Folketingsvalget er kommet og gået, og på overfladen virker det som om, der er nye toner i den førte politik på udlændingeområdet. Dog er Ellebæk Udlændingecenter stadig en overset skamplet på den danske retsstat og udlændingepolitik. Fængslet er ikke bare omgivet af fysiske mure. De indespærrede beboere lever også bag mure af tavshed fra medierne, isolation fra samfundet og systematiske mure af nedværdigende behandling.


I sidste weekend af august vil vi være der 48 timer og bryde så mange af de mure ned som muligt!

Et godt folketingsvalg

Som antiracist og flygtningeaktivist er der meget at glæde sig over ved det nye folketingsvalg. Dansk Folketinget blev mere end halveret. Nye Borgerlige kom med nød og næppe ind og udgør sammen med Liberal Alliance nu Folketingets mindste partier, og højreektremistiske Stram Kurs med racismedømte Rasmus Paludan i spidsen formåede ikke engang at komme over spærregrænsen.

Nu hvor regeringen har haft tid til at komme i gang kan man konstatere, at for en del flygtninge i Danmark er situationen mindre forfærdelig, end den var før valget. Helt konkret er planerne om et latterligt dyrt udrejsecenter til 100 afviste asylansøgere på Lindholm droppet. Børnefamilierne på Sjælsmark kan nu se frem til at komme ud af centret. Derudover er der åbnet for nye måder at få opholdstilladelser, og nogle af de mest voldsomme udvisningsbølger er sat i bero.

En asylpolitik der i substansen er uændret

Det betyder ikke, at vi kan hvile på laurbærbladende. De fleste forandringer har til formål at tage brodden af de værste pressehistorier. Af de 114 stramninger, Inger Støjberg nåede at indføre, er det et absolut fåtal, der er fjernet igen.

At børnene i Sjælsmark nu kan spise hjemmelavet mad er godt, men det grundlæggende problem er, at de lever som parkerede, uønskede borgere i samfundet uden rettigheder og uden udsigt til, at tilværelsen nogensinde ændrer sig.

Der er nemlig ikke udsigt til nogen gennemgående forandringer i den dybt problematiske asylproces. Her i landet skal flygtninge bevise, at de er personligt forfulgte i deres oprindelsesland i modsætning til at lade myndighederne bevise de er sikre. Det betyder, at rigtig mange mennesker får afslag, selvom de har god grund til at frygte for deres liv og sikkerhed. Der er ingen, der ønsker at leve som uønsket i Danmark. Når folk bliver her, er det fordi, de ikke har andet valg.

Et fængsel til uskyldige

En af de andre stramninger fra Støjbergs regeringstid er muligheden for at varetægtsfængsle folk for at motivere til “frivillig” udrejse. At man kan frihedsberøve mennesker, der hverken er dømt eller mistænkt for en forbrydelse, på ubestemt tid er en af de groveste krænkelser af almindelig retssikkerhed i Danmark. Før i tiden blev Ellebæk brugt til kortere frihedsberøvelser for folk, man troede ville gå under jorden for at undgå tvangsudvisning eller til udlændinge, der var dømte for alvorlige lovovertrædelse. I dag er størstedelen af de indsatte folk, der ikke har gjort andet end at nægte at forlade landet.

Ifølge international lov kan man ikke tvangsdeportere folk, medmindre der ligger en klar aftale med modtagelseslandet. Sådanne aftaler eksisterer ikke i mange af de lande, folk flygter fra. Derfor kan Danmark ikke lovligt tvangsdeportere en række mennesker, der er faldet igennem vores asylsystem. Det er de mennesker, der nu i høj grad bliver motivationsfængslet i Ellebæk. Det er altså for at omgå international lov, at vi fængsler ikke-dømte mennesker i Danmark.

Et fængsel der ikke er et fængsel

De danske myndigheder kalder ikke selv Ellebæk et fængsel, men bruger i stedet det vage term “udlændingecenter”. Stedet er dog drevet af Kriminalforsorgen, og forholdene er lig dem, som danske varetægtsfanger sidder under. At være varetægtsfængslet betyder, at man sidder under de hårdeste vilkår, man kan sidde under i Danmark.

Systemet i Danmark kan ikke tvinge beboerne til at rejse hjem. For at motivere dem til udrejse bliver de i stedet anbragt i et center som Ellebæk, hvor forholdene er ligner dem, vi kun udsætter de farligste mistænkte for.

Det er svært at forestille sig, hvor nedbrydende det er at være fængslet på varetægtsvilkår, men gør et forsøg alligevel. I Ellebæk har du meget begrænset adgang til telefoni, og du kan ikke selv lave mad. Det er ligemeget om du laver dit cellearbejde. Du tjener kun ~10 kr i timen, og det kommer ikke til at påvirke din sag eller dine forhold. Det er ligemeget, om du holder kontakten med dine venner og familie ved lige. Du ved ikke, hvornår du bliver løsladt, eller om du i stedet bliver tvangsudvist og aldrig får dem at se igen. Det kan ikke betale sig at danne relationer og venskaber, for de folk, du sidder inde med, kan ligesom dig blive flyttet, udvist eller løsladt når som helst uden varsel. Som indsat bliver du nedbrudt, fordi du bliver hele tiden bliver mindet om, at ligemeget hvad du gør, kommer det ikke til at gøre en forskel. Du har ingen mulighed for at påvirke dit liv; så hvorfor prøve?

Der er bred enighed i psykologien om, hvor usundt det er at leve på de vilkår i længere tid. På trods af det bliver Danmark ved med at fængsle folk på denne facon. Og disse folk er vel at mærke ikke engang mistænkte eller dømte for noget ulovligt.

En verden af mure

Ellebæk er bygget op af mure. Både virkelige, sociale og strukturelle. Der er de fysiske mure omkring fængslet til at forhindre flugt og forstærke de indsattes opfattelse af magtesløshed. Der er de sociale mure imellem fangerne, deres liv og netværk på ydersiden bygget op af manglende telefonadgang og manglende ret til besøg. Der er de mure af regler og bureaukrati, der reducerer de indsatte til journalnumre, sagsmapper og cellenumre. Der er mure imellem fangerne og samfundet, som bliver opretholdt ved, at de eneste mennesker fra samfundet, som de indsatte møder, er de uniformerede fængselsbetjente, der har til opgave at holde dem indespærrede. Endelig er der en kæmpe politisk mur, der står i vejen for alle os frivillige flygtningevenner, der gerne vil hjælpe de indsatte til et bedre liv. I Ellebæk har vi nemlig ikke adgang til at besøge dem, lave mad med dem eller høre deres historier. Pressen får kun meget sjældent lov at komme ind. Måske derfor er der også en mur af tavshed i medierne og samfundsdebatten, der gør det muligt at sådan et sted overhovedet kan eksistere.

Alle de mure er med til at fortælle de indsatte, at de aldrig bliver en del af samfundet. At der ikke er nogen grænser for, hvor dårligt Danmark vil behandle dem i målet om at få dem til at rejse hjem. Den strategi er kun marginalt bedre til at skabe frivillige udrejser, end den er til at få de indsatte til at begå selvmord.

En sensommer af håb

I sidste uge er der støttekoncerter, happenings og aktioner for at få lukket Ellebæk. I weekenden, der starter den 30. august, vil vi oprette en 48-timers protestlejr ved hovedindgangen til Ellebæk-fængslet. Vi vil spille musik og sende kærlighed og solidaritet ind til de indsatte. Vi vil lægge konkret pres på Kriminalforsorgen og fortælle de indsatte, at de ikke er alene! Vi vil bryde tavsheden om Ellebæk og gøre politikerne og pressen opmærksomme på stedet. Endelig vil vi uddanne os selv og træne aktivisme og slutte af med en stor aktion søndag den 1. september, hvor vi vil nedbryde så mange af fængslets fysiske, sociale og strukturelle mure som overhovedet muligt.

Der vil blive arrangeret busser, information og logistik. Følg med på facebook Facebook og DukOp.dk. Alle er velkomne. Bare de ønsker Ellebæk lukket! Kom og vær med!

Der er ikke flere tekster