Beretning fra en reintegrationslandsby i Colombia


Af Nina Lendal

Væggene i barakkerne er tynde, så landsbyens liv siver ind fra morgenstunden. ”God morgen, har du sovet godt? Hvor er Camilo? Har du drukket kaffe? Låner du mig ikke en kop mel? …” Der er ekstra gang i den i dag, for landsbyrådet har arrangeret en sportsevent med aerobic, fodbold og hoppeborg. Og her sidder jeg foran computeren…

Reintegrationslandsbyen Tierra Grata’s historie begynder med en fredsaftale underskrevet mellem guerillabevægelsen FARC-EP og den Colombianske regering november 2016. I månederne efter forsamlede de tidligere guerillasoldater sig i 28 zoner rundt omkring i landet, hvor de begyndte at indlevere deres våben under overvågning af FN. Efter otte måneder var våbnene kørt væk, og zonerne skiftede karakter til åbne reintegrationslandsbyer (Espacios Territoriales de Capacitación y Reintegration).

Tierra Grata er en af få reintegrationslandsbyer, som er vokset siden den blev grundlagt. De ankom 150 guerillaer, og nu bor her næsten 300 mennesker. De nyankomne er alle familiemedlemmer; kærester, fætre, nevøer og niecer, og ikke mindst 21 børn, som er født her. De tidligere guerillaer er frie til at slå sig ned, hvor de vil, så mange har forladt reintegrationslandsbyerne for at finde arbejde, for at vende tilbage til deres familier, eller for at varetage politiske hverv i storbyerne.

Uvished og aftalebrud

For FARC, som nu er et legalt politisk parti, har det hele tiden været idéen at bevare de 28 nye landsbyer som platforme for at opbygge og udleve deres politiske projekt. For regeringen derimod er landsbyernes fremtid uvis. De befinder sig alle på jord lejet af regeringen til formålet, og lejekontrakten udløber til august 2019. Derefter er der ingen, der ved, hvad der skal ske.

Fredsaftalen lover en jordfond, med 10 millioner hektarer til jordløse bønder, og her kunne man have forventet, at de tidligere guerillaer ville blive tilgodeset. Men hverken dem eller resten af de jordløse bønder har set noget til jordfonden endnu. Beboerne i Tierra Grata har heldigvis været gode til at sno sig i den nye verden af NGO’er og institutioner, og de har underskrevet et ambitiøst boligprojekt med EU. I den forbindelse har de selv skaffet midler, delvist gennem et lån, til at købe en bid af det land, hvor reintegrationslandsbyen ligger.

En anden del af fredsaftalen, som de tidligere guerillaer fortsat må se langt efter, er de produktive projekter. For øjeblikket overlever ex-guerillaerne på en basisindkomst på 90 % af den colombianske mindsteløn, samt ugentlige og månedlige leveringer af kød og tørvarer, men denne støtte udløber også til august 2019. Idéen i fredsaftalen er, at regeringen skulle støtte ex-guerillaernes produktive projekter, så de kunne blive selvforsørgende, men indtil nu har kun knap 3 % af ex-guerillaerne fået udbetalt deres støtte.  Et grundlæggende benspænd for projekterne, som primært er af landbrugsmæssig karakter, er at der ikke er nogen jord at arbejde på.

Fremad med fællesskabets kraft

Beboerne i Tierra Grata lader sig dog ikke slå ud af regeringens aftalebrud og forhalinger af implementeringen. Jeg tror det primært skyldes sammenholdet.

Det kan ikke overraske, at det skaber sammenhold at vandre, spise, bade og kæmpe skulder ved skulder i Colombias bjerge mod en fælles fjende og under en stram disciplin. Men det er ikke givet, at dette sammenhold overlever så radikal en omvæltning, som skiftet til det civile liv er. Jeg kan afsløre, at folk i Tierra Grata beklager sig over, at ikke alle deltager i fællesskabets aktiviteter, og nogle indrømmer selv, at det er sværere at få hevet sig op til fællesarbejde, nu hvor hverdagen er en anden. For mig at se, er det ganske normalt. Jeg er imponeret over at se folks stå op til morgenmandagsmøde kl 5:30 og fællesrengøring søndag morgen kl 6:00. Desuden bliver man hurtigt en del af familien her, hvilket kan være en del af forklaringen på landsbyens vokseværk.

Vandmangel

Beboerne i Tierra Grata, har dog stadig et stort problem. Der er ikke noget vand! Indtil nu har regeringen leveret to daglige vandvogne, som netop opfylder beboernes basale behov, men vandet er utilstrækkeligt, og slet ikke nok til at vande deres afgrøder eller blande cement til boligerne, de snart skal bygge. Desuden udløber kontrakten om levering til august 2019. Med udgifterne til vandvognen kunne regeringen have bygget adskillige vandforsyninger, men der har tilsyneladende ikke været interesse for en langsigtet løsning.

Derfor har de tidligere guerillaer og deres familier selv lanceret en kampagne for at lave en vandforsyning med vand fra en kilde i bjergene 10 km væk. Jeg har givet mig til, at hjælpe med at sprede kampagnen internationalt, så her kan i læse mere og støtte, hvis I har lyst: https://www.firefund.net/tierragrata

Et internationalt røgslør?

Regeringen og præsidenten, som tiltrådte i august 2018, var stærke modstandere af fredsprocessen. Nu hvor de sidder med magten, siger de, at de vil implementere fredsaftalen, mest af alt for at fremstå pænt udadtil, men deres reelle vilje kan ligge på et meget lille sted. Lokalsamfundene i konfliktområderne slider for at skabe den sociale forandring, som er nødvendig for en varig fred, men de har brug for opbakning. Det ser ud til, at den opbakning må komme fra det internationale samfund, men gid, at det ikke bliver uden den kritik, som den colombianske regering fortjener!

Nu vil jeg skynde mig op til parken, så jeg ikke går glip af hele sportsbegivenheden.

 

Der er ikke flere tekster