Formidable sammenflet af ordmættet indhold, skrøbelige sange og brutale udtryksformer, som alt sammen kredser om køn, kroppe, alder og magtstrukturer. Frit Flet er et teaterstykke, som løfter, bærer og hiver publikum rundt med humor, alvor og frihedskamp. Jeg inviterede Andrea Storgaard Brok på Teater Sort/Hvid og en snak om Frit Flet som empowering oplevelse.


Af Dina Amlund

Dina Amlund (født 1980) er cand.mag. i moderne kulturhistorie. Dina er tykaktivist og koordinator i FedFront. Sammen med Sarah Glerup, som er cripaktvist, laver hun podcasten Outcast, som beskæftiger sig med andethed, særligt tykhed og handicap, og hvordan disse repræsenteres i kultur- og medieprodukter.

Fire kvinder på scenen, den ældste er 75 år, den yngste 28. Sofie Torp, Marie Nørgaard, Ina-Miriam Rosenbaum og Kirsten Peüliche personificerer og afpersonificerer køn, konstruktion og kvindelighed i et sammensurium af skønhed, smerte, ironi og musik.

Frit Flet er på én gang en sammenhængende fortælling om patriarkatets strukturer og en eksplosion af brudstykker om vold og mord, kropslig væren og kropslig fremmedgørelse, krav, usikkerhed og at være ligeglad.

De forventningspres til kvinder i forskellige aldre udstilles med et bryllup og mekaniske lykønskninger, to forskellige bizarre fødsler, oplæsning af tragiske mord på kvinder begået af mandlige partnere og ex-partnere, en sang om at blive set og at skulle ses for at være til, en sang om kræft, kød og vintergækker, en præst, som råber BLAH BLAH BLAH, flere sange, mere tale, et hul i gulvet fuld af musik og nogle gange lys.

Andrea, du er kropsaktivist. Hvordan var din oplevelse af dette sammensurium af ord og musik?

Andrea: Jeg havde ikke mange forventninger til stykket, men efter to minutter vidste jeg at jeg kunne lide det. Der blev sunget en sang om hvor vigtigt det er at se ud og at blive set, og hvordan man ikke eksisterer hvis man ikke er blevet set. Mens der synges står en ung, slank, skønhedspriviligeret kvinde på scenen og poserer i positurer som vi i tyk- og kropsaktivismen kalder ”tyndhedsfeticherende” poseringer. Det var både morsomt og realitetsbekræftende, for det er jo sådan, folk poserer for at høste likes og likeability.
#celebratingthinness siger eller tænker jeg altid, når jeg ser den måde at posere på, og det var fedt at stykket fra starten mestrede en bevidsthed, om hvordan skønhedshierarkierne kropsliggøres i vores bevægelser og positurer.

Hvad var det ved åbningssangen, som vandt dig over så hurtigt?

Andrea: Det med at blive set og ikke blive set fangede mig fordi det er spændende i forhold til skønhedskapital, men også fordi det for mig leder tankerne hen på produktivt og reproduktivt arbejde og hvor meget de forskellige typer af arbejde er værd. Vi kan se det produktive arbejde, derfor eksisterer det og derfor har det værdi, alt imens reproduktivt arbejde ikke på samme måde er synligt og derfor mindre værdifuldt, og det fik mig til at tænke på aktivistisk praksis, og hvad der bliver set som værdifuld aktivisme.
Det er jo fedt at et stykke som ikke umiddelbart handler om aktivisme, kan få sat tanker i gang om strategier og hierarkier i aktivistiske kontekster.

Hvordan virkede det på dig efterfølgende at have oplevet en scene, et rum fuld af opgør med patriarkatet i så mange forskellige visuelle og sproglige udtryk?

Andrea: At slippe ud af noget og undgå noget var et gennemgående tema i stykket og jeg kom hjem og havde helt lyst til at droppe alle de ting, jeg skal og har bundet mig til, og bare være vild – det var forresten den samme følelse jeg fik, første gang jeg så den britiske ungdomsserie Skins (lol). Nogle gange blev det med at undslippe formuleret på meget klassisk feministiske måder; at kvinden skal slippe ud af ægteskabet, slippe ud af forældreskabet osv., men der var også øjeblikke hvor det mest af alt handlede om krop og sex og udenfor forståelsesrammerne ægteskab og reproduktion. For mig føltes det som en generel normkritik der blev præsenteret på en måde så den også kunne overføres til mindre, ja, normative, problematikker, altså problematikker der ikke nødvendigvis har med heteroinstitutioner, graviditet og forældreskab at gøre. Hvilket leder mig videre til en anden central ting, som jeg synes var virkelig fedt ved det her stykke. Stykket er feministisk og handler om kvinder og det gør det på en overdrevet god måde; det ekspliciteres virkelig fint hvordan kvinder er undertrykte på en kompromisløs måde, hvor der ikke trædes på andre minoritetspositioner som oplever samme eller lignende vold og magtudøvelse.

Hvem vil du anbefale Frit Flet til?

Andrea: Alle mulige synes jeg. Jeg synes, at stykket er tilgængeligt for både garvede feminister og folk, der ikke har stiftet bekendtskab med feminisme endnu.

Bismag og metalag

Scenebearbejdningen af Naja Marie Aidt, Line Knutzon og Mette Moestrups bog Frit Flet er intet mindre end en fantastisk oplevelse. Hylende morsom, rørende og en kæmpe fuckfinger til destruktive magtstrukturer.

Desværre blev der flettet et meta-lag af strukturelt lort ind i teateroplevelsen. Uheldigvis så vi forestillingen sammen med en gymnasieklasse med drengeflok, som ikke kunne undertrykke sin trang til at indtage rummet. Med protestlyde, suk og latter protesterede de, da der på scenen blev sagt, at det at være mand, ligesom det at være hvid medfører en ufølsomhed.

Den type ironi var ikke skrevet ind i stykket, men blev uhyre tydelig, da en flok hvide, næsten voksne mænd nægtede at acceptere denne replik. Den sidste halve time var én lang mere eller mindre tilbageholdt latter blandet med kommentarer. Bl.a. påfaldende latter og kommentarer om skuespillernes kroppe. F.eks. da Kirsten Pëuliche klædte sig af og stod i underkjole, blev der grinet højlydt og demonstrativt.

Det var et modbydeligt og højst uvelkomment metalag på forestillingen, da drengene grinede, fnisede og puffede til hinanden, mens Ina-Miriam Rosenbaum læste de mange sørgelige drab op. Den rørende sang om kræft, kød og vintergækker blev også ødelagt af latter. Det var en blanding af konventionel strukturel vold i form af komplet mangel på respekt for emnet, som burde holdes ude fra dette specifikke teaterstykke, og så markant umodenhed, som burde holdes væk fra et hvilket som helst teaterstykke uanset emne. De indtog et rum, som ikke var deres. De åbnede dåser, snakkede og grinede hånligt, og personificerede i høj grad den strukturelle modstand, som teaterstykket beskæftigede sig med. Det var ubehageligt at sidde foran dem. Men lidt på afstand som en totalteateroplevelse, understregede de jo blot stykkets vigtige pointer.

Andrea Storgaard Brok er kropsaktivist, sygeplejerske og master i Nationalismestudier. Andrea arbejder med normkritisk sygepleje og ulighed i sundhed, og er aktiv i Normstormerne.

Frit Flet kunne opleves på Teater Sort/Hvid 16. februar – 16 marts og kan ses på Mungo Park Kolding 21. marts – 4. april.

Der er ikke flere tekster