KonfrontAf O.T
hvordan skal man som pragmatisk feminist anfægte et tv-program, hvor 95 procent af tiden bliver brugt med sympatiske og moralske mennesker, der af et ærligt hjerte søger kærligheden, men hvor grundtonen er gennemsyret af ”hyggesexisme” og forældede kønsroller?
I TV2s dating program ”Kærlighed hvor kragerne vender” er præmissen simpel: fire yngre mænd fra en lille dansk udkantsby skal date tyve forskellige kvinder fra landets større byer. Kvinderne skal så gøre op med sig selv, om de kan forelske sig i manden OG i byen, da en del af forudsætningen er, at de på sigt skal være villige til at trække teltpløkkerne op og genbefolke de døende landsbyer. Og selvfølgelig finde deres livs kærlighed.
Det første billede man møder i serien, er fantastisk symptomatisk for problematikken. De fire ungkarle sider i et værksted og fortæller om sig selv. Alt er tilforladeligt og godmodigt, men bag mændene hænger en klassisk 90’er pornoplakat af en nøgen kvinde. Plakaten er lille og tiltrækker sig ikke meget opmærksomhed, men den fungerer som en konstant torn i øjet, der påminder en om kvindesynet.
Da jeg havde set de første par afsnit af første sæson af ”kærlighed hvor kragerne vender” sad jeg tilbage med to tydelige følelser: En stærk følelse af, at jeg havde brugt tiden med nogle elskværdige, oprigtige, godsindede mennesker, der bare gerne ville slå sig til ro med en partner. Den anden følelse var svagere, men sad som en nagende lille cyste i mellemgulvet. Bagved de sympatiske ydre, var der fra start til slut strøet små sexistiske stikpiller ud, som man labbede i sig uden at tænke videre over det. Godt skjult bag humor, forelskede blikke og sårbare ansigter var kønsrolleforventningerne tydelige. Som mændene siger: ”Pigen skal kunne lave mad og især frikadeller”, ”Pigen skal kunne gøre rent”, ”Pigen skal indrette mit hjem og tage sig af det huslige”.
Normalt vil det ikke være svært at anfægte de stereotypiske kommentarer. Dilemmaet opstår fordi næsten alt andet der foregår i programmet, er gennemtrængt af medmenneskelighed. Mændene er virkelig elskelige og lader til at have hjertet på rette sted.
Programmet gør det tydeligt, hvor kompliceret moralske domme kan være. Langt størstedelen af tiden udstikker deres moralske kompas en rute på dydens smalle sti, men når det kommer til spørgsmålet om kønsroller, så virker det som om det ligger udenfor moralsk relevans.
Hvordan skal man som pragmatisk feminist udforme sin kritik af programmet, når 95 procent af indholdet er hjertevarmende, men de sidste 5 procent giver isninger i den del af hjernen der står for ligestilling? Man kan starte med at spørge Tv2, hvorfor de har valgt at slå tonen an, med en pornografisk plakat som mændenes bagtæppe. Ligeledes kan man også spørge dem, hvorfor de i deres klipning har valgt at lægge så meget vægt på de sexistiske kommentarer. Derudover virker det som om, Tv2 har gjort sig yderst umage, med at finde og fremstille deltagerne, som er gode og moralske mennesker, men som dog overhovedet ikke behandler hverdagssexisme som et moralsk anfægteligt element.
Programmet gør det tydeligt, hvor lang vej der stadig er, før de problematiske udtalelser om kønsroller, bliver bevidstgjorte, som de problematiske udtalelser de er.