Artikelserie: EU – Hvordan startede det?***

En oversigt over EU’s historie fra kul og stål til europæisk identitet. Kapitel 1.


I denne artikelserie tager Konfront dig med helt tilbage til dengang, EU blev grundlagt. Gennem fire kapitler er historien præsenteret i bidder, der i spiseklare størrelser. Mange ting er udeladt da historien er lang og kompleks, så hold for øje at billedet, du bliver præsenteret for, er stiliseret. Dette er kapitel 2 af 4. God fornøjelse.

Alt efter hvem du spørger, er der forskellige fortællinger om hvordan det, vi i dag kender som EU, startede. Nogle påstår at det var da Maastrichttraktaten blev vedtaget i 90erne. EU fejrer sin egen fødselsdag baseret på Romtraktatens vedtagelse i 1957. Andre siger at EU er en videreudvikling af det Europæiske Kul- og Stålfælleskab fra start 50’erne. I denne her artikel starter historien om EU allerede i 1946. Den kunne sikkert sagtens have startet endnu tidligere. Pointen med det, du læser nu, er at give dig et overblik over, hvorfor der sker de ting der sker i Bruxelles, Strasbourg og Frankurt. I dag er EU en af de største magtspillere geopolitisk, økonomisk og sikkerhedspolitisk, og for at forstå hvad der sker omkring EU-parlamentsvalget, har vi valgt at gå helt tilbage til starten. Vi håber du holder ud helt frem til slutningen, selvom det til tider bliver langhåret.

Som sagt starter vores fortælling om EU i 1946 da Monnet-planen blev vedtaget. Jean Monnet var en fransk økonom, der fik pålagt opgaven at løfte den franske økonomi efter anden verdenskrig. Planens kerne var at Frankrig skulle forsøge at få kontrol over det tyske Ruhr- og Saar-distrikt, fordi Frankrig var stærkt afhængig af det billige tyske kul, der blev udvundet dér. De sejrende magter efter 1945 var samtidig ude efter at få kontrol over den tyske stålproduktion, for at forhindre Tyskland i at opruste i samme tempo igen. Kontrol med stålproduktionen blev betragtet som et vigtigt element for at sikre freden i Vesteuropa efter de to krige. Monnet-planen blev enstemmigt vedtaget i det franske parlament og fremlagdes som et teknokratisk og apolitisk projekt. Apolitiseringen har siden hen været et kendetegn for debatter om EU.

Fra Monnet-planen udvikledes Schumandeklarationen, som blev præsenteret den 9. maj 1950 af Frankrigs daværende udenrigsminister Robert Schuman – deklarationen var udarbejdet af Schuman og Monnet. Den 9. maj er i dag kendt som Europadagen, EU’s nationaldag. Schumandeklaration førte til Paristraktaten året efter, der grundlagde Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF). Herfra voksede den føderalistiske drøm om et samlet Vesteuropa. De første medlemmer var de lande i Vesteuropa, der var blevet hårdest ramt af krigen: Frankrig, Tyskland, Italien, Holland og Belgien. Ideen var at et handelssamarbejde som dette ville gøre krig umuligt, ikke bare teoretisk, men rent materielt. Den ideologi, altså at fællesmarkeder (kapitalisme) skaber fred, er den ufravigelige grundsten i EU. Hvis der er én ting du skal tage med dig fra denne her artikel, så lad det være det faktum. Udover markedsfundamentalismen betragtedes et sådant fællesskab som værende ’gavnligt’ for ’hele verden’. Et citat fra deklarationen lyder: ”…Europe will be able to pursue the achievement of one of its essential tasks, namely, the development of the African continent”. Da dette blev skrevet i 1950, var det franske koloniale imperie stadig i fuld funktion, og lande som Algeriet, Cameroun og Vietnam var stadig underlagt kolonialt styre. Imperialisme og europæisk nationalisme er derved en anden grundsten i EU’s fundament. Europa blev set som verdens redningsanker.

EKSF byggede derfor selvfølgelig på markedsstyring: markedet havde den kontrollerende magt over politik og de politiske institutioner. Disse institutioner blev skabt med markedet som enden og målet, og deres roller blev defineret derefter. De politiske magthavere ville nære industrien og øge handel med kul og stål mellem medlemslandene. Drømmen om det føderale sås også tydeligt i organisationsstrukturen, der spejlede en ikke-demokratisk magttredeling (der var ingen instans valgt af befolkningerne). I stedet for folkeindflydelse grundlagdes den Rådgivende Komite, hvor repræsentanter fra kul- og stålindustrien sad med ved bordet. Selvom drømmen om føderalisme var stærk, blev det aldrig rigtig til noget i EKSF.

Kapitel 2: EU – Fra EKSF til Fællesakten

Kapitel 3: EU – Fra Maastricht til Lissabon

Kapitel 4: EU – Hvor er vi nu?

 

Der er ikke flere tekster