InternationaltNetop nu er en delegation af 17 tømrere, snedkerere, murere og solidaritetsaktivister i Colombia i reinkorporationslandsbyerne Tierra Grata og Pondores. Formålet med byggedelegationen er, at vise international solidaritet med tidligere guerillasoldater fra FARC-EP, der i 2016 nedlagde deres våben og påbegyndte en ny fase af kampen for socialisme i Colombia. Følgende er en beretning fra Internationalt Forums aktivister på delegationen.
–Af David Lauesen, Internationalt Forum København
I det nordlige Colombia, i regionerne La Guajira og César, omgrænset af bjergkæderne Sierra Nevada og Perihá, ligger landsbyerne Tierra Grata og Pondores. Begge landsbyer er en konkret manifestation af den fredsaftale der i 2016 blev indgået mellem den Colombianske stat, anført af tidligere præsident Juan Manuel Santos og den revolutionære guerillahær FARC-EP (Fuerzas Armadas Revolucionarias de Colombia – Ejército del Pueblo). Fredsaftalen gjorde en ende på mere end 50 års krig mellem staten og guerillaen og medførte, at omkring 16.000 FARC kombattanter måtte nedlægge deres våben, for i stedet at se frem til en tilstedeværelsen som del af det colombianske civilsamfund. Det er i denne transition at Tierra Grata og Pondores kommer ind i billedet. Landsbyerne tager deres begyndelse i 2017, som to ud af i alt 28 reinkorporationslandsbyer (Espacios Territoriales de Capacitación y Reintegración – ETCR) der skulle danne ramme om afvæbning af guerillaen. Under overvågning af en fredskomission, bestående af repræsentanter fra FARC, staten og FN fordelte FARC sig i disse landsbyer over hele Colombia, for at aflevere deres våben. Cirka 2000 tidligere guerilla soldater er idag, fem år efter underskrivelsen af aftalen, bosat i reindkorporationslandsbyerne, der nu betegnes tidligere ETCR (Antiguas Espacios Territoriales de Capacitación y Reintegration – AETCR). I Tierra Grata ankom omkring 150 tidligere guerillasoldater og 200 til Pondores. Siden er de to landsbyer, som nogle af de eneste AETCR-landsbyer, vokset betydeligt, både med genforeninger af familie og en høj fødselsrate. I dag bor over 300 personer i Tierra Grata og over 400 i Pondores, hvor der i løbet af 4 år er født 98 børn.
Staten svigter:
Oprindeligt var det statens intention, at ETCR-landsbyerne skulle være midlertidige afvæbningszoner. Kombattanterne ankom derfor, for de flestes vedkommende til et bevokset landstykke uden hverken vand, elektricitet eller tag over hovedet. Staten havde ellers som led i aftalen forpligtiget sig til, at landsbyerne ville være beboelige med huse, vand- og strømforsyning, men som med mange andre elementer af aftalen blev denne garanti ignoreret. I Tierra Grata var en af de første projekter således at etablere midlertidige barakker med støtte fra FN, samt etablere en ti kilometer lang vandforsyningslinje og trække elektricitet til byen og nabolandsbyen ved hjælp af egne midler.
For FARC var visionen med reinkorporationslandsbyerne i midlertid også en anden end statens, ifølge beboerne i Tierra Grata og Pondores. FARC ønskede med landsbyerne at skabe et permanent og kollektivt udgangspunkt for det nye civile liv for de tidligere guerillasoldater såvel som en social base for den fortsatte kamp. Da det stod klart at staten ikke havde intention om at understøtte dette projekt, har det siden været op til landsbyerne selv, at opbygge et civilt liv og produktive projekter, som er til at leve af.
I opbyggelsen af landsbyerne står boligen i centrum ifølge Gustavo Gallardo fra advokatkollektivet Fundación Lazos de Dignidad. For det første fordi beboerne på 5. år bor i de samme midlertidige FN-barakker, der har en estimeret levetid på 6 måneder og som med sine 35 kvm. per familie udgør trænge kår. Men for det andet, pointerer han, fordi boligen er et symbol på den rodfæstelse og følelse af hjem, der står i skarp kontrast til livet som guerillasoldat i bjergene. Derfor er boligen også et centralt element for reinkorporationen i det civile liv, men heller ikke her har staten været villig til at understøtte reinkorporationen, hvorfor blot to modelhuse står færdigbygget i de to landsbyer.
Også i et større perspektiv om land svigter staten i implementeringen af fredsaftalens forpligtigelser. F.eks. har den omfattende jordreform, der for FARC var et hovedkrav, endnu ikke set dagens lys. De 10 mio. hektarer land der gennem en jordfond skulle omfordeles til Colombias jordløse bønder, er derfor stadig på de rige jordejeres hænder. Af samme årsag kæmper Pondores og Tierra Grata stadig for retten til at bebo og dyrke det land, som landsbyerne er beliggende på. For Pondores vedkommende trækker staten overdragelsen af jorden i langdrag, som konsekvens af et mineselskabs nylige opdagelse af kulressourcer i området – et fænomen der er velkendt og udfordrer lokalsamfund over hele Colombia – og i Tierra Grata har beboerne købt grunden, men byggeriet saboteres af staten med bureaukratiske tvivlsspørgsmål om købspapirerne gyldighed.
Kooperativer og den kollektive inkoporation i civillivet:
Når staten aktivt modarbejder disse elementer af fredsaftalen, skyldes det ifølge Gustavo, blandt andet den kollektive model, som reinkorporationslandsbyerne udgør. Frem for at sprede sig rundt i Colombia, har de 2000 eks-guerillaer der bor i AETCR’erene valgt fællesskabet som vej ind i det civile liv. Således er både Tierra Grata og Pondores godt igang med at opbygge kooperative produktive enheder, som skal være levebrød for landsbyerne. Foruden en stor landbrugsproduktion i Pondores, er en række af de færdigheder der blev opbygget gennem guerillaen, blevet omdannet til kooperative enheder, f.eks. skrædderiet i Pondores “Fariana Confecciones” (red. Fariana refere til medlemmer af FARC) samt naturturisme i det tidligere guerillahøjland i bjergene. Som de mest centrale produktive enheder i landsbyerne er murstensproduktion, metal- og træværksted som producerer byggematerialer til over 350 planlagte huse til landsbyerne. Konstruktionen foregår gennem en såkaldt “assisteret selv-byg” model, hvor landsbyens huse bygges for og af beboerne, blandt andet gennem et uddannelsessamarbejde med tekniske skoler, samt en samarbejde med blandt andet det altantiske universitet, om husenes arkitektur. Med selvbygmodellen og de kooperative enheder kan landsbyerne bygge huse for en tredjedel af den pris, som en statsbygget social bolig koster. Netop her påpeger Gustavo, at reinkorporationslandsbyerne bliver en reel udfordring af den Colombianske stat, ved at vise en kollektiv vej til bedre sociale forhold uden gæld til staten. Samtidig spiller kooperativerne også en vigtig rolle i at bibeholde den kollektivisme, der var gældende i guerillaen, i inkorporationen i et civilsamfund, præget af kapitalisme og individualisering. Denne proces foregår heller ikke uden problemer. Blandt andet i Pondores opleves en skrævvridning, hvor nogle tager del i de kooperative enheder, mens en stor andel blot lever på den lave basisløn, som regeringen månedligt udbetaler til tidligere kombattanter.
Truslen fra de paramilitære:
Trods opbyggelsen af landsbyer med fællesskab som centrum, er tilstedeværelsen i Tierra Grata og Pondores præget af en frygt for angreb fra paramilitære militser. Efter fredsaftalen opgav FARC, med nedlæggelsen af våben, den militære kontrol af store landområder i Colombia. Efterfølgende er en lang række af disse områder blevet indtaget af paramilitære grupper og Guajira og César er ikke en undtagelse. Frygten for angreb fra de paramilitære er derfor allestedsnærværende for de tidligere kombattanter, og volden taler også sit tydelige sprog; siden fredsaftalens underskrivelse er over 300 tidligere guerillasoldater blevet dræbt og mere end 900 fagforenings- og sociale ledere. Med mordene trækkes blodige spor tilbage til tidligere forsøg på fredsaftaler mellem FARC og staten, blandt andet i 1980’erne hvor mere end 3000 medlemmer af partiet Union Patriotica blev myrdet. Partiet blev stiftet som et forsøg på at legaliserer FARC politisk, men med mordene, der også omfattede to præsidentkandidater, kuldsejlede partiet og processen. Til trods for at både Pondores og Tierra Grata endnu ikke har oplevet attentanter, er historiens gentagelse en konstant frygt, hvorfor få bevæger sig ind i de nærliggende byer uden de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger. Med erfaringer fra blandt andet regionen Caquata i det sydlige Colombia, hvor en hel AECTR-landsby blev tvangsfordrevet fra deres land på baggrund af trusler fra paramilitære, er frygten for AETCR’ernes sikkerhed velbegrundet. Dette til trods for at størstedelen af AECTR-landsbyerne har militærposter ved indfaldsvejene til landsbyerne.
Hvilken fremtid?
På trods de mange brud på fredsaftalen og den modstand, som de tidligere guerillasoldater og den colombianske venstrefløj møder fra staten er viljen til at fortsætte kampen for social retfærdighed stadig intakt – i landsbyerne såvel som på landspolitisk plan. Dette viser sig blandt andet med partiet Comunes (tidligere Fuerza Alternativa Revolucionaria del Común – FARC), der aktivt arbejder for en reel implementering af fredsaftalen. Partiet er gennem fredsaftalen sikret 10 permanente pladser i parlamentet i 8 år, men også andre politiske organisationer spirer frem med kravet om en social retfærdig fred. På den parlamentariske politiske arena er der store forhåbninger til det forstående valg til kongressen i marts og præsidentvalget i maj. Her står den progressive socialdemokratiske kandidat Gustave Petro til en jordskredssejr og hans koalition “Den historiske pagt” til et muligt flertal i kongressen. Petro selv har baggrund som guerillasoldat i bevægelsen M-19, og for både Comunes og de øvrige beboere i Tierra Grata og Pondores er håbet at valget af ham kan sikre en reel implementering af fredsaftalen. Petro selv går også til valg på en gennemgribende reform af det Colombianske politi og militær, og også denne politik støttes af de tidligere kombattanter, med en forhåbning om et lavere voldsniveau som resultat.
I Pondores og Tierra Grata er frustrationen over den politisk situation tydelig, men arbejdet for at skabe et kollektiv lokalsamfund fortsætter ufortrødent. Materialeproduktionen til familieboliger er i fuld gang, og det spirende lokalsamfund er ifølge flere beboere et vidnesbyrd om viljen til permanent fred. Blandt andet derfor kaldes landsbyernes nye generation for “fredsbørn”, fordi etableringen af familier er et eksempel på dedikationen til få en retfærdig fred i Colombia.