Colombia: Den panamerikanske motorvej er genåbnet, men “Mingaen” fortsætter***

Da jeg ankommer til Cauca i det sydvestlige Colombia fredag den femte april, har den panamerikanske motorvej været lukket 25 dage. Regionen er nemlig i Minga; en kollektiv arbejds- og protestform med udspring hos de oprindelige folk, som i dette nu kommer til udtryk i en stærk vejblokade.


Af Nina Lendal

Mingaen søger at påvirke regeringens nyligt fremlagte fireårsplan, med konkrete krav for de oprindelige folk i Cauca, men den rækker også ud til hele den Colombianske befolkning med dens kamp for livet, territoriet, retfærdigheden og freden.

Det er ikke uden nervøsitet, at jeg begiver afsted til denne enorme mobilisering, for jeg ved, at protesterne har kostet 10 mennesker livet og efterladt over 100 sårede. ”Nu kommer vi ikke længere, ” siger buschaufføren, og alle forlader den proppede bus midt på den tomme hovedfærdselsåre. Der ser jeg den første blokade af jord, som bliver efterfulgt af talrige blokader af sten, stammer og en enkelt container. Situationen er rolig, og de oprindelige folks beskyttelsesvagter lader mig venligt forbi, fordi jeg følges med kendte fra bevægelsen. Da jeg ankommer til et stort hvidt telt i én af de adskillige lejre, hvor protestens tusindvis af deltagere opholder sig, når de ikke forsamler sig på blokaderne, bliver der udråbt gode nyheder over højtalerne. ”Der er fremgang i forhandlingerne. Måske hæver vi blokaden. ”

En mobilisering for livet

Snart begynder det at regne stærkt over lejrens interimistiske plastoverdækninger, og i ly under det store hvide telt, forklarer en gruppe af de protesterende mig om Mingaen og dens krav.

”Mingaen søger at påvirke den fireårsplan, som regeringen netop har præsenteret, men samtidig er det en kontinuitet af de oprindelige folks historiske mobiliseringer. Vi kræver blandt andet at regeringen overholder de 295 aftaler, som allerede er indgået ved tidligere forhandlinger, ” forklarer en ung mand mig.

”Et vigtigt aspekt er jordspørgsmålet, ” indskyder en anden. ”I år 2000 kendte Den Interamerikanske Menneskerettighedsdomstol den colombianske regeringen ansvarlig for massakren i El Nido, Cauca, hvor 20 oprindelige folk blev slået ihjel. Domstolen pålagde regeringen at kompensere de oprindelige folk med 15.663 hektarer jord i det nordlige Cauca, men det er aldrig sket. Desuden har regeringen lovet de oprindelige folk jord i flere af de tidlige forhandlinger, et løfte, som den heller ikke har opfyldt. ”

For Mingaens deltagere er det vigtigt at understrege for mig, at det ikke handler om penge. Nok har Mingaen nogle specifikke krav om ressourcer, men den kæmper for livet og for moder jord. ”Når vi beskytter vandet her i Cauca, hvor Colombias fire vigtigste floder udspringer, så kommer det hele landets befolkning til gode, ” forklarer en mand fra Bjergområdet Tierra Adentro.

Det generelle krav, som kredser om livet, territoriet, retfærdigheden og freden, er udtryk for en proces, hvor forskellige sektorer har udarbejdet en fælles dagsorden. ”Det er historisk, at så store dele af det Colombianske samfund har tilsluttet sig Mingaen, ” fortæller en af deltagerne under det store hvide telt, og fortsætter, ”alle de 10 oprindelige folk i Cauca deltager, samt de oprindelige folks organisationer i delstaterne Huila og Caldas. Desuden har flere bondeorganisationer og organisationer af afrocolombianere tilsluttet sig, og i storbyerne har der været adskillige støttearrangementer. ”

Pressekonference

Lørdag morgen vågner jeg til solskin og pressekonference. Massevis af oprindelige folk og støtter myldrer ned af bjergene til den panamerikanske motorvej, nogle til fods og mange i de farvestrålende busser, der karakteriserer bevægelsen. Jeg ankommer netop som én af Mingaens ældre taler: ”Mingaen er ikke slut. Vi bliver minimum til tirsdag for at afslutte forhandlingsdagsordenen. Vi har behandlet de specifikke krav, men tirsdag regner vi med at have en politisk dialog med præsidenten Ivan Duque. ”

Scenariet er lyst og farvestrålende med flag, veste og tørklæder, der symboliserer de talrige oprindelige folk, der er samlet i protest. Den ældre fortsætter sin tale: ”26 dage har vi holdt ud her, alt imens regeringen har behandlet os som terrorister. Vi har mange sårede og faldne, som stadig er hos os i ånden. Må deres minde give os styrke. ” I næste øjeblik bliver navnene på de faldne råbt højt og masserne svarer uden tøven; ”Presente, presente, presente! ” Efterfølgende begynder biler og lastbiler og busser langsomt at passere på den panamerikanske motorvej.

Den hårde hånd

Prominente personligheder omkring den colombianske regering har gjort, hvad de kunne, for at stække Mingaens legitimitet. For eksempel udtalte den offentlige anklagemyndighed i starten af april, at Mingaen var infiltreret af både guerillaen ELN og af dissidenter fra FARC, samt andre væbnede grupper. Regeringen fastholdt længe, at den ikke ville forhandle, og Mingaen blev mødt med statens hårde hånd i form af uropoliti og militær.

Den anden april blev Deiner Yunda på 20 år skudt af de offentlige sikkerhedsstyrker et sted ved navn El Cairo nær den panamerikanske motorvej. Andre tre oprindelige oprindelige folk blev såret i samme forbindelse, da uropolitiet og hæren forsøgte at rydde den blokerede hovedfærdselsåre.

Torsdag den 21. marts mistede 8 mennesker livet i en eksplosion i et af de oprindelige folks territorier i kommunen Dagua på strækningen mellem Cali og havnebyen Buenaventura. De var alle en del af de oprindelige folks beskyttelsesvagter, herunder en studenterleder ved navn Jhonatan Landines. Forsvarsministeren arbejder med den hypotese, at eksplosionen var et resultat af manipulation med eksplosiver, og insinuerer altså, at deltagerne i Mingaen forberedte sprængstoffer og selv udløste ulykken.   De oprindelige folks organisationer derimod betegner hændelsen som en massakre.

Den 29 marts indvilgede regeringen alligevel i at nedsætte et forhandlingsbord, men stigmatiseringen af Mingaen fortsatte. Den tidlige præsident Alvaro Uribe, som stadig er en altafgørende guru for regeringen, twittede for eksempel, netop da en aftale mellem parterne blev underskrevet; “Det er at fortrække at lukke den vej [den panamerikanske motorvej] to år, og forbedre den alternative vej, and at underskrive aftaler med Mingaen støttet af terrorismen.

Den tusindårige modstand fortsætter

Tilbage i lejren starter en live radiotransmission med et panel af ledere, der evaluerer Mingaen, og det store hvide telt fyldes af lyttende. En leder fra de oprindelige folk i delstaten Caldas starter med at erklære, at Mingaen er en sejr; ”Regeringen ville ikke tale med terrorister og regeringen ville ikke forhandle med lukkede veje. Alligevel lykkedes det at forhandle. ”

Han konstaterer desuden, at kampen og Mingaen fortsætter, da der kun er indgået aftaler om en lille del af Mingaens krav. ”Mingaen er tusindvis af år gammel, ” understreger en anden leder. Dette er et udsagn som genlyder i alle kroge af Mingaen i de talrige udsagn, der understreger vigtigheden af de ældres erfaringer, og i deltagernes imponerende udholdenhed. Flere deltagere fortæller mig med den største selvfølge, at de har deltaget i flere af de tidligere mobiliseringer, at de er klar til at fortsætte om nødvendigt og at de ved, der kommer flere Mingaer i fremtiden.

Under livetransmissionen bemærker en af lederne, at der netop er kommet en nyhed om, at politiet har afmonteret en bombe under en bro på den panamerikanske motorvej. ”Det er lige den undskyldning præsidenten har brug for, for at påstå, at det ikke er sikkert at mødes med Mingaen her, ” tilføjer lederen.

Fra Colombias hovedstad læser jeg i nyhederne, at præsidenten nok rejste til Cauca tirsdag den niende april, men at det aldrig blev til et møde. Præsidenten Ivan Duque påstod, at der ikke var de sikkerhedsmæssige garantier for at afholde mødet på den offentlige plads som aftalt, og ville afholde mødet i et forsamlingshus. Duque blev siddende i forsamlingshuset alt imens tusindvis af oprindelige folk var forsamlet på pladsen omkring præsidentens gabende tomme stol.

Der er ikke flere tekster