Artikelserie: EU – Fra Maastricht til Lissabon***

En oversigt over EU’s historie fra kul og stål til europæisk identitet. Kapitel 3.


I denne artikelserie tager Konfront dig med helt tilbage til dengang, EU blev grundlagt. Gennem fire kapitler er historien præsenteret i bidder, der i spiseklare størrelser. Mange ting er udeladt da historien er lang og kompleks, så hold for øje at billedet, du bliver præsenteret for, er stiliseret. Dette er kapitel 3 af 4. God fornøjelse.

I 1992 bliver Maastricht traktaten underskrevet og det Europæiske Fællesskab kommer til verden. EF. Udarbejdelsen af traktaten sker i årene efter muren og Sovjetunionens fald og dermed åbnes en mulighed for en omfattende EU-politik på den internationale scene. I stedet for at være ’dem der ikke er Sovjetunionen’ skal der nu skabes en anden fælles-identifikation. Samtidig står EU overfor en større udvidelse, da flere østeuropæiske lande ønsker medlemskab. For at mindske optaget opstiller EU i 1993 tre krav for at blive medlem i det eksklusive fællesskab – disse krav er i dag kendt som Københavnskriterierne: 1) det politiske krav (’institutionel stabilitet’ er påkrævet), 2) det økonomiske krav (landene skal have fungerende markedsøkonomi og konkurrencedygtighed, og 3) Acquis communitaire kravet (landede skal skrive under på det eksisterende regelværk i unionen, med særlig fokus på målet om en ’politisk, økonomisk og monetær union’).

Med Maastricht bliver ØMU’en, Den Økonomiske og Monetære Union, et officielt mål for EU. Et skifte mod en ren økonomisk vækststrategi og et neoliberalt styre cementeres. Det primære formål med ØMU’en er prisstabilitet og lav inflation – i stedet for at fokusere på for eksempel bekæmpelse af ulighed og arbejdsløshed. Ideologien bag ØMU’en foreskriver at vejen til vækst og en sund økonomi ligger i en dygtig, mådeholdende, teknokratisk pengepolitik, der kan styres via rentesatsen. Om der er arbejdsløshed og stigende ulighed er sådan set ikke betydningsfuldt for de neoklassiske modeller ØMU’en bygger på. Denne har tre faser: den første klargør, den anden opretter den Europæiske Centralbank og den tredje indfører euroen og trykker start. I start 90’erne er de Vesteuropæiske lande ved at blive mere finansialiserede –finansmarkederne får en større og mere magtfuld betydning i de respektive økonomier. ØMU’en har kraftigt støttet den udvikling. Prisstabilitet er en vigtig del af finansmarkederne, fri bevægelighed for kapital og en fælles større valuta har været en vigtig støtte for de multinationale europæiske banker. En anden del af ØMU’en er stabilitets- og vækstpagten. Den foreskriver at et medlemslands budgetunderskud ikke må overstige 3% af landet BNP og at den offentlige gæld ikke må overstige 60%. Pagten er også et middel mod inflation. Den har blandt andet været katalysator for den voldelige nedskæringspolitik efter krisen, fordi medlemslande ikke har haft mulighed for at udvide den offentlige sektor og løse krisen på den måde.

Maastrichttraktaten indfører desuden søjlestrukturen for EU (som blev opløst igen i Lissabontraktaten i 2009). De tre søjler var: 1) ’Det europæiske fællesskab’ – alt her er overstatsligt (altså vedtages ting ved flertal og ikke konsensus og EU-institutionerne har suverænitet over nationale og internationale institutioner), 2) FUSP: den fælles udenrigs og sikkerhedspolitik og 3) RIA: retsligt og indre anliggender (fx politi og strafferet). Både søjle to og tre var mellemstatsligt (konsensusbaseret). Derudover bliver den ’klassisk demokratiske magttredeling’ skabelon for opbygningen med mere magt til ministerrådet og EU-parlamentet (de to kamre). Maastricht var et markant skridt i retningen mod et føderalistisk samarbejde hvor flere beslutninger er overstatslige og flere politiske områder overføres til EU fra medlemslandene. Intensiveringen af EF mødtes med modstand fra blandt andet Danmark og Storbritannien.  

De danskere, der havde stemmeret, sagde i første omgang nej tak til Maastricht, men som det typisk går med EU afstemninger, er et nej ikke et acceptabelt udfald. Så efter Edinburgh aftalen bliver forhandlet igennem, og de 4 forbehold, som aftalen indeholder, bliver præsenteret for danske statsborgere, skal der stemmes igen. Denne gang vedtages Maastricht, med de fire forbehold (retsforbeholdet, forsvarsforbeholdet, unionsstatsborgskabet og euroen). Mange af nej-stemmerne vidste godt hvad Maastricht og det nye EF ville bære med sig. Især på Nørrebro var frustrationen massiv – man havde stemt nej til Maastricht, og nu forsøgte politikerne altså at omgå det nej med endnu en afstemning. Det der senere er blevet kaldt ’18. maj urolighederne’, en af de voldsomste politiovergreb i nyere tid, sker som følge af afstemningen. 113 skud mod demonstranter, 11 sårede.

Stadig med formålet om at ’forberede’ unionen på udvidelsen mod øst, blev Amsterdam traktaten skrevet i 1997. Dens eftermæle har været at den var ’tandløs’, på trods af at den introducerede mange nye aspekter til samarbejdet. I Amsterdamtraktaten overgår grænsekontrol, asyl og indvandring fra mellemstatsligt til overstatsligt område. Migration indføres som et EU-politisk område, og Dublin forordningen træder i kraft i 1997. Traktaten er et videre skridt i den retning som Maastricht introducerede. De europæiske statsborgere kan nu få gavn af de sociale, økonomiske og politiske rettigheder indenfor unionens trygge ramme – noget som systematisk nægtes for papirsløse ikke-EU-migranter. Schengensamarbejdet bliver til lovgivning i EU i stedet for at være uafhængig af unionen, og en repræsentant for EU’s samlede udenrigs- og sikkerhedspolitik udpeges. Derudover får EU retten til at udforme direktiver om medlemslandenes nationale politik i tilfælde af at de konsekvent nægter at følge unionens principper.

Fordi Amsterdamtraktaten ikke formåede at gøre det, der egentlig var formålet med den, nemlig at gøre klar til udvidelse, udarbejdede medlemslandene endnu en traktat. Denne gang var målet specifikt at deale med frygten for at EU skulle blive ’mindre effektivt’ når flere lande kom ind i varmen. Løsningen på ineffektiviteten blev en fordybelse af unionen – det vil sige yderligere overstatslighed. Det sker med Nicetraktaten i 2001, hvor EU-kommissionens ordfører gives magt til at udse sig kandidater blandt medlemslandenes regeringer, placere dem på kommissærposter og udpege kommissionens viceforperson.

På trods af Nicetraktatens indførsel var der konsensus om, at mere effektivisering var nødvendigt. I kølvandet af den debat gjordes derfor et forsøg på oprettelse af en europæisk grundlov, men for mange medlemslande modsatte sig dette, og resultatet blev i stedet Lissabontraktaten, som i 2007 blev en realitet. Den generelle tendens blandt traktaterne, der kom efter Maastricht, er, at de blev slået op til at skulle være mere ’effektiviserende’ (altså magtcentraliserende), end de kunne have været. Men på grund af modstand mod føderalismen fra visse medlemslande som for eksempel Irland, blev dele af føderalismefantasien bremset. Lissabon træder i samme fodspor som de andre, med mere overstatsligt samarbejde og mere magtcentralisering. EU’s svar på en præsident, kommissions forperson, får stadigt mere magt. Derudover indføres en forpligtelse hos medlemslandene til udviklingen af en fælles integrationspolitik og EU får en udenrigsministerpost. Noget af det mest radikale der bliver vedtaget i Lissabontraktaten er muligheden for et fælles militær. Den mulighed er blevet taget i brug i de seneste par år og EU arbejder i dag kraftigt hen imod integration af nationale styrker, generel oprustning og vækst i våbenindustrien.

I 2008 kommer finanskrisen, hvilket i praksis betyder, at tiden efter Lissabontraktaten har været meget urolig, og næsten eksplosivt aktiv i forbindelse med udarbejdelsen af diverse bankpakker og økonomiske lappeløsninger. Et væld af nye institutioner der ligger under ECB er blevet oprettet for at styre økonomien under bankunionen som blev sat i værk i 2012.

Kapitel 1: EU – Hvordan startede det?

Kapitel 2: EU – Fra EKSF til Fællesakten

Kapitel 4: EU – Hvor er vi nu?

Der er ikke flere tekster