K-Town Hardcorefest 2019

Den årlige punkfestival K-Town Hardcore Fest løber af stablen i Ungdomshuset fra 14.-16. Juni og byder som sædvanlig på et solidt musikprogram for punk- og hardcore-connaisseurer, med 31 bands fra hele verden, DJ’s, kunst, veganske madboder, det årlige, cykelsmadder-derbyet Bike Wars og meget mere.


K-Town er en frivilligdrevet DIY festival der hvert år samler store dele af den internationale punkscene til tre dages virvar i Københavns nordvestkvarter. Festivalen har efterhånden en legendarisk status og til dette års udgave af K-Town vil der igen være rig mulighed for at stagedive, slamdance, og få banket tænderne ud til vilde liveshows når punks fra hele verden valfarter til Dortheavej 61, for at feste, hygge, sludre og feste løs i tre dage.

For os i arrangørgruppen er de første måneder af kalenderåret altid forbundet med det enorme puslespil det er, at sætte et festivalprogram sammen. Det er en (næsten) uoverskuelig opgave at skulle tage stilling til hundredvis af henvendelser fra bands. Alle vil spille til K-Town, både nye som gamle.

Vi har i år booket 31 hårdtslående bands der alle sparker røv. Nogle enkelte har spillet til festivalen før, men for det meste er der tale om deres første K-Town oplevelse. Vi er derfor stolte over at kunne præsentere årets program!

Historien om K-Town

I forbindelse med EU-topmødet i Göteborg (TV Stop link) i 2001 besluttede festivalens arrangører dengang at forvandle en koncert man allerede var i gang med at planlægge, til en større begivenhed, med både musik og fokus på EU-topmødet. Festivalen samlede blandt andet ind til fængslede aktivister efter de mange demonstrationer i Göteborg.  Festivalen blev døbt Copenhagen Festival 2001, men skiftede hurtigt navn til K-Town Festival, et navn der hang ved indtil rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69, i 2007.

Af bands der spillede til den første udgave af K-Town kan nævnes danske Amdi Petersens Armé, Uro, Slave, samt Burning Kitchen (Sverige), Dumbstruck (Storbritannien), Filth of Mankind (Polen) med flere. Det første år hvor punkere samlede og byggede cykler ud af skrotmetal og hamrede mod hinanden i en vanvittig fusion mellem en ridderturnering og Mad Max var i 2003. Bike Wars var født!

Efter rydningen af Ungdomshuset, fulgte nogle år hvor K-Town ændrede karakter. Da der intet hus var i 2007, var der heller intet sted at afholde festival. Som et statement, skiftede festivalen derfor de næste to år navn til Shit Town og blev afholdt i Den Grå Hal på Christiania. Selvom et nyt ungdomshus kom til i 2008, var der på daværende tidspunkt kun adgang til den lille koncertsal, Dödsmaskinen, og derfor planlagde man ingen festival.

I August 2010 afholdt man DIY Festival (Ungeren link) i det nye Ungdomshus. Festivalen bød på mere end 20 forskellige workshops, samt koncerter og Bike Wars.

2011 blev året hvor vi startede ’rigtigt’ op i det nye hus på Dortheavej, denne gang under navnet DIY Punk Fest. Programmet bød på bands som Instinct of Survival (Tyskland), Nitad (Sverige), Hårda Tider (Sverige), Belgrado (Spanien), samt danske bands som Cola Freaks, Night Fever, The War Goes On og Kolyma.

Siden 2012 har Ungdomshusets årlige punkfestival i juni heddet K-Town Hardcore Fest.

Mere end en en musikfestival

K-Town Hardcore Fest er mere end bare en musikfestival. K-Town er et frirum og et mødested for det internationale punkmiljø. Det er en udvidet punk-familiefest hvor punx fra ind- og udland hvert år valfarter til Københavns nordvestkvarter for at mødes med venner og bekendte fra det meste af verden, og for at få sig en god oplevelse.

Udover musikprogrammet har vi workshops, debatter og foredrag hvor punkens politiske ståsted bliver sat i en større international kontekst, hvor vi kigger på hvordan mod- og subkultur samt DIY kan knyttes til aktiv modstand og så videre. Vi har også filmvisninger der skildrer historier og analyser af flere internationale politiske handlinger – uanset om det drejer sig om Den Spanske Borgerkrig, demoer, fascismens opblomstring eller om punk og hvordan vi kan hjælpe hinanden til at blive bedre inkludere minoritetsgrupper der ofte bliver overset.

Om søndagen er der naturligvis Punx Picnic og Bike Wars, hvor cykelpunx dyster mod hinanden på vilde og kreative cykler. Vinderen modtager en præmie til næste års festival. Til Punx Picnic vil der også være livemusik og madsalg.

Arrangørgruppen arbejder som et åbent kollektiv,  for alle der er interesseret i at give en hånd med. Nogle af os er spritnye, mens andre har flere års erfaring med festivalen. Fælles for alle som er med til at arrangere og planlægge K-Town er, at vi ønsker at præsentere et bredt og solidt festivalprogram som vi kan stå inde for og som vores festivalgæster vil sætte pris på!

Vi er på mange måder tovholdere og sørger for at festivalen kører som den skal. Vi får naturligvis en enorm hjælp og støtte fra de andre grupper der er tilknyttet Ungdomshuset, samt de mange frivillige der hvert år melder sig for at tage del i den almene drift af festivalen.

Vi arrangerer festivalen i samarbejde med Ungdomshuset og følger devisen ”plads til alle, der giver plads til alle”. Derfor anvender vi Ungdomshusets faste grundregler

Ingen racisme

Ingen sexisme

Ingen heterosexisme/homofobi

Ingen vold

Ingen hårde stoffer

Det mener vi er er det bedste grundlag for at skabe en fed festival og det er meget vigtigt for os at festivalen er et trygt sted at være for alle. Derfor tager vi det også meget alvorligt, hvis nogle af disse regler bliver brudt!

Årets program

Efterhånden som K-Town er vokset, er programmet det også. Til DIY Punk Fest i 2011 blev der booket lidt under 20 bands, men i år har vi altså rundet de 31. Den internationale bredde er vigtig for os, ligesom det er vigtigt at have fokus på diversitet, politik og genrer. Tager man til dette års festival kan man se frem til at opleve bands som Abuso og Amenazas fra Colombia, Larma fra Sverige, engelske Subdued der vil appellere til fans af crust og anarchopunk, de okkulte punkere i Lucta, Irreal fra Barcelona (youtube link), Loose Nukes som spiller hurtig og aggressiv skatepunk/hc, samt gengangere som Axe Rash, Una Bèstia Incontrolable, danske Night Fever, Ond Tro, og Planet Y, samt det nyeste skud på den københavnske stamme, Cesspool. I år præsenterer vi et solidt program som er propfyldt med kvalitets hardcore- og punk bands!

Billetter og frivillige

Hvert år sælger vi 3-dags-billetter i forsalg og vil gerne med til festivalen skal man handle hurtigt, for en stor del af billetterne er allerede blevet solgt! Naturligvis sælger vi også et begrænset antal dags-billetter hver dag under selve festivalen.

Ønsker derimod man at hjælpe til under K-Town, kan man melde sig som frivillig til at løse et hav af praktiske opgaver såsom madsalg, køkkentjanser, barvagter og mere. Tager man to vagter får man adgang til hele festivalen alle tre dage.

3-dags-billetter kan købes her (billetto link):

Ønsker man at være frivillig kan man skrive sig op her (sign-up-link).

Hold jer opdateret om dette års festival på

www.ktownhardcorefest.org/

www.facebook.com/ktownhardcorefest/

www.instagram.com/ktownhardcorefest/

Playlisten for årets festival kan findes her

 

Der er ikke flere tekster