan imødekommes af magthaverne, fordi de springer rammerne for systemet. Ja, regeringen for verdens største ”klimasynder” USA, benægter simpelthen problemets eksistens. Problemets omfang har nået et punkt, hvor reformer ikke længere er en mulig løsning. Det kan ikke klares med et teknologi-fix. En løsning kræver en radikal omlægning af den måde vi producerer og forbruger på, ikke kun Danmark, men globalt.  

Målet om ”dansk CO2 neutralitet”, hvad enter det er i 2030, 40 eller 2050 er en tilsnigelse, for ikke at sige en løgn. Sådan som det ”danske CO2 udslip” er defineret, udgør det blot en brøkdel af vores reelle CO2 udslip og forurening af jord, vand og luft.

Industrialiseringen af Syd og globaliseringen af produktionen har medført en hastigt voksende transnational handel og dermed transport. Tidligere tiders begrænsning og sammenhæng mellem et geografisk områdes økologiske kapacitet og forbrugets omfang eksisterer ikke længere.

Økonomisk, politisk og militær magt har gjort det muligt for Nord at importere og forbruge naturlige ressourcer fra Syd. Markedskræfterne tvinger de fattige lande til at indgå i en ikke-bæredygtig udvikling for at tilfredsstille vores forbrugsmønster. Der en klar sammenhæng mellem ”det ulige bytte” i varehandlen og det ulige bytte i udvekslingen af naturressourcer mellem center og periferi.

Vi får ikke alene billige varer fra Kina, vi nedslider også landet økologisk. Jeg bor i København. København har en ambition om at blive en CO2 neutral by i 2025. Det er ikke usandsynligt, at vi når det mål. Men det er kun fordi vi ikke med medregner vores forbrug. Produktionen af vores forbrugsvarer er nemlig i høj grad flyttet til Syd. Hvis CO2 udledning fra produktionen af vores forbrug medregnes, er vi langt fra CO2-neutralitet. Nord er helt afhængig af ekstern biomasse fra de fattige lande og belaster deres jord, luft og havmiljø. Det voksende overforbrug og nedslidning af klodens naturlige ressourcer fører til en øget rivalisering om at sikre sig jord, vand, råvarer og energi.

Den eksponentielle vækst, der karakteriserer kapitalismen er som en cancer. Det er ikke muligt at producere bæredygtigt i en kapitalistisk ramme for vækst og profit. Kapitalen har altid søgt at eksternalisere omkostninger ved forurening af jord, luft og vand og en internalisering af dem vil true profitraten og dermed akkumulationen.

Inden for de næste 25-50 år vil de økologiske og klimatiske problemer få store samfundsmæssige konsekvenser: klimaforandringer, forurening, mangel på råstoffer og rent vand. Men konkurrencen mellem nationalstaterne om at tiltrække investeringer gør det umuligt at opnå aftaler med tilstrækkelig effekt til at afværge problemerne. Ikke mindst fordi USA-regeringen simpelthen benægter, at der er en sammenhæng mellem den måde vi producerer og forbruger på og klimaproblemerne. Klima- og miljøindsatser er ”katastrofe drevne”. Det er som vi har opgivet at afværge katastroferne, i stedet drejer det sig om at modstå dem. I diskursen har begrebet resilience afløst sustainable som buzzword. Med resilience menes evnen til modstå og rejse sig efter uforudsete pludselige katastrofer.

Den miljømæssige krise nødvendiggør, at vi tænker i radikal forandring. Parolen fra 1968-oprøret: ”Vær realistisk – kræv det umulige!” er stadig aktuel. Det drejer sig imidlertid ikke om at kræve det umulige af systemet – det fører ingen vegne hen, men den ”umulige” forandring af systemet selv.     

Der er brug for en klimabevægelse, der ser dette i øjne. En løsning af klimaproblemerne kræver et globalt perspektiv og en helt anden verdensorden.   

Selvom ”det ulige bytte” på det miljø- og ressourcemæssige plan, på linje med det økonomiske ”ulige bytte”, deler verden i rige og fattige lande, så forener den miljømæssige problemstilling også menneskeheden på tværs af uligheden. Konsekvenserne af de miljømæssige uligheder kan ikke i samme grad som de økonomiske og sociale begrænses til de fattige lande. Forureningen af luften og havet, forandringerne i klimaet har grænseoverskridende konsekvenser. Den massive luftforurening i Kinas industriområder er allerede mærkbar på USA’s vestkyst. Det giver mulighed for at opbygge en bred og radikal klimabevægelse over Nord-Syd-kløften.  

De klimamæssige og økologiske problemer kan meget vel udløse økonomiske og politiske kriser i systemet, som kan fremtvinge et helt nyt værdigrundlag i forhold til vækst, forbrug og vores relation til naturen.  En sådan økologisk revolution vil forandre selve den kapitalistiske produktionsmåde og skabe en form for “lifeboat-socialisme”.

Den økonomiske politik og socialpolitikken da? Er vi på vej tilbage til den gamle velfærdsstats?

Vil Enhedslisten og SF sammen med socialdemokraterne kunne vende tilbage til ”den gode gamle” kapitalistiske velfærdsstat? Det vil kræve en keynesiansk økonomisk politik og dermed en genetablering af et nationaløkonomisk bolværk, der kan styre finansielle transaktioner, valuta-politik og nationalbudgettet.  Det forudsætter imidlertid afmontering af den neoliberale globalisering og alle dens institutioner, inklusiv EU. Men for det første, var en af årsagerne til neoliberalismens gennembrud i 1970erne, at den kapitalistiske velfærdsstat var blevet et problem for kapitalens akkumulation. For det andet, har neoliberalismen og de teknologiske forandringer siden, skabt en ny global arbejdsdeling, man ikke uden videre kan rulle tilbage. Det er simpelt hen ikke muligt at skrue tiden tilbage til den gamle keynesianske kapitalistiske velfærdsstat. Der er ingen vej tilbage, kun en mulig vej frem. Det kræver imidlertid af vi løfter blikket og anskuer problemerne med et globalt perspektiv.  

Indtil videre, har arbejderklassens svar – i vor del af verden – på neoliberalismens udfordringer, ikke været klassebaseret international solidaritet, men nationalegoisme. I en historisk proces er klassebevidstheden trængt i baggrunden og blevet erstattet af bevidstheden om at være statsborger i en privilegeret ”europæisk civilisation”. Det nationale medborgerskab er blevet vigtigere end klassesolidaritet. Svaret på neoliberalismens udfordringer blev, at søge at reetablere et nationalt bolværk mod de sociale og politiske konsekvenser af de globaliserede markedskræfter. Det forstod Dansk Folkeparti og de danske Socialdemokraterne har efterhånden lært det. SF lavede endog et fælles ældrepolitisk program med Dansk Folkeparti under valgkampen.

I dag ligner de to største danske arbejderpartiers paroler hinanden: Socialdemokraternes siger: ”Vi skal passe godt på Danmark”. Dansk Folkeparti siger: ”Der er så meget vi skal passe på”.  Det, der forener dem er en voksende nationalisme, hvor statsborgerskabet er blevet den nye skillelinje og grundlaget for opdeling mellem dem og os. ”Dem” er mennesker med en ”ikke vestlig baggrund”. Nationalisme, i vores del af verden – inden for rammen af kapitalisme og imperialisme –  er en reaktionær strømning, vi skal være på vagt over for. Vores solidaritet kan aldrig være det nationale statsborgerskab, men klassebaseret internationalisme.

Der er brug for en fagbevægelser og en venstrefløj, der tænker klassesolidaritet i et globalt perspektiv, i stedet for national egoisme.

Den rødbrune alliance om omkring velfærd nedtoner ikke blot klasseaspektet, den fjerner også imperialismen fra analysen. Holdningen er typisk, at de ”fremmede” skal ikke komme her og nyde godt af alt det vi selv med møjsommelig flid har opbygget, mens de ikke selv har været i stand til at udvikle deres egne samfund. Sandheden er imidlertid at Europas og USA´s udvikling i høj grad bygger på kolonialismens og imperialismens plyndring og udbytning gennem historien og aktuelt.

Den rødbrune velfærdsstat er fuld af medfølelse og hjælp til danske krigsveteraner fra NATO-interventioner i Balkan, Afghanistan, Irak og Syrien, men ikke noget overskud til de mennesker, som er blevet traumatiseret og flygtet fra de selvsamme krige. Danske hjemløse møder forståelse og hjem hos den rødbrune alliance, fremmede hjemløse er ”utryghedsskabende elementer”, der skal i fængsel og deporteres. Klassesolidaritet og almindelig medmenneskelighed er skiftet ud med nationalchauvinisme.

Det radikale og internationale perspektiv er svækket i den parlamentariske venstrefløj. Det skræmmer vælgerne bort. Hvor man i 1970’erne så det parlamentariske arbejde som en talerstol for det udenomsparlamentariske arbejde, betragtes udenomsparlamentarismen nu som en ubehagelig belastning, der kan koste stemmer. Man tager afstand fra enhver form for ”gammel revolutionsromantik” og arbejder traditionelt parlamentarisk med at udvikle en politik, der skal optimere vælgertilslutningen. Strategien er, via et forsvar for den gamle socialdemokratiske velfærdsstat, at samle de vælgere op, som forlader socialdemokratiet i utilfredshed med dets neoliberale politikker, i konkurrence med de højrepopulistiske partier. Et mere radikalt opgør med kapitalismen er udskudt til en fjern fremtid.  

Dagsordenen begrænser sig dermed til en reformistisk omfordeling af ”samfundskagen”. Men i en globaliseret kapitalisme er værdiskabelsen og dermed fordelingen af ”kagen” ikke bundet til den enkelte nation. Nationens velstand er ikke nødvendigvis skabt inden for nationens grænser. Via globale produktionskæder for industrivarer strømmer værdier fra Syd mod Nord. Fordeling af ”kagen” er ikke blot en national kamp, det er en global kamp, og dette aspekt er blevet fortrængt.

Der er ikke noget galt med velfærd i sig selv. Jeg har nydt godt af velfærdsstaten hele mit liv.  Men vi skal være bevidste om, at den kapitalistiske velfærdsstats ikke et skridt på vejen mod socialisme og en isoleret kamp for at bevare den – eller få den tilbage på nationalt plan – er ikke nødvendigvis progressiv. Dens eksistens er betinget af en stadig strøm af værdi fra det globale Syd til Nord. Som det er i dag, er den kapitalistiske velfærdsstat reserveret et begrænset antal mennesker i vores del af verden.  

Det er ikke forkert, at forsvare princippet om offentlig og gratis sundhed, uddannelse, arbejdsløshedsunderstøttelse osv., kampen skal bare være global. Et isoleret nationalt forsvar for den kapitalistiske velfærdsstats, bliver let til et forsvar for en privilegeret position i den globale kapitalisme, og dermed en støtte til imperialismen. Det kan desuden blive en racistisk og nationalistiske politik, hvor det gælder om at holde flygtninge og indvandrere ude, så de ikke ”fortynder” velfærdsgoderne til egne statsborgerne.    

Når jeg problematiserer forsvaret af den kapitalistiske velfærdsstats, er det ikke fordi jeg benægter, at der er grupper af mennesker, der lever i fattigdom i Danmark. Men dels er der tale om en minoritet, men lige så vigtigt, må man spørge sig selv om hvem, der i sidste instans skal betale for løsningen af deres problemer, hvis den sker inden for rammerne af det nuværende kapitalistiske system. De strategier, der forfølges af store dele af venstrefløjen i Nord, i forhold til velfærdsproblemer, ser kun problemet i en national sammenhæng, i stedet for at løfte blikket og se det globale perspektiv. Kampen for velfærd må være global orienteret og antiimperialismen dermed en central og integreret del af kampen, og ikke blot et påklistret supplement.

Det er som om det er tabu og provokerende, at nævne at befolkningen, i lande med et relativt højt lønniveau som Danmark, drager fordel af imperialismen og det også har politiske konsekvenser. Vi kritiserer kapitalen og vi kritiserer de borgerlige partier, højre populisterne og Socialdemokratisk reformisme. Men disse partier har politiske magt fordi vælgerne, her i blandt andet arbejderklassen, stemmer på dem. Vælgerne har interesser og de politiske partier varetager disse interesser. Vælgerne er ikke ”uskyldige får”, der er misledt og manipuleret til en ”falsk bevidsthed”. Jeg afviser ikke at manipulation forekommer, men at forklare den danske arbejderklasses opbakning til reformisme – og det der er værre – gennem årtier, hvis ikke et århundrede, som et udslag af ”falsk bevidsthed” er det samme som at sætte spørgsmålstegn ved at den historiske materialisme.

Årsagen til jeg insisterer på at bryde dette tabu, er nødvendigheden af, at se realiteterne i øjnene, hvis vi skal udvikle en realistisk og effektiv anti-kapitalistisk strategi. En vurdering af klasseinteresser er af afgørende betydning for at vælge de rigtige alliancepartnere i kampen for en anden verdensorden. Det er i høj grad proletariatet og bønderne i det globale Syd.  Hvis vi ikke har et klart anti-imperialistiske perspektiv i vores kamp, hvis vi blot kæmper for vores andel af den national velstand, uden at bekymre os om hvor den stammer fra, ligger vejen åben for national-chauvinisme. Man kan ikke fremme socialismen hjemme og støtte imperialismen ude. Socialismen er udelelig. Man kan ikke være anti-kapitalist uden at være anti-imperialist.

Krig og fred

En diskussion jeg savnede i valgkampen var udenrigspolitikken, især Danmarks rolle som halehæng til USA i NATO. Trump-regeringen opruster. USA’s militærbudget er betydelig større end Rusland og Kinas tilsammen. Trump truer med militære konflikter med Rusland, Kina, Iran og Korea.   

Den voksende nationalistiske rivalisering i det imperialistiske system gør opbygningen af bevægelser mod interventioner og inter-imperialistiske krige uhyre vigtig. Trods NATO interventionerne i Afghanistan, Irak, Libyen og Syrien og den stigende militære opbygning i forhold til Rusland og Kina har fredsbevægelsen det seneste årti ikke været særlig stærk i vores del af verden. Måske fordi de menneskelige omkostninger i disse krige, i al væsentlig grad, har været båret af befolkningen i Mellemøsten.

Men i en potentielt krig mellem NATO og Kina eller Rusland vil det være helt anderledes karakter. Selv om USA er langt den stærkeste militære magt, vil den ikke nødvendigvis komme ud af en konflikt med Kina eller Rusland som vinder. En konfrontation på kernevåben vil få katastrofale økonomiske og økologiske følger for hele verden og dermed også imperialismens bagland. En fredsbevægelsen mod en sådan udvikling vil have afgørende betydning for menneskeheden og kan betyde en afgørende forandringer af verdenssystemet.

Bevægelsen mod Vietnam-krigen havde både en direkte effekt på USA´s krigsførelse, men var også i høj grad en udløsende faktor for hele 68-oprøret. Inter imperialistiske konflikter har tidligere med ført til revolutionære omvæltninger. Den russiske revolution og opstande i Tyskland efter Første verdenskrig og blandt andet den kinesiske revolution efter Anden Verdenskrig.     

De nærmeste årtier vil blive præget af militære konflikter, hvor NATO vil være en aktiv deltager. I de sidste ti år er oprustningen taget til. Nedrustningsaftaler bliver opsagt og koldkrigs retorikken er vendt tilbage.   Som det var tilfældet i 1970erne, er modstanden mod krigen, såvel den altødelæggende krig med kernevåben, som imperialistiske krige, en vigtig opgave. Vi må bidrage til at svække imperialismens bagland. Statsmagten og dele af befolkning vil stemple sådanne aktiviteter som forræderi, men bevægelser mod krig kan også samle brede lag af befolkning.

Er ”det mindst onde” det bedste?

Den parlamentariske venstrefløj vil sandsynligvis støtte en socialdemokratisk regering, med henvisning til, at det er “det mindst onde”. Men der er i realiteten kun små forskelle i forhold til en borgerlig regering. Det er en lille ”smertelindring”, der opnås, i forhold en klar opposition og et radikal perspektiv, der vil kunne kurere sygdommen. ”Det mindste onde perspektivet” har en tendens til at tage fokus, tid og ressourcer fra organisering og mobilisering for en mere radikale forandring. Jeg tror på en klar oppositionspolitik til systemet. En organisering og mobilisering, der rækker ud over parlamentet og længere end næste budgetforlig. Tænke mere i radikal forandring, fordi den økonomisk, politiske og økologiske krise ikke kan løses via reformer af et system, der truer klodens eksistens inden for dette århundrede.

Der er ikke flere tekster