Zozan Allush, medforperson for det humanitære råd i den Demokratiske Selvstyrende Administration for Nord- og Østsyrien, har fremlagt at der må udvikles løsninger for koner og børn til Da’esh-lejesoldater som en del af kampen mod Da’esh. Henvendt til internationale styrker advarer Allush om at hvis man ikke tager de nødvendige forbehold kan disse børn blive en del af fremtidige terrororganisationer.


Oversat af Rojava Alliancen

Ifølge Zozan Allush er der nu mange familier med tilknytning til Da’esh i de kurdiske områder og hun tilføjer at “På nuværende tidspunkt har vi ingen ressourcer til at sørge for sikkerhed, opfyldelse af daglige behov, uddannelse og at rehabilitere dem.”

Familierne til de Da’esh-soldater som har overgivet sig eller er blevet taget til fange i de sidste tre år holdes lige nu i særlige områder i Ayn Isa, Roj og Hol-lejrene i den Demokratiske Selvstyrende Administrations territorie.

Siden Baghouz-initiativet er det overordnede antal flygtninge i Hol-lejren nået op på 64.114. Af disse er mere end 6.000 familier og børn af Da’esh-folk. I Ayn Isa er der omkring 3.000 og i Roj-lejren er der omkring 2.000 kvinder og børn fra Da’esh-familier.

Zozan Allush har talt dybdegående med ANF om dette ømtålelige og vigtige emne.

Siden hvornår er familierne til Da’esh-lejesoldater begyndt at komme til den Demokratiske Selvstyrende Administrations områder? Eller opfanges de og bringes til lejrene?

Da’esh-familier begyndte at komme til vores territorier ifbm. Manbij-initiativet. Dengang var det enkelte familier her og dér, men under Raqqa-initiativet nåede mange flere familier frem til vores lejre.

Nu er Da’esh-kvinderne hovedsagligt bosat i Roj-lejren, men nogle er også i lejrene Hol og Ayn Isa. I Manbij er der ikke mange og vi har flyttet dem til Ayn Isa. I det sidste stykke tid, i løbet af Baghouz-initiativet er familierne til Da’esh blevet bragt til Hol-lejren.

Hvilket arbejde laver I med ægtefæller og børn til Da’esh-lejesoldater? Hvordan skelner I kvinder som er aktivt involveret i Da’esh-forbrydelser og dem som ikke er?

Tilgangen til kvinder i vores Demokratisk Selvstyrende Administration skiller sig ud. Og der er forskel på de Da’esh familier som kommer til vores lejre. Nogle er kommet til de Da’esh-styrede dele af Syrien for deres ægtemænd, nogle for sine børns skyld og nogle fordi de støttede Da’esh. Nogle har begået drab og deltaget i massakrer. Vi prøver selvfølgelig at adskille og indrette vores arbejde efter de forskellige kategorier.

Men når de først opsnappes går vi til dem som mennesker, kommunikerer med dem og får dem bosat i lejrene. Og selvfølgelig undersøger vi deres baggrund. Nogle fortæller os, hvis de har forbrudt sig på vejne af Da’esh, hvad de har gjort, og ofte kender vi navnene på dem som har udøvet forbrydelser før de ankommer. Men vores rolle er at sende familierne til de eksisterende lejre efter de er ankommet.

Hvor hensigtsmæssigt er det at holde disse mennesker i almindelige flygtningelejre?

Vi har ikke mange alternativer. Der er særlige områder i lejrene. Under Raqqa-operationen blev de indledningsvis bosat sammen med andre flygtninge, men vi så at det skabte mange problemer. Derfor valgte vi at ægtefæller og børn til Da’esh skulle adskilles fra resten og vi indrettede sektioner til dem i Ayn Isa, Hol og Roj-lejrene.

Hvilket slags liv er der i disse lejre nu?

Faktisk er der mange problemer i de lejre hvor konerne til Da’esh-soldater holder til. Nogle af dem tror ikke bare på Da’esh’ idealer men arbejder også for dem.

Lad mig komme med et eksempel: I Ayn Isa har vi sat gang i et uddannelsesforløb til disse kvinder. Nogle er begyndt at tage sløret af eller på anden vis åbne en smule op. De lader deres børn gå i skole og  lader trygt dem som arbejder i lejren komme ind i deres telte. Så kom der en kvinde kaldet Daye Ahmet Misiri som overtalte mange til at tage sløret på igen og trække sine børn ud af skolen.

Nogle begynder altså at påvirke dem som gerne vil bryde ud af de her idéer og starte et nyt liv. I nogle lejre bruger disse kvinder også vold mod andre kvinder. F.eks. en kvinde ved navn Nura, som vi nu har sendt til sin familie, blev overfaldet af disse kvinder.

Hvordan handler I på dét? Er der f.eks. behov for at udskille en kvinde der ligger den slags pres på andre og fængsle hende?

Der gives sanktioner i den slags situationer og folk stilles til ansvar for forskellige forbrydelser.

Når den slags hænder, frygter kvinderne nogle gange at rapportere det. Men så hører vi oftest hvad der er sket fra nogle andre. Dog er sådanne hændelser ikke særligt hyppige og det kan ikke siges at alle kvinderne lægger pres på hinanden. Mange af kvinderne vil gerne ændre sig og lægge tanker og handlinger forbundet med Da’esh bag sig, for at starte et normalt og socialt liv.

De kvinder i lejrene som stadig føler en stærk tilknytning til Da’esh bruger vold mod andre kvinder i samme afdeling, ofte om natten. Vi har ikke midlerne til at give strøm til hele lejren, noget som vi oplever mange problemer med. Lejrene jeg har nævnt er ikke små og udgøres af flere tusinde telte.

Vi har egentlig brug for elektricitet for at kunne yde sikkerhed igennem natten men det kræver mange ressourcer som vi faktisk ikke har adgang til på nuværende tidspunkt.

Men disse hændelser er oftest enkeltstående. Når vi opfatter at disse situationer sker eller bliver fortalt om dem fjerner vi de ansvarlige og flytter dem i fængsel.

Hvis vi fjernede alle disse kvinder fra starten og satte dem i fængsel ville vi jo ikke tilbyde nogen ordentlig løsning, vi er ikke et kvindefængsel. Vi giver dem muligheden ved at placere dem i en normal lejr så de kan leve et normalt liv, men dem som insisterer på Da’esh’ idéer og fremgangsmåde må i sidste ende fængsles.

Det er dog sandt at vi har seriøse udfordringer med at skabe løsninger for dem i lejrene som trues af Da’esh-familiernes tilstedeværelse, for dem som er indblandet i kriminalitet og for dem som aktivt fremmer Da’esh’ idealer. Ofte ender vi med at sende de problematiske kvinder ud af lejren og over i særlige afdelinger af de fængsler hvor der ellers holdes mænd, men de fængsler er ikke indrettet til kvinder.

Ikke desto mindre er der mange kvinder i Da’esh som opritigt fortryder sin medvirken, aldrig rigtigt var involverede eller ønsker en ny fremtid for sine børn. Faktisk vil de fleste børn gerne vende tilbage til sit land hvor de kan leve og vokse op på normal vis.

Men ja, nogle af dem er rigtigt farlige og 2-3 er nok til at undergrave en hel lejr fordi de har lært at det er deres ret at bruge tvang og vold til at undertrykke andre. Som sagt, når vi bliver opmærksomme på den slags flyttes de til fængsler, men efter noget tid må vi flytte dem tilbage i lejrene. Derfor har vi brug for et ordentligt kvindefængsel og til det har vi brug for hjælp fra andre lande.

Hvordan håndterer i syriske kvinder som har været en del af Da’esh eller har boet i Da’esh-områder?

Når syrere kommer til lejren begynder vi at efterforske dem. Hvis de ikke har begået drab eller andre alvorlige forbrydelser og bare har boet i de områder kan deres familie hente dem i lejren, men efterforskningen kan tage flere måneder.

Hvis vi slår fast at hun ikke har begået forbrydelser kontakter vi familien hvis det er hvad hun selv ønsker. Nura fra Aleppo fortrød hvad hun havde gjort og hendes forældre ville gerne have hende tilbage. Vi sendte hende hjem fordi hun gerne ville dét. Kvinder som stadig var Da’esh-tilhængere havde sat hende under pres fordi hun havde fortrudt og taget sit slør af. Så Nura fra Aleppo bad om at blive sendt til sine forældre og det blev hun.

Der er familier som finder ud af at deres døtre er ved os. De kommer for at hente deres børn. Hvis kvinderne gerne vil tilbage til sine familier så sender vi dem tilbage, men hvis ikke, så holder vi dem i lejren.

Hvordan håndterer I de børn og kvinder som har haft tilknytning til Da’esh men ikke er syriske borgere? Hvordan formidler i kontakt til deres ophavsland?

Først og fremmest er der en international indsats. Salibil Ahmer (Røde Kors) arbejder med dem, får detaljer såsom navn, familienavne og addresser, kontakter deres familier.

I den Demokratisk Selvstyrende Administration involverer vi de relevante kommitéer, navnligt Rådet for Udenrigsforhold som skaber officiel kontakt til staterne de kommer fra. Så hvis der f.eks. er franske statsborgere hos os kontakter vi Frankrig for at fremsende navne og detaljer.

Indtil videre er der meget få kvinder og børn som er blevet udleveret til andre stater.

USA har modtaget en familie af én kvinde og to børn. Sudan har taget imod 5-6 kvinder og deres børn indtil videre. De kommer til vores kontor for udenrigsforhold i Qamishlo for at hente dem. Rusland har også modtaget nogle familier og især Indonesien har hentet mange kvinder og børn. I Belgien har de sagt at man vil modtage kvindelige borgere, men ikke deres børn. Vi har meldt tilbage at vi ikke vil adskille familier og at hvis de ikke tager imod dem alle vil vi finde en anden løsning. Frankrig vil ikke have nogen af dem og sagde at “I kan stille dem for retten og fængsle dem i jeres områder”. Storbritannien har frataget én sit statsborgerskab og han sidder stadig i Roj-lejren.

I løbet af vores forhandlinger har vi opdaget at ingen stat tager problemet seriøst og de giver alle udtryk for at ‘I må gøre hvad I mener er passende i jeres egen stat’.

Men sådan fungerer det ikke. Realiteten er at de er jeres borgere og I er nødt til at tage imod dem og retsforfølge dem i jeres eget land. Hvordan kan vi dømme disse mennesker? De udenlandske regeringer har ikke anerkendt vores administration endnu. Indtil videre diskuterer vi at gå til en international domstol i stedet.

Kvinder og børn fra Da’esh har boet i lejre i jeres områder i to år nu. Antallet af mennesker er steget drastisk henimod slutningen af Operation Jazira Storm. Har I været i stand til at igangsætte og vedligeholde projekter der skal hjælpe disse kvinder med at ændre sig og starte på en frisk?

Efterhånden som Da’esh’ geografiske dominans svinder bliver det tydeligt at der er brug for rehabilitering af disse kvinder og specialskoler til børnene. Vi har en strategi, som vi udvikler i samarbejde med de internationale koalitionsstyrker.

Det er en del af arbejdet med at bekæmpe Da’esh. Selv om Da’esh lakker mod enden og der snart ikke er flere militære kampe og slag på fronten kan vi ikke sige at ‘Da’esh er færdigt’. Da’esh-mentaliteten lever videre og kvinder og børn i lejrene er en del af dét.

Så længe de er her må de internationale styrker gå til familierne med en plan og et ønske om forandring, men de projekter kræver økonomi og ekspertise. Derudover, så er det ikke kun disse kvinder der har brug for rehabilitering, men også alle de flygtninge hér som har boet i områder besat af Da’esh. Selv om de ikke har været en del af Da’esh har de være underlagt deres herredømme fire-fem år og selvfølgelig har det påvirket dem.

Det kan ikke være hvemsomhelst der hjælper dem, det kræver professionelle. Både hold af eksperter og  lokationer til at gennemføre den rehabilitering kræver mange ressourcer.

Der er nogle skoler i vores lejre. F.eks. er der seks skoler i Ayn Isa, fem til flygtningebørn og én til børn af Da’esh-lejesoldater. Roj-lejren har også en skole til børn af Da’esh-familier. I Hol er der ikke skoler endnu, men uanset hvad er disse skoler ikke særligt egnede til rehabilitering. Det er almindelige skoler.

Men til de her børn skal vi bruge skoler med særligt uddannede lærere som kan gå til dem med den rette indstilling. Det er ikke alle som kan arbejde med børn af Da’esh og give den rette undervisning. Det er en alvorligt problem for os, lige nu har vi adgang til meget få eksperter og dem vi har kan kun arbejde få timer ad gangen.

Så nu må vi, koalitionen, FN osv. sætte gang i et omfattende arbejde med menneskerne i de lejre, eftersom Da’esh har mistet sine sidste territorier ifbm. Baghouz-initiativet. Vi har projekter og et program, men vi kan ikke udføre det alene – vi har alvorligt brug for hjælp.

Hvordan har koalitionen svaret på jeres forespørgsler?

Vi har både mødtes med koalitionen og udenlandske styrker individuelt. De fortæller os at “I har ret, vi må igangsætte et projekt, vi taler om det senere”, men indtil videre har de hverken hjulpet eller forpligtet sig.

Jeg vil gerne påpege at der er masser af borgere fra andre lande i de her lejre. Disse lande må tage ansvar for sine egne statsborgere. Om de tager og dømmer dem, sender dem i fængsel eller rehabilitere dem er deres sag nu. Det er ikke vores arbejde.

Vi har ikke længere kræfterne til at få dem videre, som den Demokratiske Selvstyrende Administration. Som det ser ud nu er vi ansvarlige for deres sikkerhed, daglige behov og uddannelse men vi kan ikke rehabilitere dem.

I øjeblikket forbliver mange Da’esh-familier i vores lejre. De er en stor fare både nu og i fremtiden. Vi taler ikke bare om kvinderne i Da’esh, men deres mange børn. Disse børn er en ny generation og uden de nødvendige forbehold kan en fremtidig terrororganisation stiftes med eller af dem.

Af den årsag bør alle stater gøre sin pligt. Ingen kan sige, ‘De er langt væk, de er i Rojava og kan ikke røre os’. Hele verden er forbundet. I dag er de hér, i morgen kan de være hvor som helst.

Alle europæiske stater taler i dag om menneskerettigheder fra morgen til aften. At finde en løsning på Da’esh-mentaliteten, som står imod alle menneskers rettigheder, begynder med at alle tager ansvar for de her kvinder og børn.

I dag er en afprøvning. De er Da’esh-medlemmer, de er børn og koner af Da’esh men de er her, de er virkelige. Om vi vil det eller ej er det derfor nødvendigt at udvikle en løsning på den her situation. For de findes og der er mennesker.

Der er ikke flere tekster