Feminisme&Krop har modtaget en mail fra en kvindelig kammerat, som er en af de 238 personer som i 2018 anmeldte en voldtægt til politiet. Anmeldelsen førte ikke til en tiltale.
Efterfølgende modtog hun følgende spørgsmål, som en del af en tilfredshedsundersøgelse fra politiet. Vi bringer hendes svar, for at give et indblik i hvad man skal gå igennem, for at bidrage til systemets statistikker over samfundets misogyni. Teksten indeholder beskrivelser af overgreb.


Politiet: Hvad kunne politiet have gjort for at gøre dig mere tilfreds med forløbet efter anmeldelsen? Uanset om du er tilfreds eller utilfreds med forløbet efter anmeldelsen, bedes du angive, hvad politiet kunne have gjort for at gøre dig mere tilfreds med forløbet.

Bedre information efter anmeldelsen.

Om hvor langt sagen var kommet, de næste skridt og hvad efterforskningen var ledt frem til.

Jeg troede at der var dårlig informationsdeling, fordi sagen ligesom var ‘hemmelig’, også for mig, altså at jeg ikke måtte vide noget som kunne interferer med politiets arbejde eller noget i den stil. Det viste sig dog ikke at være tilfældet, da jeg under en telefonsamtale uden videre får overgrebsmandens navn at vide. Jeg kendte ikke hans navn før dette og det var faktisk lidt af et chok.

Anerkendelse, anerkendelse, anerkendelse.

Som overlever af seksuelt overgreb betvivler man hele tiden sine egne oplevelser, hvilket er MEGA dårligt for psyken! Meget skadeligt for helingsprocessen også. Det er så ufatteligt når et andet menneske krænker en på den måde og derfor bortforklarer man, man giver sig selv skylden og man bagatelliserer ting som man i stedet burde tage seriøst.

I mine samtaler med politiet fik jeg b.la. at vide at det jo ikke rigtigt var et seksuelt overgreb, fordi der ikke havde været penis-vaginal penetration.

Det var virkelig et enorm svigt fra politiets side og total mangel på anerkendelse af min oplevelse. At det ikke ‘talte’. Det gjorde det endnu sværere for mig at komme videre. Når politiet fortalte mig at det faktisk slet ikke var sket. 

Fra politiets egen hjemmeside

“Hvis der er tale om et oralt overgreb, eller hvis der bliver indført genstande i skeden eller anus, kaldes det “andet seksuelt forhold end samleje”. Dette begreb omfatter også andre former for seksuelle overgreb mod en person af samme køn.”

En mulighed for at snakke med politiet/blive afhørt igen, efter at overgrebsmanden også var blevet afhørt.

Jeg ville gerne have svaret på de spørgsmål som politiet evt. har haft, efter at de havde snakket med manden og kunne se at vores forklaringer ikke stemte overens. Jeg ville gerne have haft mulighed for at sige “nej, det der han siger om det og det forhold er simpelthen ikke rigtigt, fordi…”

En måde at komme uden om ‘påstand-mod-påstand’.

Påstand mod påstand er en måde hvorpå overgrebsmænd gang på gang kan slippe fri, blot ved at sige “nej, det er ikke rigtigt”.

I min sag fik jeg endda at vide under en samtale med politiet, at min overfalder havde sagt ‘at han ikke var klar over at det ikke var konsensuelt, før du (altså mig) var gået ud af døren’. I mine ører lyder det som om at han godt vidste at jeg ikke var med på den, da jeg rejste mig op og gik, altså 1 min. efter samlejet var sket.

Hvordan kan det ikke tælle som en tilståelse?

Han VIDSTE at det var sket, men heldigvis for ham, gik det først op for ham 1 min. efter at han havde gjort det? Det giver da ikke nogen mening som retsprincip?

Det er simpelthen for let at slippe af sted med. Hvorfor skal påstand mod påstand evig og altid falde til den beskyldtes fordel?

Fra Amnesty International

Hvert år bliver omkring 5.100 kvinder udsat for voldtægt eller voldtægtsforsøg i Danmark, ifølge tal fra Justitsministeriet. Forskning fra Syddansk Universitet vurderer, at tallet kan have været så højt som 24.000 i 2017. Alligevel blev kun 890 voldtægter anmeldt til politiet ifølge statistikken fra samme år; af disse blev 535 retsforfulgt, og kun 94 endte med domfældelse. Link til Amnestys rapport om voldtægtsoverlevere.

Et bedre tilbud til ‘efterbehandling’ end konfliktrådsmøde.

Jeg diskuterede flere gange med politiet om hvorvidt konfliktrådsmøde var en god idé. Jeg ville hellere have haft mulighed for at komme ind til en samtale med politiet, hvor de tog sig tid til at forklare mig hvorfor de ikke ville gøre mere ved sagen, evt. fortalte mig om hvad han havde sagt osv.

I mine øjne virker det fuldstændig galimatias at tro at et sådan møde kunne være til min fordel. Magtforholdet i mig og min overgrebsmands relation er jo helt forskruet! Han har krænket min person seksuelt, han har holdt mig fanget mod min vilje i adskillige timer, han er en ældre, stor (bred) mand og jeg er en lille kvinde!

Jeg vil aldrig nogensinde igen sætte mig i en situation med ham, hvor han er mere magtfuld end mig! aldrig!

Konfliktrådsmøde

Konfliktrådsordningen trådte i kraft i 2010, som en kriminalpræventiv indsats. Det vil sige at der fra justitsministeriets side er lagt fokus på effekterne for gerningsmanden, ikke for offeret. Ordningen har løbende modtaget negativ kritik, både af fokus, effekt og udførelse. I Danmark er det normalt kun gerningsmand og offeret for dennes forbrydelse, som mødes i konfliktrådsmøder. I 2018 startede et forskningsprojekt som vil sammenligne effekten af politiets konfliktsrådsmøder med Restorative Justice Conferencing, som er en international konfliktløsningsmodel.

Det åbenlyse motiv.

I en telefonsamtale med politiet (igen efter at stemningen var blevet lidt opkørt, fordi jeg sagde nej til konfliktråd og forklarede det med at magtforholdet var meget ulige) fik jeg at vide at gerningsmanden ikke havde noget motiv til at udføre forbrydelsen og at det var en af grundene til at man ikke ville gøre mere. Det var så forkert sagt! Jeg var 19 år, han var en 50 år gammel mand. Ikke noget motiv til sexforbrydelse? Må jeg være fri. Derudover var det også meget ødelæggende for mit selvværd, som igen er meget vigtigt i enhver helingsproces. Selvom det ikke var det der blev sagt, så var det lidt som at få at vide at man nok ikke var attraktiv nok, til at nogen ville forgribe sig med én og derfor var der nok ikke fundet et overgreb sted. Heeeelt forkert vinkel og meget skadelig for overleveren!

Politiet: Gav politiet dig information i løbet af sagen (fx opdateringer om din sags forløb)?

Det var virkelig en ubehagelig og underlig måde jeg fik informationer om sagen på (f.eks. overgrebsmandens navn, som bare blev smidt ud som en selvfølgelighed, men som chokerede mig dybt). I mine tlf. samtaler med politiet var det som om at alle de ting jeg fik at vide, var ting som de troede jeg vidste, eller ting som de kom til at sige ved en fejl. F.eks. under deres tiltagende vrede over at jeg ikke ville tage imod konfliktrådsmødet, hvor jeg til sidst fik at vide at jeg ikke havde været udsat for ‘et rigtigt overgreb’, ‘at jeg nok bare havde glemt at jeg gerne ville have haft sex med ham, fordi jeg havde været påvirket af alkohol’, at det var en gråzone (det var ikke en fucking gråzone! jeg SKREG “nej” af ham) og også det med at han påstod at han først vidste at jeg ikke vil have sex med ham, da jeg havde forladt lejligheden.

Efter politiet havde afhørt min overgrebsmand, ændrede deres holdning til mig sig markant.

Hans ord blev med det samme taget for gode vare og som sandheden og det var dermed min opgave at argumentere imod/angribe/forsvare mig selv imod denne falske sandhed. Politiet virkede ikke neutrale, men prøvede i stedet at få mig til at indse ‘at det nok ikke var så slemt’

Politiet: Hvad kunne have gjort din oplevelse omkring selve anmeldelsen af forbrydelsen bedre?

Offerrådgivningen

Offerrådgivningen bliver finansieret med midler fra Rigspolitiet. På offerrådgivningens hjemmeside sidestilles personer som har været udsat for tyveri med personer som har været vidner til forbrydelser og personer som har været udsat for seksuelle overgreb.

Bedre information om hvor jeg kunne finde hjælp.

Jeg fik en meget utiltalende pamflet fra offerrådgivningen, som jeg aldrig har kontaktet.

Jeg fik ikke noget at vide om hvorvidt jeg havde krav på gratis psykologhjælp, hvilke grupper/organisationer som jeg kunne kontakte. Jeg fik heller ikke besked om at jeg havde krav på en bisidder til mine møder med politiet.

En forsikring om at selv hvis politiet valgte at droppe sagen, så var der steder jeg kunne søge hjælp.

Da jeg anmeldte det blev jeg stillet flere spørgsmål, som føltes underminerende for min forklaring, selvom jeg tror at de var velmente. Når man anmelder den slags ting, er man for det meste stadigvæk ramt af chok. Emnet er stadigvæk meget ømt, bare ved at nævne ordet ‘sex’ bliver man konfronteret med det mega krænkende og dybt rystende som man har været ude for.

Det ville være en bedre oplevelse som anmelder, hvis der var politi til stede, som har en overbygning på deres uddannelse, det behøver sikkert ikke være mere end et simpelt kursus, men hvor de får en bedre indføring i, hvordan man taler værdigt om emnet.

Da jeg havde givet min forklaring og læste den igennem, blev jeg stødt af betjentens opfattelse af ‘at jeg var fulgt med’, eller en formulering i den dur. Jeg var ikke fulgt med! Jeg havde ikke taget frivillig del i noget som helst, men det var bare som om at det var grundopfattelsen.

Selvfølgelig er nogle ubehagelige spørgsmål også nødvendige, men så bliv bedre til at stille dem ud fra en grundpræmis der ikke er ‘i påstand mod påstand får overgrebsmanden altid ret’, fordi der føles som om det er det i gør.

Der er ikke flere tekster