KulturIndholdsadvarsel: Denne anmeldelse diskuterer voldtægt, seksuelt overgreb og deres følger.
Artiklen er udarbejdet i samarbejde med og med godkendelse af en voldtægtsoverlever.
Anmeldelse af Harry Eucrow
Scenografien er, som stykkets form, simpel. En lille grøn sofa, der giver indtryk af hjemlighed og hverdag. En stueplante for personlighed. Et keyboard med en mikrofon. Og et loftshøjt slør af guldglimmer omkring hele den lille scene, der på samme tid kommunikerer følelsen af en fest og måske et barneværelse – som ikke tilfældigt er de to primære steder, fortællingen foregår.
Det er svært at beskrive Louise Bindseils dramatiske debut for nært uden at afsløre for meget, så jeg vil lade være. Det er fortællingen om en voldtægt og, mest af alt, hvad der kommer efter. Som monolog er det ikke en ny form, og det er ikke et nyt emne. Det behøver det heller ikke at være. Det er en historie, der helst skal fortælles igen og igen, der er båret af individuelle vidnesbyrd. Og styrken i Bindseils fortælling, der desuden også er instruktør Lina Løgstrup Bryggers debut, er at den forbliver hendes egen. Selv med de følelser, oplevelser og traumer som er nært universelle, er hver overgrebsfortælling unik. Fordi de, som Bindseil understreger i teksten, ikke går ud over statistikker, eller et ansigtsløst kvindekøn, men mennesker. De går ud over Louise, der er Tyr i stjernetegn og har virkelig mange planter i sin stue. Overgreb begåes heller ikke af metamorfe mandemasser, men af individer; af naboer, kammerater, kærester, fremmede. Louises historie er hendes egen, og hvor andre ofre og overlevere uden tvivl kan finde genklang og tryghed i den, tvinger hun ingen til at gøre hendes fortælling til deres.
Sprogets fattigdom er gennemgående i monologen. Både eksplicit, som når Bindseil fortæller om at være ude af stand til at tage ordet ’voldtægt’ i munden, at det ikke kan hænge sammen med hendes eget liv og egen oplevelse, det er for voldsomt og for grimt. Men også i den måde, hun taler til sin voldtægtsmand, der eksisterer som et spøgelse i rummet. Hun insisterer på, at han skal forstå, at han har ’gjort noget forkert’, at han skal have ’dårlig samvittighed’, som om han var sprunget over i køen i Netto eller havde snydt i skat. Sproget kan ikke favne den grusomhed, han har begået, og bliver derfor banalt, nærmest barnligt. Han skal sige undskyld, han skal dele hendes oplevelse – måske fordi det kun er i oplevelsen, at overgrebet kan forstås, sproget er for fattigt. Han skal føle, hvad han har gjort, så de kan være to om den ødelæggelse, hun nu lever med.
I formen danser stykket på kanten af teater, stand-up og foredrag, med tydelig indflydelse fra hver. Bindseil har fortalt hendes historie på den måde, der gav mening – når detaljerne fra overgrebet bliver for hårde, springer vi til en festscene. Når talen bliver for fattig, synger hun. Historien fortæller sig selv på de måder, den kan, uden at grave for dybt i noget sår, for det kan den ikke. Alt sammen tilføjer det bid for bid til den person og den fortælling, der er Louise og Louises. Også selvom den aldrig bliver færdig.