Politisk BDSM-show på næsten alle fronter

Ok, jeg havde ikke regnet med at skulle skrive en anmeldelse af Hatari. Jeg havde regnet med at møde op til en sjov technokoncert med BDSM-tema og lidt let politisk indhold af den slags man ellers ser til punkkoncerter som er udefineret imod systemet men glade for at tjene styrtende på folk som rent faktisk mener noget. Jeg tog fucking fejl.


Da jeg møder op, ser jeg som noget af det første to palæstinensiske flag, som entusiastisk bliver viftet med af publikum. Det er vel at forvente efter deres stunt, med at holde selv samme flag ved pointgivningen i årets renvaskning af Israel ved Eurovision. Der bliver danset rundt i lak/læder-outfits med androgyn og seksuelt eksplicit koreografi. Det hele virker som en ret fed BDSM-fest med fokus på at undergrave kønsroller.

Fra ende til anden dyrkede Hatari en art stenmandsattitude og var på ingen tidspunkter out-of-character. Det passer meget godt med den generelle BDSM-æstetik, men det var desværre også til at se, at dele af publikum ikke helt fangede den. Det var i hvert fald meget langt fra “Hvasså Roskilde!?”. På samme måde spillede bandet næsten studieagtigt, og det var svært fra tid til anden at kende forskel på deres musiske performance live og på plade. På godt og ondt.

Men efter to eller tre numre kommer der en pause i musikken og en tale på dansk. Og det er her jeg må begynde at tage hatten af.

“Vi er alle Hatari. Vi er alle de undertrykte. Vi er alle kapitalismen. Vi er alle korruptionen. Dans korruptionsdansen!”

Herefter fortsætter showet mens publikum i de bagerste rækker vipper lidt med, og de forreste rækker hopper og giver sig ud i mere akrobatiske moves. Matthías og Klemens Hannigan danser rundt i noget som minder om en master/slave-dynamik. Netop denne dynamik passer så utroligt godt til det antikapitalistiske indhold, da vi jo alle bliver bollet af kapitalismen.

Kort efter begynder jinglen til DR-nyheder, og en kvindelig speakerstemme begynder på et to minutters langt nyhedsindslag á la radioavisen, om at jordens klima ikke står til at redde. Den menneskelige art vil ikke være at finde på planeten ved næste århundredeskifte, kan man forstå fra en samlet rapport fra FN, EU, Det Europæiske Rumagentur, NASA og omkring 20 andre organisationer. Derefter bekendtgør radioværten en række beklagelser fra alle mellem Greenpeace, Dansk Naturfredningsforening og en lang pærevælling af andre grupper, som undskylder at de ikke vandt kampen for os andre (et hint af ironi?). Herunder ligger en grad af humor, i at disse organisationer ikke er nogen, som aktivt går efter at vælte det kapitalistiske system – en joke som ikke behøver at forklares fra scenen af.

Men det som fra den politiske vinkel tager kagen, er da de begynder at spille deres nyeste single, KLEFI/SAMED, som de har lavet i samarbejde med den palæstinensiske musiker og LGBTQ-aktivist, Bashar Murad. Til min store overraskelse har de ikke kun Murad med på scenen, men efter nummerets afslutning (det er en banger, lyt til den) forlader Hatari scenen, og Murad spiller to-tre af sine egne numre, som bedst beskrives som arabisk gay-pop. Det viser også en vis dedikation til international solidaritet og fælles kamp, at Hatari giver den slags sceneplads (måske en sjettedel af deres samlede spilletid) til en kunstner som er mere aktivistisk, og som ikke er blevet booket til festivalen. Murad havde også egen videokunst med, som var en blanding af store separationsmure og abstrakte regnbuegrafikker.

Efter Murads optræden kom bandet tilbage og spillede sin grand-prix single, Hatrið mun sigra, til stor begejstring for publikum. En alt i alt virkelig god afslutning på en koncert som bød på middelmådig musisk udfoldelse, vejet op af en række politiske indslag som holdt denne anmelder og andre fangede i fascination.

Tak.

Der er ikke flere tekster