Musik: Dansk punkband vil gøre din apati til oprør***

Bandet NEXØ opstod ud af den vrede og mistro der fulgte efter valget af Donald Trump. Debutalbummet New Normal er resultatet af to års kamp, midt i en verden, der kun er blevet mere usikker.


Af Ikaros S. Ungarelli

Når man tænder for nyhederne og ser naturkatastrofer, krige, udbytning af millioner og løgnagtige politikere virker det som om, at vi er på vej mod menneskehedens endeligt. Ikke gradvist, men med speederen i bund – direkte på vej ud over afgrunden. Mens vi demonstrerer, protesterer og råber op fortsætter kapitalismens lakajer med at smadre miljøet og undertrykke arbejdere, som de altid har gjort. Business as usual. Det kan være svært at tro på en bedre verden, når nyhederne er en hvirvelvind af død og ødelæggelse.

Det nystartede, københavnske punkband NEXØs musik er formet af den apati, vi alle kan føle fra tid til anden. Men selvom det ser dystert ud, så er deres debutalbum New Normal, som udkom 30. august, også en påmindelse om, at verden kan være anderledes. Det kræver, at vi letter røven og ikke forventer, at forbedringerne kommer automatisk.

”Tiderne skifter ikke af sig selv,” siger bassist Jonas Lint. ”Det skal vi selv sørge for, at de gør. Vi håber, at vores musik kan være med til at indgyde en smule håb midt i den surrealistiske virkelighed, vi kalder 2019.”

Bandet blev grundlagt i efterdønningerne af valget af Donald Trump i USA, hvor enhver humanistisk anlagt person havde en form for granatchok i de følgende dage. Mens Nexø har fundet formen i den mellemliggende periode, og er gået fra nystartet projekt til sammentømret entitet, er verden kun blevet mere fragmenteret og opdelt. Det er dog perfekte betingelser for punken, som trives i strid modvind.

”Den nye bølge af protestmusik på tværs af genrer – som vi er en del af – skal ses som en slags kanariefugl i kulminen,” siger trommeslager Alex Ferlini. ”Selvom det er uhyggeligt med fremgang for det nationalistiske højre og klimaforandringer, der truer med at skylle os ud med badevandet, så er det et sundhedstegn, at vi er flere og flere, der siger fra.”

Det virkede næsten symbolsk, at netop Trump henvendte sig til Danmark med et bizart forretningstilbud om at købe Grønland i de dage, hvor albummet udkom. Selvom vi slap for at få den orange skrigeballon på besøg, påvirker hans politik hele verden på daglig basis. I skrivende stund er Trump i færd med at skabe yderligere kaos i Mellemøsten ved at igangsætte en plan for annektering af Vestbredden sammen med Netanyahu, og han har allerede erklæret Golan-højderne for Israelsk territorium. Palæstinensernes ulykkelige situation håndterer NEXØ på den ekstremt aggressive og arabisk inspirerede sang ”Catch 22” fra albummet.

Teksterne på New Normal er generelt affødt af rendyrket indignation over kapitalismens bersærkergang og bandets desperate forsøg på at finde et positivt holdepunkt, mens kloden spinder ud af kontrol. Men musikken giver dem en tro på, at livet har en mening. Et holdepunkt i en brydningstid.

”New Normal er indspillet live i et trangt kolonihavehus på en streng diæt af whisky og ritalin, og det var nærmest en terapeutisk proces,” fortæller guitarist Jakob Møller-Jensen. ”NEXØ er en ventil, der giver os mulighed for at komme ud med vores frustrationer, men det er også mere end det. For når frustrationerne er blevet luftet, kan de blive til handling.”

Med visheden om, at vi lever i en globaliseret verden, og alle sammen er ofre for klimaforandringer, kapitalisme og krig, er teksterne på engelsk – men en enkelt sang på portugisisk har også fundet vej til pladen.

”Sangen ‘Ele Não’ er en frustreret opsang til den brasilianske præsident Bolsonaro, fordi vi var bange for hvilken skade, han kunne gøre på planeten,” forklarer forsanger Kristian Ejlebæk Nielsen. ”Musikvideoen udkom få dage efter han blev indsat. Når man ser Amazonas brænde i dag, kan jeg ikke på nogen måde glæde mig over at have ret i mine bange anelser. Bolsonaro er – som alle andre fascistoide ledere – en trussel mod ikke bare sit eget folk, men hele planeten.”

Læs også: NEXØs nye musikvideo “Ele Não” er et kæmpe fuck til højredrejningen

Titlen på NEXØs album, New Normal, er selvfølgelig en slet skjult hilsen til Danske Bank og resten af det økonomiske system, som snyder og bedrager os alle hver eneste dag. For bandet er det tydeligt, at det kapitalistiske system har spillet fallit, og at vi i dag lever i en verden hvor det er alle mod alle i et spil, som ingen kan vinde. Men albumtitlen kan også pege mod en ny virkelighed. En ny normal, hvor fællesskab betyder mere end profit.

”Verden kan være et sted, hvor der er plads til alle – hvis vi er klar til at kæmpe for det,” slår forsanger Kristian Ejlebæk Nielsen fast.

Det er muligvis naivt, men det bliver vi nødt til at tro på.

Læs også: Dansk punkband vil udstille hykleriet

Find mere med NEXØ her:

Bandcamp

Facebook

Instagram

Youtube

Der er ikke flere tekster