Artikelserie: EU – Hvor er vi nu?***

En oversigt over EU’s historie fra kul og stål til europæisk identitet. Kapitel 4.


I denne artikelserie tager Konfront dig med helt tilbage til dengang, EU blev grundlagt. Gennem fire kapitler er historien præsenteret i bidder, der i spiseklare størrelser. Mange ting er udeladt da historien er lang og kompleks, så hold for øje at billedet, du bliver præsenteret for, er stiliseret. Dette er kapitel 4 af 4. God fornøjelse.

Hvad er der sket siden sidste valg 2014? Hvem har magten? Og hvordan ser institutionerne ud? Det får du svaret på i dette sidste afsnit af Konfronts udlægning af historien om EU.

For at give svarene på de to første spørgsmål, starter vi med det sidste: Hvordan ser institutionerne ud? Hvad betyder det egentlig overhovedet at stemme til EU-parlamentet?

For at forklare, hvordan din stemme betyder noget i det store billeder, er der tre vigtige institutioner i EU-regi, som er nødvendige at forstå. Treenigheden af Ministerrådet, Kommissionen og Parlamentet skaber lovgivning og træffer beslutningerne nede i Bruxelles og Strasbourg.

Ministerrådetrepræsenterer medlemslandenes nationale regeringer i EU. Det består af ministrene fra de enkelte medlemslande. Hvilke ministrer der mødes afhænger af hvilket område, det drejer sig om. Er det f.eks. et lovforslag om klima, mødes klimaministrerne fra hvert medlemsland – det vil altså sige, at (i skrivende stund) ville det være Lars Chr. Lilleholdt, der tog ned og diskuterede klima med sine EU-kollegaer. Ministerrådet har både lovgivende og udøvende magt.

Det er et af to kamre, hvor parlamentet er det andet. Når et lovudspil kommer fra Kommissionen skal det først igennem EU-parlamentet, og derefter kommer det til ministerrådet. EU-parlamentet kan vedtage lovforslaget, som det er, eller komme med ændringsforslag – der er i praksis altid ændringsforslag til et kommissionsforslag. Samtidig har ministerrådet også magten til at bestemme, hvad pengene skal bruges til – sammen med EU-parlamentet. Ministerrådet er også den institution, som er ansvarlig for traktatændringer.

Ministrene repræsenterer altså de nationale parlamenters holdning på et givent område. Ministerrådet skal også sikre, at de enkelte medlemslandes økonomiske politik er i overensstemmelse med de beslutninger, der er truffet på området i Ministerrådet. Derfor har folketingsvalget og andre nationale parlamentsvalg i EU-medlemslande også betydning i forhold til den danske repræsentation i Ministerrådet. En såkaldt ’rød regering’ betyder altså, at der er rødere ministre til rådet.

Kommissionens opgave er at fremme EU’s samlede interesserer uden hensyn til de enkelte medlemslande. Kommissionen er den udøvende magt, og er den institution, som kommer med lovforslag, som skal besluttes af EP og Ministerrådet. Kommission kaldes oftest traktatens vogter, fordi den sammen med EU-domstolen skal håndhæve den gældende traktat. Kommissionen har en overvågende funktion, fordi den skal sikre sig, at de nationale instanser overholder gældende love og regler. Hvis Danmark for eksempel har et underskud på over 3% af BNP, er det kommissionen, der skrider ind. Kommissionen retter henvendelse til de enkelte medlemslande, hvis der er noget galt. Kommissionen har en kommissær fra hvert medlemsland. Kommissæren er oftest en fra den siddende regering og oftest en med en lang politisk karriere, f.eks. er det Magrete Vestager, der er konkurrencekommissær i EU-kommissionen lige nu. Hun skal først og fremmest præsentere unionens fællesinteresser. Kommissionspræsidenten bestemmes af stats-og regeringschefer i det Europæiske Råd (altså pt Lars Løkke, Silvini, Macron og co.), og skal godkendes i EU-parlamentet ved et simpelt flertal. Det er en yderst vigtig post, da det er kommissionspræsidenten, der sikrer den overordnede politiske linje. Kommissionspræsidenten er det, der svarer til EU’s præsident, mens den samlede kommission svarer til EU’s regering. Lige nu er det Jean Claude Juncker, som sidder på den pind. Han er fra Luxemburg og er stor fortaler for en fælles Europæisk hær, som overordnet hænger sammen med projektet Fort Europa. Denne hær skal kunne træde til med kort varsel. Hans påskønnelse af en fælleshær og et øget samarbejde på det udenrigs-og sikkerhedspolitiske område, viser også hvordan Juncker vil have mere EU og dermed mere magt til EU.Han har desuden som tidligere premierminister for Luxemburg holdt hånden over og støttet landets skattely-politik. Jean-Claude Juncker er kristendemokrat. Kommissionen skulle være den mest politisk uafhængige institution, men det er svært at tro på, når hver kommissær kommer med en lang politisk karriere i bagagen og typisk fortsætter karrieren i den private sektor. For eksempel sidder den tidligere kommissionspræsident José Barroso i dag som ikke-udøvende formand for Goldman Sachs International.  

EU-parlamentet(EP)er den institution man i daglig omtale kalder den mest demokratiske del af unionen. Det er EU’s folketing. EP består af 751 folkevalgte repræsentanter fra alle medlemslande. EP er som tidligere nævnt det andet kammer i to-kammer systemet. Lovforslag fra kommissionen behandles i EP, før det efterfølgende behandles af ministerrådet.

Når et nyt parlament bliver valgt, som sker hvert 5. år, finder de nye medlemmer sammen i politiske grupper på tværs af nationalt tilhørsforhold. Under den sidste periode, altså siden sidste valg i 2014, har der været 8 politiske grupper. Hvis et medlem ikke vil være med i en gruppe, eller hvis der ikke er nogen grupper, som vil have visse medlemmer, er det også en mulighed, men vedkommendes magt er kraftigt indskrænket. Pt. sidder for eksempel Golden Dawn, de græske nazister, og NPD, de tyske nazister, uden for grupper sammen med Rikke Karlsson, der var DF’er, men blev løsgænger efter fadæsen hvor Morten Messerschmidt misbrugte fondsmidler og forfalskede hendes underskrift. De 8 grupper er pt (fra venstre mod højre):

GUE/NGL: Den Forenede Europæiske Venstrefløj. Her sidder Rina Ronja Kari sammen med blandt andre Podemos, Die Linke, Vänsterpariet, de portugisiske kommunister, Syriza osv. En lignende gruppe forventes at blive oprettet efter valget. I så fald ville Nikolaj Villumsen også sidde med her.

The Greens: Gruppen af de grønne. Her sidder Magrethe Auken, selvom SF tidligere sad i GUE/NGL. De fleste partier har ordet grøn i deres navn. Et par enkelte piratpartier har også sneget sig ind. De er generelt reformistiske og EU-tilhængere, men progressive når det gælder asylpolitik og klima.

Progressive Alliance of Socialists and Democrats:Socialdemokraterne. Ikke så meget andet sige. De er socialdemokrater.

Alliance of Liberals and Democrats for Europe group: Føderalister, elsker EU. Super liberal økonomisk politik. Spænder fra ’socialliberale’ til konservative liberale. Her sidder både radikale venstre og venstre. Radikale venstre har ikke det samme ’humanitære ansigt’ i parlamentet som Morten Østergaard har i dansk politik. Tværtimod er de store tilhængere af den EUropæiske grænsepolitik som blandt andet EU-Tyrkiet-aftalen, og de replikationer der er lavet af den efterfølgende.

European People’s Party: Kristendemokrater og konservative. Her sidder Bent Bentsen. Det er typisk den største politiske gruppe, og mange kommissionspræsidenter og præsidenter for parlamentet har været kristendemokrater. Mange af de der af EU selv beskrives som the ”founding fathers” var kristendemokrater.

Nu kommer vi til den opdelte fascistiske højrefløj. De sidste 5 år har de siddet splittet i tre grupper:

(Nazi-light)European Conservative and Reformists: Her sidder DF sammen med det polske regeringsparti Lov og Retfærdighed, Sverigedemokraterne og lignende.

(Medium-Nazi)Europe of Freedom and Direct Democracy: En blandet landhandel. UKIP er primus motor, der er et enkelt medlem fra tyske AFD og Sverigedemokraterne plejede at sidde her. Ydermere sidder den italienske 5-stjerne bevægelse her. Det var pudsigt i lang tid, eftersom at de var mere progressive, når det galt asylpolitik. Efter det sidste italienske valg blev det klart, at de passer fint ind her.

(Næstmest-Nazi)Europe of Nations and Freedom: Ledet af Front National, som sidder sammen med blandt andre Lega Nord, det hollandske frihedsparti og det østrigske frihedsparti. Nazi-niveau er de kun overgået af de, der sidder udenfor grupperne.

Præsidenten for parlamentet vælges af medlemmerne af parlamentet og er typisk enten en kristendemokrat eller en socialdemokrat. Siden 2017 har det været den italienske kristendemokrat Antonio Tajani. Han er udtalt homofob, har et tæt forhold til Vatikanet og er tidligere talsmand for Silvio Berlusconi.

Når grupperne er skabt, sætter de forskellige politikkere sig i tema-udvalg ligesom i folketinget. Der er blandt andet et arbejdstagerudvalg, et økonomi og valuta udvalg og et udenrigspolitisk udvalg. Antallet af medlemmer per medlemsland er fordelt proportionelt efter befolkningsstørrelse. Danmark har 13 medlemmer, mens for eksempel Tyskland har 96.

Selvom EU-parlamentet har noget magt, er det ikke meget i forhold til de to andre institutioner. Nogle politiske beslutninger, så som den racistiske og fort-Europa-udvidende EU-Tyrkiet-aftale, er ikke under parlamentets kontrol. Derimod har de mulighed for at komme med en udtalelse, som kommissionen og ministerrådet så kan smide ud, hvis de har lyst til det.

Så hvad er der egentlig sket siden sidste valg i 2014? Det er en kompliceret sag at opsummere. Her er nogle tendenser: Der har været en eksplosion i aftaler med ’tredjelande’ som for eksempel Tyrkiet, Afghanistan og Nigeria. Disse er typisk såkaldte ’tilbagesendelsesaftaler’. I disser aftaler bliver landets accept af deportationer en nødvendighed for at få bistand og adgang til markedet. Derudover er der indgået et samarbejde med den Libyske kystvagt som nu stopper migranter, der forsøger at krydse middelhavet. Alt dette er en del af en eksternaliseringen af EU’s grænser og har skabt en stigning i massedeportationer indenfor de sidste par år.

På den økonomiske bane har der været et forsøg på at booste finansmarkederne, og få gang i kapitalen. Relanceringen af finansielle produkter, der var med til at skabe finanskrisen i 2008, harmonisering af bankvæsnet, flere beføjelser til ECB og angreb på strejkeretten er blot nogle af de tiltag, vi har set de sidste fem år. Derudover har der været en tiltag i ’frihandelsaftaler’ som CETA, TTIP, JEFTA og så videre, der udvider den ’frie handel’ og giver stadig mere magt til multinationale selskaber.

Valget den 26. maj er vigtigt. Højrefløjen, der de sidste fem år har været splittet, har fundet sammen under ledelse af Matteo Salvini og den gruppe, de har tænkt sig at danne, står til at blive den næststørste i EU. En stærk venstrefløj vil ikke revolutionere EU, der stadig, når alt kommer til alt, bygger på et fundament af neoliberal ’frihandel’ og imperialisme, men det er vitalt for at forsinke højrefløjens fremskridt.

Kapitel 1: EU – Hvordan startede det?

Kapitel 2: EU – Fra EKSF til Fællesakten

Kapitel 3: EU – Fra Maastricht til Lissabon

Der er ikke flere tekster