De oversete offer for naziregimets besættelse af racerenhed glemmes stadig

Af Oliver Tonning

Evolutionsteorien spiller hovedrollen i en af den vestlige histories største tragiker. Holocaust og slaveriet er blevet forsvaret med videnskabelige påstande, der var usande dengang og stadig uden belæg i dag. Dette almene aspekt af historien allerede blevet grundigt undersøgt, men specifikt de første ofre for tragedien overses stadig den dag idag. Neurodivergente blev deponeret fra psykiatrien og til koncentrationslejrene som den første minoritetsgruppe, hvilket udelades af mange historiebøger i både folkeskolen og gymnasiet.

Videnskaben som den nye religion

Det er nødvendigt at kende den historiske baggrund, hvis man vil forstå hvordan det kunne gå så galt. Der er især én grund til at evolutionsteorien kunne misbruges så grusomt. Religionen har de sidste tusind år været den instans, der kunne retfærdiggøre drab på millioner (især kristendommen for os i Europa). Den europæiske renæssance og det naturvidenskabelig gennembrud svækkede dog kirkens magt betydelig i løbet af 1800-tallet og 1900-tallet. Dette magtvakuum var naturvidenskaben med til at udfylde (Lund et al. 1993).

Religionen har historiske set altid haft eneretten på at definere hvad ”sandheden” er. Det har været kongen eller statens opgave at tage sig af de jordiske og juridiske love, imens universets ”usynlige” kræfter tilhørte kirken. Videnskabens overtog denne rolle som samfundets sandhedsorgan (Raffnsøe et al., 2009). Videnskaben var dog ikke interesseret i den guddommelige sandhed, men naturens sandhed. De læste ikke i Guds store bog, men naturens store bog.

I 1859 fremsatte Darwin evolutionsteorien, som blev skelsættende for resten af vestens historie. Hans indsigt i biologens kræfter var en øjenåbner for hele samfundet. Især lægevidenskaben blev et symbol på naturvidenskabens suverænitet og næsten magiske kræfter. Lægerne kunne udføre alle de mirakler, som præsterne kun havde talt om. De syge blev helbredt og de døende kureret.

Derfor herskede der også en næsten næsegruse ærefrygt for lægevidenskaben i midten af 1800-tallet og frem. Det var med god grund: De faktisk kunne skabe miraklerne, som reddede ens elskede fra døden, hvilket præsterne havde lovet, men aldrig gjort. Parallelt med lægernes succes med helbredelsen af kroppen, så begyndte befolkningen også at få problemer med psyken. Dengang var psykologien ikke rigtig opfundet endnu, så man troede, at alle psykiske problemer var ”hjerneproblemer”. Man mente, at alle psykiske forstyrrelser var på grund af organiske defekter i hjernens biologi (Olsen & Køppe, 1987). Derfor var lægerne også det oplagte valg, som de videnskabelige problemknusere af disse ”hjerneproblemer”. De havde i forvejen næsten guddommelig succes med at kurere kropslige sygdomme, så man håbede denne succesrate kunne overføres til psyken.

Selvom kristendommens ideer var på vej ud, så hæng der stadig nogle tavse overbevisninger fast i samfundet, som banede vejen til det folkedrab, der ikke var set siden de store religionskrige. Hidtil havde menneskets værdi og moral kunne spores til sjælen. Tanken havde i årtusinder været, at der var en indre sjæl i alle mennesker, der kunne undersøges og forklare deres (a)moralsk adfærd (Timimi, 2005). Sjælen var dog i løbet af oplysningstiden forsvundet fra lægernes blik, men de mente stadig at kunne afgøre et menneskes iboende værdi ved at undersøge deres indre biologisk. Nu var det ikke Gud der gav den nødvendige legitime, men videnskaben.

Biologisk sygdom som ”moralsk defekt”

levnet fra kristendommen sås allerede fra begyndelsen. I den tidlige psykiatri blev ”Idiotier” og ”imbecile” først og fremmest anset som ”moralsk syge”. Deres biologiske ”fejl var kun den tilfældige årsag der låg bag det, der egentlig var af betydning, nemlig afgørelsen om menneskets rigtige og forkerte adfærd. Især ’degenerationsteorien’ udgjorde en populær forklaringsmodel. De danske psykologer og videnskabshistorikere Simo Køppe og Ole Andkjær Olsen skriver herom at:

Degenerationsteorien vandt især frem inden for psykiatrien, og den tjente tydelige moralske, pædagogiske og racehygiejniske formål: man opfandt simpelt hen årsagssammenhænge for at skræmme folk til et mere moralsk levned.” (Olsen & Køppe, 1987, s. 55).

Degenerationsteorien lagde kimen til tanken om racerenhed. Teorien var beslægtet med en anden af samtidens populære videnskabelige discipliner, nemlig frenologi. Dengang mente man, at læger alene ved at undersøge menneskers hjerneskal kunne vide alt om deres personlighed og moralske karakter (Olsen & Køppe, 1987, s. 55). Man brugte blandt andet denne viden om de overfladiske kropslige forskelle, til at forsvare og fortsætte undertrykkelsen af de afrikanske slaver.

Degenerationsteorien var den ”videnskab” der låg bag ideen om racehygiejne. Racehygiejne kaldes også for eugenik, hvilket er en græsk betegnelse, der kan oversættes til ”født-godt” (Timimi, 2005, s. 50). Tanken om en menneskelig medfødt værdi, som en iboende værdi i menneskets indre, var nem at acceptere for samtidens borgere. Den var nemlig en næsten tro kopi af kristendommen, der også havde umenneskeliggjort afvigerne med beskyldninger om indre dæmoner (Parker et. al., 1995, s. 26). Nu var den uacceptable djævelsk adfærd blot et udtryk for medfødte biologiske defekt og psykisk sygdom, men som fællesnævner, så mente magtinstanserne at kunne udpege en ”indre usynlig forkerthed” som kun de statsligt uddannede ”lærte” havde den rette viden til at ”se” og ”behandle”.

Vestens samlede begejstring for eugenik

I USA indførte man blandt andet tvangssterilisation af tosser, sorte, fattigfolk og emigranter. Denne procedure blev skrevet ind i USA’s lovgivning. Kort efter fulgte Danmark trop, og var flankeret af resten af skandinavien (Timimi, 2005, s. 52-53). Tanken om eugenik blev i særdeleshed populær syd for grænse, så da Hitler kom til magten i 1933. I Mein Kampf kan man se Hitlers dybe fascination af evolutionsteorien, som han konkrete anvende i sin magtovertagelse af Tyskland (Fromm, 1991, s. 164-165). Ideerne om racerenhed, degeneration og eugenik var et centralt element i naziregimerets ideologi. Ideerne var med til at både at skabe og retfærdiggøre forestilling om den hvide ariske mand, som det ”mest velfødte” eksemplar af menneskeheden som race.

Alle nationer i vesten havde nationale programmer for eugenik, men Hitler var med til at tage det skridtet videre, hvilket blev hyldet af mange i USA. Aviserne havde dengang overskrifter der beskriv hans initiativer som ’misundelsesværdigt’ og ’moralsk overlegne’ i forhold til dem i USA (Timimi, 2005, s. 53). Året inden 2. verdenskrig var der flere amerikanske psykiatere, der faktisk argumenterede for, at massesterilisationerne intet havde med politik at gøre, men var et rent videnskabeligt anlæggende (Timimi, 2005, s. 53).

Da Nazityskland tabte krigen, så var det et samlet vesten, der forfærdedes over de grusomheder, som videnskaben havde været årsag til. Evolutionsteorien er i sig selv ikke er forkert, men samtidens (mis)tolkning af den, er en af vestens mest skamfulde misforståelser. Psykiatrien var dengang også drevet af kloge, godhjertede mennesker. Naturvidenskaben og lægevidenskaben blev bliver fortsat drevet af samfundets klogeste hoveder. Både dengang og i dag, forsætter videnskaben med at udfører mirakler, hvilket altid har været årsag til et kollektivt dilemma – Hvad skal vi som samfund stille op med denne naturvidenskab, der både har været anvendt til dræb i ondskabens navn, men også har reddet millioner af liv? I efterkrigstiden valgte man at glemme videnskabens rolle i grusomhederne, og man men lagde i stedet nazismens ideologi og eugenikken for had.

Nutidens glemte ofre

Krigens kollektive traume kaster stadig skygger af skam ind i samtiden debat. Forhippelsen på at glemme fortidens fejltagelser, førte til en kollektiv fortrængning, der stadig kan ses i historiebøgerne.

Den danske psykolog og forfatter Glenn Beck (2023) er med til at genopfriske den kollektive hukommelse. I sin bestseller minder han alle om, at omkring 15.000 homoseksuelle også blev udsat for koncentrationslejrens rædsler, men at dette aspekt sjældent er med når historietimen begynder i folkeskolen. Beck påpeger at der heller ikke findes mange monumenter eller ceremonier der mindes de dræbte queerpersoner, hvilket gør dem til en ofte oversete gruppe ofre for tanken om eugenik (Beck, 2023, s. 216-219). Når historiebøgerne udelader kapitler om bestemt minoritetsgrupper, så kan det være med til at udviske deres fælles identitet. Beck (2023) appellere til, at der skal komme mere fokus på de tavse dele af vestens historie, også selvom det er strækhistorier. Det kan nemlig have en vigtig samlende funktion. Fortidens ondskab som samlingspunkt ses i det ambivalente, men identitetsskabende forhold som jødernes har til holocaust og afroamerikanere til slaveriet.

Allerede i 1940 begyndte naziregimet at drive patienter fra psykiatrien ind i gaskamre. Det anslås til at have kostet omkring 17.000 liv (Timimi, 2005, s. 54). Naziregimet brugte eugenikkens forestilling om medfødte defekter til retfærdiggørelsen af mord på autister, neurodivergente og andre der skilte sig ud fra normalen. Ligesom Beck mener, at nutiden svigter queerpersonerne der måtte lade livet til naziregime, så gør det samme sig gældende for neurodivergente. Når man stopper med at genfortælle både gode og dårlige historier om en befolkningsgruppe, så forsvinder de i glemslen. De neurodivergentes fælles historiske baggrund må genfortælles, ellers mister de den fælles fortid, som de kan samles om.

Kilder:

Bech, G (2023) Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet. Gyldendal, 2022 1. udgave, 6. oplag. Printed in Denmark 2023. ISBN 978-87-02-38206-8

Fromm, E (1991) Flugten fra virkeligheden. Hans Reitzels Forlag, København 1991.

Lund, E, Phil, M & Sløk, J. (1993). De europæiske ideers historie. Gyldendals boglukker, København. 6 oplag.

Olsen, O, A & Køppe, S (1987) Freuds psykoanalyse. Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A.S., Copenhagen. 2. udgave, 4. oplag 1991. Printed in Denmark 1991. ISBN 87-01-20202-2

Timimi, S (2005) Naughty boys – Antisocial Behaviour, ADHD and the Role of Culture. Palgrave Macmillan, New York.

Parker, I & Georgaca, E & Harper, D & McLaughlin, T & way Stowell-Smith, M (1995) Deconstructing psychopathology. Sage Publications, Inc, London.

Der er ikke flere tekster