KonfrontHvis vi vil løse de mangeartede former for skade som kontinuerligt manifesterer sig i vores verden, så kan vi gribe fat der, hvor vi står. I de fællesskaber, hierarkier og relationer som vi er indplaceret i. Vi har både et ansvar for at se, og for at handle på dét vi ser.
Af Merethe fra Genopret København
Skade sker i strukturer og hierarkier; hvor nogle er mere privilegerede end andre og har flere og andre handlemuligheder. Skade har direkte koblinger til stater og virksomheders beslutninger og til de sociale stukturer, vi lever under. Det er derfor en essentiel kamp at adressere og ændre betingelserne for skade gennem organisering mod både reformering og systemomvæltning. Det er det lange træk, hvor der hele tiden er små og store sejre såvel som tab.
Skade er også relationelt; nogle begår det; mod andre og/eller sig selv; nogle ignorerer det; nogle oplever det. Der er relationelle strukturer, og det er i dem, vi kan starte med at øve os på at praktisere forpligtende ansvarlighed (eng: accountability).
Jeg ville ønske, at jeg og vi havde relationer, hvor dét at prøve at træde til omend med fodfejl, ikke bliver dømt lige så hårdt, som de usynlige ikke-handlinger. Ikke-at-handle er lige så aktivt – lige så meget et valg og noget, man er ansvarlig for – selvom kritik ofte rammer dem, der gør sig sårbare ved at forsøge.
Både små og store handlinger, der sigter mod at håndtere skade, kan opleves som revolutionerende og omvæltende i vores måder at have relationer på. Både til hinanden, men også til de statsinstitutioner, der ellers ville oprette det som en sag og skabe distance til de mennesker, vi har berøring med.
Den liberalistiske måde at konstruere skyld på skubber os længere væk fra løsningerne
Igennem de sidste par år har transformativ retfærdig (eng: Transformative Justice) og community accountability manifesteret sig som stærke organiseringspraksisser og alternativer til at håndtere skade i retsvæsenet. Særligt i USA har aktivistiske organisationer praktiseret, skrevet ned, revurderet og bygget op, hvad der før ikke eksisterede.
I Skandinavien har vi ikke taget samtalerne og praksisserne helt ind. I vores kamp mod seksualiseret vold – som står centralt i transformativ retfærdigheds arbejde – er retsvæsenet stadig det centrale værktøj, vi bliver ved med at justere på. Men retsvæsenet er netop arnestedet for den liberalistiske tankegang om individualiseret skyld, der ikke inddrager strukturelle komponenter såsom socialisering, som er essentielt i at forstå, hvorfor grænseroverskridende adfærd og voldtægt foregår.
Retsvæsenet er og bliver ikke det rette værktøj, uagtet justeringerne.
Den liberalistiske måde at tænke individet, agency og straf på skaber afstand mellem os og virker isolererende. Tankegangen flytter vores fokus væk fra hvilke strukturer, der muliggør eller hindrer skade i at blive begået og placerer al skyld i den enkelte. Den flytter os væk fra os selv og vores egen indplacering i samme system og samfund.
Retsvæsenet formår ikke at hjælpe personerne, der har oplevet og udøvet skade, videre. Deres behov og ønsker inddrages slet ikke i de retslige procedurer. Dét, som systemet drejer sig om, er bevisbyrden; er handlingen sket eller ej, og er der grund til domsfældelse. Det er langt fra tilstrækkeligt og kan derimod skabe mere skade.
Det er ikke kun den enkelte, der skal indse, at der er et problem. Der er et fællesskab, der skal træde til og skal hjælpe med at synliggøre, at andre veje er mulige, og tilbyde støtte til at nå derhen. Fællesskabet skal hjælpe med at sige; ”vi ser”, ”vi vil ikke kigge væk længere” og ”vi er her, fordi vi vil dig, og et liv, der er bedre for os alle sammen”.
Det er et kollektivt ansvar, at reagere på det man ser
Ideologien om ”det private”, ”dét vi ikke snakker om” og ”dét der ikke er vores sted”, muliggør at skade bliver ved med at kunne ske. Dét at gøre skade på sig selv og andre gennem magtkomplekser, motion, alkohol, mad, stoffer skal ses. Den, der har problemet, prøver tit at holde det hemmeligt, for at forholdet kan fortsætte eller for ikke at blive dømt. Det er sygdommen, der taler. Vi kan besvare med at insistere på, at vi ikke ønsker at muliggøre, at skaden kan blive ved med at ske.
Jeg ville ønske, at jeg og vi havde relationer, hvor vi ikke gør hinanden bjørnetjenester ved at lade som om, vi ikke ser. Hvor dét at insistere på at se, ikke bliver anset som skamfuldt for den anden. Hvor vi ser med kærlighed på, at vi alle har vores at kæmpe med, og samtidig retter et stålfast blik mod, at adfærden skal ændres.
Hvordan står det til med dine relationer?
Hvis du ærligt mærker efter og lytter til dét, din krop fortæller dig, er der så nogle af dine tætte der har udfordringer, hvor du kigger væk? Er der noget, som din krop og dit hoved laver modstand mod at se?
Modstanden giver god mening. Når vi anderkender, hvad vi ser, byder det at handle, og det er svært. At være ansvarlig i sine relationer er et krævende arbejde, som aldrig bliver helt muligt at nå, men vi kan nå langt og længere, end hvor vi er nu.
Vi kan kollektivt øve os på ikke blot at lukke ned, når noget bliver grimt eller svært, men at turde blive i det, der er kompliceret. Hermed ikke sagt, at personer som oplever skade bør blive i den relation – men derimod at andre omkring skal mobilisere et netværk til at give den støttende struktur, hvor parterne omkring bliver bestyrket i at kunne arbejde med det.
Det er vigtigt at være ærlig overfor sig selv i, hvilke ressourcer man har. Hvis man ikke har ressourcerne til ”a”, kan det være man har til ”b”, og så kan man prøve at finde en anden til at gøre ”a”.
Vores modstand skal både være i protester, men også gennem relationelle praksisser
Jeg ønsker, at vi arbejder med at udfolde, hvordan liberalismens privathedsideologi konkret har indflydelse i vores relationer og tør udfordre, hvordan den fortsat skal have indflydelse. Vi skal både organisere vores modstand i protester, men også gennem relationelle praksisser.
Det er et kollektivt ansvar at opbygge egne og fællesskabers ressourcer til at tage svære samtaler med hinanden, insistere på dét vi ser og tage ansvar for konsekvenserne af ens handlinger.
Vi kan arbejde med at se og punktere skammen i dét at have noget at kæmpe med og ikke nødvendigvis lukke folk ude, når deres problemer bliver synlige. Vi kan arbejde med at anderkende vores kollektive forpligtende ansvarlighed i, at skade sker, og tage ansvaret på os.
Det er kærligt, omsorgsfuldt og ansvarligt ikke at kigge væk.