– en rejseberetning af Solidariske Antifascister
Som så mange andre, var vi nogle stykker der har fulgt med i retssagen mod Lina E. i Leipzig, der sammen med 3 andre kammerater var anklaget for overfald på Nazister i delstaten Sachsen. Det blev de jo dømt for på det tyndest mulige grundlag, blandt andet vidneudsagn fra aktive nynazister samt overgrebsmand og stikker Johannes Dömhover. Lina blev dømt efter §129a, en terrorparagraf oprindeligt rettet mod RAF. Den tyske stats repression skulle ikke stå uimodsagt, men da Revolutionære Antifascister desværre måtte aflyse busturen var gode råd dyre. Vi stak derfor hovederne sammen, og blev enige om at tage afsted alligevel.
Fredag aften havde vi fremskaffet fire hjul og en motor, og satte kurs mod færgen og Leipzig. Med ZSKs ”Antifascista” bragende ud af højtalerne skød vi en støt fart ad den tyske Autobahn. Fra bagsædet holdt pressecentret resten af bilen opdateret på udviklingen i Leipzig, hvor kammerater optændte aftenen med deres vrede over dommen mod Lina og de andre, men i særdeleshed også imod det demoforbud, der netop fredag aften blev dømt gyldigt i den Sachsiske højesteret. Brændende barrikader lyste i Connewitz’ smalle gader, og vi glædede os over vore kammeraters kampiver. Med speederen i bund forsatte vi gennem natten.
Da solen stod op over Tag-X og vores lille dyt, nærmede vi os Leipzig. Da vi drejede fra Autobahnen var det første vi så et kæmpe graffiti-piece hvor der stod ”OSTOSTOST”. Det betyder ”øst” på tysk, men viste sig at være profetisk, da vi få hundrede meter senere blev mødt af en politikontrol. Vi havde dog godt hørt at det var pansernes plan at kontrollere tilrejsende, så vi aktiverede stealth-mode og susede lige igennem. Vi nåede hurtigt frem til nogen lokale kammeraters fantastisk vidunderlige hus, centralt beliggende og med smuk udsigt over hele byen. Vi blev taget godt imod, og blev grundigt briefet om dagens planer af vores lokale kontakt (DANKE!). En lokalpolitiker fra Die Grünen havde indkaldt til demonstration imod demonstrationsforbud i Alexis Schumann Park, der ligger ca. midt på den oprindelige demorute fra Tag-X-demoen.
Efter en tiltrængt men kort lur i vores enorme og luksuriøse indkvartering kaldte gaderne og solen dog på os, og vi drog ud i byen for at orientere os. Overalt blev vi mødt af støttegraffiti og bannere hængende fra vinduer, politiske slogans og symboler på enhver væg satte stemningen mens vi indtog vores nyindkøbte og lækre frokost (Pita med halloumi, 6,90€), og i højt humør vandrede vi afsted mod parken.
Vi havde selvfølgelig planlagt ruten, men det havde vi ikke behøvet, da vi bare kunne følge konvojerne af salatfade der tungt lastet med svin valfartede mod det sydlige Leipzig. Vi ankom i området i god tid, hvilket vi på ingen måde var alene om. Overalt cirkulerede mindre grupper af Antifascister, de fyldte parker, bænke, fortovscaféer og trappesten. Vi brugte tiden fornuftigt og fik dannet os et overblik over kvarteret: Hvor kan man tisse, hvilke veje kan man løbe, hvor er skraldespandene og hvor er fortovet allerede gravet op. Panserne var også massivt tilstede, men de havde jo allerede også udmeldt at de ville stille mere end 3000 voldsspsykopater (vores tilføjelse, Red.).
Dette lagde dog på ingen måde en dæmper på de fremmødte kammerater, og mens panserne forbød demonstrationen på stedet, samlede folk sig på Karl Liebknechts Strasse, der løber midt gennem parken. Iført praktisk tøj og solbriller sluttede kammeraterne op om kampråb og bannere, og der dannede sig en frontblok i nordenden af parken. ”Freiheit für alle Politische Gefangene”, ”Feuer und Flamme Der Repression! Hundertneunundschwanzig Wir kennen Dich noch Schon!” gjaldede mellem bygningerne. Panserne havde dog allerede fra start blokeret den nordlige udgang fra parken, og vi afventede derfor de lokales initiativ i solen. Stemningen var høj, men vi bemærkede hurtigt at hvor end man så hen, bevægede griseflokkene og robocops sig rundt i sidegaderne og parkens kanter.
Da én af disse grupper bevægede sig mod flanken af fronten, blev der reageret. Med en serie af høje brag, farvede røgskyer og en byge af sten trængtes svinene tilbage i parkens nordøstlige hjørne, men desværre var de virkelig, virkelig mange, og deres modangreb satte gang i den største circle-pit igennem hele parken. Vores gruppe valgte at civilisere os, og trak ud i kanten af parken, hvilket viste sig at være et klogt træk. Omkring 300 kammerater endte med at blive omringet i parken (”Gekesselt”, ”Inn Eine Kessel”) og tilbageholdt. Dér blev mange af dem i de næste 12 timer, idet panserne krævede telefoner udleveret og registrering af alle tilstedeværende, før de ville lade folk gå. I resten af parken cirkulerede vi, hundredvis af andre kammerater, og selvfølgelig også pansersvinene nu rundt i én pærevælling. Vandkanonerne (”WaWe”, Wasserwerfere) blev kørt i stilling sammen med barrikade ryddere og utallige salatfade, til det den Leipzigske Overpanser kaldte ”Deeskalation gennem styrke”…
De næste par timer var præget af stilstand, udover at panserne forsøgte at kvæle enhver støtte til de tilbageholdte, ved blandt andet at erklære at alle politiske tilkendegivelser herfra blev defineret som en demonstration, og derfor var ulovlig.
Da solen sænkede sig over Leipzig, rejste modstanden sig igen, og bål og fyrværkeri oplyste natten. Panserne drev gennem gaderne i hobetal, mens Antifascister og lokale dukkede frem fra skyggerne, slog til, og derefter skyndte sig videre til næste barrikade.
Det blev sent på natten før vi endelig væltede i seng, og søndag morgen måtte vi desværre sætte kursen hjemad. 23 timer i Leipzig var slet ikke nok, og kammeraterne dernede forsatte solidaritetsarbejdet med en demonstration søndag aften imod politibrutalitet (også forbudt), mandag aften er der også demonstration under parolen ”Grundloven gælder også i Leipzig” (også forbudt). Derfor må vi forvente at vores solidaritet kommer til at være endnu mere nødvendig i den kommende tid, og at den må og skal være praktisk og international.
Frihed til alle de politiske fanger!
Solidaritet med alle kammerater i Leipzig!
Kampen Forsætter!