De hjemløses glemte march i 1928***

Hvad hvis et sted mellem 15 og 25.000 mennesker samledes i Københavns gader for at protestere mod de sociale forhold? Hvis alle aviser skrev om det en hel måned? Hvis regeringen gav militæret skarpe skud og satte maskingeværer på byens tage… ville det så blive husket mange år frem? Svaret er nej. I hvert fald er der ingen husker sidste gang det skete, nemlig den 20 marts 1928. Hvor en lille håndfuld hjemløse voksede til mange tusinde mennesker. Begivenheden er slettet af historiens hukommelse. Det har forfatteren Michael Valeur prøvet at lave om på med romanen ”Hjemløs”, der udkom på det lille Nørrebro-forlag Chokoladefabrikken.

Forfatter: Michael Valeur

Om forfatteren

Om forfatteren

Michael Valeur har en baggrund som musiker og digter i firsernes aktivistiske punk og bz-miljø. I halvfemserne var han med til at skabe de første computerspil i Danmark (bl.a. Blackout) fra firmaet Deadline, der blev dannet af et par gamle TV-Stop folk. Har siden arbejdet med teater og interaktive projekter, bl.a. på Forsorgsmuseets udstillinger om fattigdom. Han er uddannet i Kommunikation og Historie. Sidst aktuel med novellesamlingen ”Dyrk ikke natten” og romanen ”Hjemløs” om de hjemløses glemte march i 1928.

Den glemte march

I 1928 mødtes en håndfuld hjemløse i medborgerhuset på Jagtvej 69, for at diskutere de hjemløses forhold. Det var et naturligt sted at mødes. 10 år tidligere mødtes man der, før man stormede Børsen, tævede spekulanterne og hang et skilt op hvor der stod: ”Spillebulen er lukket”.

Men de hjemløse der mødtes i 1928, var knapt så militante. Faktisk var der flere af dem der var ved at køre sur i konfrontationerne med politiet og livet på gaden. Hvad nu hvis man samledes og gjorde alt efter bogen. En aktion uden vold, der kun bad om det alle måtte kunne se rimeligheden i; nemlig retten til et sted og bo og mad i munden. En aktion hvor man blev så mange at politikerne måtte lytte.

1928 var det helt rigtige tidspunkt, for det vrimlede med arbejdsløse og hjemløse efter massive sociale nedskæringer. Langt op i samfundet kunne man mærke at noget var helt galt. Venstreregeringen under Madsen-Mygdahl havde skåret grundigt ned på alt hvad der hed arbejdsløshedskasser – og lukket nogle essentielle hjælpekasser. Det sendte bunker af nyudlærte unge mænd der tidligere lige havde kunnet holde skindet på næsen, ud på landevejene.

Antallet af hjemløse var eksploderet på meget kort tid, og regeringen valgte at ignorere problemet – sikkert fordi det i praksis trykkede lønnen og udfordrede fagforeningerne, med alle de desperate løsarbejdere, der ville have job for enhver pris. Men for dem der blev ramt var det sociale fald meget voldsomt. Så den aften på Jagtvej 69, ønskede man at mobilisere de hjemløse under en parole alle i det politiske spekter måtte kunne se rimeligheden i.

Den lød sådan; ”Vi vil ikke forsørges – men vi vil have arbejde. Kan vi ikke få det vil vi have hjælp til at emigrere, for ingen har glæde af at vi flakker sultne rundt på de danske landeveje”. Og så ville de i øvrigt have politikerne til at se på de svinske forhold på svendehjem og herberg der husede de hjemløse.

For at få det til at ske, lavede de et opråb til alle hjemløse om at mødes i Kjellerup (midt i Jylland) søndag d. 4 marts – og i samlet flok gå hele vejen til København for at råbe politikerne op.

Lyder det som en lidt naiv plan? Måske. Men plakaterne blev sat op i hele landet – først og fremmest på herbergerne hvor de hjemløse kom.

Triumftoget fra Kjellerup

De ti initiativtagere ankom til Kjellerup dagen før mødet, og talte med bystyret om at give mad og husly til de hjemløse der ville dukke op om søndagen. Det havde de fået tilsagn til.  Det var en god sag og hvor mange kunne det dreje sig om?

Billedet af de hjemløse der sidder ved bordet er højst sandsynligt taget i Kjellerup ved det allerførste måltid på turen.

Men den lille søvnige by vågnede op til en søndag den ikke havde regnet med.  De ti blev til hundrede, og de hundrede til to hundrede. Selvom det var flere mennesker end ventet holdt byen sit løfte og beværtede de hjemløse med rundstykker og gule ærter. Der blev spredt halm på gulvet i den lokale gymnastiksal, så folk havde tag over hovedet for natten. Og dagen efter var det meste af byen på benene. Der var indsamlet sko og tobak og den lokale barber klippede og barberede endda gratis. I løbet af mandag morgen stødte der endnu flere hjemløse til. Da de drog afsted ved middagstid var de oppe på 300 hjemløse, der gik mod Silkeborg.

På det tidspunkt var rygtet løbet i forvejen. I Silkeborg havde man rejst et podie på torvet, lavet risengrød til hele flokken, og modtog dem med noget der mindede om en folkefest. Siden gik de hjemløse videre mod Skanderborg og Horsens. Alle steder kom der flere og flere til, og hjemløse-toget voksede efterhånden til 600. De blev mødt af et kæmpeopbud af mennesker alle steder. Turen fik også medvind i pressen, ikke mindst da en mand af det bedre borgerskab, flyverløjtnant Clausson-Kaas, offentligt sagde at han støttede de hjemløses sag. Han tilbød at hjælpe til med at løse de organisatoriske udfordringer undervejs, når der skulle skaffes mad og husly til så mange.

Festen slutter

Det lignede en folkelig vindersag, indtil de nåede Horsens. På det tidspunkt var de københavnske politikere begyndt at blive betænkelige over den massive mobilisering og forudså masser af problemer, når marchen nåede frem til København. Man huskede stadig optøjerne i forbindelse med Børsen ti år tidligere. Den russiske revolution var også tæt på – og det rumlede i Tyskland. Venstreregeringens justitsminister Rytter, krævede derfor marchen stoppet i Vejle, før den voksede sig større. Han sendte et særtog med ”panserbasser” afsted med et ekstraordinært nattog. Det var den del af korpset der var vant til at håndtere ”ballade”. Hærdebrede typer der ikke var lige til at komme udenom og var vant til slagsmål.

Men Rytter var ikke den eneste der mobiliserede. De hjemløse fik også forstærkning i Vejle. Der kom selvstyrefolk fra Sønderjylland (der på det tidspunkt bekymrede regeringen en del), aktivister fra det øvre Jylland og flere helt almindelige hjemløse, der alle rejste ned for at møde toget i Vejle. Også en flok kendte københavnske kommunister dukkede op.

Både politiets og aktivisternes forstærkning mødtes på Vejle torv, ud for den gamle teatersal hvor de hjemløse var indkvarteret. Der var uro i luften og inde i teatersalen var de hjemløse delte. Nogen ville gerne lukke aktivister, kommunister og selvstyrefolk ind. Andre ville holde den upolitiske linje. Udenfor kunne det være endt i et gedigent slagsmål – og der røg også en rude i hoveddøren. Men det lykkedes alligevel togets ledere at få ro på. Hele ideen var jo ikke at ende i den sædvanlige konfrontation, men med et politisk resultat.

Man endte med at få lukket alle aktivisterne ind i teatersalen. Få politiet til at tage det roligt, så slagsmålet blev afværget – og så tage diskussionen på fællesmødet dagen efter. Under et dramatisk møde nedlagde Kaas sin post i toge -t og man besluttede i første omgang at opløse toget helt for at undgå en direkte voldelig konfrontation. Men togets ledere opfordrede alligevel folk til at mødes på Valby bakke den 20 marts. Opløsningen betød bare at man ikke længere kunne gå til København i samlet flok, men at folk hver især måtte forsøge at nå frem. Man vidste nemlig at færgerne nægtede at sejle folk over, og politiet stod ved alle færgeovergangene. Man kunne ikke samlet komme over bæltet. Men gik man i spredt orden var der grænser for hvor tæt nettet kunne være.

Billedet af “generalstaben” er taget ude foran Skovpavillonen i Kjellerup. Stående fra venstre mod højre: Chr. Christensen, E Andersen, Svend Aage Frederiksen og Charles Nielsen (som spiller vigtig rolle i romanen). Og siddende: P. Fristenborg, Carl Madsen, C. Nørgaard og Geslin (som også spiller en vigtig rolle i romanen).

Revolutionen lurer på Valby bakke

Så officielt opløstes toget, men det lykkedes alligevel de hjemløse at komme over de næste dage, enkeltvis eller i helt små grupper. En del blev standset i Odense, og nogen blev standset andre steder på ruten. Men den 20 marts stod de fleste alligevel på Valby bakke. De arbejdsløse i København sluttede sig til dem, og det gjorde dele af studenterbevægelsen også (bl.a. var en purung Poul Henningsen med den dag). Mængden voksede og i alt begyndte et sted mellem 15 og 25.000 mennesker, at vandre fra Valby bakke og ind mod Christiansborg.

Alt disponibelt mandskab fra politiet var selvfølgelig kommanderet ud. Nerverne sad uden på tøjet. Soldaterne på kastellet fik udleveret skarp ammunition i tilfælde af at tingene skulle udvikle sig. Og på en del københavnske tage stillede man maskingeværer op. Der var alt for mange mennesker til at man var sikker på at situationen kunne forblive under kontrol.

Dagene op til havde været hektiske i det københavnske venstrefløjsmiljø. For en del kommunister var det en oplagt chance til at skyde revolutionen i gang, mens det fra andre dele af venstrefløjen netop var en situation hvor antallet af demonstrerende, skulle udnyttes til at tvinge regeringen til at lytte. De ville gerne undgå det korporlige slagsmål og for én gangs skyld få et konkret politisk resultat ud af det.

Hele byen sydede. Aviserne var på pletten. Alt kunne ske – noget måtte ske.

Og så alligevel ikke. Byen var sort af demonstrerende og Kragh fra Venstre måtte modtage de hjemløses delegation på Christiansborg. Men der var ingen indrømmelser, kun noget der selv for den borgerlige presse sås som total arrogance. Da udvalget kom ud på pladsen opfordrede de til ro, og ville nu gå til Københavns rådhus; for selvom landet var ledet af en Venstre regering, så havde København en socialdemokratisk borgmester (Viggo Christensen). Ham ville man forsøge sig med. Det blev resultatet nu ikke bedre af. Han anerkendte ikke kravet om at hjælpe de hjemløse og han ville under ingen omstændigheder begynde at beværte de hjemløse som i de jyske byer. Han henviste dem til Sundholm og fattighjælp.

De hjemløse på march – med nøgne marts-træer i baggrunden og teksten på skiltet er “De hjemløses tog. Kjellerup – København”. Lidt længere nede et der er svært at læse, men der står “Vi kræver arbejde”.

I 1928 var det en alvorlig sag. Modtog man penge fra det offentlige forsvandt ens stemmeret f.eks. Alligevel valgte de hjemløs at gå planken ud. Møde op på Sundholm og se systemet bryde sammen under presset. Vise dem at problemet ikke forsvandt.

Efterspillet på Sundholm

Men de politiske afvisningerne begyndte at virke. Mange turde ikke gå direkte til Sundholm og lade sig låse inde for natten. De der prøvede blev chikaneret af politiet, der gerne så en konfrontation. Flere af deltagerne begyndte langsomt at sive fra marchen. Ledte måske efter en plads under broerne eller nede i havnen. Et sted hvor man ikke skulle låses inde, registreres og miste sin stemmeret.

De 700 der til sidst endte ved Sundholm, kunne lige netop rummes indenfor murene. De fik mad, blev registreret, iklædt en fangedragt og fik en seng. Et par af dem nægtede at trække i dragten og lade sig registrere. De fik temmelig voldsomme prygl. Det lykkedes dog to af dem at stikke af for at kunne dokumentere mishandlingerne. De brød ind på et politisk møde med Stauning som taler og fremviste mærkerne efter mishandlingerne, men udover Arbejdebladet var der ikke nogen der havde lyst til at skrive om det.

I dagene efter lodsede man resten af de hjemløse tilbage i små flokke. I lukkede togvogne ankom de til deres hjemkommuner i Jylland, hvor de fandt sig selv tilbage på landevejen præcis hvor de kom fra. Sultne og hjemløse – og nu uden nogen illusioner om at det danske demokrati også gjaldt dem.

Den glemte sag

Resten er glemsel. For hvem skriver de hjemløses historie? Hvem skriver historien om dem der taber det politiske spil? Det er organisationer der samler begivenhederne og skriver historien. Løst organiserede individer der ingenting ejer og spontane bevægelser, gør det ikke. Undtagelsen er selvfølgelig hvis de gør sig til et problem. Hvis de hjemløse havde søgt konfrontation i 28, eller hvis de på anden måde var blevet for dyre at håndtere. Men for regeringen i 28, der netop havde skåret arbejdsløshedsunderstøttelsen i en krisetid, var det praktisk nok at lade de hjemløse presse lønnen ned. Og med den fredelige tålmodige protest fra de hjemløse var der ingen grund til at tro, at man ikke kunne håndtere tingene med magt.

Er det bare mig der aner et ekko af den attitude hos magthaverne nu? Når der skæres i bistandshjælpen. Når de langtidssyge jages rundt i manegen af jobcentrene. Når de hjemløse arresteres for at sove på gaden – og der indføres zoneforbud. Når herbergerne er overfyldte, bliver skåret ned og indskrænker åbningstiderne, men det fryser udenfor.

Præcis som i 28 kan man spørge; kan det virkeligt være kriminelt at være uden hjem og hvis man ikke må sove på gaden, hvor sover man så når man er uden hjem?