Tyrkiet: Erdogans krig mod kvinder***

De kurdiske kvinder som er en del af en af de stærkeste og mest radikale kvindebevægelser i verden, bliver uden undtagelse angrebet af den tyrkiske stat mens Europa vender blikket væk.


Af Dilar Dirik. Oversat af Asbjørn Nielsen 

Dilar Dirik

Dilar Dirik er sociolog og aktivist i den kvindelige kurdiske befrielses bevægelse. Hun har for nylig taget en PhD ved Cambridge universitet og skriver jævnligt for internationale medier om kvinders kamp i Kurdistan og resten af verden.

” Vi vil gøre modstand og modsætte os til vi vinder” lyder sloganerne fra Sehabat Tuncel, før hun tvinges til stilhed af et halvt dusin betjente, som slæber hende hen af jorden mens de holder hende for munden og efterfølgende tilbageholder hende tidligt i november 2016.

For ni år siden blev hun modtaget med sejrrige bannere og blomster, da hun blev løsladt fra et tyrkisk fængsel. Hun var blevet valgt til det tyrkiske parlament mens hun stadig sad til fængslet for politisk aktivisme mod den tyrkiske stat. Tuncel der nu igen sidder i fangeskab, er en blandt dusinvis af kurdiske politikere fra Folkets Demokratiske Parti ( Peoples Democratic Party – HDP ) og det Demokratiske Regions parti ( Democratic Regions Party – DBP ) som alle er blevet anholdt af tyrkiske sikkerheds styrker siden oktober 2018, som en følge af den tyrkiske præsident Erdogans ”anti-terror” operationer mod alle der udfordrer hans autoritære styre. Overgrebene følger i kølvandet på det forfejlede kup og repræsenterer en ny eskalering i krigen mellem den tyrkiske stat og den kurdiske bevægelse siden sommeren 2015, og markerer enden på en to og et halvårlig fredsproces. I 1980’erne fik det tyrkiske anti-terror korps ordrer som lød ” Skyd kvinderne først ” og lige så er statens giftige maskulinitet synlig i dens direkte krig mod kvinder; idet den militante kurdiske kvindebevægelse udgør den største trussel mod systemet. Sebahat Tuncels sag er med andre ord ikke enestående.

I slutningen af oktober blev Gültan Kisanak tilbageholdt. Hun var den første kvindelige medborgmester i bydistriktet Diyarbarkis og tidligere parlamentsmedlem som desuden var blevet indespærret to år i midtfirserne i det notoriske Diarbarkir fængsel hvor hun overlede den mest grusomme tortur. Dette indbefattede blandt andet indespærring i et hundehus fyld med menneskelige ekstrementer fordi hun nægtede at sige ” Jeg er Tyrker”. Hendes anholdelse blev omgående fulgt op af den voldelige anholdelse af Ayla Akat Ata, tidligere parlamentsmedlem og nu talskvinde for den frie kvinde kongres ( KJA ), den største paraply organisation i Kurdistan og Tyrkiet. Organisationen er blandt 370 civile samfundsorganisationer der er blevet forbudt af den  tyrkiske regering siden november 2015. Ayla Akat Ata blev flere gange indlagt på hospitalet grundet politi brutalitet under hendes periode i parlamentet og overlevede flere snigmords forsøg på hendes liv.

Sebahat Tuncel, Ayla Akat Ata, Selma Irmak og Pervind Buldan protesterer mod en en ny sikkerhedslov i parlamentet. Alle på nær Pervin Buldan sidder nu fængslet. Foto: Murstafa Istemi/Milliyet

Selma Irmak er blandt de parlamentsmedlemmer, der er blevet valgt under deres fangeskab, hvor hun afsonede mere end ti år for anklager om terrorisme, hun deltog samtidig i flere sultestrejker.

Gülser Yildirim sad i fængsel i fem år før hun blev valgt til parlamentet for HDP. Et andet parlamentsmedlem er Leyla Birlik som forblev med civile, der var under beskydning fra militæret i byen Sirnak som var blevet lukket ned af regeringshæren og udsat for belejring. Her bevidnede hun mange brutale drab på civile begået af den tyrkiske hær. Hendes svoger, Haci Lokman Birlik, aktivist og filmskaber blev henrettet af den tyrkiske hær i oktober 2015, hvorefter hans lig blev bundet til et militært køretøj og trukket gennem gaderne. Soldaterne filmede dette og sendte videoen til Leyla Birlik med beskeden ” kom og saml din svoger op” .

Listen fortsætter. Vi vælger disse modige kvinder som vores repræsentanter, de er nu politiske fanger til trods for at de er blevet valgt af mere end fem millioner mennesker.

Historisk set er voldtægt, seksuel tortur, herunder jomfru-testninger efter døden, blevet anvendt af den tyrkiske stat for at disciplinere og straffe kvinders kroppe, som nævnet af Anja Flach i hendes bog ‘Kvinder i den kurdiske guerilla – Frauen in der Kurdischen Guerilla’, som endnu ikke er blevet oversat fra tysk. I fængslerne bliver kvinder udsat for kropsvisitationer for at ydmyge dem seksuelt. For nyligt fjernede tyrkiske soldater tøjet fra ligene af kvindelige kurdiske guerillaer og delte billederne på sociale medier. En anden brutal video viser hvordan den Tyrkiske hær skød kvindelige kurdiske oprørere i hovedet og kastede dem ud fra bjergtoppe. Tyske G3 rifler blev brugt i videoerne og illustrerer hermed vestens medansvar i disse krigsforbrydelser.

Mens sådanne grusomheder i 1990’erne ofte fandt sted i hemmelighed, så er delingen af billeder af dem på sociale medier, et nyt forsøg på at demoralisere og knuse kvinders modstand samt demonstrere statens magt. Disse metoder minder om dem anvendt af islamisk stat over grænsen til Syrien og strider i mod alle krigens love. Seksuelt misbrug af en kvindelig aktivist der vover at udfordrer det mandlige hegemoni, har som mål at knuse hendes viljestyrke og afskrække hende fra politisk virksomhed. Angrebene mod kvindelige politikere må læses i lyset af denne kontekst.

 

En kurdisk kvinde demonstrerer mod den tyrkiske hær i kerboran sidste år. Foto : Zehra Dogan/Jinha

 

Længe før mainstreammedierne var under angreb i Tyrkiet, blev reporterer fra Jinha, det første udelukkende kvindelige nyhedsbureau, angrebet. Med et udelukkende feministisk fokus, blev Jinhas ansatte ramt af statens forbrydelser fra et kønsmæssigt perspektiv. I dag er Jinha blevet erklæret ulovligt og flere medlemmer sidder fængslet.

HDP er det eneste progressive oppositions parti tilbage i Tyrkiet med en sekulært diversitetsmæssigt og pro-minoritet, kvinde, LGBT og klimamæssigt fokuseret grundlag. Partiet har langt det højeste antal kvinder i sine rækker. Selv uden det kurdiske system der sikrer delingen af ledelsesposter mellem en kvinde og en man, er langt størstedelen af borgmestrene i de kurdiske områder kvinder. Gennem en årtier lang kamp, særligt opmuntret af den fængslede kurdiske leder Abdullah Öcalan, er kvindernes aktive rolle i politik blevet en del af hverdagen i Kurdistan.

Kvinderne i HDP og DBP legemliggør ikke borgerskabets ideer om repræsentativ politik og ønske om at tilpasse sig såkaldt ‘ korporativ feminisme’ der sigter mod assimilationen af kvinder i politik uden at gøre op med de undertrykkende strukturer. Næsten alle politikere der nu er under angreb har brugt tid i fængsel, er blevet udsat for politi brutalitet, seksuel tortur, mordforsøg eller andre former for voldelig behandling fra statens side. Til trods for dette er de altid i front i protesterne mod staten og hæren.

Kvinder var ligeledes betydningsfulde aktører i protesterne startet af Abdulla Öcalan mod den tyrkiske stat i marts 2013. I 2014 anbefalede Öcalan at kvinder skulle være repræsenterede i møderne som en organiseret enhed snarere end kun som individer. Dolmabahce deklarationen, den første fælles deklaration mellem de konkurrerende parter, indeholdt kvinders befrielse som en af de ti punkter for fred og renfærdighed. Staten og medierne var ude af stand til at forstå den kurdiske bevægelses insisteren på kvinders rettigheder som et centralt krav i fredsprocessen.

Vi møder kollektiv afstraffelse for at nå over verdens højeste valgtærskel som kræver at et parti vinder minimum 10% af stemmerne for at få plads i parlamentet. Vores byer bliver jævnet med jorden, dem vi holder af bliver myrdet, brændt levende, bombet, skudt eller tæsket til døde. Vores kulturarv og miljø slettes for evigt, vores parlamentariske repræsentanter slæbes gennem gaderne, vores borgmestre erstattes af regeringsloyale substitutter mod vores vilje, vores medier censureres, vores sociale medier bliver blokeret. Ved at ødelæge muligheden for at føre fredelig og legal politik indenfor demokratiets rammer har Tyrkiet ikke efterladt kurderne med andet valg end at forsvare sig. Internationale institutioner, mest af alle den Europæiske Union, har ladet det kurdiske folk i stikken for at pleje et godt forhold til Erdogan. Vestlige regeringer støtter med andre ord den systematiske udryddelsen af den kurdiske kvindebevægelse der er en af de stærkeste og mest radikale af sin slags i verden.

Den kurdiske kvindebevægelses filosofi har som mål at alle levende organismer har ret til selvforsvar, som rosen med sine torne. Dette koncept er defineret i en snæver fysisk forstand, men inkluderer skabelsen af autonome og selvstyrende strukturer til at organisere det sociale og politiske liv. Beskyttelsen af ens identitet mod staten gennem selvforsvar er til dels faciliteret gennem opbyggelsen af selvstyrende politiske institutioner.

I en tid hvor kvinders nøgne lig bliver udstillet på sociale medier af hæren og demokratisk valgte repræsentanter bliver udsat for mishandling og tortur af den kapitalistisk-patriarkalske stat, går kvinder til modstand for at vise at deres ære ikke defineres af mænd som mener at ære kun findes mellem en kvindes ben. Den findes i vores modstand, modstandskulturen etableret af forgængerne for vores bevægelse. Vores fængslede politikere forsvarer denne ære.

Fra fængslet sendte medforkvinden for HDP Figen Yüksekdag, denne besked ” Til trods for alt dette so har de ikke kunne slukke vores håb eller bryde vores modstand. Hverken i fængslerne eller udenfor murerne, HDP og os er stadig Tyrkiets eneste mulighed for frihed og demokrati. Det er herfor de er så bange for os. Ikke en eneste af jer må lade jer demoralisere, i må aldrig være uforberedte og aldrig lade jeres modstand blive svækket. Glem ikke at dette had og denne aggression har sine rødder i frygt. Kærlighed og mod vil i sidste ende sejre!”

Artiklen er oprindeligt udgivet af open democracy og skrevet af den kurdiske aktivist og forfatter Dilar Dirik.

https://www.opendemocracy.net/en/5050/erdogan-s-war-on-women/

 

 

Der er ikke flere tekster