Analyse: Den rød-brune alliance i globalt perspektiv***

Den politiske krise har splittet både arbejderklassen og kapitalen og skabt nye alliancer mellem socialdemokratiske og højrepopulistiske partier: en rød-brun alliance, der forsvarer en national-chauvinistisk velfærdsstat på et kapitalistisk grundlag.


Af Torkil Lauesen

Torkil Lauesen (født 1952) er uddannet cand.scient.pol. (1997) og forfatter til en lang række tidsskriftsartikler og flere fagbøger. Han har senest skrevet bogen The Global Perspective (2018). Siden 1970 har han arbejdet med antiimperialisme og var i 20 år aktiv i Kommunistisk Arbejdskreds og Kommunistisk Arbejdsgruppe, bedre kendt som Blekingegadegruppen.

Den internationale arbejdsdeling, som den globaliserede neoliberalisme har skabt gennem de sidste 40 år i form af outsourcing af industriel produktion til det globale Syd, er imperialistisk. De globale produktionskæder til fremstilling af industrivarer i lande med lavt lønniveau gav kapitalismen en gylden epoke fra sidst i 70’erne frem til finanskrisen i 2008. Siden har neoliberalismen været i krise. Dels på grund af økonomiske modsigelser i systemet selv. Dels på grund af politiske kræfter skabt af neoliberalismens effekter i Nord. Den politiske krise har splittet såvel befolkningen som kapitalen i to; dem, der vil tilbage til en mere national baseret kapitalisme, og dem, der ønsker at genoptage den neoliberale globalisering. Nye politiske alliancer er opstået på kryds og tværs af gamle skel.

Store dele af befolkningen i Nord ser nu konsekvenserne af den globale neoliberalisme som en trussel mod den kapitalistiske velfærdsstat, som blev bygget op efter Anden Verdenskrig, netop via statslig økonomisk styring. Det har ført til en højrepopulistisk bølge både i EU og i USA.

Klassegrundlaget for højrepopulismen er dels de dele af arbejderklassen, hvis jobs er blevet outsourcet til ”Syd”. Dels håndværkere, bygningsarbejdere, lastbilchauffører og andre grupper, der mærker konkurrencen fra indvandrere og lavtlønnet arbejdskraft fra EU’s østlige randområder. Endvidere er det grupper af offentlig ansatte, som føler sig truede af privatiseringer og nedskæringer i den offentlige sektor. Endeligt er der grupper i samfundet, som er afhængige af sociale velfærdsydelser som folkepension, kontanthjælp, hospitalsvæsenet, ældrepleje og så videre. De ser indvandrere og flygtninge som konkurrenter i forhold til sociale velfærdsgoder. ”Hvis de skal have andel af velfærden, er der ikke nok til os”.

Udover de økonomiske aspekter ser højrepopulismen neoliberalismens globalisering, med dens migration og kulturelle pluralisme, som et fremmedelement, der truer nationalstatens selvstændighed og dermed dens “demokrati og den nationale kultur”.

Disse folkelige højrekræfter allierer sig med de dele af kapitalen, som er geografisk bundet af nationen og/eller producerer til hjemmemarkedet. Det er blandt andet salg og service, kapital der er bundet til ejendom og jord, sikkerhedsindustrien og militærvæsenet. De forener sig med den gamle overklasse og nye neokonservative grupper, der længes efter de gamle normer og dyder.

Denne alliance er i opposition til den neoliberale kapital, der håber på et ”comeback”. Den består af transnationale selskaber inden for sektorer som elektronik, biler, fly, tøj og sko, samt den globale bank- og finanskapital. Denne del af kapitalen støttes af de dele af arbejderklassen i Nord, der er knyttet til de tilbageværende ”high-end” industrisektorer inden for bio-teknologi, medicin, design, innovation og udvikling og branding, samt store dele af den liberale middelklasse af højtuddannede.

Den politiske krise har således splittet både arbejderklassen og kapitalen i Nord og skabt de nye alliancer, der bragte Trump til magten i USA, skabte Brexit i England og her i Danmark et samarbejde mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. I Østrig har der længe været et samarbejde med socialdemokraterne og det højreorienterede frihedsparti FPÖ. Partierne udelukker ikke længere et regeringssamarbejde.

Arbejderklassens svar på neoliberalismens udfordringer har ikke været klassebaseret international solidaritet. I en historisk proces er klassebevidstheden trængt i baggrunden og blevet erstattet af bevidstheden om at være statsborger i en privilegeret ”europæisk civilisation”. Svaret på neoliberalismen blev at søge at reetablere et nationalt bolværk mod de sociale og politiske konsekvenser af de globaliserede markedskræfter. Det forstod Dansk Folkeparti, og det har Socialdemokraterne lært.

I dag ligner de to største danske arbejderpartiers paroler hinanden: Socialdemokraternes siger: ”Vi skal passe godt på Danmark”. Dansk Folkeparti siger: ”Der er så meget, vi skal passe på”. Det, der forener dem, er nationalisme, hvor statsborgerskabet er blevet den nye skillelinje og grundlaget for opdeling mellem “dem” og “os”. ”Dem” er mennesker med en ”ikke-vestlig baggrund”.

Dansk Folkepartis oprindelse i 70’ernes Fremskridtspartiet var en underlig blanding af ultra-liberalisme: nul skat og en telefonsvarer, der skulle sige: ”Vi overgiver os”, i stedet for et militærvæsen. Det tilsat islamofobi, modstand mod indvandring og en romantiseret nationalisme. Dansk Folkeparti har for længst forladt ultra-liberalismen. Det er i dag et parti, der ønsker en stor offentlig velfærdssektor. Især ældre og mindre bemidlede etniske danskere har partiets bevågenhed. Det ønsker et udbygget militærvæsen og er varm tilhænger af NATO. Alt sammen noget, der kræver et højt skatteniveau. Nationalisme og racisme er derimod blevet stadig mere fremtrædende i partiet.

I samme periode har Socialdemokraterne taget en tur i den ideologiske rutsjebane. Først forlod de Anker Jørgensens traditionelle socialdemokratiske positioner gennem Lykketoft og Nyrups tilnærmelser til neoliberalismen efter inspiration fra Tony Blairs ”New Labour” i England. Denne udvikling kulminerede med Helle Thorning-Schmidts og Bjarne Corydons omfavnelse af Goldman Sachs. For det neoliberale socialdemokrati var Dansk Folkeparti ”ikke stuerene”. Men det skulle snart ændre sig i takt med, at socialdemokratiske vælgere skiftede til Dansk Folkeparti.

Den rød-brune velfærdsstat

Med disse ideologiske bevægelser er grundlaget lagt for en rød-brun alliance til forsvar af en national-chauvinistisk velfærdsstat på et kapitalistisk grundlag.

Der er ikke noget nyt i, at højrepopulismen har komponenter af social velfærd. Det havde nazismen og den italienske fascisme også. Samtidig med at de stod fast på kapitalismen som samfundets grundlag, søgte de at alliere sig med arbejderklassen ved at neddrosle klassebegrebet og erstatte det med nationalismen. Det samme ser vi i dag. Modstanderen er ikke kapitalen, men islam, terrorister, Rusland, Iran, Kina og så videre.

Den rød-brune alliance om velfærd kræver ikke kun en nedtoning af klassekampen, den fjerner også imperialismen fra analysen: ”De fremmede skal ikke komme her og nyde godt af alt det, vi selv med møjsommeligt flid har opbygget, mens de ikke selv har været i stand til at udvikle deres egne samfund”. Sandheden er imidlertid, at Europas og USA’s udvikling i høj grad bygger på kolonialismens og imperialismens plyndring og udbytning af det globale Syd op gennem historien og aktuelt.

Den rød-brune velfærdsstat er fuld af medfølelse og hjælp til danske krigsveteraner fra NATO-interventioner i Balkan, Afghanistan, Irak og Syrien, men ikke noget overskud til de mennesker, som er blevet traumatiserede og er flygtet fra de selvsamme krige. Danske hjemløse møder forståelse, andre er ”utryghedsskabende elementer”, der skal i fængsel og deporteres. Klassesolidaritet og almindelig medmenneskelighed er skiftet ud med national-chauvinisme.

Såvel den globale neoliberalisme, som den rød-brune kapitalistiske velfærdsstat er reaktionære. Der er ikke noget i vejen med velfærd – tværtimod. En god bolig, sund mad, fri uddannelse og sundhedssystem, social forsikring, pension og fritid til sociale relationer er en del af idéen om socialisme. Men den kapitalistiske velfærdsstats goder er kun er kun en del af den minoritet af verdens befolkning, der befinder sig i Europa og Nordamerika, Japan, Australien og New Zealand forundt. Global velfærd på et kapitalistisk grundlag er umuligt, fordi systemet netop bygger på udbytning og imperialisme, som opdeler verden i rige og fattige. Et bæredygtigt globalt velfærdssystem er kun muligt gennem et brud med kapitalisme og opbygningen af socialisme.

Den rød-brune alliance i et europæisk perspektiv

Den rød-brune alliance ser sig selv som et alternativ til den globale neoliberalisme. De rød-brune søger at genskabe den kapitalistiske velfærdsstat ved en tilbagevenden til en mere ”national” kapitalisme, i modsætning til den transnationale kapital, der ønsker mere europæisk union og globalisering. Trods denne kapitals mange penge til lobbyorganisationer og medier, vokser en primært højreorienteret nationalisme sig stærkere overalt i Europa. Kapitalen og dens politikerne kan ikke bare ignorere befolkningens krav på grund af det parlamentariske demokrati. De gamle liberale politikere i hele Europa søger desperat at finde et kompromis, der tilfredsstiller den befolkning, som udgør flertallet, men samtidig tilfredsstiller den transnationale kapital – en vanskelig opgave for ikke at sige umulig opgave.

Det er ikke længere usandsynligt, at højrenational populisme vil nedbryde den globale kapitals EU-projekt og andre transnationale institutioner. Er det en sejr venstrefløjen kan bruge? Nej. Denne EU-modstand er ikke rettet mod kapitalisme men er et forsvar af nationale privilegier i en ulige verden. Den europæiske venstrefløj skal passe umådeligt på ikke at blive trukket med ind i denne proces. Selv et samarbejde med højrefløjen om mere sociale dagsordener er uhyre farligt, fordi det bygger på en usolidarisk nationalisme og legitimerer denne højrefløjs racisme.

I løbet af få år risikerer vi at stå med et Europa bestående af flere ”nationalsocialistiske” rød-brune regeringer. Det vil ikke være en nationalsocialisme som i trediverne, i og med de sandsynligvis vil bygge på en form for parlamentarisme, om end statsmagten vil blive stadigt mere kontrollerende og repressiv over for afvigende synspunkter. I en international sammenhæng vil den være lige så imperialistisk og racistisk som tredivernes fascisme. En sådan folkelig baseret nationalisme og imperialisme vil skærpe de globale modsætninger både mellem Nord og Syd og internt mellem de imperialistiske magter med deraf følgende politiske og sociale konflikter.

Den rød-brune nationalisme løser således ikke kapitalismens problemer. Den føjer blot en politisk krise til den strukturelle økonomiske og økologiske krise, som systemet synker dybere og dybere ind i.

Den globale neoliberalismes krise betyder, at de objektive betingelser for radikal forandring er gunstige. Systemet er ustabilt. USA’s og EU’s evne til at lede og styre verden er svækket samtidig med, at Kinas indflydelse er vokset, og Rusland igen søger global indflydelse. Vi bevæger os mod et multipolært verdenssystem, som giver mulighed for alliancer og sprækker, hvorigennem modstanden kan få fodfæste. De næste årtier bliver dramatiske og afgørende for, om vi vil bevæge os i retning af en mere lige og demokratisk verden eller mod noget værre.

Problemet er subjektivkræfterne: den globale arbejderklasse står splittet, socialismen har et dårligt ”brand”, og hvordan tænker man revolution og organiserer socialisme i en stadigt mere globaliseret verden?  Den gode nyhed er, at vi selv er medvirkende til at bestemme udfaldet. I et ustabilt system er aktivismen, handlingen af afgørende betydning; den kan føre en lavine af begivenheder med sig.

Krisen sætter for mig at se internationalismen på den politiske dagsorden. Nationalismen har mere været et problem end en løftestang for udviklingen af socialismen. Internationalismen er ofte blot retorik ved skåltaler. Jeg er klar over, at det kun er en minoritet, der på nuværende tidspunkt vil gå den vej i vores del af verden. Men en vigtig minoritet. Vi bekæmpe må nationalisme, racisme og højrepopulisme. Sikre at imperialisme ikke har noget sikkert bagland for sine operationer. Vi skal i det omfang, det er muligt, skabe og prioritere alliancer mellem progressive kræfter i Nord og Syd. Det er derfor vigtigt, at venstrefløjen i disse år hæver blikket og får øje på det globale perspektiv og ud fra dette former lokale strategier. Strategier, der rækker ud over næste parlamentariske samling i tid og indhold. At vi forbereder os på de afgørende konflikter, som de kommende årtier vil bringe.

Der er ikke flere tekster