Blog: Hvorfor går du ikke med hijab?***

Maysam er 20 år, hun danser dabke, laver teater, går uden hijab og bor i Vestbreddens største flygtningelejr, Balata. Det er svært at forestille sig hvordan det er at vokse op i en lejr, i et land hvor det ikke er sikkert at gå ude efter klokken otte.


Af Adrian Willert

Ung Aktion

Ung Aktion er en græsrodsorganisation, der kæmper for social retfærdighed i verden, og oplyser og motiverer unge til at tage stilling og handling ift. globale problemstillinger. Ung Aktions mission er at styrke unge lokalt og globalt, ved at lave ung-til-ung kampagner, aktivisme og fundraising til konkrete projekter for unge i det globale syd.

Det er begrænset hvilke muligheder, der er i sådan en situation. Balata er bygget til 5.000 flygtninge efter uddrivelsen i 1948. I dag bor der 30.000 internt fordrevne 1. til 4. generations flygtninge. Familier skal bekymre sig om arbejdsløshed, mangel på vand og mad samt terroriserende aktioner fra israelsk militær. Her er det mere end svært at udvikle sig socioøkonomisk.

Når man forestiller en flygtningelejr, ser man lange rækker af telte, manglende infrastruktur og et ikke-eksisterende privatliv. Det ser anderledes ud i Balata. Der er mure og vinduer i 3- etagers boliger med skæve udbygninger og tilføjelser. Man bevæger sig gennem smalle gader og en indviklet infrastruktur, som de lokale kender ind og ud. Maysam Abu Hendi er født og opvokset i Balata, men er for nylig flyttet ud. På en tur i lejren fortæller Maysam, at hun oplever en stor forskel mellem folket fra Balatas adfærd og traditioner i forhold til folket udefra lejren. Men hvorfor er der denne forskel? Og hvordan har Maysam formået, at få dette perspektiv på situationen?

Denne artikel er en undersøgelse udarbejdet på baggrund af UngAktions besøg til Palæstina i november 2018. Artiklen undersøger forskellen på forholdene mellem de palæstinensiske flygtninge i Balata og det omkringliggende samfund.

Maysam studerer Public Relations & Communication på universitetet med sit stipendium. Hun arbejder på at få endnu et stipendium til at læse en master i udlandet. ”Det var engang ikke normalt for piger fra lejren at tage en universitetsuddannelse, men det er blevet mere normalt. Pigerne fra lejren vælger uddannelser der koster mindre og flere piger kommer i uddannelse. Dog er forventningerne til piger i lejren, stadigvæk ikke ligeså progressive som udenfor lejren” fortæller Maysam.

Kunsten at falde i søvn uden larm

Maysam er vokset op i Vestbreddens største flygtningelejr. Man skal falde i søvn til råben, larm og skud. Jeg oplevede selv støjen hver nat jeg sov i Balata. Når man er vant til larmen og så pludselig skal sove en nat i stilhed, lukker man ikke et øje.

På grund af fattigdom og arbejdsløshed tager det familier flere årtier at spare sammen til at kunne flytte ud af Balata. Maysam og hendes familie fik for et halvt år siden mulighed for at flytte ud af lejren. Det tog hende lang tid at tilpasse sig det nye sted, for der er ingen larm, der er helt stille. Næsten ligesom da hun besøgte Danmark i forbindelse med UngAktions udveksling sidste forår 2018.

“My first impression of Copenhagen, is that it is completely silent”

Maysam er flyttet ud af Balata, og bor nu i en lejlighed i Nablus. Hun indser hvordan at livet i lejren bliver undertrykt og regelmæssigt afbrudt af israelske overgreb, mere end udenfor lejren. Nu er der nogenlunde stille og roligt. Samtidig savner Maysam gæstfriheden og fællesskabet der er i Balata, hun savner besøg. “Nu tænker alle på sig selv, og deres egne ting”, fortæller Maysam.

Fællesskab under pres

Maysam savner Balata. Hun savner atmosfæren, og man skulle næsten tro hun var flyttet langt væk eller til et helt andet land. Faktisk er hun kun flyttet et par kilometer væk. Når 30.000 mennesker er klemt sammen på en kvart kvadratkilometer, kan man ikke undgå at blive tætte. Man kan høre nabofamiliens samtale og dufte underboens mad. “Når en i lejren har brug for hjælp, kommer alle løbende og vil hjælpe, og under ramadan og andre højtider er der fest i gaderne hele dagen”, siger Maysam imens hun smiler. Alle kender og respekterer hinanden. Besættelsesmagtens undertrykkelse og konstante brud på menneskerettigheder, er folkets fælles fjende og er også med til at styrke fællesskabet i Balata som Maysam nævner.

Men man skal ikke tro det er let at bo i Balata. Når vandet pludselig ikke kommer, eller når elektriciteten er gået. Følelsen af at være omringet i en lille lejr, med bosættelser strategisk placeret omkring lejren og Nablus. Når den nærmeste bosættelse hver onsdag aften, tager til kirken Jacob’s Well, et historisk sted for flere religioner og kun et stenkast fra Balata, har de militær beskyttelse med. Folket fra lejren oplever at militæret har til opgave at chikanere og provokere beboerne i Balata. Resultatet af disse vilkår og forhold er en følelse af angst og frygt hos familier, især hos børn og unge i Balata.

En undertrykt, besat og ‘splittet’ Vestbred

Efter 70 års israelsk besættelse, er der stadig forskel mellem de palæstinensiske flygtninge bosat i lejrene og palæstinensere bosat uden for lejren. Begge grupper lever under en undertrykkende besættelsesmagt og bliver begge chikaneret af israelsk militær, men folket i Balata er værst ramt af chikane og militær kontrol. Hverdagen i Balata er hård, flere lever under fattigdomsgrænsen og de er generelt udsatte, hvilket gør beboerne til et nemt mål for israelsk militær træning. Uden for Balata er der bedre social mobilitet og mere frihed. Maysam oplever at der generelt ikke er forståelse for at beboerne i Balata skal støttes af UNRWA (FN’s flygtningeprogram), på trods af at de lever under ringere forhold. Der er generelt en udtalt diskriminerende opfattelse af dem fra lejren. Det er for det første et problem at de i Balata lever i fattigdom og arbejdsløshed, og så på samme tid bliver dømt for deres position i samfundet, og deres personlighed.  

Der er generelt mange fordomme om folket fra Balata. De bliver stigmatiseret på forskellig vis, Maysam har for eksempel hørt; ”De får gratis vand og elektricitet” ”De larmer og er uforskammede” Og når Maysam fortæller hun er fra Balata, siger hendes medstuderende ”Du ligner ikke en pige fra lejren” og spørger hvorfor hun ikke bærer hijab. De forventer, at en pige fra lejren er mere traditionel.                                                                                                                                                                           

Udvikling på standby i Balata

Jeg kan godt se hvorfor de traditionelle værdier forbliver i lejren, også selv når resten af landet udvikler sig mere progressivt. I lejren forventes der for eksempel at piger bærer hijab. Rollerne i familierne er fastlagte, konen laver mad og det prioriteres at drengene skal tage en uddannelse og i job. Arbejdsløshed gør det sværere for familierne at udvikle sig hen imod, et liv uden daglig kamp for overlevelse. “Man skal ikke dømme beboerne fra lejren, for de er ikke selv skyld i deres situation.” fortæller Maysam. Men det er ikke tydeligt for befolkningen udenfor lejrene, der kigger skævt på folket fra Balata. De er blændet af den israelske besættelses forbrydelser og overgreb i deres egne lokalområder. Deres opmærksomhed og forståelse når derfor ikke ud til lejren.

Åbensindet familie i et traditionelt samfund

Maysam er vokset op i en åbensindet familie, hvor man har brudt med det traditionelle syn på kvinder og opdragelse af piger. I hendes familie er pigerne blevet motiveret til at træffe valg selv – det er hun meget taknemlig for. For eksempel bærer Maysam ikke hijab, hun danser dabke og laver teater, som traditionelle familier ikke mener er passende for kvinder. Men Maysam fortæller at det er blevet mere acceptabelt. Det er ikke alle i lejren der har samme mulighed for at realisere sig selv og sine drømme. Da jeg spørger Maysam hvad der har påvirket hendes families liv i Balata mest, fortæller hun hvordan livet i lejren konstant er udsat for chikane fra den israelske besættelsesmagt. Hun fortæller om da hendes far blev fængslet efter at have forsøgt at beskytte sin familie og lejren fra overgreb. Og at han senere blev han dræbt. En tragisk, men ikke en usædvanlig historie i besatte Palæstina. Jeg kunne mærke, at det var svært for Maysam at tale om oplevelserne.

Uddannet til arbejdsløshed

Fremtiden for unge som Maysam er hård. Forestil dig at arbejdsløsheden er så ekstremt høj, at det ikke er sikkert du nogensinde kommer i arbejde. Du er færdig med din uddannelse og kan ikke bare vælge og vrage, men må tage hvad der er. Det har jeg oplevet unge palæstinensere fortælle mig. Hvad vil du arbejde med efter din uddannelse? ”Bare et eller andet, bare jeg kan få et arbejde” Svarede Abod som studerer kemi på universitetet. Det betyder at kiosk- og slikmanden på hjørnet sikkert har en længere uddannelse, men ikke har fået mulighed for at bruge den. Det er sørgeligt at tænke på at unge palæstinensere kan færdiggøre en videregående uddannelse og stadig være usikre at kunne få fast arbejde, bruge deres uddannelse og leve af noget de elsker.

Ungt håb på Vestbredden

Et utal af udfordringer og et splittet undertrykt palæstinensisk folk gør det svært at forestille sig nogen form for positiv udvikling på Vestbredden. Dog oplever jeg hver gang jeg snakker med en ung palæstinenser og spørger ind til deres vision for fremtiden, at de har et håb. Maysam kæmper for at gøre op med fordommene, og hun er et eksempel på et ungt menneske der har valgt selv, og fulgt sine drømme. “Denne generation af unge palæstinensere er stærk og mere oplyst end førhen”, fortæller Maysam, og hun konkluderer, at der er blevet mindre diskrimination og stigmatisering af de palæstinensiske flygtninge i Balata. Der afslutter vi interviewet, og jeg er meget glad for at det var Maysam, jeg snakkede med. Jeg beundrer hendes mod og selvindsigt. Hun har virkelig inspireret mig til at arbejde med Palæstina, og kæmpe for palæstinensernes ret til frihed.

Der er ikke flere tekster