Tønderfestival: Frygt og Lede i Tønder 2 – Birds of Chicago***

Konfront har sendt københavner-røven Harry Eucrow på Tønder Festival. Han rapporterer her fra sit første besøg på festivalen, og sin første udforskning af det sønderste Sønderjylland. Find første og anden del af serien her og her.


AF HARRY EUCROW

Lone har igen lavet morgenmad (brød med ost, blødkogt æg, kaffe). Hendes veninde tager over grænsen i dag, og jeg bestiller to rammer Slots og en flaske Southern Comfort med. Gennemlæser min interview-guide, der efterlader en del at ønske. Efter et bad og en barbering går jeg mod festivalpladsen. Presse-check-in er samme sted som musikernes, og jeg genkender i den lille hytte Birds of Chicago, som jeg skal interviewe kl. 15, og hilser. Derefter er der pressemøde i backstage, som jeg finder bag Telt 1. Pressefolkene lader alle til at kende hinanden; de er gamle typer, primært fra lokale radiostationer (Radio Tønder og Radio Syd-Vest snakker ikke med hinanden, lader man mig fortælle), og har gamle analog-kameraer og mikrofoner om halsene. De reagerer alle forholdsvis pænt på min introduktion af Konfront som ‘sådan et radikalt online-magasin’. Inde i backstage-baren introducerer Maria Theessink, festivalens store leder, os til situationen – adskillige aflysninger, deriblandt hovednavn John Prine, men i bedste Tønder-stil har de sammensat en ny ensemble-act af danske, canadiske og amerikanske musikere, der skal spille hans sange som en hyldest. Det har vist sig, at en mand i Tønder ejer 2 ud af de 100 John Prine-signatur-guitarer, der eksisterer i verden, og disse har de fået lov at låne. Manden er altså med os i ånden, skal det forstås. Efter en lidt anstrengt kommentar om, at Thomas Treo allerede før åbningen har skamrost festivalen (‘Vi har et rigtig fint samarbejde med Thomas’) lukkes mødet. Øllet er gratis, så jeg tager en fadøl til nerverne.

Jeg når ikke til festivalens åbning, der skulle have taler af både byens borgmester og, af uforklarlige grunde, den canadiske ambassadør, da jeg lige udenfor backstage-baren render ind i Paul Cauthen. Hans manager svarede ikke på mine mails om et interview, men den monumentale texaner tilbyder mig en kødfuld lab og siger, at vi bare finder ud af noget. I lounge-teltet møder jeg også hans pianist, Parker, og bassisten Ben, alle tre klædt i formidable cowboyhatte og -støvler, og vi sætter os for at drikke et par øl. De tre fortæller historier om klapperslanger og skorpioner i det sydlige Texas, og jeg lytter.

 ”You know, I was walking out in the desert, wearin’ snakeboots, with a couple ol’ Texas boys, when THWAP! I feel, like, a kick in my shin. I look down and there’s this hulkin’ motherfuckin’ rattlesnake just bit my boot. These Texas boys, they just holler and pull a pistol and start firin’, BAM, BAM, BAM into the ground, laughin’. Then this guy picks the snake up by the tail, swings it ’round  a couple times in the air and fuckin’ throws it at me!”

Paul holder pause for at tænde en joint og tage et dybt drag af sin øl.

”Did you know the fuckin’ Texas rattlesnakes have started goin’ silent? You know, they’ve fuckin’ realized that the rattle gives them away, so now they stopped rattlin’ and’re just sneakin’ up on ya. Evil fuckers.”

Jeg kunne sagtens sidde resten af weekenden og høre de tre drenge fortælle, men Birds of Chicago spiller om ti minutter, og jeg løber mod scenen.

Bolero er et mesterværk af en festival-scene. En semi-permanent bygning, der udefra er formet som en kæmpe pavillon. Indenfor er rummet lige dele cirkus-manege og saloon – røde baldakiner kantet med guldbånd hænger ned fra loftet, og fra dem hænger glaslamper i kæder. Langs med væggene er der dusinvis af brede bar-båse i mørkt træ. Det slidte plankegulv mangler bare en smule halm strøet omkring for at fange gennemtygget skrå. Omkring scenen, og dansegulvet, står rødt-betrukne stole, og solen trænger ind i rummet igennem farvede ruder, der minder ligeså meget om et værtshus som en kirke. Kontrasten fra den kitsch’ede Outlaw Village udenfor er total, og ærligt talt skøn.

Efter et par onkel-jokes fra konferencieren stiger Birds of Chicago ind på scenen: Allison Russel i en let, gul sommerkjole med en banjo om halsen, storsmilende, JT Nero med sin rejse-western og deres leadguitarist, Steve Dawson, med sin lapsteel. Allerede ved første nummer, der introduceres med drømmende slide-guitar fra Dawson, fornemmer man den essens, der ligger bag hele deres væsen som orkester. Birds of Chicago udmærkes ved en følelse, som der vist ikke findes et dækkende dansk ord for: joyfullness. 

Nero er til at starte med den tilbageholdte af de to; med sine iltre, mørke krøller og den ustrøgede skovmandsskjorte, det lange skægstubbe-plettede ansigt, ser han nærmest lidt introvert ud, en sky poet, der pludselig har fået en guitar i hænderne. Russel er hans komplette kontrast, hun er ren smil og bølgen, som hun lægger hele sit væsen på sin banjo og kaster sin stemme mod himlen. Imellem sangene samler hun en klarinet op, og hendes egen krop, vridende og springende, poseres imod instrumentets urokkelige form. Kemien imellem de tre er ikke til at tage fejl af. 

Dette ensemble udfolder sig ligeså stille over de næste femogfyrre minutter: sangene, nogle sprængfyldte af glæde, nogle mere melankolske, kredser alle om den samme ånd: det gode, det smukke og det, der giver os liv. Det burde føles kliché-agtigt, kvalmende, men den glæde, joy, der udstråles fra scenen er for ren og for ærlig til, at man kan have noget imod den. De to fortæller om deres fem-årige datter Ida, som for første gang er blevet hjemme fra tourné. De fortæller om Nero’s barndomskammerat, der døde ung men levede godt. De forbavses over deres egne sange, som om de hver gang overraskes over, hvor let de glider af fingrene og tungen. Imellem Russels gospel-agtige første-stemme, Nero’s let læspende, hæse singer/song-writer-røst og Dawsons flintrende lapsteel er de tre simpelthen hypnotiserende at se på. I den næst-sidste sang, Trampoline, sker der noget imellem ægteparret, og de synkroniserer som de spiller, deres arme river i strengene som én, og de synger begge ind i den samme mikrofon så tæt, at deres læber mødes. Det er en kærlighedshistorie, der udfolder sig, til hinanden og verden. Jeg sidder benovet tilbage.

Jeg møder Allison og JT bag Bolero, efter jeg hurtigt har griflet en anmeldelse ned og bundet en øl. De sidder og sludrer med et par frivillige, JT med en whiskey og Allison med en appelsin, og lader ikke til at være særligt mærkede af lige at have fået hele huset op af sæderne. Jeg spørger til deres historie, som par og som gruppe, og får en fortælling om mange års forsigtigt samarbejde og venskab, der så endelig kulminerede i et orkester og et ægteskab. Hvor Allison er det lysende centrum på scenen, er det primært JT, der tager ordet nu.

Allison: ”The friendship and the musical connection came before the romance. And then after we got together we were afraid to actually get in a band together, but we got over that eventually – made a CD, had a baby, you know. All that stuff.”

De to havde søsterbands i henholdsvis Canada og Chicago og byttede gigs frem og tilbage i et par år, før det langsomt blev klart, at den bedste konstellation var Russel og Nero sammen. De flyttede siden sammen i Chicago, og har opfostret deres datter, Ida, på landevejen:

JT: ”There’s no way we could do this life with either one of us at home.”

Derefter spørger jeg dem til Chicago. Det er et stort ansvar at navngive sit orkester efter en by, og byen selv er nok én af de mest kaotiske i USA.

JT: ”From a writers standpoint I was always attracted to that kinda dualistic nature of Chicago – it’s everything beautiful and everything terrible about humanity at once. All the interesting music comes from those areas, port cities and hub cities, where you get these juxtapositions of different cultures and traditions uncomfortably thrown together, and, whether they realize it or not, influencing eachother. This was always compelling to me about the city.”

Siden er de to flyttet til Nashville, Americana’ens bankende hjerte i USA. Som Allison beskriver det: 

”A town that’s build on songs. There’s a real sense of community. People aren’t cutthroat.”

Americana’en er vores næste tema, den super-entitet, der i dag dækker over country, folk, blues, gospel og så videre. JT mener, at det er en ny tid for folkemusikken.

JT: ”A lot of the way you’d describe Americana now is similar to how you’d talk about Rock’n’Roll in the 50’s. A sort of loose, shifting blend of roots musics. It’s not really musically prescriptive, which is good. It’s a scene which is sort of just finding its footing – it’s people who have always survived around the fringes.”

Allison: ”I think it’s a people and a movement that have always been there, but now there’s suddenly a lot of organization and branding around it. There’s a strong Americana and Folk scene now, not just in America but all over Europe. As he (JT) was talking about with Rock’n’Roll, it comes from a very specific current dating back to my enslaved ancestors who were brought to the Americas, and then that’s mixing with European music, coming from Germany, Scotland, Ireland, and then mixing with the indigenous cultures, and that’s the back and forth that happened –  that’s influenced everything.”

Men for de to er musikken ikke så meget genre, som det er glæden ved at skabe den, og den slags musik, man ønsker at skabe. 

JT: ”I think people relate to joy when they feel the difficult path it took you to get to that joyful place. I don’t think easy joy is very compelling. I think the music that’s compelling is often about carving out that joyful space in full recognition of the antimatter to the joy. That’s the struggle for any artist.”

Jeg forsøger at spore de to ind på politik. På scenen blev der snakket om Trump, om børn uden barndom, men selve udtrykket var meget vagt. Dette stemmer også meget godt overens med deres svar på mit spørgsmål:

Allison: ”Right now, we’re living in this time of false divisiveness and fear-mongering. People in offices with all this power are espousing these xenophobic narratives. It’s about empathy, I suppose. For some people it is about a specific political goal, but to me, it’s about telling eachother that we’re the same. We have the same weakness, and frailty and strength. The same humanity. And we have to remember that.”

Jeg forlader de to til deres adskillige ventende interviews, og løber ind for at fange Caitlin Canty, også på Bolero (skal hele mit Tønder-liv leves på Bolero?)

 

Der er ikke flere tekster