KulturIndrømmet. Clickbait-overskrifter er ikke en pæn måde at skaffe sig opmærksomhed på, men der var faktisk en antifascist, der gik i Det Kongelige Teater, men hvordan han reagerede overraskede nok mest ham selv. Til gengæld er det overraskende hvordan kulturproduktionen og kulturforståelsen på samme tid har været i udvikling og været stillestående i løbet af de sidste årtier. Så sammen med en anmeldelse af teateropsætningen af Astrid Lindgrens Brødrene Løvehjerte, vil jeg stille skarpt på, hvad en institution som Det Kongelige Teater har at tilbyde af politiske og humanistiske diskurser i relation til den almene kulturforbruger.
Af O.T
Hvis man rådfører sig med toneangivende sociologiske tænkere om hvorvidt Det Kongelige Teaters produktioner har relevans i forhold til den ikke-kulturelle elite, så ville et muligt svar kunne være, at disse institutioner hovedsaligt har dén funktion at skabe et polariseret magtforhold mellem eliten og ikke-eliten. Dette argument hviler på den opfattelse at konsumption af finkultur kræver en langvarig tilegnelse af viden, som visse mennesker får i kraft af deres tilhørsforhold til den dominerende overklasse, hvori skolegang og opvækst bidrager til denne særlige viden man skal have for f.eks. at nyde og forstå italiensk opera. Dette har resulteret i, at mange fra de dominerede lavere klasser fravælger institutionerne allerede før et egentligt møde med dem.
Denne opfattelse af finkultur indeholder mange sandheder; især historisk set, men også i dagens Danmark. Dog er det efterhånden mange år siden, at der blev gjort opmærksom på, hvordan finkulturen var med til at opretholde det herskende magtforhold i samfundet via eksklusionsprocesser af dem, der fra fødslen besidder en lav kulturel kapital. Denne kritik er til dels blevet taget til efterretning, af den elite der producerer kulturoplevelser som Brødrene Løvehjerte.
Mange har fra barnsben et nært forhold til Karl og Jonathan, de to unge brødre i Astrid Lindgrens mesterværk, der efter deres død kommer til det idylliske Nangijala, som de bliver nødt til at befri fra den onde tyran Tengil og dragen Katla.
I kraft af forestillingens ophav er historien alment kendt i Norden og er desuden en let forståelig fortælling. Opsætningen på Det Kongelige Teater holder sig til historiens originale oplæg, og tilføjer en smuk og enkel scenografi. Skuespillerne bevæger sig indlevende rundt i stemningsfyldte lydlandskaber, hvilket samlet set efterlader beskueren med et smerteligt smukt og poetisk indtryk.
I tilfældet med Brødene Løvehjerte kan det påstås, at kulturproduktionen på det Kongelige Teater ikke kun henvender sig til den kulturelle elite, da forestillingen kan forstås og nydes uden noget dybdegående kendskab til teater, litteratur eller kunst generelt. Forestillingen er til alle der i deres liv er blevet rørt i sjælen af Astrid Lindgrens forfatterskab, og til dem der endnu har det til gode. Derved er den ikke en del af eksklusionsprocesser, da den i stedet får en samlende kraft med sit afsæt i let genkendelige og dog komplekse menneskelige konflikter.
Når det er sagt, så falder de heldigvis ikke i den populistiske gryde, hvor der kun bliver talt til den laveste fællesnævner, som andre kulturinstitutioner har fået for vane at gøre (ingen nævnt, ingen glemt). Ej heller er det alle produktionerne fra det Kongelige Teaters hånd, der ikke har sin andel i eksklusionsprocesser og finkulturelt snobberi.
Det er alt sammen meget fint ville nogle måske indskyde, men har to børn, der tager på en eventyrlig dragejagt i et fiktivt land da overhovedet nogen politisk relevans? Er det ikke bare et stykke eskapisme, masseunderholdning der skal få os til at glemme verdens problemer? Ikke nødvendigvis.
For indledningsvis at kaste blikket på nogle af de punkter der kan politiseres, så bliver de to brødre henholdsvis spillet af en kaukasisk og ikke-kaukasisk udseende skuespiller, hvilket for bare få årtier siden ville have været kontroversielt, men det fungerer gnidningsfrit. I ren Astrid Lindgrensk stil er kvinderne i forestillingen stærke og handlekraftige, fyldt med initiativ og vilje. I denne artikel vil jeg dog hellere rette blikket mod selve fortællingens nødvendighed, for at forstå hvorfor det er af politisk relevans.
Foto: Miklos Szabo
Socialkonstruktivistisk teori er oftest bannerfører for mange af de politiske diskurser der verserer for tiden. Mange politiske bevægelser på venstrefløjen henter argumenter fra socialkonstruktivistisk teori. Disse argumenter bliver oftest brugt til at sætte fokus på de normer og underlæggende strukturer, som er hæmmende for minoriteter og konstituerer de herskende magtforhold. Det er vidunderligt at denne teoriske forståelse af samfundsforhold har vundet et så centralt indpas i de politiske diskussioner, men i perspektivering til dette, må man også vende blikket mod dette: At det fulde fokus ikke kun skal være rettet mod normbrud, men at nogle narrativer er værd at reproducere og ikke er naturgivne selvfølgeligheder.
Brødene Løvehjerte er i bund og grund en fortælling om kampen mod onde tyranner og om hvordan de unge og svage bliver nødt til at finde modet til modstand, når de ”voksne” svigter. At reproducere narrativer som disse er eksistentielle. Hvis disse diskurser ikke bliver genfortalt i ord og handling, så kan mennesket grundlæggende miste sig selv af syne, som oprørsk aktør. Derfor må fortællinger som Brødene Løvehjerte ikke tages forgivet, de er med til at minde os alle om at når ret bliver til uret, så bliver modstand pligt.
Foto: Miklos Szabo
Slutteligt vil nogle måske spørge hvorfor man ikke bare nyder Astrid Lindgrens bog under en lampe i stedet for at krybe ind i teaterets mørke grotte. Her kan man rette blikket mod teatret som kunstform. Måske der er mange mennesker der kender følelsen af at sidde fast i hverdagens trummerum. Den ene dag overtager den anden, og uden at man lægger mærke til det, bliver man langsomt pacificeret. Man har brug for noget til at trække sig ud af sin normale tankegang, men der er ikke mange tilbud i de kolde vintermåneder. De fleste udendørsaktiviteter, såsom festivaler kommer først til syne igen til sommer og en biograftur giver ikke længere den samme slagkraftige oplevelse, som da man var yngre. Mange mennesker der ikke har været vant til at tage i teateret, har nok sine forbehold imod det, men ikke desto mindre kan der her findes en oplevelse, som kan være med til at ruske op i vintermatheden. Og dette behøver ikke at koste en bondegård: Billetter til Brødrene Løvehjerte kan fås til samme pris, som en helaftens forestilling i biografen.
Mange teatre har ikke økonomien til at reklamere stort og bredt og derfor glemmer man ofte at de findes, men alene i København er der snesevis af store og små teatre, som opsætter gode og vedkommende forestillinger året rundt. Så hvis du er antifascist, og gerne vil prøve noget nyt og tilmed blive chokeret og overrasket, så kan jeg kun anbefale at du kommer afsted.