Status: Jeg er bange***

Alle de ting jeg kæmper for, og kæmper i mod. Alle de ting jeg er bange for, som får mig til at frygte for mit liv og for mine venners liv. Kom med og kæmp ved min side. Jeg har brug for jeres hjælp.


En gang om ugen fyldes mine drømme med nazister og politi, og bliver til mareridt. Jeg er bange. Jeg flygter rundt i Københavns gader med et ansigt opløst af tårer. Nazisterne har organiseret sig og går på gaden. De patruljere og jeg får tæsk for ikke at være en mand eller en kvinde. Jeg får tæsk fordi min ven har en anden hudfarve end bleg. Jeg vil give dem tæskene tilbage, men politiet står side om side med dem. Og de har geværer og rustninger. Jeg vil hen til mine kammerater, men så snart jeg bevæger mig skubber en betjent til mig – brøler mig i hovedet at hvis jeg ikke står stille, skyder han livet ud af mig. Jeg stivner og ser mine venner blive ført væk i vogne. Jeg bliver efterladt på Rådhuspladsen. Den sidste betjent går sin vej mens han nikker til flokken af nazister der står et par meter fra mig. De smiler til ham og ser ham forsvinde. Deres ansigter vendes mod mig i kulde og i had. De går mod mig, spytter på jorden, og jeg vågner i koldsved alene i min lejlighed.

Det sker så ofte at jeg vågner efter sådan et mareridt om natten. I det øjeblik er jeg selvfølgelig ræd og skal minde mig selv om at det bare var et mareridt. Men så kommer jeg i tanke om at det ikke bare er det. Og det er dér jeg først bliver rigtig bange og ked af det. For det første er det ikke usandsynlige scenarier der optræder i de her mareridt. For det andet bekræfter de hvor reel en angst jeg har for politiet og nazister. Det med nazisterne virker måske ikke så mærkeligt. Men det er et bevis på hvor forfærdeligt politiet er som institution og som enkeltpersoner – at min underbevidsthed er dyb ræd og viser det i mine mareridt. Der er noget grundlæggende galt med legitimeringen af magtmisbrug og vold. Til alle der siger at jeg skaber mig, at jeg overdriver og lyver når jeg fortæller hvor ubehagelige og skræmmende politiet er – hvis ikke i vil lytte til mit bevidste jeg, så lyt til mine mareridt. Dem har jeg intet at gøre med. De afspejler alt det der sker i min krop.

Jeg forstår godt det er svært at se de undertrykkende strukturer hvis man ikke selv bliver undertrykt, eller hvis man er så heldig at være i en position hvor man enten ikke mærker noget eller kan se igennem fingre med det. Men det kan jeg ikke. Og når jeg fortæller folk om mine oplevelser og forklare dem hvad der sker, så reagerer de tit med “ja men det er jo ikke alle der er sådan” eller “gjorde du noget for at provokere” eller “er du sikker på det var ment sådan?”. Jeg er fuldstændig sikker på at da jeg blev revet i jorden på Frederiksberg en nat, at det ikke bare var et misforstået kram. Jeg sikker på, at da jeg blev sparket i maven for at ikke kunne give en person en cigaret, at det var meningen. Jeg sikker på at da jeg forsøgte rive en mand væk fra min kammerat der lå på jorden, at det var meningen at hans hænder klemte om hendes hals. Jeg er sikker på at jeg græd, da jeg fandt rester af hendes blod under mine negle. Jeg er sikker på at når mere end 200 nazister skal holde konference på lørdag, så er det ikke for at gøre verden til et sted for alle. Og når de efter weekenden gør det igen, går tilbage på gaderne i tæskehold, påvirker hele samfundsmentaliteten til at flygtninge ikke er velkomne og grænserne skal cementeres i høje tykke mure, så vil jeg stadig føle mig lille og bange og uden opbakning til min blotte eksistens.

Alt det ubehag der findes i verden er svært at forholde sig til. For mange at det tit noget der enten sker langt væk, for lang tid siden eller i så store mængder, at det er ubegribeligt og uhåndterligt at forholde sig til. Men det gør ikke at det findes mindre. Det er ikke en dystopisk fortælling at 3. verdenskrig kan ske inden for de næste 5-10 år. At det er en reel mulighed. Og jeg bliver ked af tanken om at det nok først er der resten af verden forstår, hvad der lige nu er under opsejling. Undertrykkelsen sker over det hele, hele tiden. Og der er tæt på ingen der gør noget ved det. Det er den største følelse af svigt jeg nogensinde har oplevet. At de her ting sagtens kan forarge folk, men at de intet gør ved det. Man hjælper ikke nogen ved bare at synes noget. Der er brug for handling. Jeg er aldrig tryg på gaden. Jeg har konstant min hånd knuget om mit nøglebundt fordi jeg ved at det er et spørgsmål om tid før et overfald sker igen. Det er ikke nok at blive bekendt med forholdene på Sjælsmark og Ellebæk, brokke sig over det, og så ellers fortsætte sin hverdag. Det er ikke nok, at høre om nazikonferencen og synes at det er for dårligt. Jeg har brug for at I aktivt gør noget. Jeg har brug for I møder op på lørdag og viser nazisterne, Comwell, politiet og resten af samfundet, at det ikke er okay. Jeg har brug for at I bakker op og står sammen. Jeg har brug for at I har min ryg. At I ikke bare siger det, men gør det. Det andet har jeg oplevet alt for mange gange. Og det for mig til at føle mig mere alene end noget andet.

Men for første gang i lang tid så jeg andre end mine venner sige fra. Alle dem der deler artiklen, udtrykker deres holdninger med ord, og som vil dukke op på lørdag. Det gav mig gåsehud og gav mig håb. Comwell kan fjerne muligheden for at give anmeldelser på Facebook, og henvise til en “inkluderende” politik som er ingenting værd i det øjeblik, de vælger at huse 200 nazister, blive opmærksom på det og fortsætte med at gøre ingenting. Men på lørdag viser vi dem at man ikke bare kan slippe afsted med sådan noget. At det ikke er okay sætte profit højere end menneskeliv. Den her konference er bare én lille begivenhed i en lang række af skridninger mod en højreekstremistisk udvikling der vil ende i kollektiv nazisme. Jeg føler et håb for at modstanden mod nazismen og alle de andre undertrykkende strukturer, kan blive større og mere effektiv jo flere vi er. Men kampen stopper ikke her. Det handler ikke kun om den konference eller de 200 nazister. Det handler om strukturel vold. Og jeg vil opfordre alle til at træde ud a hverdagsboblen, søge viden og yde modstand. Måske jeg engang ikke behøver at være bange, når jeg skal ned og handle.

Mvh,

Ponti

Der er ikke flere tekster