Af Harald Toksværd

Lad mig begynde med en dobbelt disclaimer.

For det første en (overskriften taget i betragtning) nogenlunde overflødig indholdsadvarsel: Denne artikel kommer til at diskutere voldtægt og seksuelt overgreb i en fiktionaliseret sammenhæng, samt oplevelser fra voldtægtsoverlevere. Artiklens indhold er udarbejdet i samtale med og gennemlæst af en voldtægtsoverlever.

For det andet bør det gøres klart, at artiklen her er fuldstændig anekdotisk baseret, og ingen statistik overhovedet har i ryggen. Jeg påstår ikke at beskrive et repræsentativt udsnit af danske teaterforestillinger, men blot et mærkeligt sammenfald, som måske, måske ikke, repræsenterer en bredere tendens.

Og nævnte tendens er denne: det lader til at være umådeligt svært at komme til at se et teaterstykke i København, der ikke viser enten historier om voldtægt, metaforisk voldtægt eller en direkte simuleret voldtægt på scenen. Faktisk i en sådan grad, at ud af samtlige forestillinger jeg så i 2019 (I ved, før verdens undergang) var der blot én eneste, der ikke indeholdt et voldtægtsnarrativ – nok primært af den grund, at begge karakterer i stykket var mænd. Og jeg har længe tænkt over, hvad det egentlig betyder. Om det er godt eller skidt.

For min umiddelbare reaktion har hver gang været ubehag. Som nogen, der (ligesom mange andre) har haft seksuelle overgreb tæt inde på livet, kan det være enormt grænseoverskridende at blive konfronteret med simulerede voldtægter i et medie så intimt som teaterscenens. I samme grad har jeg hver gang frygtet, hvordan scener som disse opleves af voldtægtsoverlevere i publikum – for hvis jeg synes, det er for meget, hvordan må de ikke have det?

Og her når vi til den første konflikt. For dét at benytte teaterscenen til at fortælle historier om voldtægt, om overgreb og overlevelse, kan selvfølgelig være et virkelig vigtigt stykke repræsentation. En enorm andel af mennesker oplever seksuelle overgreb i løbet af deres liv, og repræsentation af voldtægtskultur og overgreb i fiktive medier har alt for længe været skamløst elendig, med lige dele victimblaming, trivialisering og benhård bortforklaring af voldtægtsforbryderes handlinger som normen. Gode, nuancerede og kritiske fortællinger om voldtægtskultur og overlevere har altid været undtagelsen snarere end reglen.

Samtidig er teaterets intimitet både en fordel og en ulempe. For hvor voldtægtsscener måske kan være grænseoverskridende for overlevere og pårørende, kan grebets iboende voldsomhed måske også virke øjenåbnende for dem i publikum, der ikke forstår, hvorfor voldtægtskultur er så vigtigt et emne; dem, der laver NemID-jokes om samtykkeloven kan måske blive klogere, og det er ved gud en nødvendighed.

Men alle voldtægtsnarrativer er ikke lige. Ud af de mange stykker, jeg så, der indeholdt overgreb, havde de hver forskellige narrative grunde, nogle bedre end andre. I ét var det en pointe om generationers forskellighed i en samtale mellem tre kvinder i forskellige aldre, der samtidig blev en pointe om overgrebets traume og dets overlevelse generationer imellem. I et andet var det en metafor for, hvordan angst påvirker psyken igennem et symbolsk overgreb på hovedpersonen, begået af hendes personificerede depression. Og i et tredje stykke, en genopsætning af en klassiker, var det en fortolkning af originalteksten, der grotesk skulle vise os, hvor skidt en karl vores hovedperson var blevet.

Og det er her, jeg begynder at studse over instruktørernes valg. For en gang imellem får man mistanke om, at voldtægten ikke portrætteres med en egentlig pointe i sinde, men faktisk bare fordi den var det voldsomste, forfatteren kunne hitte på. Fordi man, som instruktør eller manuskriptforfatter, med en voldtægtsscene kan vinde lynhurtige og næsten gratis point for at ’gå til kanten’, ’forskrække’ og være ’samtidsrelevant’, uden at man behøver at have nogen fortælleteknisk grund til det. Sådan bliver voldtægten pludselig teaterets version af filmverdenens døde spædbarn; chok for chokkets skyld.

Og det er dér, man bliver en dårlig historiefortæller. At benytte voldtægten som narrativt greb, med al den både personlige og politiske vægt, det medfører, er både ufølsomt, smagløst og amatøragtigt, hvis det ikke gøres med en nøje gennemtænkt pointe i sinde. Det er ikke et greb, der bør bruges i flæng, bare fordi det virker. Vi må kunne forvente lidt mere fantasi fra instruktørens side – og for den sags skyld kræve forståelse for, at diskussioner om voldtægtskultur er alt for vigtige til at blive reduceret til chok-værdi.

I den henseende har jeg lyst til at foreslå, at teatre bringer en indholdsadvarsel, hvis deres stykker indeholder en voldtægtsscene. Men på den anden side er jeg også bange for, at man vil bruge det som endnu et marketingkneb, i stil med gyserfilm, der sælger billetter på, hvor mange der udvandrede i rædsel fra premieren. Og det er simpelthen for billigt sluppet.

Så lad os derfor slutte med en dobbelt opfordring.

Først til teateranmelderne: Skriv endelig, hvis et stykke indeholder overgreb, så man kan få lov at fravælge det om nødvendigt; men skriv også, hvis de misbruger det, trivialiserer det, eller bare benytter det uden refleksion. En voldtægtsscene gør ikke et stykke fedt, bare fordi det er voldsomt, grotesk eller grænseoverskridende.

Og dernæst til instruktører såvel som forfattere: hvis du ikke har noget at sige, så lad være med at sige noget. Og hvis du har brug for en voldtægtsscene for at sælge dit stykke, har det nok ikke været særligt godt i forvejen.

Der er ikke flere tekster