Af Sejr Thomsen

Jeg er en moderne Josef K, for evigt holdt tilbage af kræfter uden for rækkevidde. Mine inderste detaljer endevendes, for at finde frem til, om jeg er transkønnet eller ej, og mine egne protester har, ifølge de instanser der bestyrer min proces, intet med sagen at gøre. Det er en sag, jeg intet indblik har i, og jeg må blot lade mine vogtere gennemgå mit liv og allernådigst afvente de høje dommeres beslutninger, som processen langsomt nedbryder mig, og nedbryder min vrede og frustration til eksistentiel ligegyldighed.

For hvem er der dog, jeg kan rase imod? Alle jeg møder, er jo kun underordnede funktionærer, de underste organer, der står uden skyld og uden magt. Jeg kunne ikke rase mod den læge, der følelseskoldt tog min information for Sexologisk Klinik, der stillede mig ubehagelige spørgsmål, der dog ikke var ubehagelig nok, til at jeg ville føle mig berettiget i at sige fra over for dem. Jeg kunne ikke rase mod den psykolog, der fortalte mig, at min sag skulle på konference, så ukendte organer kunne dømme den ud fra kriterier, der ikke er mig bekendt og som det ikke er nogens pligt at indvie mig i. Jeg kunne ikke rase imod det brev, der informerede mig om, at jeg først 9 måneder ude i fremtiden ville blive undersøgt af gynækolog og plastikkirurg, og at min proces indtil da var sat på pause. Jeg kunne ikke rase mod den sekretær, der forklarede mig, at da Sexologisk Klinik blev til Center for Kønsidentitet, var min aftale bortfaldet, og da jeg beklageligvis ikke var blevet informeret om dette, var den første aftale, der kunne arrangeres for mig, først i august, så min proces måtte ligge uberørt hen i yderligere 4 måneder og mit liv altså yderligere sat på pause.

Ingen af disse er jo skyldige, dertil er de for ydmyge. Skyldig er organisationen, skyldige er de høje embedsmænd. Men de er for høje til, at man møder dem eller kan have indflydelse på dem, så i sidste ende er der altså kun processen, og processen kan man rase imod, men den hører intet. Og når de høje dommere, der overser ens proces, beder en om at hoppe, er det eneste svar man kan give: “hvor højt?” for uden processen er der ingen udsigt til at blive frifundet; man må gøre bod for, at man overhovedet har en proces, før overvejelser om frikendelse kan begynde, og standses ens proces, er man lige så fortabt, som er den i gang.

Og mens man så går og venter, kan man, ligesom Kafka, være fremmed i en verden, der ikke er indrettet til en. Man kan ændre sit navn, men kun hvis man ændrer sit tal, og når dette er gjort, må man regne med til stadighed at blive mindet om det. Man må gå fra dør til dør med sine papirer ved hånden og personligt bede alle om at ændre deres oplysninger, så de stemmer overens med den nye virkelighed. Man må gang på gang gå til banken og forklare om sin proces, sådan at ens proces ikke stiller en uden for samfundet. Og man må frem for alt forvente altid at se skyggen af fortiden, den gamle løgn, dukke op alskens uigennemskuelige steder og samtidig vide, at man intet kan gøre for at ændre denne virkelighed, for ingen er jo skyldig, kun systemet, som ingen har tænkt på at opdatere, og som ikke kan påføres skyld, da det er uden egen agens.

Og mens man venter, kan man tænke på alle dem, processen har gjort det af med. Alle dem, der blev kendt skyldige, der blev henrettet i stedet for frikendt, og alle de, hvis proces blev sat på en evig pause, da de blev sendt til andre domstole, der først skulle frikende dem for andet, inden den originale proces kunne genoptages.

Og man kan tænke: Er jeg ikke heldig, at jeg ikke er dem? Er jeg ikke heldig, at min proces stadig er i gang? Er jeg ikke heldig, at jeg stadig kan frikendes eller i det mindste dømmes med værdighed, dersom jeg bevare den roligt inddelende forstand til det sidste? Er jeg ikke, i min uvished, heldig, at jeg ikke er blevet henrettet?

Allerede har min proces stået på længere end den proces, Josef K i Processen var udsat for. Hans proces startede på hans 30-års-fødselsdag og sluttede på hans 31., mens min egen er langt inde i sit andet år og med sikkerhed, vil vare længe endnu, omend en lykkeligere dom i mit tilfælde synes mere sandsynlig – såfremt jeg altså ikke, som mange før mig, kvæles af dens varighed, inden dommen kan nå at falde.

Der er ikke flere tekster