Youtube: Contrapoints er Internettets Venstreradikale Gudmoder***

Contrapoints er én af mastodonterne i den spirende venstrefløjskultur på Youtube, med fansider dedikeret til sit syrede, radikale og nuancerede udtryk. Men hvad repræsenterer denne nye æstetik for venstrefløjen, både på nettet og i den virkelige verden? Og hvad betyder det for fremtiden, at kampen i dag kæmpes på SoMe i højere grad end på gaden?


Denne artikel er den første installation i serien ”Fra Bolsjevik til Breadtube”, der dækker diverse venstreorienterede Youtubere og deres indhold. Hver artikel fungerer som en hurtig introduktion til en Youtuber, for så at udvælge enkelte af de karakteristika ved dem, som vi finder mest relevante, og udforske disse mere dybdegående. 

Vi åbner med et billede af en kvinde. Hendes fingre er bundet af snore, der som en marionet-dukkes rækker opad og ud af billedet. Belysningen er dunkel, lilla-orange, baggrunden et scenetæppe i genskinnende velour. Hun holder en tekop, der af snorene løftes mod hendes mund. I baggrunden spiller et rungende klokkespil, og vi klipper til et ekstremt close-up af hendes ansigt. Øjnene er døde, munden åbentstående, begge dele malet i brilliant glitrende glimmer-makeup, øjenbrynene er tegnet op til perfekte, Nike-logo-agtige svirp. Som hun stirrer i vores øjne begynder skærmen at flimre som en gammel vhs-film, vi zoomer ud som hun sender os et glædesløst, uhyggeligt mekanisk smil og ansigtet er nu på skærmen af et lille billedrørs-fjernsyn, flankeret af to brændende, røde stearinlys. Klokkerne er erstattet med hvid støj og en fjern hyletone. Vi får indtryk af at befinde os i en drøm. 

Billedet skifter, og en anden kvinde fremtoner. Klædt i overdådigt sort, med et fuglefjers-omsvøbt dådyrkranie på hovedet, og ildrøde kontaktlinser omgivet af rød- og lilla-tonet makeup. Hun sidder på en trone af en art, med flammende lysestager på begge sider, og laver med den ene hånd dæmonen Baphomets tofingrede hilsen som hun leverer sin første replik:

”Death. Death, death, death, death. It’s the only thing that everyone fears, and the only thing that gets me off.”

Dette er de første tyve sekunder af Youtube-fænomenet Contrapoints video Pronouns. Kanalen er drevet af Baltimore-baserede filosof og transkvinde Natalie Wynn, og på trods af et relativt beskedent antal abonnenter på lidt over 600.000 har hun allerede fået international opmærksomhed. Blade som Vice, The Atlantic og The New Yorker har skrevet hendes portræt, og hun har opnået en slags gudmoder-status på de venstreradikale hjørner af Youtube, bedre kendt som Breadtube. 

Fokus i disse artikler har for det meste været på én af de ting, Wynn gør bedst: nemlig afradikaliseringen af unge, primært hvide mænd, der er på vej imod den såkaldte alt-right, altså nyfascistiske online-miljøer og grupperinger. Til forskel fra mange andre venstreorienterede på nettet taler hun de unges sprog, og formår på genial vis at spejle den kynisme og sorte humor, der kendetegner den moderne højreradikale diskurs, uden at gå på kompromis med behovet for social retfærdighed. Dette gør hun igennem en enormt høj produktionsværdi, knivskarpe manuskripter og, vigtigst af alt, et konstant karakterspil, hvori hun gennem en række forskellige personaer udfordrer og nuancerer sine egne holdninger. Hendes indhold er dragende, underholdende og lader til at virke – det er svært at finde et kommentarfelt på hendes kanal, der ikke indeholder indrømmelser fra unge mennesker, der var på vej imod fascismen, racismen og transfobien, men nu, som følge af hendes materiale, har måtte ændre holdning.

I sine videoer har Wynn tacklet alt fra kapitalisme-kritik, til Jordan Peterson, til online incel-fora, altid med samme humor og intellekt, og altid kombinerende en højt belæst og kritisk baggrund med personlige erfaringer og hudløs ærlighed. For nylig har hun været mere fokuseret i sit indhold, og er dybdegående gået til angreb på nogle af de centrale spørgsmål i diskussionen om køn, identitet og offentlig diskurs, med videoer som The Darkness, der snakker om grænsesøgende og -overskridende humor, og Beauty, der bearbejder plastic-kirurgiske indgreb som led i kønsrettelses-processen og deres konsekvenser for identiteten. Hendes format er ligeså omskifteligt som det er fast, næsten altid bestående af en vis kombination af adskillige karakterer (spillet af hende selv), der indgår i komplekse dialoger, og en mere ligefrem monolog fra Wynn selv. Spædet op med absurdistiske klip af Jordan Peterson-papfigurer i badekar, der langsomt får hældt mælk over sig, og ofte et tematisk tilpasset musikalsk indslag, er alle Contrapoints-videoer en helstøbt pakke, og det forstås hvorfor så mange unge, selv dem, der er voldeligt uenige med Wynns idéer, tiltrækkes af hendes indhold.

Men Contrapoints repræsenterer en hel del mere end bare hendes populære rolle som racist-hviskeren; nemlig et brud med venstrefløjens traditionelle æstetik, der kan være med til at bringe hele bevægelsen ind i en ny tidsalder. 

Igennem tiden har venstrefløjen altid i én eller anden grad, og med stolthed, identificeret sig med en vis ‘beskidthed’. Med marxisterne og anarkisterne i 18- og 1900-tallet var det arbejderens tøj, det simple, billige og funktionelle. I midten af det 20. århundrede var det blomsterbarnet, klædt i grove stoffer, helst usoigneret og helst så lidt som muligt. Derefter punkeren, klædt i læder og laser, jo mere aggressivt beskidt og tilfældigt sammensat jo bedre. I dag er streetwear populært, med anonyme hættetrøjer og udtrådte sneakers. Kort sagt har venstrefløjen altid taget ære i det grimme og dét, der opfattedes som ‘uværdigt’ for det bedre borgerskab. 

Alt dette ikke for at sige, at det har været ineffektivt; protest i form af offensiv påklædning er historisk efterprøvet, og har på venstrefløjen været et vigtigt symbol på overskridelsen af borgerlige normer og menneskets ligeværd. Men det har også været med til at afføde en ærgerlig arv, nemlig den måde, hvorpå venstreorienterede af deres modstandere altid er blevet fremstillet som uordentlige, ufornuftige og urealistiske. Det klassiske eksempel herhjemme er klichéen fra utallige konfirmationstaler om, at hvis man ikke er venstreorienteret som ung har man intet hjerte, men hvis man ikke bliver højreorienteret som voksen har man ingen hjerne. Altså har venstrefløjen historisk haft et æstetisk problem, som aldrig helt er blevet løst. 

Pelle Dragsted forsøgte at gøre op med ovenstående arv efter Enhedslisten næsten røg under spærregrænsen ved valget i 2007. Han så en ny venstrefløj for sig, et pænere Enhedslisten, klædt i skjorter og blazere i stedet for læderjakker og striktrøjer. Men denne strategi, på trods af dens umiddelbare succes i stemmeboksene, havde også sine problemer. Navnligt, at man i stedet for at skabe en ny venstreorienteret æstetik blot overtog højrefløjens klædeskab. Det har uden tvivl avlet stemmer og offentlig ethos, men protesten mangler.

Og her når vi tilbage til Natalie Wynn. For noget af dét, der gør hendes indhold så dragende er, at hun ikke, som så mange andre Youtubere, sidder i en hættetrøje foran et webcam i sit soveværelse og improviserer en enetale. Hendes kostumer er overdådige, hendes makeup uforligneligt veltegnet og hendes kulisser nøje overvejede. Kombineret med spydige argumenter og imponerende skuespil er hun umulig ikke at respektere – hun formår at være frygtindgydende og dybt sympatisk på én og samme tid.

Dét, Contrapoints repræsenterer er den langt mere prominente plads, som queer-bevægelsen i de senere år har tilkæmpet sig på venstrefløjen, og indførslen af queer-æstetikken i det venstreorienterede projekt. LGBT-miljøet har altid kunne genkendes i dets enestående sans for stil, og evnen til at opretholde en nærmest ophøjet værdighed i trods mod undertrykkelse og vold. Og det er denne æstetik, eksemplificeret hos Contrapoints, der kan være med til at omforme venstrefløjen. Hér har vi et udtryk, der formår at bære både protest og ethos, der udviser både overskridelsen af det normative og sydende kompetence. En kampuniform til det 21. århundrede, der lader til at virke.

Men hvorfor gå op i æstetikken? Skal vi ikke vinde på argumenter og mod frem for præsenterbarhed? Er det ikke præcis i en fornægtelse af den borgerlige og fascistiske besættelse af æstetik, at venstrefløjen har kæmpet? Lad os svare pragmatisk, med Wynn’s egne ord, fra hendes video passende kaldet The Aesthetic: 

In history, there are ages of reason and ages of spectacle. It is important to know which one you are in.

 

Der er ikke flere tekster