Artikelserie: EU – Fra EKSF til Fællesakten***

En oversigt over EU’s historie fra kul og stål til europæisk identitet. Kapitel 2.


I denne artikelserie tager Konfront dig med helt tilbage til dengang, EU blev grundlagt. Gennem fire kapitler er historien præsenteret i bidder, der i spiseklare størrelser. Mange ting er udeladt da historien er lang og kompleks, så hold for øje at billedet, du bliver præsenteret for, er stiliseret. Dette er kapitel 2 af 4. God fornøjelse.

Ud af EKSF voksede i slutningen af 50’erne et større projekt om økonomisk samarbejde i Vesteuropa. Udgangspunktet var stadig fæstnet i ’handel=fred-ideologien’, da Romtraktaten i 1957 blev vedtaget med formålet at intensivere fællesskabet mellem landene og skabe et stadigt tættere økonomisk samarbejde. Skiftet fra EKSF var tydeligt: Det Europæiske Kul- og Stålfællesskabs formål var at skabe et fællesmarked for kul og stål, mens det nye Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) havde til formål at skabe et mere omfattende økonomisk fællesskab med krav om ’sociale værdier’. Medlemslandene var nu altså drevet af både økonomiske drømme og politiske idealer. De politiske magthavere udvidede handelen til at omfatte flere industrier og grundlagde en række institutioner – blandt andet den europæiske kommission. Kommissionen fik magt til at fremsætte lovforslag, en rolle den stadig har i dag. Med Romtraktaten blev den økonomiske politik og styring løsrevet fra nationalstaternes territorie og tvillingerne: ’marked og konkurrence’ fik lov at bestemme over de politiske institutioner. Romtraktatens grundlæggelse er det som EU selv ser som sin begyndelse. I 2017 afholdtes derfor EU’s 60-års fødselsdag.

I 60’erne og 70’erne vedtoges flere traktater, som gav EU en mere klassisk demokratisk tredeling af magten. Mere magt blev overført til EU, og som konsekvens protesterede blandt andet Frankrig, hvilket førte til Luxemburg- kompromisset, der indebar at lande kunne nedlægge veto i beslutninger hvor ’vitale nationale interesser’ stod på spil. På trods af mere modstand mod føderalismen fortsatte processen.

Danmark, Grønland, Storbritannien og Irland blev medlem af EU i 1972-73. Grønland blev medlem af EU på grund af dansk kolonial kontrol, selvom 70% af befolkning i Grønland stemte imod indtrædelse. Efter hjemmestyreordningen i Grønland trådte i kraft i 1979, meldte landet sig ud igen få år senere. Algeriet forlod EU i 1962 direkte efter at have vundet uafhængighed.

Den føderale udvikling af EU går lidt langsommere i 70’erne, men værd at nævne er at EU for første gang forsøger at skabe en fælles penge- og fastkurspolitik, som forsinkes på grund af oliekrisen. Derudover er der valg til EU-parlamentet for første gang i 1971.

I 80’erne kom der gang i den igen. Med den Europæiske Fællesakt i 1986 blev EU for alvor etableret som en politisk organisation, og store forandringer af Romtraktaten blev stemt igennem. Fællesakten introducerede store dereguleringer af fællesmarkedet som konsekvens af EU’s dårlige økonomisk position på verdensmarkedet – specielt i sammenligning med Japan og USA. Med dereguleringen af markedet begynder EU at blive omtalt som et område uden indre grænser med fri bevægelighed for varer, tjenester, kapital og arbejdskraft. Den frie bevægelighed for de fire kategorier er også kendt som ‘de fire friheder’, som er blevet en samlet betegnelse for de indre marked. Den radikale effektivisering og etableringen af et indre marked i stedet for et fællesmarked, som der tidligere var tale om, blev altså løsningen på de økonomiske problemer (som også er kendt som eurosklerosen). Sammen med Schengentraktaten, der blev udformet mellem 1985 og 1990, var fællesakten starten til den fælles grænsepolitik og dermed starten på Fort Europa. Kontrollen af ’irregulære migranter’ som migranter kaldes i EU i dag, var på mange måde en konsekvens af dereguleringen af det indre marked, da der opstod et eksklusivt handelsområde, som skulle beskyttes mod migranter og andre ’ikke ønskværdige’ via den fælles grænsepolitik.

I 1983 kommer lobbyistgruppen European Round Table of Industrialists (ERT) til verden. Gruppen består af ’nøglepersoner’ fra den private sektor. Ved det første møde deltog to kommissærer fra EU, og ERT får stor indflydelse på EU’s nye økonomiske politik. ’Nøglepersonerne’ der grundlagde ERT var højtstående erhvervsfolk i blandt andet Volvo, Nestlé, Siemens, Thyssen og Shell. I dag sidder CEO i Mærsk Søren Skou sammen med blandt andre Totals CEO Patrick Pouyanné og BASFs CEO Martin Brudermüller rundt om bordet når EU’s kommende økonomiske politik skal kortlægges. Jaques Delors, præsident for EU-kommissionen i 1985-1995, har ifølge ERT selv anerkendt organisationens store betydning for udviklingen af det indre marked. I løbet af 80’erne begynder rygtet at spredes om en europæisk centralbank, og allerede i 1985 efterspørger ERT en fælles valuta. Med fællesakten kom en mere konsekvent penge- og finanspolitik, men den virkelige radikalisering af EU’s økonomiske politik kommer først med Maastricht og ØMU’en. Mere om det i næste kapitel.

Kapitel 1: EU – Hvordan startede det?

Kapitel 3: EU – Fra Maastricht til Lissabon

Kapitel 4: EU – Hvor er vi nu?

Der er ikke flere tekster