KulturKonfront har sendt københavner-røven Harry Eucrow på Tønder Festival. Han rapporterer her fra sit første besøg på festivalen, og sin første udforskning af det sønderste Sønderjylland. Find de andre dele af serien del af serien her, her, her og her.
Af Harry Eucrow
Sådan scorer du et VIP-pas til Tønder
Første skridt er, kompliceret nok, at være medlem af pressen til at starte med og derfor gå ud fra, at du selvfølgelig er VIP. Derfor slentrer du med fuld selvtillid forbi vagterne, der ikke stiller spørgsmålstegn så længe du har næsen i sky. Sæt dig da i VIP-baren for at skrive, og bliv afbrudt af bartenderen, der kommer ned til dig med en fadøl og en skål nødder. I to begynder at snakke lidt om politik og revolution. Efter et stykke tid (og et par fadøl) viser det sig, at din kammerat er panser til daglig, og diskussionen bliver lidt mere intens. Han mener, at du er lidt ung og naiv, og du mener, at han bør opgive sin friværdi og give sit liv for verdensrevolutionen. Dog er det vigtigt, at samtalen forbliver respektfuld – han er faktisk en meget sød fyr, og du har brug for ham til næste del af planen. Efter et par øl antastes du af en vagt, som forklarer, at du altså intet VIP-pas har og derfor, ipso facto, ikke er VIP. Din nye panser-bartender-kammerat affejer ham dog, og du drikker din øl ud i ro og mag. Derefter har du en aftale på pladsen, så du forlader VIP-området – men på vejen undskylder du lige til vagten og siger, at du altså var under indtryk af, at du som presse er VIP. Du synes faktisk at huske, at det stod i din info-mail. Vagten virker forvirret og forklarer, at det altså ikke står i hans info-mail, men du kan gå tilbage til baren og bede dem om et VIP-pas. Her når vi pointen med din nye kammerat – han er barchef, så da du vender tilbage til lounge’n stikker han dig glædeligt et VIP-pas og en fadøl med et glimt i øjet. Du har nu gratis drinks resten af festivalen. Pas på dig selv.
Dag 4
Morgenens første opgave er at grave et glasskår ud af min hæl med spidsen af en lommekniv. Jeg kører på fem timers søvn og ét måltid i løbet af det sidste døgn, så jeg sætter mig under en kold bruser og prøver at vågne op. Jeg er løbet tør for rent tøj, så jeg må genbruge. Lone lader også til at have haft en fest – hun var ikke hjemme, da jeg kom tilbage klokken halv tre i nat, og den ellers nydeligt holdte lejlighed er plettet af øl-dåser og chips-skåle.
På festivalpladsen indfinder jeg mig til gratis kaffe og en morgenmad bestående af chips og pærer i Bolero’s backstage-område. Min grund til at stå tidligt op var egentlig, at jeg havde et interview med Caitlin Canty kl. 11, men hendes manager har dobbeltbooket hende, og vi rykker det til søndag. Istedet møder jeg Blair Dunlop og hans band, der sidder og skriver setliste i backstage-området. Efter at have smidt en guitar lidt frem og tilbage går de med til et interview.
Dunlop er søn af den legendariske britiske folkemusiker Ashley Hutchings, som bragte elektrisk folk (eller folk-rock) til England med sit band Fairport Convention. Denne tradition har hans søn bragt videre:
”They were probably the first guys to sort of move Folk from the acoustic into something modern, you know, taking these songs and playing them on a Strat. I think I’ve taken the traditional songs, the songwriting, and made them into modern songs. Almost like a Folk pastiche. There are all these narratives that I want to modernize. I’d like to ask other questions about our past as a nation and a people, the colonial history, inequality, and sort of challenge that.”
Arven fra forældrene fylder altså en del, og han har i dag været fuldtids-musiker i ti år.
”I left school at 17 and started giggin’ around the same time. I’m 27 now, so gettin’ on. I took a gap year, planning to go to uni, and by the end of that year I’d decided to try and live off music.”
Hans tilgang til folkemusikken er bred. Genren har en naturlig overlevelses-evne:
”It’s in the name – almost by definition, Folk is the music that’s passed down from generation to generation. My parents are both solidly in the Folk tradition. I feel the meaning of the word Folk is changing, between people and generations. I like it as an umbrella term, encompassing all those little nooks and crannies of the genre.”
Dog er der bekymringer; som man også kan se på Tønders publikum lever der en sær kontrast på Folk-scenen.
”Something that’s funny about the Folk scene is that the performers are quite young, it’s a young movement. The audience, though, isn’t getting any younger.”
Dunlops band er normalt en trio, men deres keyboard-spiller røg akut på hospitalet morgenen inden de skulle afsted. Heldigvis kendte de Lukas W. Drinkwater, endnu en brite, der er på festivalen for at arrangere Folk in a Box-konceptet med sin partner. Han er gået med til at spille bas til koncerten uden nogensinde at have spillet med de andre. Meget Tønder.
Lige efter vores interview skal Dunlop og band spille på Bolero, og jeg følger dem ind. Allerede ved første akkord kan man mærke, at Blair er født med en guitar i hænderne. Hans fingerspil er dybt kompetent og fuldstændig afslappet, som han står med sit vilde, mørkebrune hår, bundet op i en sløset knold, og sin nylon-bomberjacket og joker med publikum.
Hans sangskriveri er ca. 50 procent kærlighed og 50 procent politik. Han springer frem og tilbage imellem lidenskabelige ballader og oder til Londons hjemløse, sange om veteran-biler, han vil eje, og post-kolonialistisk kritik (”This next song is about cooking. Cooking and colonialism”). Drinkwater formår uden synderlig anstrengelse at følge med på samtlige numre, og man fornemmer, hvilken kaliber af musikere, man har at gøre med.
Dog bliver det i længden lidt kedeligt – Dunlops sange lyder meget ens, i Springsteen og folk-rock-traditionen, og hvor imponerende både hans sangskriveri og guitarspil er, synes der at mangle variation. Alligevel får han stående applaus, og kaldes til tre ekstranumre, som udføres ligeså kompetent og med endnu højere energi. Alt i alt en imponerende men forglemmelig koncert. Jeg går en tur på pladsen efter at have aftalt at fange bandet i baren senere.
Observation om Tønder Festival: alle elsker Tønder Festival. Enigheden på pladsen er total, og alle lader til at mene det, når de siger det. Der må være én eller anden hemmelighed i det sønderjyske, som kan holde så mange mennesker så tilfredse i så mange år. Jeg fatter det ikke. Min hvide hval er nu at finde bare ét eneste menneske, der synes her er træls at være.