Oversat af IC –
Af Thomas Hofland
aktiv i Samidoun Holland – www.samidoun.net – også trykt i: www.theleftberlin.com
Den 5. maj er national fridag i Holland. Vi fejrer befrielsen fra nazi besættelsen 1940-45. Samme dato i 1818 blev Karl Marx født, – en af verdens største revolutionære. Da jeg opholdt mig indendørs hele dagen på grund af COVID 19, gav jeg mig til at scrolle gennem forskellige Marx befrielsesskrifter.
Den tekst der ramte mig mest var ikke hans berømte økonomiske og ideologiske tekster. I stedet var det sidste nummer af Neue Rheinische Zeitung (maj 18, 1849, nr. 301) af chefredaktør Karl Marx. Det var sidste nummer fordi avisen blev forbudt af det tyske regime i Berlin.
De tyske myndigheder brød sig ikke om Marx’s opfordring til “voldelig revolution” og “oprettelse af en social republik”. Marx citerer sig selv:
“Der er kun en måde hvorpå det gamle samfunds morderiske dødskrampe og det nye samfunds blodige fødselsveer kan forkortes, og det er gennem revolutionær terror (…). Alternativet står mellem en feudal absolutistisk kontrarevolution og en social republikansk revolution”.
Myndighederne argumenterede at med sådanne artikler “misbrugte” Marx den tyske stats “gæstfrihed”. Marx blev tvunget til at forlade sit land. Hvis han ikke frivilligt forlod landet ville myndighederne smide ham ud.
Mens jeg læste disse stærke og sande ord, som så ofte udelades i det hvidvaskede pæne billede af Marx som filosof og ikke aktiv revolutionær, kunne jeg ikke lade være at tænke på Khaled Barakat, en palæstinensisk venstreorienteret forfatter som blev fordrevet fra Tyskland sidste år.
Den 22. juni 2019 var Barakat på vej for at holde tale om Donald Trumps kommende “Deal of the Century” i Berlin. Da han forlod metroen, blev han stoppet af et dusin tyske politibetjente. De fortalte Barakat at med virkning fra samme aften var det ham forbudt at holde tale offentligt, at deltage i politiske møder eller forsamles med flere end ti personer. Brud på disse regler kunne koste ham et års fængsel.
Herefter blev Barakat og hans kone Charlotte Kates’ opholdstilladelse ikke fornyet hvilket tvang dem til at forlade Tyskland og nogle måneder senere bosætte sig i Canada (Charlotte Kates er leder af fangenetværket Samidoun).
De argumenter som den tyske stat brugte til at udvise Barakat var på mange måder de samme som blev brugt imod Marx. De anklagede Barakat for at “opildne til politisk konflikt” i Tyskland. Barakats klare opfordring til dannelsen af en demokratisk stat i hele det historiske Palæstina “From the River to the Sea” blev set som opfordring til terror og som antisemitisme. I 1849 blev opfordringen til revolution fra en tysk-jødisk forfatter ikke tålt. I 2019 blev opfordringen til revolution fra en palæstinensisk forfatter ikke tålt.
Barakat og Kates er flyttet til Canada. Men den tyske stat har ikke tænkt sig at lade dem være i fred. I marts 2020 optrappede Tyskland angrebet på Barakat da man pålagde ham et fire års indrejseforbud til hele Schengen-zonen. Hvorfor? Fordi Barakat er “ekstrem”. Hans modstand mod den for længst afdøde såkaldte to-stats-løsning er “ekstrem”. Hans opfordring til befrielse af hele Palæstina – From the Rier to the Sea – er “ekstrem”. Hans støtte til BDS-bevægelsen er “ekstrem”.
Udvisningen af Barakat tjener også som advarsel til andre frihedskæmpere. “Din udvisning betragtes også som nødvendig for at afskrække andre udlændinge …. Din udvisning skal også tjene til at vise andre udlændinge at staten ikke tolererer anti-semitiske ytringer eller opfordring til vold og boykot af suveræne stater”.
Disse såkaldte “ekstreme” holdninger er de samme som også kaldes “antisemitiske”. Døm selv:
“Palæstinenserne har bekæmpet besættelse og kolonisering i over hundrede år. De har gennemført revolution på revolution. Deres revolution fortsætter. Den er aldrig stoppet og vil fortsætte, indtil befrielsen af Palæstinas land og folk er gennemført. Den palæstinensiske modstand er en ret, og denne ret tilhører alle palæstinensere. Denne ret stammer fra legitimiteten i vores retfærdige sag: befrielsen af Palæstina og flygtningenes tilbagevenden. Hvis vi opnår vores mål,, og vores håb bliver indfriet, så vil der ikke være behov for væbnet modstand.
Men så længe Palæstina er besat, så længe kolonimagten konfiskerer vores hjem, så længe et bosætter-kolonialt apartheid-system er plantet i Palæstina så længe vil palæstinenserne yde alle former for modstand. Palæstinenserne vil gøre modstand gennem folkelige protester, opbygge deres folkelige bevægelser og styrke deres militære modstand mod besættelsen”.
Naturligvis klager Barakat over sin udvisning fra Tyskland. Den tyske stat har ingen ret til at nægte ham adgang på grund af hans revolutionære synspunkter. Det er den samme tyske stat som sponsorerer Israels statsterrorisme imod det palæstinensiske folk. I 2015 subsidierede den tyske stat leveringen af fire krigsskibe til Israel for at sikre deres udnyttelse af det besatte Palæstinas gasfelter i Middelhavet.
Det er ironisk at den tyske stat udviser en palæstinenser fra landet på grund af “ekstreme” og “antisemitiske” holdninger – som reelt er en kritik af Israels og Tysklands koloniale politik! Ligesom i 1849 og i 1933 har Tyskland igen sat sig i spidsen for en reaktionær politik og bekæmpelse af frihedskæmpere.
Marx og Barakat deler visionen om en revolutionær og befriet verden. Og fordi de ikke nedtoner deres retorik og er aktivt involveret i organiseringen af deres ‘samfund’ bliver de stemplet som farlige for den tyske stat. Som Barakat bemærkede:
“De er ikke kun bekymrede for en enkelt forfatter som skriver artikler og holder taler. De er bekymrede for styrken i det arabiske miljø i Berlin. De ønsker at underminere det arabiske miljøs forsøg på organisering. Det gælder især palæstinenserne og den arabiske ungdom som kan blive en virkelig magtfaktor hvis de finder sammen og organiserer sig og arbejder for retfærdighed i Palæstina. men også i Tyskland – i kampen mod racisme og alle former for undertrykkelse”
Til slut: Mens vi fejrer den hollandske befrielse fra nazi besættelsen, må vi genoplive denne kamp i form af kampen mod den israelske besættelse. Det er vores pligt at slutte os til Khaled Barakat, den palæstinensiske befrielsesbevægelse og alle progresive bevægelser i Tyskland, Holland og rundt omkring i verden.
På samme måde som Karl Marx var og er en vigtig tysk stemmer, er Khaled Barakat en vigtig palæstinensisk stemme. Mens Karl Marx’s legeme, men bestemt ikke hans ideer, har været død og begravet i et godt stykke tid, så er Barakat stærkt i live. Lad os forstærke Barakats opråb om befrielsen af Palæstina “from the River to the Sea”.