AktiWiki.dk er en fælles open source aktivisthåndbog for alle, der ønsker at lære mere om aktivisme – eller vil dele ud af sin viden. Siden har været nede, men er nu blevet restaureret og er klar til igen at blive taget i brug.
Hvad er AktiWiki?
Tanken bag AktiWiki har fra starten været at skabe et forum hvor erfaringer og viden kan deles aktivister imellem. Det startede som en digitaliseret version af et aktionskatalog, men er siden blevet udvidet til også at indeholde artikler omkring venstrefløjens organisationer, politiske begreber, fristeder og meget andet.
AktiWiki bestræber sig på at være en samlet vidensbank for alle der vil lære mere om aktivisme og venstrefløjen, lige fra kommunistisk arbejderhistorie til hvordan man laver malerbomber.
Hvorfor har vi brug for AktiWiki?
Som aktivister på venstrefløjen kan vi ofte føle os fremmedgjorte, opdelte og isolerede i det kapitalistiske system vi kæmper imod. Et system som nyder godt af den apati og afmagt der kan opstå som følge af isolering af individet. Pandemien som vi står midt i har yderligere isoleret os, både fysisk og mentalt, og for mange har det betydet, at motivationen til at lave aktivisme er helt i bund.
For at få motivationen tilbage må indse, at de problemer og udfordringer vi står overfor som aktivister ikke er individuelle, men kollektive problemer som vi må stå sammen for at løse. En af måderne vi kan gøre dette på er at dele ud af vores aktivistiske erfaringer. Gennem vidensdeling kan gode ideer, taktikker og viden hjælpe andre aktivister med hvordan de skal kæmpe deres kampe. AktiWiki skaber et rum for at dele viden, selv under en pandemi. Derudover giver AktiWiki mulighed for at erfaringsudveksle på tværs af tid. Hvad der bliver skrevet i dag bevares så fremtidige aktivister kan læse det og bruge hvad der er relevant. Vores kampe i dag bygger videre på de historiske kampe andre aktivister har kæmpet, og det er derfor essentielt at vi deler erfaringer for at udvikle den bedst mulige strategi for den fortsatte kamp.
Erfaringsdeling, historieundervisning og muligheden for at connecte med andre aktivister er derfor byggestenene i en antikapitalistisk, revolutionær bevægelse. Vi håber at AktiWiki kan bidrage med en platform til netop dette.
Du er med til at lave AktiWiki!
Som nævnt tidligere er AktiWiki open source. Siden er bygget på den gratis software MediaWiki, som også bruges af bl.a Wikipedia. Det vil sige, at alle har mulighed for at læse, redigere og tilføje indhold. Man skal blot oprette en bruger og vente tre dage, hvorefter man kan gå i gang med at redigere og tilføje indhold.
For at AktiWiki skal fungere efter intentionen har vi brug for, at hele bevægelsen deltager og tilføjer den erfaring og viden de har til hjemmesiden, om det så er hvordan man maler et banner med sin affinitygruppe eller hvordan man afvejer sin aktivisme for at undgå burnout – alt indhold er velkommen! Det kan være noget du selv skriver, eller noget du kopiere fra et andet sted på internettet (i så fald, husk at skrive kilde på).
Hvis du ikke kan komme på hvad du gerne vil skrive om, kan du også opdatere nogle af de nuværende artikler, da noget af indholdet er temmelig gammelt.
Vi håber at I vil finde siden brugbar, og vil dele ud af jeres viden!
Læs siden Om AktiWiki for en lidt længere intro til hvordan man bruger siden.
Har du forslag eller spørgsmål til projektet er du velkommen til at kontakte os på admin@aktiwiki.dk.