Tønder festival: Frygt og Lede i Tønder 4 – Trio Svin ***

Konfront har sendt københavner-røven Harry Eucrow på Tønder Festival. Han rapporterer her fra sit første besøg på festivalen, og sin første udforskning af det sønderste Sønderjylland. Find de andre dele af serien del af serien her, her, her og her.


Af Harry Eucrow

Dagen går på hæld, og jeg går tilbage til backstage for at drikke øl med Paul Cauthen, Charley Crockett og bands. Vi sidder og sender en flaske Jameson rundt og improviserer en drikkevise (I’m waiting on a refill/bottle’s dry nothing left to spill/getting older but I’m young still/just a’waiting on a refill), som Paul skriver ned og lover at indspille en dag. Vi skriver alle vores navne bag på papirlappen. 

I VIP-lounge’n bliver jeg fortalt af én eller anden fuld sponsor, at en kvinde er blevet overfaldet på pladsen i nat – hun er kommet til nogle frivillige, forslået, og har bedt om at få tilkaldt politiet. Folk lader til at være chokerede, men mest over, hvad det vil gøre ved festivalens ry. ”Lad os nu håbe, at det bare har været hendes kæreste, der har givet hende et par på hovedet,” siger fulderikken, og jeg spørger, hvad fanden det skal betyde. Ét eller andet uhyggeligt bondsk glimter i hans øjne, facaden af moderne festival falder fra hinanden et øjeblik og provinsen dukker op fra mulden. ”Jo, altså, du ved, hvis det bare er det, såøh.. så er det jo bare sådan. Sådan en rigtig voldtægt, det er jo, øh, anderledes, du ved…” Det er aldrig sket før, lader han mig forstå. En uskyld er gået tabt. Jeg forlader VIP ved et blik fra min panser-bartender-kammerat, der synes at sige, at dette er det forkerte sted at rode mig ud i noget.

(Da jeg dagen efter møder DR’s udsendinge og nævner episoden, udtrykker de nogenlunde det samme – ”Gud, sådan noget er aldrig sket på festivalen før.” Jeg tillader mig at tvivle.)

Da får jeg et opkald fra en jysk drengestemme, der fortæller mig, at han og resten af Trio Svin sidder bag Klubscenen og gerne vil snakke med mig. Jeg finder dem dér, tre mand høj, alle udklædt overskæg og dialekter. De har ikke rigtig set nogen koncerter, er det første de fortæller mig, de har bare siddet og hamret øl. Nedenstående er gengivelsen af deres påståede tilblivelseshistorie.

De tre mødtes i den finske urskov, nøgne, udelukkende polstret med hver deres dolk.

”Du kender til Hunger Games, ikke? Det var lidt sådan, bortset fra, at der også var KGB-agenter og en sauna involveret. Imellem os slog vi 77 mennesker ihjel, og vi var så de sidste overlevende. Det virkede meget naturligt at starte et band derefter.”

Konstellationen i dag inkluderer violin, tolvstrenget guitar og percussion. Men drengenes originale instrumentvalg var henholdsvis cembalo, frisisk basfløjte og jødeharpe.

”Vi tog jo til shaman kort efter vi startede bandet. Han var en norsk rigmand, der var strandet med sin lystbåd i Skagen. Efter at have siddet fast dér et stykke tid satte han sig ind til bredden og optog al visdom i hele Skagen. Det er jo en hel del. Det fik vi så del i, og der forstod vi, at vi nok måtte ændre grundelementerne i bandet, hvis vi gerne ville nogle steder.”

Normalt spiller Trio Svin (udtales som ét ord, med tryk på ‘Trio’ og et sønderjysk w-lydende v) en kombination af traditionel Polka og Punk-Rock. Men til Tønder Festival har de ændret kurs.

”Showet kommer til at bestå 100% af interpretive dance. Vi har i samarbejde med Bose udviklet en ny lydafdæmpnings-teknologi, der kan gøre hele sceneteltet fuldstændig stille, imens vi danser. Det er lidt ligesom en silent disco, bortset fra at alle har det træls.”

Men det er ikke bare for sjov det hele. Drengene har et budskab med deres musik.

”Vi vil bare gerne sige fuck alt, dræb alle, dræb dig selv. Det er vores besked til verden.”

Og det er jo alt sammen meget fint. Men hvis man forestiller sig legenderne bag Trio Svin som gode, sunde sønderjyder, kan denne journalist erfare, at det desværre ikke er sandt. De tre er alle som én fra Aarhus-området eller Fredericia. Det lader sig høre, at violinist Thyge har løftet adskillige halmballer, men percussionist Magnus indrømmer skamfuldt, at han faktisk aldrig har set en ko. Efter vores snak drikker vi ud, og jeg foræres deres plade på vinyl. Derefter følger de mig udenfor baren, hvor de spraymaler deres logo på mit bryst med en stencil. 

Vi går over til musikerbaren, hvor de tre straks hiver instrumenter frem. De mener jam-miljøet på festivalen er blevet lige lovlig kolonialiseret af amerikanerne, og vil gerne vise frem fra hjemstavnen. Indenfor fem minutter er der samlet ni andre musikere omkring dem – seks violiner, to guitarer, en tværfløjte, et harmonika og en pianist. Og her får man virkelig at se, hvilken kaliber musiker Tønder arbejder med, og til en vis grad består af. De elleve, der aldrig har spillet sammen før, alle fra forskellige lande, falder lynhurtigt ind i en rasende polka, og alle spiller perfekt. De behøver knapt nok øjenkontakt, alle vælger en stemme og en harmoni, og en næsten overmenneskelig samstemmighed opstår. Efter hvert nummer er der en ny person, der samler op og begynder en melodi, og de lader alle til at kende dem. Det efterlader mig med en vis ensom benovelse. Jeg forstår nu, at nok spiller jeg musik, men de er musikere. Den kærlighed, dedikation og næsten maniske besættelse af folkemusikkens hjørner og kroge, er det cement Tønder, og Folk-scenen, er bygget af, og det som jeg låner til at stå på.

Imens polkafesten fortsætter i baren finder jeg et par københavnere og en jyde, og begynder på den Røde Aalborg for at drukne aftenens sidste timer. Vi finder også sammen med Tyler Childer’s (medier såvel som gængeres ultimative favorit-act) pianist, der bruger timevis på at befamle mit ben og ihærdigt forsøge at overtale mig til at lade ham sutte min pik (”You simply need to let me suck your dick, Harry. I will not go home tonight before I’ve had your dick in my mouth”). Jeg takker pænt nej, og henter flere shots.

Trio Svin spiller på Klubscenen dagen efter. Jeg fanger de tre plus manager backstage, hvor de er ved at skifte – Magnus i hvid turtleneck-tanktop, Thyge i Adidas og guldkæder, og Søren i nålestribet Humphrey Bogart-smoking. I grænsehandel har de købt 3 liter svensk pap-rom (300% Jysk står der paradoksalt nok på kassen, lige under det svenske flag), som deres manager, iklædt ternet halvfjerdser-jakkesæt og regnbue-shotglass, skal dele ud til publikum. 

På scenen introduceres de tre af konferencier Matthæus, der halvvejs igennem sin introduktion tager skjorten af for at afsløre et spraymalet Trio Svin-logo matchende mit. Derefter ryger bukserne (et halvt kilo hakket grisekød vælter ned på scenen fra hans skridt, gemt bag et ekstra par underbukser), og han står halvnøgen på scenen og kalder publikum til højtidelighed:

”This is very serious. Music is not always only happy. There are also bad things in the world, like racism, segregation, depression and anxiety and all that. This is important to remember, and I think the following band, if you listen very closely, really speaks to these issues.”

Og så kommer de. Følgende bliver en halv times vanvids-ekstravaganza, med de tre konservatorie-typer, der giver publikum fingeren og spiller lynende polka.

”This is a game of pretending,” siger Thyge imellem to numre med tyk aarhusiansk accent. ”We are up here on stage, pretending we can play our songs, and you are down there in the audience, pretending to enjoy yourselves.”

Teknikken fejler adskillige gange, og trio’en er tydeligvis mere interesserede i at have en fest end at spille perfekt, men alt dette højner kun stemningen. Da svinene går af er det til en storm af buh-råb og kastede shotglas, og de kvitterer med at give fingeren til publikum og sige: ”Thank you, fuck you all!” Det er kunst.

Der er ikke flere tekster