I slut april udkom Rasmus Hage Dallands bog om den identitære højrefløjsbevægelse på forlaget Atlas. Konfronts kulturredaktion har læst bogen og interviewet forfatteren om hans arbejde og møde med aktivisterne der søger at forsvare hvad de kalder ‘en etno-kulturel europæisk identitet’, mod indvandring, islam, kulturmarxisme og LGBT aktivisme. Artiklen indeholder citater fra bogen og interview med forfatteren.

Forfatter: Rasmus Hage Dalland.

Forlag: Atlas

Sideantal: 253

Udgivet: April 2019

Udgave: 1

Pris. ca. 250 kr.

Det første der slår en når man åbner bogen, er sproget og den måde hvorpå Rasmus Hage Dalland formår at inkorporere interviews, sine egne synspunkter og oplysende fakta i en harmonisk strøm der er let at læse.

Bogen følger journallisten Rasmus  Hage Dalland på hans rejse gennem Europa hvor han interviewer aktivister fra Generation identitær om deres arbejde og hvordan de blev aktive i bevægelsen. Gradvis introduceres vi til ideologien bag det gule lamda logo og de kontroversielle pressestunts, samtidig med at vi gøres bekendte med aktivisternes bevæggrunde og politiske fortid. Overraskende er hvordan flere af de interviewede har baggrund på venstrefløjen, ligesom flere har deres baggrund i centrum-højre partier og enkelte på den ekstreme højrefløj.Image result for generation identitaire

Fra interview med Rasmus Hage Dalland” Det startede med ideen om at få et billede af hvem de er, jeg lavede noget almindelig internet research om fransk populisme og hvordan det blev dækket. Medierne dækkede generelt de populistiske aktører meget mere end andre og så faldt jeg over ‘krigserklæringen’ som er de identitæres manifest på youtube og blev gjort bekendt med den her bevægelse. De forvirrede lidt mit indtryk idet de var pæne unge mennesker og sagde nogen rimelig heftige ting samtidig. Både om at vende tilbage til arven, jorden og blodet, det klassiske ekstremistiske…. Der var noget der forvirrede mig lidt og jeg besluttede mig for at finde ud af mere, de på en måde et udryk for den højredrejning vi ser i hele Europa.”

Gennem atten kapitler stifter vi bekendtskab med aktivister fra fra Frankrig, Belgien, Tjekkiet, Ungarn, Italien, Danmark og Tyskland. Fælles for dem alle er deres medlemskab som en del af en snæver kreds der igen tilhører et pan-europæisk fælleskab.

Ramus Hage Dalland. Foto. Frederik Korfix

Fra Interview med Rasmus Hage Dalland ”De arbejder efter efter det her metapolitik begreb der stammer fra den marxistiske filosof Antonio Gramsci. Det indebærer at påvirke kulturen for at påvirke politikken… hele tiden at skubbe rammerne for hvad der er gangbart at sige indenfor rammerne og så vil folk ændre holdning og gå ned og stemme. De vigtigste sektorer i den forbindelse er kultur og uddannelses sektorerne. Der er der hvor holdningerne bliver båret. Det er generelt folk der allerede er i de her miljøer de går efter. De ser sig selv som en avantgarde og de afviser generelt mange flere end de tager ind og de går efter folk som kan noget og har nogle brikker at rykke med. De vil hellere være små. Ti mennesker kan sprede mange holdninger med deres metoder og de når ud til mange som deler deres tanker. Generelt kan man se i samfundet at der er mange som er begyndt at antage hvis ikke identitære holdninger så versioner af deres ideer. Det er virkeligt et kendetegn at de er et udtryk for noget større.”

Rasmus Hage Dalland beretter værket igennem om identitæres brug af spektakulære aktioner til at skabe opmærksomhed om dem selv og deres mærkesager. Særligt nævnes den såkaldte ‘Krigserklæring’ der blev offentligt kendt ved en moskebesættelse i Frankrig, såvel som aktionen ‘ Defend Europe’ hvor identitære aktivister hyrede et skib til at hindre NGO’er i at hjælpe bådflygtninge i middelhavet. Forfatteren forholder sig gennem bogen kritisk til sine observationer og der opstår en familiær fortrolighed til læseren der dog opfordres til at drage sine egne konklusioner.

Fra bogen. ” Jeg tænker på den nostalgi der bemægtigede sig Zweig da han skrev Verden af i går fra sit eksil i Brasilien, mens Europa >> nu for anden gang selvmorderisk sønderslides i broderkrig,<< og jeg tænker på den nostalgi, der måske har bemægtiget sig de identitære. Måske føler de den samme rodløshed på uens tidspunkter i verdenshistorien og af uens årsager. Jeg er stadig ikke helt sikker på hvilket arvemateriale den identitære overbevisning har fat i. Zweigs arv var befæstet med friheden, frisindet, kunsten og nysgerrigheden på det fremmede. Han tog sit liv i 1942”

Således lyder det fra Rasmus Hage Dalland efter et interview med den østrigske identitær aktivist Patrick Lenart. Netop usikkerheden om hvad der driver generation identitær, bliver kendetegnende som bogens rejse skrider frem. Der foregår fra person til person og de forskellige landegrupper imellem, en skiftevis afstandtagen til åben racisme og samtidig nødvendigheden af politisk vold i tilfælde af en snarlig borgerkrig mellem muslimske indvandrere og vestlige kristne. Den kultur som de identitære søger at forsvare er diffus og centrerer sig i bedste fald om vage ideer som kristendom, kvinderettigheder, og kulturel såvel som etnisk arv.

Friktionen mellem den svagt definerede europæiske kultur og islam bringer tankerne hen på den amerikanske akademiker Samuel Huntingon og hans bog ‘Clash of civilizations’ der så kultur og religion som de primære årsager til en fremtidig konflikt mellem øst og vest. Netop denne friktion er hvad de identitære ønsker at fremprovokere og konstant søger at fremhæve i deres politiske arbejde. Koncepter som ‘frivillig reimigration’ fremføres som en humanitær politik der dog må siges at dække over den mulige tvangsdeportering af alle der ikke passer ind i de identitæres verdensbillede.

Fra bogen” Jeg mener, der er 200.000 mennesker som allerede burde deporteres. Papirarbejdet og det hele er ordnet, men regeringen tager ikke affære…Hvordan kan immigration fungere hvis ikke man har mulighed for at deportere mennesker der opfører sig som lort?…Man er nødt til at deportere de her mennesker for at få samfundet til at køre rundt.”

Det skal dog understreges at Generation identitær officielt går ind for frivillig ‘reimigration’ som de mener skal foregå under humane forhold. Man kunne dog fristes til at spørge hvordan dette hænger sammen med det høje fokus som flere identitærer afdelinger, særligt den franske, har på uddannelse indenfor kampsport, hvilket dog oftest afføjes som selvforsvar.

Det unikke indblik som Rasmus Hage Dalland har fået i den identitæres bevægelse skyldes først og fremmest hans evne til at skabe gode relationer til sine kilder, men også et princip hos de identitære om at al presse er god presse. Forfatteren inviteres med til træningslejre, møder og oplæg uden de store forbehold som man ellers ville forvente at møde hos en højre-radikal gruppe mennesker. Måske det vigtigste som Ramus Dalland gør med sin bog er at komme tæt på de mennesker der udgør Generation identitær. Den uforbeholdenhed og åbne velkomst som han møder fra de identitære er således mere farligt end hvis forfatteren var blevet mødt med fjendtlighed og en afvisende attitude.

Fra bogen. Interview med den italienske aktivist Alessandros.

“>>Men hvis en leder af den identitære bevægelse pludselig sagde: okay nu har vi spillet lidt med, og nu skal vi i gang med at gasse de jøder for alvor. Så er jeg ude,<< siger han og griner. >>Bare så du ved de. Det var ikke dét jeg gik ind i bevægelsen for. Jeg gik ind i bevægelsen for at gøre ting bedre, ikke værre.<<”

 

Vurdering og bogens nytte

Identitær – En rejse ind i Europas Nye Højre, er på ingen måde et kampskrift. Ramus Hage Dalland lader det fra starten være op til den enkelte at tænke og handle på de informationer og viden der gives videre.

Bogen er dog en udmærket introduktion til den identitære bevægelse, dens ideer og strukturer. Samtidig vil selv den garvede aktivist finde nytte i værket, der foruden sit detaljerede indhold også er skrevet med et smukt sprog hvor metaforer og tankestrømme giver et nærmest familiært forhold til forfatteren. Netop denne menneskelighed er central idet den understreger og belyser de forskellige bevæggrunde som fører begavede unge mennesker mod hvad All Jazeera i en nylig dokumentar kalder ‘ Generation had’. Det er vores pligt at forstå baggrunden for dette had og hvordan det er opstået så det kan bekæmpes på alle niveauer.

Den eneste betydningsfulde kritik der kan gives af bogen er fra et normativt synspunkt og er rettet mod den måde hvorpå Rasmus Hage Dalland til tider bliver familiær med interview personerne. Dette er dog under forståelse af at en ren professionel tilgang ville have forhindret den form for intimitet og tillid der er forudsætning for bogens indblik i menneskene bag det spartanske symbol.

Bogen kan købes i Politikens boghal, Bogcafeen Halmtorvet og fra magasinet Atlas’ hjemmeside.

For en grundigere introduktion til den identitære bevægelse henviser vi til Redox’ analyse ‘Derfor kalder vi Generation Identitær for nyfascister’

Der er ikke flere tekster