Tønderfestival: Frygt og Lede i Tønder, del 1 – Concertino***

Konfront har sendt københavner-røven Harry Eucrow på Tønder Festival. Han rapporterer her fra sit første besøg på festivalen, og sin første udforskning af det sønderste Sønderjylland. Find første del af serien her.


Af Harry Eucrow

Dag 1

Jeg er blaffet 800 kilometer i dag, fra udkanten af Amsterdam til stedet, hvor E45 krydser motor/trafikvejen mod Tønder. I går tog vi fra Paris, og efter to dage på motorvejen uden stop er min krop holdt op med at reagere på andet stimuli end cigaretter og rasteplads-hotdogs. Jeg står ved krydset syd for Aabenraa, i åbent kapløb med solen, der ligeså stille daler ned bag majsmarkerne, og dermed med mørkets frembrud fratager mig alle chancer for at fange et lift til Tønder. Først samles jeg op af en enorm mand i en varevogn, der hurtigt justerer sit sønderjyske til mere almennyttigt dansk, da han ser forvirringen brede sig i mit ansigt ved den første sætning. Han er klædt i blå overalls og undertrøje, og han synger i et folkekor og hans hånd er så stor, da han giver mig den, at min egen fuldstændig forsvinder under hans fingre. Han kører mig halvvejs til byen, et par kilometer længere end han selv skal, og efterlader mig i en landsby, der ved skilt identificerer sig som Bolderslev. Bilerne passerer her en gang hvert femte minut, de fleste adskillige gange hurtigere end fartgrænsen, og jeg selv tæller minutterne til tusmørket er så fremskredent, at jeg må gå de sidste 24 kilometer til byen. Nok er de gæstfrie i syden, men ingen samler en blaffer op om natten. Endelig, med ikke mange minutter til deadline, stopper et nepalesisk par i en toptunet Honda, og de fortæller på halvt engelsk, halvt dansk, om dem selv og om, hvordan de savner bjergene i deres hjemland, på den sidste del af vejen. Da jeg står af i Tønder by tjekker jeg min telefon og bliver pludselig i tvivl om, hvorvidt jeg har fået en blodprop. Datoen læser d. 20. august. Jeg er kommet en dag for tidligt. I adskillige minutter, står jeg under lyset fra en gadelygte på Kvicklys parkeringsplads, og prøver at få det til at give mening, men intet hænger sammen. Jeg må befinde mig i en feberdrøm af en art. Konklusionen bliver, at jeg må blive en hel dag i Tønder før festivalen begynder.

Min vært i byen, Lone, reagerede på mit noget desperate opslag i gruppen Tønder Facebook, med et tilbud om at leje et soveværelse for 700 kr. pr. nat, og efter jeg pænt havde forklaret, at det lå en del udenfor mit økonomiske råderum, foreslog hun sit kælderrum og et liggeunderlag, hvilket jeg gik med til. Da jeg ankommer til lejligheden, en 110 kvadratmeters to-værelses i byens centrum med 3,5 meter til loftet, fortæller hun at værelset ikke er udlejet, og jeg derfor ligeså godt kan sove dér. Hun har lavet kartoffelsalat, og hendes kæreste, Lars, smider straks et par frankfurtere på grillen, hvorefter jeg præsenteres for en kærkommen kold Slots Classic. Soveværelset, som jeg ligger mig til at sove i, domineres af en enorm king size med sort sengetøj, og jeg ser frem til den første gode nats søvn jeg har fået længe. En solid start. 

Dag 2

”Er du bøsse?” Spørger Lone mig nøgternt over morgenmaden (brød med ost, blødkogt æg, kaffe). Det er som om hendes dialekt træder lidt stærkere i kraft ved ordet. Jeg svarer, at det er jeg ikke, men jeg kan godt forstå hvorfor hun spørger. Efter morgenmaden og et tiltrængt brusebad pakker jeg min taske ud og forlader lejligheden for at gå en tur.

Tre observationer om Tønder, set i dagslys: 

For det første er byen faktisk overraskende køn. Den har, som alle danske provinsbyer, sin lille gågade og sine gamle murstenshuse, men her er mere charmerende end de fleste steder. Mange smukke, gamle bygninger bruges stadig til lejligheder, og der lader til at være et mindstemål af nybyggeri (for ikke at nævne den totale mangel på personlighedsløse betonblokke). Jeg føler ikke, at den idylliske provinsby, hvis brosten jeg betræder, lever op til sit plettede ry.

For det andet, et sjældent syn i dagens Danmark: de fleste forretninger ser ud til at være lokalejede. Der er få franchises og relativt få butikslokaler til salg. Det lader til, at den merkantile lokaløkonomi er noget så sjældent som sund.

For det tredje er Tønder den eneste danske by, jeg nogensinde har befundet mig i (eller hørt om), hvis antal af smørrebrøds-restauranter rivaliserer pizza-bikse. Én eller anden lidet værdsat kulinarisk kulturarv må være bevaret her.

Det er dog alligevel svært at forestille sig, at denne lille flække skulle lægge kommune til én af Europas største Folk-festivaler, og flyve internationale navne ind fra hele verden. Ét centralt tegn er der dog på den forestående fest: hver anden forretning, fra tøjbutikker til frisører, har placeret guitarer og mandoliner i vinduerne – mannequindukkerne har fået cowboyhatte på, og der er tilbud på alt. Jeg har til gengæld stadig ikke lokaliseret festivalpladsen. 

Efter adskillige kopper kaffe finder jeg den lokale Røde Kors, hvor jeg går på jagt efter et par sko – mine egne knock-off Converse er efter lang tids motorvej mindre sko end skrald. Istedet finder jeg en bog (The Picture of Dorian Gray – jeg tænker, at jeg ligeså godt kan leve op til mit udseende, hvis jeg skal sidde og læse på det lokale værtshus) og en skinnende lilla damejakke, som den venlige frivillige i kassen sælger mig med lidt tvivlsom tøven.

 På vej ned ad gågaden ser jeg, til min overraskelse, et ansigt jeg kender. Concertino, en tysk landevejsridder, hospitalsklovn og gademusikant står og sludrer med en engelsk gademusikant. Jeg kender Concertino fra Helsingør, hvor han ofte kom for at sidde på (den meget Tønder-Gågade-lignende) Stengade og spille. Jeg plejede, som ung gademusikant og småalkoholisk børnepunker, at købe ham en kop kaffe, spille et par sange med ham og høre på hans historier. Efter en kort re-introduktion og lidt sludder beslutter jeg mig for, at et interview må være på sin plads, og med en kop kaffe (sort, intet sukker, som han siger er han sød nok i forvejen), går han med til det.

Det er ikke let at beskrive Concertino som karakter; ikke fordi, der ikke er meget at beskrive, men fordi han er så meget karakter, og mine evner som forfatter kun rækker så vidt. Forestil dig, til at starte med, dette: en lille, nisse-lignende mand på omkring de halvfjerds, med smilerynker som sejlrender, gule tænder og et hvidt skæg, der når ham til brystet. I skægget er indflettet mangefarvet uld og blinkende tingeltangel, der hænger og dingler i luften. Hans tøj er et regnbuefarvet kaleidoskop af hundredevis af lapper, alle sammen i forskellige mønstre og farver, der er sammensat til et overdådigt, hjemmesyet klovne-kostume. Med sig har han sin sækkevogn, der er mindst ligeså vanvittigt udsmykket, og som bærer hans guitar, hans titulære concertina, og balloner til at lave ballondyr til passerende børn. Kort sagt er han svær ikke at genkende.

Concertino har været landevejsridder (eller omrejsende klovn, som han selv foretrækker at kalde sig) i 16 år. Bag sig har han adskillige videregående uddannelser fra Tyskland, og en ti-årig karriere som grafisk designer. Men efter en periode med dårlig forretning fik han stress. 

”Jeg fik en hostesygdom og tre sammenbrud, og min læge sagde, at der ikke var nogen virus. Det var psykosomatisk. ‘Hvis du vil overleve, må du ændre dit liv.”’

Så Concertino opløste sit firma, pakkede sine ting og tog afsted. Siden da har han levet på gader og stræder, føjtende omkring overalt i Europa, og overlevet ved folks venlighed og deres skillinger. 

”Jeg vil bare bringe glæde og kærlighed til folks liv. Der er også en vis frihed – jeg gør ting, når jeg føler for det, og hvis jeg ikke føler for det gør jeg det ikke. Når du har en almindelig profession skal du gøre ting hver dag, om du kan lide dem eller ej. Hvis du ikke kan lide, det det du laver, bringer du ikke god energi til de ting, du gør. Det eneste skal jeg har i mit liv er jeg skal dø. Og det er jeg glad for.”

Og hans glæde er virkelig smittende. Som kynisk københavner-røv, ligeså vel som da jeg var kynisk teenage-punker, kan jeg ikke lade være med at lade mig drage af den bekymringsløse lykke, der omgiver den lille mand med harmonikaen. Han lader til at have regnet noget ud, som jeg endnu ikke er kommet i nærheden af. Og så er der hans latter. 

 Det var dén latter jeg først genkendte, da jeg kom ned af gågaden, og Concertino afslutter næsten alle sine sætninger med den. Den er rungende, klukkende og let, og fylder hele gaden, når den dukker op. Den lader til at komme fra centrum af manden, som en naturkraft. Det er det mest vidunderlige grin, jeg har hørt i mit liv. Da jeg spørger ham til det, griner han selvfølgelig.

”Min mor havde en smuk latter. Min far havde en smuk latter. En dag opdagede jeg pludselig, at jeg også havde en smuk latter. Så, for tretten år siden, blev jeg inviteret til en latter-workshop, og da jeg kom blev jeg bragt op på scenen af læreren, og han sagde til deltagerne: ‘her har I den grinende yogi fra Indien’. Og jeg grinede selvfølgelig.”

Da spørger jeg ham til Tønder Festival. Første gang han kom var for 16 år siden, få måneder efter han forlod sit hjem for at leve på landevejen. Da var det anderledes, fortæller han.

”Det fineste ved at komme var at møde en masse buskers (gadeperformere, red.), der levede af at buske. Det var meget særligt for mig. Du ved, mange mennesker optræder i weekenden, i fritiden, eller på ferier, men det er enormt få, der virkelig lever af det. Det var meget nyt for mig. Jeg mødte den aften Ramblin’ Conrad og Dave (den engelske gademusikant), og vi besluttede os for at drikke en øl. Da vi ankom til Hagge’s (én af byens barer) opdagede vi, at ingen af os havde nogen penge. Så vi stillede os op udenfor baren og begyndte at spille, og folk købte øl til os resten af aftenen.”

Dengang var Tønder mere for gademusikanter, og byens gågade var fyldt til randen med dem. Men i dag, fortæller han, er der ikke ligeså meget plads til busking, og dem der kommer har forstærkere med, hvis lyd fylder så meget af gaden, at der ikke er plads til andre. Festivalen har også ændret sig på anden vis:

”Den store ændring kom, da de byggede hegn omkring festivalen. Så nu er der to forskellige arrangementer: der er byen og dens barer, der laver deres egne koncerter, og så er der festivalen udenfor. Man kan sige, at der i virkeligheden kører to festivaler på samme tid – Tønder Festival og byen Tønders festival. Dengang tilhørte festivalen i høj grad byen, men i dag er de to blevet adskilt, og det gør det anderledes.”

Concertino regner dog stadig med at komme til fremtidige Tønder Festivaler. I år er hans tiende.

*Interviewet er blevet redigeret med henblik på kortfattethed. Concertino’s citater er oversat fra engelsk. 

**Alle navne, der ikke er kunstnernavne, er blevet ændret.

 

Der er ikke flere tekster