Midnat I Tønder 1: “Det kan bare noget særligt!”***

Endnu engang er ærkekøbenhavneren Harald Toksværd sendt på Tønder Festival I det dybeste, mørkeste Sønderjylland. Dette er hans første rapport.

Vi ankommer til festivalpladsen hen mod aften på Tønders første dag, og må småløbe mod camping for at nå at slå telte op inden det bliver mørkt for alvor. På vejen når vi lige at gå glip af nyligt Grammy-nominerede Allison Russell, der synger sin formidable, traditionelle klagesang Hy-Brasil til et fuldt Telt 2 – men istedet får vi prompte en lunken Slots Classic og en spansk guitar stukket I hånden af vores irske teltnabo.

Der er ingen vej udenom, at Tønder Festivals lineup ikke står lige så stærkt som på den sidste festival for tre år siden. De pladser I programmet, der dengang var optaget af både levende legender som Patty Griffin og Chris Smither, samt en stjernerække af USAs mest brilliante upcoming Folk-musikere, er I år fyldt ud med en hel del flere ukendte navne, og en klar overvægt af traditionel folkemusik På hovednavnspladserne. Hvor jeg for tre år siden måtte løbe rundt på pladsen for at nå at fange alle mine drømme-acts, er der I denne omgang en del mere luft imellem de rigtig fede shows. Jeg går ud fra, at et par Corona-år har gjort bookingen mere besværlig end ellers.

Heldigvis er Tønder indehaver af nok Danmarks mest loyale festival-publikum – og en hel del mere at byde på end bare et formidabelt lineup. Intet lader til at have ændret sig i de fysiske rammer, selv efter to års nedlukning. Scener, barer og madboder står samme sted, bygget af samme planker, og jeg kan let finde rundt backstage uden at måtte opdatere mit indre kort fra ’19. Med publikums høje gennemsnitsalder fornemmer man, at forudsigelighed prioriteres.

Der lader dog til at være sket et mindre (og kærkomment) generationsskifte. Pladsen er stadig overvejende grånende, men der er kortere mellem grupperne under halvtreds, end jeg husker. I hvert fald har jeg ikke været I baren I mere end ti minutter, før jeg uceremonielt bliver gramset på røven af en ung kvinde, hvis tilnærmelser jeg må afvise indtil jeg kan være sikker på, at hun er ældre end 9/11. Lidt mere Roskildestemning end forventet.

Alligevel kører ting som smurt; der er simpelthen ikke nogen danske festivaller, der opererer med så meget professionalisme, effektivitet og hjerte som Tønder. Simultant en provinsiel folkefest og en hyperprofessionel, international musikfestival. Både frivillige, presse, musikere og publikum bliver passet så godt, at det næsten er for meget – altid med et solæg og en snaps, en ostemad med fedt og et hurtigt besøg og check-up fra festivallens nærmest overmenneskeligt allestedsnærværende leder, Maria Theessink.

Jeg når lige at fange Ghost of Paul Revere inden scenerne (og barerne) lukker. Trods diverse tekniske problemer spiller de et skidegodt show. På vej tilbage til mit telt når jeg at blive involveret I fire forskellige jam-sessioner og få stukket tre lunkne Slots Classic I hånden. “Det kan bare noget særligt!” udbryder et anonymt ansigt I mørket over lyden af guitar og accordion, som festivallens uofficielle slogan lyder. Det er Tønder. Velkommen til.

Der er ikke flere tekster