Hydra Bøger: ET JULEEVENTYR (1885) AF LUCY PARSONS***

Af: Hydra Bøger

Midt i denne mærkelige lockdown-juletid kan vi vist alle trænge til et lille eventyr. Og når det så er i form af en satirisk antikapitalistisk samfundskritik, skrevet af den fremragende anarko-syndikalistiske taler og organisator Lucy Parsons, nærmer det sig den rene fryd.

Hvem er Lucy Parsons?

Måske har du ikke hørt om Lucy Parsons før. Lucy blev født for 169 år siden, og hun kæmpede gennem et langt liv for amerikanske arbejderes rettigheder indtil sin død i 1942. Med en fængende og agitatorisk tone tordner hun mod kapitalisme og stat og leverer et grundlag for anarko-syndikalistisk tænkning, som gør hendes tekster ganske brugbare i en dansk kontekst i dag. Parsons personlige stemme giver læseren en fornemmelse af samhørighed på tværs af tid og sted, mens det poetiske sprog i hendes politiske tekster alene gør dem værd at læse.

Parsons er retorisk, litterært og didaktisk i en kategori for sig selv. Vi har at gøre med et overordentligt belæst menneske, der i sit forfatterskab trækker på mange forskellige genrer. Nogle gange i en svimlende fusion, men altid billedrigt og konkret.I denne julefortælling trækkes der på den form for rejseskildringer, der var meget populære i 1700-tallet, hvor europæisk kultur og sædvane på satirisk vis beskrives af en udefrakommende fortæller. F.eks. er Parsons tydeligvis inspireret af Montesquieus ”Persiske Breve” (1721). Et par måske mere velkendte eksempel på genren er Swifts ”Gullivers rejser” (1726) og Holbergs ”Niels Klims underjordiske rejse” (1741).

Ligesom i ”Persiske Breve” er det en for læseren velkendt verden (USA omkring 1900-tallet), der beskrives. Gennem den besøgendes udefrakommende, undrende blik opstår der en tvivl om det, som for den almindelige europæer eller amerikaner fremstår som naturligt, retsindigt og selvfølgeligt.

Hos Parsons er det kapitalismens hykleriske retfærdiggørelse af den ulige fordeling af goderne, autoriteternes voldelige undertrykkelsesapparat og de religiøse repræsentanters tomme ord, der – gennem gæsternes finurligt objektive (men derfor også undrende) blik – fremstår i konkrete scenarier, der får det kapitalistiske system til at fremstå præcis så absurd og uretfærdigt, som det er.

Vi håber meget, at I vil nyde teksten, og at I vil tage godt imod en ny antologi med et udvalg af Lucy Parsons’ tekster, som udkommer på forlaget Hydra Bøger i foråret 2021. Os bekendt er Lucy Parsons ikke tidligere udkommet på dansk, så vi glæder os derfor meget til at præsentere hendes arbejde for jer.

Om Lucy Parsons (1851- 1942)

Om Lucy Parsons (1851- 1942)

Lucy Parsons hører blandt de tidligste anarko-syndikalistiske organisatorer. Hun kæmpede gennem hele livet de amerikanske arbejdernes kamp, som hun anså for nøglen til en socialistisk revolution. Hun agiterede mod kapitalisme, statsrepression, politi, fattigdom og arbejdsløshed, og i 1905 var hun med til at stifte den internationale syndikalistiske arbejderorganisation “Industrial Workers of the World” (IWW), som stadig eksisterer i dag.

Parsons fik navnet Lucia Carter, da hun i 1851 kom til verden i en afro-amerikansk slavegjort familie i Virginia. I 1872 giftede hun sig med Albert Parsons, som blev en af de uretfærdigt dømte og henrettede i det skandaløse justitsmord på otte anarkister i forbindelse med “Haymarketoptøjerne” i slutningen af 1880’ernes Chicago. Dette var med til at radikalisere Parsons yderligere og markerede for alvor begyndelsen på Parsons eget virke som taler og agitator.

Igennem årene udgav Parsons flere anarkistiske aviser, holdt utallige taler, arrangerede strejker og demonstrationer, distribuerede anarkistisk litteratur og producerede selv anarkistiske tekster og artikler. Parsons talte gerne for væbnet arbejderkamp og blev af Chicagos politi i 1920’erne beskrevet som “mere farlig end 1000 oprørere”. Hun fortsatte med at være aktiv taler og revolutionær aktivist indtil sin død som 91-årig i 1942.

Foto: Lucy Parsons 1886

“Et juleeventyr” af Lucy Parsons

Oversat fra “A Christmas Story” af Lucy Parsons. Oprindelig bragt d. 26. december 1885 i den anarkistiske avis “The Alarm”, der udkom i Chicago i 1880’erne. Find originalteksten her: https://theanarchistlibrary.org/library/lucy-e-parsons-a-christmas-story 

Og se, her er min post med et brev fra Julemanden, som således ikke engang har glemt mig, selv om barndommens søde blændværk, hvor alt var fryd og gammen, for længst har forladt mig. Og den kostbare forsendelse, som den ærværdige gamle herre på sine ture gennem fremmed land har fundet og bragt mig, bliver så meget des mere interessant efterhånden som jeg gennemlæser dens indhold, at jeg har bestemt mig for at lade læserne af The Alarm få fornøjelse af den.

Historien er henlagt til en barbarisk ø, og er et resultat af en skibbruden kristens pludselige ankomst til øen, hvor han til gengæld for alle de venligheder, som han har modtaget ved de nye naboers hjælpsomhed, foreslår at tage en håndfuld af dem med tilbage til sit eget lands hjemstavn, så han kan vise dem fordelene ved en kristen civilisation, så den åndsformørkede barbar kan vende tilbage til sin egen hjemstavn og blive missionær i sagen for den kristne civilisation og den gode regeringsførelse.

Den lille forsendelse, som Julemanden har været så venlig at bringe mig, ser ud til at være en gengivelse af en beretning, som disse missionærer aflagde, da de kom tilbage til deres eget land. Beretningen fortæller:

———

”De førte os i østlig retning gennem det mægtige havs voldsomme bølger på en enorm og smuk søfugl (de kaldte den et dampskib) og landsatte os i udkanten af et storslået kontinent, hvor naturen syntes altid at smile. Og da vi steg ned fra vores skønne søfugl, blev vi sat bag ved en hest af stål, der prustede og vrinskede og gispede, utålmodig efter at påbegynde sin lange rejse gennem det enorme, vidtstrakte kontinent, og da han endelig blev sat i gang, førte han os frem med lynets hast; han hvirvlede gennem dale, over sletter og besteg bjergsiderne med lethed som den kæmpe, han var, aldrig træt, aldrig vaklende, men altid stræbende som i en søgen efter mere land at afdække; tiden syntes at svinde ind under hans stadige striden, og rummet blev tilintetgjort.”

En stemme blandt tilhørerne spurgte: ”Hvordan kunne han blive ved?”

”Åh, han blev skam drevet af damp, en opfindelse, som de påstod var den mest fantastiske, der nogensinde var gjort, siden Gud skabte jorden.”

Missionæren fortsatte oplæsningen af beretningen: ”På den femte dag efter rejsens begyndelse satte de os af midt i en storslået by. Det var omkring klokken ti om formiddagen, og de mennesker, som vi så bevæge sig omkring med så åbenbar lethed – kørende omkring i velstandens gader og mellem indkøbscentre med storslået udstyr, klædt i de dyreste klæder – de mennesker, fortalte vores guide os, var de eneste ejere af alle disse enorme konstruktioner, der i den grad imponerede os; at de rent faktisk var ejerne af jorden og alt hvad den rummede, og kun levede for at nyde. I beundring udbrød vi: »Mægtig er den kristne civilisation. Storartet er deres regeringsførelse!«.”

[Stor opstandelse blandt publikum; spredte råb: “Lad os emigrere!”]

”Hold igen, kammerater, hør os til ende”, sagde missionæren og genoptog fortællingen: ”Vi blev forevist alle de mest vidunderlige genstande inden for kunst og krigsførelse og blev lovet også at få forevist det kristne folks industrielle frembringelser. Vi blev ført til marmorsale, hvor banketborde stod spredt og skønne kvinder kom og gik, eventyrlige, alle besmykkede med storslåede juveler og de dyrebareste ædelstene. Deres smukke ansigter strålede ligefrem af tilfredshed, ro og lykke.”

[Mumlen blandt publikum: “Mægtig er den kristne civilisation!”]

”Som natten hurtigt skred frem, og perlende vin fra glas omviklet med vinranker blev drukket i rigelige mængder, og der blev udbragt den ene skål efter den anden, underfundige og morsomme, der lød omtrent således: »Lykkelige, tilfredse og velstående er vort folk under en klogt forvaltet og kristen regerings gavnlige indflydelse,« og som applausen efter den sidste skål genlød langs festsalens søjler af granit og fik silkedraperierne til at blafre og nærmest flækkede de fantastiske kalkmalede hvælvinger, dukkede der en mærkelig skikkelse op og stillede sig midt i salen, så ingen kunne undgå at se den.”

”Den skikkelse var den usleste kvinde. Og fra hendes dybtliggende øjne syntes blege lyn at rejse sig som himlens skær mod nord i december. Og som vandet flyder under decembers sne, lød en trist og ynkelig stemme fra hjertets kammer:

»Mine damer og herrer, kristne folk,« sagde hun. »Når I står ved banketbordet, vil I da høre enkens bøn, den forældreløses gråd? Udenfor falder den blændende sne tæt og hurtigt. På denne dag for tre måneder siden blev jeg for femte gang mor, og på selvsamme dag blev jeg enke og børnene faderløse, idet min stakkels ægtefælle blev knust til en formløs masse i maskineriet på den mands fabrik (idet hun pegede på ham, der udbragte den seneste skål), og jeg sværger for jer, at vi to gange inden for de sidste tolv timer har stået uden hverken en bid brød eller lidt brænde, og jeg er bange for at vende tilbage til mit elendige skur af frygt for, at de allerede er omkommet af kulde og sult. Åh! I Guds navn hør deres gråd, om ikke min!«

For en stund syntes alle forstenede. Da hørtes en svag lyd, idet en tjenstivrig person dukkede op fra en niche, stadset op i en stor blå frakke med messingknapper, og med hurtige skridt trådte hen til kvinden og trak hendes tynde, forvaskede sjal ned over de blege, udtærede kinder og glimtende øjne, så han kvalte hendes råb om »Nåde!«.”

Stemmer blandt publikum: ”Sagde de kristne ikke noget?”

”Jo, en kort stund talte de hviskende sammen.”

”Hvad sagde de?”

”Tja, fra damernes side hørtes sætninger som disse: »Pyh! Sikken en ledelse, der lader sådan en personage snige sig ind i festsalen, og særligt da når der er fremmede til stede.«”

”En anden dame med et meget konet udseende talte således: »Åh! Hørte du det sprog hun brugte om det at blive mor? Som om vi bekymrer os om, hvor mange unger hun har, og hvornår de blev født.«”

”Fra herrernes side hørte vi udtryk såsom: »Disse indbildte klager fra de letsindige lavere klasser. At de lufter deres formodede uret og generer anstændige mennesker, det sker alt for hyppigt. Vi må sikre, at militæret er godt trænede i ’øvelser i gadeoptøjer’ og dertil udrustet således, at de er rede til at kvæle den første manifestation af et forsøg fra deres side på at gennemtvinge en anerkendelse af ’retfærdigheden’ i at ’rette op på deres såkaldte uret.’

Andre af de fine herrer sagde: »Ja, ja, du har ret. Vi har læst appellen i The Tribune til forretningsfolk efter Thanksgiving Day-gadeoptøjerne, og jeg har indsamlet bidrag blandt de besiddende klasser, og dét ikke med ringe succes.«”

”Disse og mange andre udsagn i samme tone kunne høres fra alle de tilstedeværende.”

”Tiden var nu kommet til at tage afsked og få en god nats søvn; vi forlod snart efter salen, og mens jeg selv og guiden trådte ud fra den storslåede bygning, syntes vores vært at være fuldstændigt fortabt i lovprisning af »et kristent folks rigdom og gæstfrihed«.”

”Vi var ved at tage en vogn, da noget fangede min opmærksomhed, så jeg stoppede op med den ene fod på vognens trin, og da bemærkede jeg adskillige af de føromtalte typer med messingknapper i frakken der førte en lige så stor gruppe unge piger bort, som græd og erklærede, at de ikke ville have ’trukket’ på gaden, hvis ikke de var blevet tvunget ud i det. Én fortalte, at hendes gamle moder hverken havde ’mad eller brænde,’ og en anden sagde: »Åh, min herre, lad mig få lov at slippe bare denne ene gang. Jeg lover dig, at jeg har prøvet så ihærdigt at finde arbejde, men det lykkedes ikke, og nu har min udlejer forkyndt mig, at jeg selv og mine små børn vil blive sat på gaden, hvis ikke lejen er betalt i morgen.«”

”Da jeg henvendte mig til vor ven, gættede han, hvad det var, jeg skulle til at spørge om, og med en utålmodig håndbevægelse fortalte han os, at disse personer »blot var en flok uheldige skabninger, som vi i dette kristne land overlader til autoriteterne at tage sig af. Rent faktisk er det hovedsagelig det, vi har vores regering til – at tage hånd om de lavere klasser.«”

”Da kirkeklokkerne ringede for at kalde disse kristne til deres prægtige templer for at tilbede deres guder, blev også vi ført til et af dem og præsenteret for præsten som nogle »hedninge, der er blevet overtalt til at komme iblandt os for at lære et gudfrygtigt folks vaner, så de kan tilegne sig en kristen levemåde, således at de vil kunne vende tilbage til deres eget land som missionærer.« Præsten erklærede meget højtideligt, at »vi er trofaste følgere af den ydmyge og sagtmodige Jesus, der end ikke havde noget sted at hvile sit hoved,« hvorefter han besteg sin pragtfulde prædikestol og fandt de tekstens ord, der fremhævede det sagte: »At det er sværere for en rig mand at komme i Himmeriget, end det er for en kamel at komme igennem et nåleøje, med mindre de var meget gavmilde over for de fattige,« og da indsamlingsbøtten gik rundt, huskede man på meget generøs vis dette.”

”En dejlig dag, efter at vi havde opholdt os blot et par uger i det kristne land, slentrede vi mellem mærkevarebutikkerne, og som vi stod der og stirrede i overvældelse og beundring på de tårnhøje bygninger, syntes de selvsamme bygninger pludselig at fremstå anderledes, da vi hørte den store klokke i tårnet begynde at slå seks, for da den gjorde det, begyndte det at strømme ud fra disse monstrøse bygninger med en sort strøm af mennesker, der, som de kom væltende frem, så ud til at ile afsted hulter til bulter i alle retninger, som om deres liv afhang af, at de nåede et eller andet sted hen på den kortest mulige tid. Disse folk så helt anderledes ud end dem, som vi havde vænnet os til at se. Disse sidste var nedslidte, hårdtarbejdende mennesker med blege ansigter, der så ud til hverken at have tid eller lyst til at standse op og nyde de smukke udstillinger i butiksvinduerne, som vi havde set de velklædte gøre i løbet af dagen; og i denne kæmpende masse af skyndsom menneskehed kunne vi se purunge børn, der så lige så nedslidte ud som dem, der var ældre.”

“Mens vi stirrede ind i disse folks ansigter i forsøget på at regne ud, hvorfor deres udseende sådan adskilte sig fra dem, vi havde set i kirken og ved festmiddagen, trådte just da vores guide til og fortalte os, at de mennesker, vi nu så foran os, »bare var arbejderklassen; den laveste bestanddel af vort samfund.«”

”»Sagde du arbejdere?«, spurgte vi, »men er det så ikke dem, der har bygget disse smukke bygninger, som de nu kommer ud af?«”

”Åh jo, vi får dem til at gøre arbejdet, men vi fører tilsyn med det.”

”Men så ejer de dem naturligvis?”

”Nej. Ser du, det er som følger: Disse mennesker er arbejderklassen. Det er kapitalisterne, der ejer ejendommene!”

”Men hvis disse mennesker er det arbejdende folk, som du siger, de er, hvorfor er det så ikke dem, der ejer disse ejendomme?”

”Jo, ser du, det er meget svært for hedninge at forstå en kristen civilisations politiske økonomi. Ser du, det er som følger: vi beskæftiger disse klasser og betaler dem så en del af produktet af deres arbejde, som vi kalder løn; og det er selvfølgelig en stor velsignelse for dem, for hvis ikke de blev ansat således af os, ville de ikke kunne skaffe sig de bekvemmeligheder, som de nu nyder.”

”Men er de tilfredse med blot at modtage løn for deres arbejde? Underordner de sig fredeligt?”

“Nej, ikke altid; men vi tillader ikke, at de blander sig. Så gør vi kort proces med dem.”

[En røst fra tilhørerne: »Hvad synes I om den kristne styreform og den civilisation, de praler af?«]

“Hvad vi synes? Jo, ud fra hvad vi har lært om deres styreform, er det ganske enkelt organiseret bedrageri og undertrykkelse; for hvis deres folk er glade og tilfredse, som de påstår, hvorfor behøver de så at blive regeret? Og hvad religionen angår, er de hyklere, for så vidt som de prædiker én ting, men gør noget andet.”

“Og i deres økonomiske og industrielle system er de røvere, der flår unge såvel som gamle for alt, hvad de har, og under dække af deres altre har de kæmpe ødelæggelsesmaskiner, der kan sende deres fjender til Helvede en masse. For mit vedkommende foreslår jeg, at vi med det samme sender missionærer ud blandt dem – ikke for at lære dem, hvordan de skal dø, men hvordan de skal leve; ikke for at frelse deres sjæle, men for at frelse deres legemer. Lær dem, hvordan man undgår at gøre folk til kriminelle gennem alt for meget arbejde og fattigdom, så deres præster kan få et arbejde ud af at bede dem op fra Helvede!”

———

Midt i den vældige begejstring og opstandelse over denne opfordring og de deraf udløste udråb om støtte til forslaget og ”send missionærer med det samme!” – midt i al denne forvirring ser det ud til, at Julemanden har mistet en del af manuskriptet til denne meget interessante beretning, så læserne af The Alarm må stille sig tilfredse med, hvad der her er gengivet.